FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Ágrip

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson


G. E. C. Gads Forlag
København 1923


Andet tidsrum

2. afsnit: SAGALITTERATUREN

§ 11. Islandske konge- og jarlesagaer før Snorre m. m.


3. Ágrip


Ágrip, eller med det fuldstændige ret nye navn: Á. af Nóregs konunga sögum, som skriftet er blevet kaldt (i udgaverne) vistnok efter Arne Magnússons latinske benævnelse: Compendium historiæ Norwegiæ (se Katal.). Dette skrift findes kun i ét håndskrift, AM 325 II, 4° og var knyttet til en familje i det sydvestlige Island. Det mangler både begyndelse og slutning, samt 1 blad til (i k. 48) og har desuden en større lakune i k. 51 (tiden o. 1130-50). Håndskriftet, der er skrevet med to hænder omkr. 1225 (jfr. Dahlerups udg. s. XXX — IV), er udgivet bogstavret af V. Dahlerup, 1880; desuden i Fornm. sögur XI. Det er uden al tvivl skrevet af Islændere (jfr. Frumpartar s. XXXVIII).

Skriftet1) har vistnok begyndt med Halfdan svarte og sluttet med år 1177 - ligesom Fagrskinna og Heimskringla. Fremstillingen af de enkelte kongers liv er meget kortfattet, og navnet i så henseende ret passende; dobbelt passende bliver det, hvis det med rette kan eftervises, at skriftet for det meste er udtog af længere fremstillinger. De enkelte sagaer følger mekanisk, uden forbindende overgange, på hinanden, Halfdan svarte og Harald hårfagres (k. 1 — 4), Hakon d. godes (k. 5 — 6), [Erik blodøkses er fordelt på k. 5 og 7], Harald gråfelds (k. 8—9), Hakon jarls (k. 10 — 11), Olaf Tryggvasons (k. 13 — 17), Eriks og Sven jarls (k. 18), Olaf d. helliges (k. 20—5), Sven Alfífassöns (k. 26), Magnus d. godes (k. 28 — 34), Harald hårdrådes (k. 35 — 6), Magnus og Olaf kyrres (k. 37 — 8), Magnus barfods (k. 39—44), hans sønners (k. 45 — 50), Magnus og Harald gilles (defekt; k. 51), og endelig et stykke af sagaen om Harald gilles sønner og om Geirsteinn (k. 52). K. 12 indeholder betragtninger over Hakon jarls herredømme, hvortil den mærkelige fortælling om kong Herse knyttes. K. 19 handler om kristendommens fremgang i Norge og k. 27 om Olaf d. helliges alder og om Harald hårdråde. Overgangen til de enkelte sagaer sker meget simpelt ved vendinger som: »N. N. tog riget efter N. N.«, »efter N. N.s død tog Nordmændene N. N. til konge« eller »kom N. N. til magten« og lign. Ingen sådan begyndelse findes i k. 20, der indledes med Olafs slægtregister.

Kildespørsmålet er her af stor betydning. Forf. antyder nogle gange sine (forskellige) kilder2); snart hedder det: »ifølge hvad mange siger«, snart »somme... andre (de fleste) siger« eller »som nogle kalder...«. Det er ganske vist ikke helt sikkert, hvorvidt det altid er forf.s egne ord, der her fremtræder, men det er dog på forhånd rimeligst og må, hvis intet særligt taler derimod, antages. I k. 2 er det navne (tilnavne), det gælder, i k. 10 Gunhilds dødsmåde (»som mange siger«)3), i k. 13, 14, 17 forskellige enkeltheder i Olaf Tryggv.s saga, i k. 20 meddelelsen om, at kong Olaf d. hellige gav Hakon jarl Syderøerne osv. Desuden anføres vers forskellige steder4), og forf. har kendt Eyvinds Háleygjatal (k. 12). Ejendommeligt for flere af disse vers er, at de kun findes i Ágrip (navnlig de små vers)5).

Går man nu til de egenlige sagaer, lønner det sig at begynde med Olaf d. helliges saga eller k. 20 — 25 beg. Her er der en ældre saga til sammenligning, for så vidt som leg. s. kan siges at bero på Æ. s. Man kommer da meget let til den opfattelse, at Ágr.s Óláfss. så at sige ord til andet er et uddrag af denne saga (Æ. s. eller en afskrift deraf). Slægtregistret, hvormed sagaen begynder (jfr. ovf.), er netop hæntet derfra6), parallelerne, næsten ordrette, findes i leg. s. k. 18 slutn., 20, 21 — 2 osv. osv. Der er kort sagt næsten intet som helst i Ágr., der ikke tillige findes i leg. s., og uddragene er tildels så ejendommelige, at bedømmelsen af sagens sande sammenhæng ikke synes at kunne være tvivlsom. Det eneste, der ikke er eller synes at være hæntet fra leg. s., er k. 20 slutn. (om at kong Olaf gav Hakon jarl Syderøerne), men netop her er det (se ovf.), at der henvises til en afvigende fortælling; her er det således en anden kilde, der vel ikke kan være anden end en mundtlig (norsk?) tradition, der følges. I k. 23 hedder det om Olaf, at han »drog østerpå til møde med kong Knud«, dengang da han stødte på Erling. Dette strider mod leg. s., der lader Olaf være på flugt mod nord; enten foreligger der her en selvstændig ændring af forf. eller også har Æ. s. haft en anden fremstilling end leg. s. I forbindelse hermed bemærkes, at navnet Valdalr (Ágr.) genfindes i leg. i det interpolerede kapitel, 72. Slutningen af k. 23 (om, at Olaf tog Magnus med til Garderige) er måske et selvstændigt tillæg af forf. for at forberede læseren på Magnus’ afhæntning derfra. Når det i k. 24 hedder, at Hakon omkom »om våren«, beror dette kun på et unøjagtigt uddrag; i leg. s. hedder det, at han rejste »om sommeren« og druknede »om høsten«. Slutn. af k. 27 (om Harald i Stiklestadslaget) er vistnok et selvstændigt tillæg, og her henvises atter til forskellige beretninger. Som man ser, er disse afvigelser ret ubetydelige og uden vægt med hensyn til forholdet til Æ. s. Forf.s fremgangsmåde er klar. Han sammendrager og forkorter den historiske tekst; har således ikke et ord om Olafs krigstog i Vesten, men nævner kun »vidtløftige rejser« under ét, med et udtryk, der genfindes i leg. s.; hvor derimod der findes en speciel antikvarisk oplysning, afskriver han den helt og ordret (Sven og Alfifas love i k. 24). Dette viser to ting, dels forf.s særinteresser - hvorom i øvrigt mere senere — , dels hvor lidet han har brudt sig om en kunstnerisk form eller en ligelig og harmonisk fremstilling, hvad vi vil se flere eksempler på.

På grundlag af den påviste benyttelse af Æ. s. er der al grund til at tale og spørge om Ágrips øvrige kilder (jfr. K. Maurer).

Slutningen af Halfdan svartes saga synes snarest at bero på en ældre saga, der tillige benyttedes af Snorre og andre7). Hvorvidt den gamle saga om Harald hårfagre (se ovf.) er benyttet, er meget tvivlsomt, da Ágr. her er så yderlig magert og indholdsløst (landserobringen omtales og Hafsfjordslaget lige nævnes i forbindelse med verset af Oddmjór, der tilmed er misforstået, sønnerne nævnes, 20 i tal, tildels afvigende fra andre kilder). I modsætning hertil er det da påfaldende, at sagnet om Snefrid og Harald optages i dets udførlige helhed — atter et tegn på forf.s interesser. Sagaen i Ágr. beror således vistnok ikke på en ældre saga i sammenhæng8). — Erik blodøkses saga (k. 5 og 7) er ganske kort og beror vistnok kun på traditionen9). Derimod beror Hakon d. godes saga, der er langt udførligere end den om Harald hårfagre, på en ældre saga om ham (jfr. ovf. s. 605). Her findes alle de andenstedsfra kendte hovedbegivenheder i kongens liv; Stordslaget berettes udførlig (Islænderen Toralf Skólmsson nævnes). Men atter her findes en særlig og enestående oplysning (i k. 5) om Gamles flugt og fald på Gamlaleir i Trondhjem; dette er uden tvivl tilføjet af fort. selv efter en særlig norsk men urigtig overlevering. Hvad Harald gråfelds og Hakon jarls saga angår, fortælles der om den første kun om hans (og hans brødres) grusomhed, hans broders drab og Haralds fald i Danmark, om Hakon jarl kun om hans forhold til Gunnhild, delagtighed i Haralds og Guldharalds død, samt om hans kvindekærhed, der voldte hans død; om denne fortælles temlig udførlig uden at fortællingen dog sættes i nogen forbindelse med Olaf Tryggvason. Der findes ikke et ord om Jomsvikingeslaget, hvilket er i høj grad forbavsende. Man skulde her være fristet til ikke at antage nogen litterære kilder; imidlertid kunde dog et vist slægtskab med Fsk. og Hkr. tyde på, at sådanne er nyttede; i så fald har forf. forkortet usædvanlig stærkt. Norsk overlevering synes også her at fremtræde i et par angivelser, der afviger fra alle andre kilder (at Hakon jarl lod Karkr give sig banesåret beror vistnok på en besmykning af det historiske!) - Hvad dernæst Olaf Tryggvasons saga angår, haves først og fremmest Oddr munks saga til sammenligning; der viser sig da på flere punkter et umiskendeligt slægtskab; på den anden side findes der imidlertid så store afvigelser, at en direkte benyttelse af Oddr ikke kan antages, hvad da også tidsforholdene så godt som udelukker. Når derimod Oddr i sin saga anfører Sæmund som hjemmelsmand for adskilligt, og da der netop i Ágrip her i Olafssagaen en latinsk original skinner igennem10), ligger det nærmest at antage, at det er Sæmunds fremstilling, der her er lagt til grund. Herved forklares på det bedste de forholdsvis få, undertiden ordrette, overensstemmelser, der findes mellem Ágr. og Theodricus, der sikkert ikke er benyttet af forf. til Ágr. Forf. kan også her have tilføjet noget. En sådan tilføjelse er vistnok den ellers ikke forekommende og ganske sikkert uhistoriske beretning om Astrids flugt til Orknøerne; her synes der at foreligge en norsk overlevering, der mulig er opstået ved en sammenblanding med Gunnhilds flugt til Orknøerne efter Erik blodøkses død. — Til grund for Jarlernes saga ligger der næppe nogen særsaga. Når det om dem, i modsætning til, hvad alle andre kilder beretter, hedder, at de gjorde alt hvad de kunde for at ødelægge kristendommen i landet11), ser dette nærmest ud til at være forf. s eget påfund for at frembringe et så stærkt modsætningsforhold til Olaf’erne som muligt. — Magnus d. godes saga er temlig udførlig, og atter her findes der flere paralleler hos Theodricus; også en latinsk original skinner igennem i Ágr. Sæmunds skrift må være det fælles grundlag12). En sammenligning, man her er i stand til at gøre mellem Ágr., Fsk. og Flatøbogens tekst, giver midler i hænde til nærmere at bestemme forholdet således, at der er benyttet en fælles isl. original, der atter bygger på Sæmund. Ágr. tilføjer også her vers (af Sigvatr) samt enkelte, særlig vistnok norske meddelelser vedrørende Lyrskovslaget. I k. 33 findes en fremstilling af forholdet mellem Magnus og Harald og deres forlig, der øjensynlig er tendentiøs og udsmykket af forf. selv. — Harald hårdrådes saga er forbavsende kort, og man kunde med Maurer være fristet til ikke at antage en litterær kilde; dog er dette måske ikke så; forholdet til Morkinskinna, der f. ex. har beretningen om lyngormen på samme sted i fremstillingen som Ágr., tyder på det modsatte13), altså en fælles skriftlig kilde, der også er benyttet af Theodricus, med hvem Ágr. navnlig i stykket om Englandstoget har nogle berøringspunkter. Men Ágr. s forf. må da som oftere have forkortet sin original. — For de følgende kongers sagaer til år 1130 er det klart, at udførlige fremstillinger overalt er nyttede og excerperede, og disse må være ældre end o. 1170 — 80, ti Erik Oddsson begyndte med Harald gille. I Magnus barfods saga træffes et utvetydigt bevis for forf. s tendentiøse fremstilling, idet han lader Magnus sejre i slaget ved Foxerne og Inge frelse sig ved flugten (det modsatte af, hvad der skete); da alle andre fremstillinger, også Theodricus, gør en ganske anden og for Magnus mindre smigrende opfattelse gældende, er der ingen tvivl om, hvorledes det hænger sammen med Ágr.s beretning; det er en partisk besmykning af forholdet. — For tiden efter 1130 er Erik Oddssons bog vistnok benyttet helt igennem. Nordal mener ikke dette er tilfældet (s. 40).

Ágrips forf. har altså benyttet flere ældre kongesagaer, der delvis går tilbage til Sæmunds skrift. Af sig selv har han tilføjet forskellige mundtlige overleveringer, der viser sig at være udpræget norske, tildels endogså trondhjemske, men som delvis er uhistoriske; han har også optaget endel småvers, vistnok fra samme kilde, og andre vers, han dog tildels har misforstået14). Med hensyn til tidsregningen har forf. været meget omhyggelig, særlig m.h.t. angivelsen af antallet af fyrsternes regeringsår, og her synes Ágr. hovedsagelig at stemme med Are; dog kan også Sæmund have påvirket ham; i øvrigt var forskellen mellem de to ringe eller ingen.

S. Nordal har villet hævde et helt andet kildeforhold for Ágr.s vedkommende. Han mener da, med G. Storm, at forf. har benyttet Theodricus15). Vel er der mange paralleler mellem dennes skrift og Ágr., og det kunde i flere tilfælde se ud som der var tale om direkte oversættelse. Dette gøres dog ret usandsynligt, da der ellers er stærke uoverensstemmelser tilstede mellem bægge skrifter, og det forekommer lidet sandsynligt, tildels lidet forklarligt, hvorfor netop disse sætninger skulde være tagne fra Theodricus. Det hele bliver forklarligt, hvis man antager en fælles kilde, og da kan der næppe være tale om andet end Sæmunds skrift, direkte eller indirekte. Theodricus henviser til Catalogus regum Norwegiæ (se ovf.) ; dette er en oversættelse af Nóregs konunga tal; således kunde Sæmunds skrift have heddet (jfr. digtet af samme navn, der netop beror på Sæmunds skrift, såvidt det nåde). Hertil passer det fortrinlig, at netop til og med afsnittet om Magnus gode bærer stilen præg af en latinsk kilde, medens der derefter næppe findes noget, hvorom dette kan siges. Herimod kan ikke gøres gældende, at der også findes paralleler efter afsnittet om Magnus gode, ti disse beror på fælleskilder som det i det foregående er gjort sandsynligt. Endelig gør tidsforholdene det lidet rimeligt, at disse to skrifter skulde være direkte afhængige af hinanden; de er jo så at sige fuldstændig samtidige, jfr. hvad der nedenfor bliver udtalt om Ágr.s tilblivelsestid. Endelig må det huskes, at Theodricus helt igennem beråber sig på islandske hjemmelsmænd. Ágr.s forf. kan lettelig tænkes at have benyttet de selvsamme hjemmelsmænd. Nordal antager for sit vedkommende flere kilder for Ágr., nemlig et tabt isl. oversigtsværk, et, ligeledes tabt, skrift om norske konger på latin, Theodricus, samt traditionen. Det forekommer som om dette godt passer til det her ovf. hævdede, når bortses fra Theodricus. De to antagne tabte skrifter kan fortræffelig forklare lighederne mellem Theodricus og Ágr. I forbindelse hermed kan det bemærkes, at Nordal ikke antager, at Ágr. er en forkortende fremstilling, et udtog i det hele, men et originalt skrift16). Det er nu som man tager det. Hvis det ikke er et udtog af skriftlig affattede værker, er det et udtog af den omfattende mundtlige overlevering; det er klart, at forf. ved meget mere end hvad han meddeler. Navnet bliver derfor rigtigt nok. Men, som ovf. antaget, er det dog, forekommer det os, sandsynligst at antage skriftlige kilder for den største del af værket.

Endelig skal bemærkes, at Nordal synes at have ret i at antage (s. 46), at vort eneste håndskrift ikke i et og alt giver skriftets oprindelige ordlyd, men at det på enkelte steder er forkortet. Dette gør sagen og bedømmelsen tildels yderligere indviklet.

Forf.s fremstilling er, som bemærket, kortfattet men i høj grad ujævn, ukunstnerisk og ubehjælpsom. Nogle episoder fortælles uforholdsmæssig udførlig, medens andet, der var mindst lige så vigtigt, enten kun ganske kort berøres eller endogså helt udelades (Jomsvikingeslaget); der findes modsigelser og til denne ujævnhed svarer stilen, der synes at være afhængig af de benyttede originaler, m. a. o. forf. selv har ingen stil haft17). En vis selvstændighed, ganske vist ikke i kritisk henseende, besad forf.; denne viser sig i optagelsen af forskellige (norske, trondhjemske) traditioner, han ikke forefandt i sine originaler og som han tilfældig har hørt. Til gengæld viser netop her hans kritikløshed sig på det klareste (f. ex. i bemærkningen om Gamle og Gamlaleir). Hvad der imidlertid er værre end dette, — og hvad der heldigvis så sjældent ellers lader sig påvise — , er forf.s partiskhed og lyst til at bøje den historiske sandhed til gunst for de norske konger (jfr. hvad der ovf. er bemærket om forholdet mellem Magnus d. gode og Harald, om kampen mellem Magnus barfod og Inge osv.) og besmykke begivenhederne. Dette synes for forf.s vedkommende at antyde et vist nærmere forhold til eller en vis afhængighed af et medlem af den norske kongeslægt, og det ligger nær at formode, at forf. har skrevet sin bog for og på opfordring af et sådant. Som følge heraf måtte skriftet vel være blevet til i Norge18); enkelte sproglige vendinger (som brugen af ordet ekki vetta, der også findes i Karls Sverrissaga, riddaraskapr, corteisi) kunde tyde på og støtte dette; ligeledes taler de optagne norske sagn for det samme19). Den norske fyrste, der da skulde være tale om, måtte vel være Sverre. Skriftet må, som G. Storm har vist, være affattet omkring 1190. Elgesæter kirke og kloster forudsættes i k. 36 som eksisterende o. 1170 og kong Haralds lig overført dertil (o. 1176); vistnok må man også antage, at Eysteinn erkebiskop forudsættes som død (1188). Yngre end o. 1200 er Ágr. i hvert fald ikke. Nu får vi en bestemt efterretning om, »at kong Sverre har ladet skrive« noget om Simun skalps forhold til kong Eysteins død. Her synes et skrift af historisk art at være antydet, men der vides ellers intet derom, og til alt uheld er den del af Ágr. (også Mork. afbryder her), der handlede om Eysteins død, gået tabt. Ikke desto mindre vilde det være tiltalende i det således antydede skrift at se Ágrip; derved vilde den omstændighed, at det, hvad der sikkert kan antages, er gået ned til år 1177, d. v. s. ned til Sverres fremtræden i Norge, få sin fulde forklaring. Skriftet kunde da tænkes at skulle udgøre etslags indledning til Sverrissaga selv. På grund af forholdene bliver dette dog kun en formodning20).

Hvorledes dette end forholder sig, må det betragtes som utvivlsomt, at forfatteren er en Islænder. For det første har han haft en mængde islandske kilder med isl. overlevering til sin rådighed; dernæst har han et særligt kendskab til islandske digtere21) og personer, som næppe kunde interessere en Nordmand; den benyttelse af vers, der flere steder fremtræder, er i sit væsen ægte islandsk. Når forf. ikke beskæftiger sig med Islands historie, er dette ret forklarligt. I en så kortfattet fremstilling om de norske konger var der ikke plads til at komme nærmere ind derpå. Selve håndskriftet er afgjort islandsk; dets retskrivning indeholder intet, som ikke også findes i mangfoldige andre isl. håndskrifter. Men uden sammenhæng med Norge er skriftet heller ikke. At forf. er en gejstlig, er utvivlsomt22); og dog træder hans gejstlige interesser ikke på nogen måde stødende frem; legender og deslige findes ikke, dette dog måske på grund af skriftets hele kortfattethed. Forf.s antikvariske interesser er umiskendelige; at han har trot på trolddomskunster, er kun naturligt. Også genealogiske interesser synes forf. at have næret; kongesønner opregnes nøjagtig; særlig synes han at have haft forkærlighed for fyrsternes personer; deres udseende og karakter beskrives fyldig og i reglen straks i sagaens begyndelse; endel varme beskrivelser, som f. ex. den af Olaf kyrre, findes. Det er for så vidt ligegyldigt, hvorvidt disse beskrivelser er af ham selv eller ej. Han ræsonnerer undertiden selv.

Alt i alt er Ágrip, tiltrods for dets knappe indhold og forskellige mangler, et værdifuldt historisk arbejde og kildeskrift, navnlig til sammenligning og kontrol med de andre bearbejdelser. Det oplyser desuden om, at de fleste enkeltsagaer om de norske konger allerede var forfattede før 1180, noget som også Sverrissaga og Erik Oddssons bog i øvrigt forudsætter. Hvorvidt Ágr. er blevet nyttet af senere sagaforfattere, vil i det følgende blive belyst.


Noter:
1) Maurer: Ueber die Ausdr., Anm. 28: G. Storm: Sn. Sturl. Hist. skr.: V. Dahlerup: fortalen til udg.; P. A. Munch: Samlinger til det norske Folks Spr. og Hist. II; G. Storm: Kria Vidensk. Selsk. Forhandl. 1875; G. Vigfússon: Sturl. proll. lxxxvii; Meissner: Strengleikar s. 44—46; S. Nordal: Om Olaf d. helliges saga 18 ff. og 29 ff.; G. Indrebö: Fagrskinna s. 34 ff.; Aagrip i Edda 1922: H. Koht: Edda 1914, s. 82 ff.; S. Krijn: Een gemeenschappelike bron van Fagrskinna en Ágrip (Neophilologus IV).
2) Således k. 2, 10, 13, 14, 17, 20, 27, 43.
3 ) Forf. har altså kendt andre fremstillinger herom.
4 ) Et halvvers af digtet Oddmjór, to linjer om Harald gråfeld, lausavisa af Sigvatr, en visa af hans Bersöglisvisur, et vers af Steinn Herdisarson, de to linjer af Steigarþorir og af Sigurd Jorsalfar.
5) Indrebö vil vise, at et af hovedgrundlagene for Ágrip er den norske tradition. Jeg må her nøjes med at henvise til hans udvikling.
6 ) Tilnavnene er dog her udeladte, fordi de allerede stod i Ágr. k. 2 og 19.
7) Særlig i Halfdanar þáttr; her i k. 4 findes en fremstilling af julen og Odin, der genfindes i Ágrip; þáttr’en er mere udførlig, og også her kan Ágr. ligeså godt være forkortet som þáttr’en udvidet.
8) Der er her heller ikke noget særligt slægtskab med Theodricus.
9) Enestående er her oplysningen om, at Erik faldt i Spanialand; skulde dette navn være fremkommet ved en fejllæsning af Stan- i Stanmor? - De paralleler, der her findes med Ágr., viser ikke direkte lån, men fælles overlevering.
10) F. ex. lýðir — gentiles; i hans viðrtalan (k. 16); retoriske antiteser findes nogle steder.
11) Ganske modsat hvad Theodricus siger.
12) Også Indrebö antager lån fra Sæmund (s. 50).
13) Her er jeg uenig med Nordal, s. 39-40.
14) Verset af Oddmjór, hvor ordet skeiðarbrandr er opfattet som mandsnavn.
15) Det mener også Indrebö.
16) Jfr. Koht: Edda s. 83.
17) Præs. hist. bruges meget hyppig; fremmedord findes som prófeti; jfr. ovf. Om stilen gør Indrebö (Edda-afhdl.) gode bemærkninger (s. 20 f.).
18) Deraf følger ingenlunde, at forf. var en Nordmand. Indrebös grunde mod antagelsen af, at han var Islænder, er ikke fyldestgørende.
19) Herved vilde også udtrykket hérlenzkr, som man har tillagt så megen betydning, forklares. Men man har altid overset, at ordet slet ikke behøver at betyde „norsk", medens dets modsætning útlenzkr skulde betegne ”islandsk”. Men der kan ikke lægges megen vægt på disse og lignende udtryk.
20) Det er vanskeligt at sige, hvorledes forf. stiller sig til Sverres (eller Harald gilles slægt). Han omtaler Harald gille personlig rosende. Og han synes ikke at have været nogen beundrer af Erling skakke (k. 52); dette er ret betydningsfuldt. Endvidere roser han kong Sigurd mund i flere henseender, uagtet han også nævner hans mindre tiltalende egenskaber; denne objektive beskrivelse behøver ikke at stride imod, at skriftet er blevet til på foranledning af Sverre. — H. Koht antager også, at Ágr. står i nær forbindelse med Sverre, men hans grunde er desværre så yderlig svage. Indrebö er tilbøjelig til at antage det modsatte, især på grund af den mindre rosende omtale af Sverres fader.
21) Til sådanne må også Sigvatr ganske bestemt regnes.
22) Heri er Meissner enig, der (s. 46) anfører de steder, der taler herfor.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.