FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Ásmundar saga kappabana
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Andet Bind
af Finnur Jónsson
G. E. C. Gads Forlag
København 1923
Andet tidsrum
2. afsnit: SAGALITTERATUREN
D. Sagaer vedrørende ikke-nordiske sagn
2. Ásmundar saga kappabana
2. Ásmundar saga kappabana findes i Sth. 7, 4°, AM 586, 4°; udg. af Detter i Zwei fornaldarsögur og Fas. II1). - Sagaen begynder med »kong Budle i Sverrig«, hvis datter, Hildr, er gift med Helge søn af Hildebrand konge i Hunaland, og senere med Åki, og har med dem sønnerne Hildebrand og Asmund, der ikke er opfostrede sammen. Det er disses indbyrdes kamp og den førstes fald for sin broder, der er hovedbegivenheden; herom og om forberedelserne til kampen handler sagaen. Også her forekommer tryllesværd, ja hele to, hvoraf det ene af skæbnesvanger betydning: de blev smeddede af de to dværge, der bærer de fremmedagtige navne Alius og Olius. Hildebrand opfostres i Húnaland og bliver en mægtig kæmpe og konge. Han vilde hævne sin fader, der er dræbt af Ake, den danske kong Alfs mand, og han fælder Alf. Denne har en datter Æsa; til hende bejler Asmund og Eyvind, den første foretrækkes, bliver konge, og han forpligter sig til at hævne sin hustrus fader. Tryllesværdet, der var blevet nedsænket i Mälaren, hæntes op, og så kommer det til den sidste kamp. Efter at Hildebrand er bleven dødelig såret, genkender brødrene hinanden, og Hildebrand fremsiger nogle vers, der er meget gamle, og hvis indhold genfindes hos Saxo; disse vers er for så vidt i strid med sagaen selv, som moderen i dem kaldes Drótt, ligesom også hos Saxo (jfr. ovf. 149).
Allerede de anførte navne viser, at vi er i nærheden af norsk-islandske sagnpersoner fra den gode, gamle tid, ligesom sagaen indeholder utvivlsomme reminiscenser fra sagn om dansk-tyske stridigheder (jfr. A. Olrik: Sakse II, 246—47), tyske sagn om brødrene Hildebrand og Hadubrand (Saxos Hildiger og Halfdan); men hermed er enkelte rent nordiske motiver (sværdet), samt yngre romantiske træk bleven forbundne. Det er muligt, at kvad ligger til grund for visse dele af sagaen. Den er som alle de andre en rent islandsk frembringelse. Herimod strider ingenlunde de nævnte navne: Alius, Olius, hvortil også kommer Lazinus (ɔ: Latinus; jfr. Máshella ɔ: Mosella i brudst. i 586). Disse navne er åbenbart senere indsatte af en lærd bearbejder; for Lazinus findes nemlig i mbr.-brudst. Atli. Sagaen bærer også ellers præg af yngre bearbejdelse både i enkelte forestillinger og sproglig fremstilling. Det er således fuldstændig forfejlet, når Detter på grund af navne skimter en latinsk original. Sådanne eksisterede der overhovedet ikke; jfr. hvad der ovf. er bemærket i anledning af Rolf krakes saga. M. h. t. sagaens sagnhistoriske værd henvises til Detters bemærkninger i fortalen XLIII— IV.
Noter:
1) Jfr. Boer: Zur dän. heldensage i Paul-Br. Beitr. XXII.
