FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Þættir

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson
G. E. C. Gads Forlag
København 1923


Andet tidsrum
2. afsnit: SAGALITTERATUREN

§17. Sagaværker efter Snorre og Sturla til 1300.
A. Sagaer om islandske personer.
I. Sagaer om ældre tider

7. Þættir


Til de hernævnte sagaer slutter sig enkelte þættir. Om disse gælder noget lignende. Den oprindelige tradition er stærkt forvansket, uhistoriske og æventyrlige ting indblandes undertiden i den grad, at det hele får præg af æventyr og ikke historie; det bliver til fornaldarsagaer; der er da heller ingen tvivl om, at disse þættir i høj grad er påvirkede af de sagaer, der kaldes så. En historisk kærne er dog sikkert ofte tilstede. Sprog og fremstilling bærer umiskendeligt præg af det 13. — 14. århundredes tænke- og skrivemåde. At angive deres nøjagtige tilblivelsestid er ikke muligt, men de må høre til tiden ved 1300; nogle stammer mulig fra tiden efter dette år. De kan deles gruppevis som før efter sagaerne, men det er dog muligt, at de ikke hidrører fra de egne, hvor hovedpersonerne havde hjemme. Som de ældre þættir foregår de for en stor del i udlandet.


Geirmundarþáttr
Til 2. gruppe hører Geirmundarþáttr, hvorom der ovf. s. 722 tilstrækkelig er handlet. —


Þorvarðar þáttr krákunefs
Þorvarðar þáttr krákunefs handler om en mand fra Vestfjordene, der vilde give Harald hårdråde et sejl, men denne var i en vred stemning og vilde ikke modtage det, hvorefter det foræredes til Eysteinn orre, der bagefter skænkede det til kongen. Þáttr'en hører snarest til de ældre, da den findes i Morkinskinna (s. 73—75).


Til 3. og 4. gruppe kan følgende regnes:


Þorsteins þáttr skelks
Þorsteins þáttr skelks findes i Flatøbogen I, 416—18 og handler om en efterkommer af Ásgeir æðikollr i Vididalen. Torstein rejste til Norge og opholdt sig hos Olaf Tryggvason, hvor han engang havde et natligt æventyr med en djævel under forrettelsen af sin nødtørft. Djævelen fortæller Torstein, hvilke pinsler forskellige oldtidshelte udstod i helvede, og efterlignede deres smærtens skrig. Torstein befriedes ud af situationen ved en klokkeringning. Det hele er et gejstligt æventyr; Torstein kendes ikke fra andre steder. —


Þáttr Svaða og Arnórs kerlingarnefs
Þáttr Svaða og Arnórs kerlingarnefs, der også findes i Flat. I, 435—39 (Fms. II, 222 ff.), tilhører egenlig den sagaløse egn Skagafjorden. Den begynder med at omtale et svært uår — rimeligvis det i 976 — , under hvilket den grumme Svaðe på Svaðastadir vil dræbe en mængde fattige og begrave dem i en stor grav, han har ladet dem selv opkaste. Torvard d. kristne frelser dem, og Svaðe omkommer til straf. Arnor hjælper de fattige og lader sig døbe. Det er ikke urimeligt, at denne prækenagtige þáttr stammer fra Gunnlaugs Oláfssaga (jfr. ovf. s. 400) ; den minder om Finns þáttr, og er sikkert ret uhistorisk. —


Bollaþáttr
Bollaþáttr er den i det hele uhistoriske fortælling om Bolle d. unge, der i håndskrifter findes føjet til Laxdælasaga. Den handler særlig om Bolles strid med en nordlandsk bonde i Svarfadardalen. Forf. er ganske ukyndig m. h. t. oldtids forhold og personer (hvorom der kan henvises til dr. Kålunds udgave af Laxd. s. XLIII, XLVIII, LXII). Det er rimeligt, at þáttr'en er forfattet i Svarfadardalen (jfr. udtrykket »nord på i Skagafjorden« s. 290); den er også meget nærbeslægtet med Hávarðars.-Svarfd. s. Både de berømte Hjaltesønner og Valla-Ljótr optræder i þáttr'en; den sidste beskrives som i sagaen, der her vistnok er benyttet. Det uhistoriske fremgår allerede deraf, at så godt som alle de høvdinger, der nævnes, må være døde før de beskrevne begivenheder gik for sig. —


Þorleifs þáttr jarlsskálds
Þorleifs þáttr jarlsskálds slutter sig meget nøje til Svarfdælasaga; den findes i Flat. I, 207—15 (jfr. Ísl. fornsögur III). Angående Torleif henvises til I, 538—41, hvor hovedindholdet findes angivet. Der er meget uhistorisk og udsmykket i þáttr'en, skønt der uden tvivl er endel af god historisk tradition deri med nogle ægte vers. Den er uden tvivl forfattet i Svarfadardalen omtrent samtidig med sagaen.


Þorvalds þáttr tasalda
Þorvalds þáttr tasalda findes fremdeles i Flat. I, 379—83. Torvald var en søstersøn af Vigaglúmr og spiller en rolle i dennes saga. Sommeren 999 skal Torvald være rejst til Norge, hvor han sluttede sig til kong Olaf og blev døbt. Torvald blev bagvasket af en hirdmand, og kongen sendte ham mod en blotmand, Bård på Oplandene, hvilket var en farefuld rejse. Torvald og Bård kom op at brydes, og denne falder; Torvald havde nemlig i en drøm af kongen fået en dug med guds navne på (!). Så lader Bård sig døbe. Herved er dette gudelige æventyr tilstrækkelig karakteriseret. —


Þórarins þ. Nefjólfssonar
Þórarins þ. Nefjólfssonar. Torarin er velkendt fra Olaf d. helliges saga og er en historisk person. I Tómásskinna (Fms. V, 314—20) findes en þáttr om Torarin, der atter kun er et gejstligt æventyr, er vel bogført af Styrmer. Han indføres som boende på Tjörnes; han rejser udenlands og træffer Olaf d. hellige, men bliver beskyldt for at være underkøbt af Knud d. store til at dræbe kongen. Han blev kastet i fængsel med et par andre. En af disse fortæller et forunderligt æventyr om sig selv, hvorpå kongen indser sin fejltagelse, og bagvaskerne får deres straf. Torarin siges at være falden med kongen. Det hele er opdigtet1).


Til den 5. gruppe hører ikke så få, tildels længere þættir.


Brandkrossaþáttr
Brandkrossaþáttr findes i AM 164 k. fol., udg. i Austfirðingasögur. Dette forunderlige produkt er et æventyr om en okse Brandkrosse. Þáttr'en begynder med at omtale Hrafnkell Hrafnsson (jfr. Hrafnkelssaga), idet den udskriver Ldn., og Helge Ásbjörnsson (jfr. Droplaugars. s.); det fortælles, hvorledes denne gennem en proces skaffer sig en gård at bo på; den tidligere ejer forlader sin gård under påkaldelse af og bøn til Freyr (ganske som i Glúmssaga) om, at den nye ejer også engang nødtvungen må forlade den. Hertil føjes så en mærkelig historie om Dropløgsønnernes herkomst »efter nogle mænds udsagn; skønt mange synes den tvivlsom, er den dog morsom at høre«. Det følgende æventyr går ud på, at Dropløg skulde være en sønnedatter af Mardöll, en datter af (en ældre) Dropløg, der var en datter af et jættevæsen i Norge. Denne jætte havde på en mærkelig måde skaffet sig oksen Brandkrosse fra bonden Grim; denne, der rejste til Norge for at søge efter oksen, traf jætten og ægtede hans datter. Dette æventyr er nærbeslægtet med Dofresagnet og sikkert påvirket deraf, men synes i øvrigt at være en sammenblanding af afblegede sagn, der i Vápnafjorden er blevne sat i forbindelse med historiske personer. Det hele er vistnok bestemt til at danne en indledning til Dropl. s.; jfr. begyndelsesordene: »Der begynder vi Helgernes historie«.


Þorsteins þáttr stangarhöggs
Þorsteins þáttr stangarhöggs findes væsenlig i de samme håndskrifter som Þorsteins s. hvíta; desuden haves et mbr.-brudstykket AM 162 c, fol.; udg. i Austfirðingasögur. Þáttr'en danner etslags fortsættelse af Vápnfirðingas., idet Bjarne Broddhelgason her spiller en rolle. Hovedpersonen er bondesønnen Torstein, der engang havde en hestekamp med Bjarnes hjemmemand, Tord, af hvem han fik et hug af hestestangen (deraf tilnavnet). Til hævn dræbte Torstein Tord og blev dømt. Efter at Torstein endnu har dræbt to af Bjarne udsendte folk, kommer det til kamp mellem de to selv. Det ender dog godt og smukt med en forsoning. Þáttr'en ender med et slægtregister, der føres ned til Sturlasønnerne. Den er vistnok fuldt historisk, skønt fremstilling og stil (overflod af dialoger) bærer et yngre præg. Forf. er en gejstlig, åbenbart fra selve egnen. Han har givet et smukt billede af Bjarne, og han beretter om hans død på en pilgrimsrejse til Italien.


Þórsteins þáttr austfirðings
Þórsteins þáttr austfirðings findes kun i papirsafskrifter som AM 144, fol., 158, fol., udgivet i Sex soguþættir 1855. Torstein skal have levet i Magnus d. godes tid og foretaget en pilgrimsrejse til Rom og på den fået lejlighed til at hjælpe den unge konge, der kaldte sig Styrbjörn, i en livsfare. På tilbagevejen kom han til Magnus' hird og fik da at vide, hvem han havde hjulpet og blev rigelig lønnet. Det hele er vistnok ganske uhistorisk med et uægte vers af Magnus; stilen er også mindre god.


Þorsteins saga Siðuhallssonar
Þorsteins saga Siðuhallssonar. I AM 142, fol. findes et brudstykke af denne saga, skrevet efter en tabt membran i det kgl. bibliotek af Ásgeir Jonsson. Udg. i Austfirðingasögur. — Begyndelsen af sagaen, der i alle tilfælde har været temmelig kort, mangler helt. Det tiloversblevne begynder med Torsteins udenlandsrejse og deltagelse i Brianslaget (1014). Tre år efter kom han hjem igen, men fik nu en strid med den mand, Torhadd, der midlertidig havde overtaget Torsteins godord; dette vilde han nu ikke gærne aflevere, men Torstein aftvang ham det, og han måtte forlade sin bolig. Her er der en lakune. Fjendskabet mellem dem varede ved og Torstein fik i en drøm af sin moder opfordring til at hævne sig, og han foretog nu et hævntog mod Torhadd. Her bryder brudstykket af; resten mangler, undtagen selve slutningen, der består i en fortegnelse over Siðuhalls efterkommere, denne er måske et yngre tillæg. Sagaen stammer vistnok fra Torsteins hjemstavn, fra en egn, hvorfra der ellers ingen sagaer haves2). Den er ikke gammel; den citerer Njála (angående Flose og Sigurd jarl) samt Brianssaga, vistnok kun afsnittet i Njála om Clontarfslaget; dog er et par udtryk her vistnok ældre end i Njála. Tidsregningen er urigtig, idet slaget siges at være holdt i Magnus d. godes tid. Endelig er fremstillingen i det hele mindre klassisk. Ingen steds er drømmemotivet så misbrugt som her. Torhadd fortæller på engang 12 drømme, der alle angår ham og hans nærforestående død. Tydningen er ofte ret unaturlig. Sagaen må stamme fra den sidste halvdel af 13. årh. — Et supplement til den haves i den såkaldte Draumr Þorsteins (se nedenfor).


Þiðranda þáttr ok Þorhalls
Þiðranda þáttr ok Þorhalls findes i Flat. I, 419—21 (Fms. II, 192—97); den er en smuk lille gejstlig fortælling om den unge Tidrandes, Siduhalls søns, tragiske endeligt, han, »hvem diserne dræbte«. Trods alle advarsler gik han engang ud om natten og så da 9 sorte og 9 hvide kvinder komme imod hinanden. De sorte angreb ham, de hvide vilde hjælpe ham, men han fik de sår, han dagen efter døde af. Det er hedenskabets og kristendommens kamp, der her symboliseres; Tidrande var et offer, der bragtes det første.


Þorsteins þáttr oxafóts
Endelig må hertil føjes Þorsteins þáttr oxafóts i Flat. I, 249—63 (Fms. III, 105—34). Der er ingen tvivl om, at hovedpersonen Torstein oksefod, (»der rev benet af en okse«), er historisk; ifølge historiske kilder var han en stavnbo på Ormen lange i Svolderslaget. Men hvad denne þáttr fortæller om ham, er så godt som alt digt. Han skal have været en søn af en døvstum søster til Torkell Geitisson i Krossavik og en Nordmand, Ivar ljome, af Gimseslægten. Barnet blev sat ud, men fandtes og opdroges og fik endelig sin sande herkomst at vide. Efter flere æventyrlige oplevelser rejser Torstein til Norge, tvinger Ivar til at vedkende sig ham som sin søn. I Norge dræber han mange trolde og er etslags sidestykke til Gretter. Selv kalder þáttr'en sig æventyr, og dette er rigtigt. Dens indhold er vel knyttet til historiske personer, og der anføres atter og atter flere sådanne. Men alt dette er direkte hæntet fra et Ldn.-håndskrift (snarest en tekst som Melabogens). I begyndelsen fortælles der om Ulfljot og Ulfljotsloven, som ikke har det mindste med vor þáttr at gøre ; det er en kritikløs udskriven af Ldn. Forf. var uden tvivl en gejstlig fra Vápnafjordsegnen, der skrev sin þáttr omkr. 1300.

Til 6. gruppe kan henføres:


Orms þáttr Stórólfssonar
Orms þáttr Stórólfssonar, der findes i Flat. I, 521—33 (Fms. III, 204—28). Til oldtidens stærkeste mænd regnedes islændingen Ormr, en søn af bonden Storolf af den berømte Hrafnistaslægt. Intet under, at der om ham i folkemunde dannedes en tradition om kraftprøver og store gærninger. Hvad enten de nu var historiske eller ej — overdrevne var de i hvert fald — , er Ormr dog en historisk person, der også nævnes i andre pålidelige kilder. Vor þáttr er ikke andet en den samling kraftprøver, udførte i og udenfor Island, som Ormr alle består med den største hæder. Med fortællingen om dem er der så sammenvævet en ligefrem fornaldarsaga om helten Asbjörn prude fra Jylland (der også havde slægtninge i Norge), som blev Orms gode ven og fælle. I forening udfører de forskellige krigstog og bedrifter. Så skilles de; Ormr rejser hjem. Asbjörn får lyst til at prøve kræfter med jætten Bruse på Sandø (Norge), men det går ham ilde; han lider en forfærdelig død. Efter at have erfaret dette rejser Ormr bort for at hævne ham, og han dræber både jætten og dennes moder, en vældig hunkat, tildels ved hjælp af Bruses søster med det mytiske navn Menglöð. — Þáttr'en beror dels på traditionen om Orms egenlige kraftprøver — dels på rent litterære kilder, uden at det dog kan siges, at der har eksisteret en særlig skreven saga om Asbjörn. Indledningen er for det første ligefrem hæntet fra Egilssaga k. 23 (et håndskrift af WK-klassen), hvorimod Ldn. ikke er benyttet. I slutningen af k. 6 henvises til et skrift, der kaldes »Islendingaskrá«. Man har villet sætte dette i forbindelse med Áres skrift, hvad der vistnok er ganske umuligt, i hvert fald højst urimeligt. Hvis det ikke er et opdigtet skrift, må der være ment en eller anden genealogisk optegnelse. I øvrigt behøver man ikke længe at lede efter hovedkilden eller forbilledet eller rettest bægge dele på engang. Det er Örvar-Oddssaga, der, som Boer har påvist i sin afhandling om Grettiss. (s. 66 ff.), er ligefrem »plyndret«. Det er let at se grunden hertil; Örvar-Odd var en forhistorisk slægtning af Ormr selv. Ormr-Asbjörn svarer ganske til Oddr-Ásmundr. Vølven i Oddss. genfindes i þáttr'en og hun udtaler sin spådom i et vers, der både m. h. t. indhold og form går tilbage til Örvar-Oddss. Ligeledes er Asbjörns dødssang (i k. 7) stærkt påvirket af Odds og Hjalmars. Men også andre påvirkninger er umiskendelige, således fra Ragnar lodbrogs saga (blodørnsristningen; Asbjörns dødssang har verbale lån fra Krákumál)3), Grettissaga (jfr. Boer) og Heimskringla (navne som Eyvindr snákr og Bergþórr bestill er lånte derfra). Det er således klart, hvilket kunstprodukt der her foreligger. Þáttr'en må antages at stamme fra omkr. 1300 og være skreven på Rangárvalla-egnen. — Til slutning bemærkes, at det færøske Brúsajökils-kvæði beror direkte på þáttr'en, derimod har digtet Ormar Tórólvsson intet med den at gøre.


þáttr af Þorsteini forvitna
Til ingen af sagagrupperne kan þáttr af Þorsteini forvitna henføres; den findes i Flat. III, 431—32 (Sex söguþættir 69—71). Denne Torstein kom til Harald hårdråde og kom tilfældig til at se i kongens pung, hvor han så to knivskafter af en mærkelig art. Til straf for hans nysgærrighed pålagde kongen ham at opsøge magen til skafterne (det træ, de var lavede af). Det lykkedes Torstein ved Olaf d. helliges hjælp. Det hele er et æventyr uden betydning.


Til alt det foranstående kan det være hensigtsmæssigt at føje de såkaldte drømme eller visioner (draumavitranir) , der af G. Vigfússon er udgivne i Nord. oldskr. XXVII efter papirsafskrifter af tabte membraner. Det er næppe muligt med bestemthed at angive deres tilblivelsestid, men de er vistnok førte i pennen o. 1300; deres indhold strejfer sagaens, og de er knyttede til historiske personer. Den længste og interessanteste er


Stjörnu-Odda draumr
Denne Odde var en stjærnekyndig mand fra Nordlandet i det 12. årh. Han drømte, at en mand fortalte ham en historie fra Götland, hvis indhold er rent fornaldarsagamæssigt med et par digte, der ikke er så dårlige, men de er stærkt forvanskede ; jfr. ovf . s. 186—87. —


Bergbua-þáttr
Bergbua-þáttr handler om en Tord fra Djupafjorden (hvis beliggenhed angives delvis urigtig), der engang tog til kirke, men tog fejl af vejen; han overnattede i en ellers ukendt hule, og der hørte han om natten 12 vers blive kvædede (jfr. ovf. 187); de indeholder en spådom og minder om Völuspá og Merlinusspá. Mærkeligt nok slutter det første vers med de to linjer, der i Grettiss. siges at være omkvædet i Hallmunds flok. —


Kumlbuaþáttr
Torstein på Reykjanes fandt en høj og deri et sværd, som han tog og beholdt. Højboen viste sig for ham i søvne og krævede sværdet, men Torstein afslog hans krav i et par vers, der meddeles. Denne ubetydelige þáttr er vistnok skreven på Helgafell; Torstein siges at have været beslægtet med en abbed der, der kun kan være Torfinn Torgeirsson 1187—1216. —


Draumr Þorsteins Siðuhallssonar
Endelig den ovennævnte Draumr Þorsteins Siðuhallssonar4). Torstein drømmer, at 3 kvinder kommer til ham og forudsiger hans død. Han blev kort efter myrdet af sin irske træl, der var bleven mishandlet af ham; så blev trællen pint til døde. Denne drøm stammer vistnok fra Østlandet.




Noter:
1) Jfr. Nordal: Om Olaf d. hell. saga s. 83.
2) Herimod kunde synes at stride udtrykket — »det fjæld [Gerpir] er i Østfjordene«, men dette er rimeligvis kun en afskriver-forklaring.
3) Man jævnføre f. ex. det sidste vers med Krák. v. 26; jfr. ovf. s. 149.
4) Også udg. i Austfirðingasögur.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.