FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Þættir om Danmark og Sverige

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson
G. E. C. Gads Forlag
København 1923


Andet tidsrum
2. afsnit: SAGALITTERATUREN

§17. Sagaværker efter Snorre og Sturla til 1300.
B. Sagaværker ang. Norge, Sverrig og Danmark m. m.
II. Danmark og Sverrig

Knytlingasaga


Hertil sig sluttende þættir er følgende:


1. Hróa þáttr heimska
Hróa þáttr heimska i Flat. II, 73—80 handler om en dansk bondesøn, der holdt meget af købmandsrejser, men stadig var uheldig og forliste sine skibe; men han var tillige en dygtig smed, og som sådan tjænte han meget. Så drog han til Sven tveskæg, der gav ham gode råd og blev hans handelsfælle, og nu gik alt godt. Hovedindholdet er dog til slutning et æventyr, Hroe havde i Sverrig, og som endte med, at han ægtede en datter af »Torgny lagmand«, ved hvis bistand han blev renset for nogle slynglers beskyldninger (f. ex. for at have stjålet den enes ene øje; Hroes øjne var forskellig farvede). Dette er vistnok et østerlandsk æventyr. Det hele er vistnok opdigtet.


2. Styrbjarnar þáttr Svíakappa
Styrbjarnar þáttr Svíakappa findes også i Flat. II, 70—73. Styrbjörn er en historisk person og en brodersøn af kong Erik sejrsæl i Sverrig. Da han ikke fik del i riget efter sin faders død, gav Erik, for at blive af med ham, ham 60 skibe, hvormed han begav sig på vikingetog; han vandt Jomsborg og blev borgens høvding. I Knytl. k. 2 hedder det ved en overdrivelse, at han tog Harald blåtand til fange og fik hans datter Tyre til ægte, hvilket sidste er historisk; derpå skal Harald selv være draget med Styrbjörn til Sverrig, hvilket er uhistorisk; det var hans broder Toke, ifølge en skånsk runesten (Hällestadst. I), der deltog i toget. Ifg. þáttr'en indgik Styrbjörn forlig med Danskerne og ægtede Tyra, hvorpå der på en meget uhistorisk måde og med indblanding af mytiske elementer (påkaldelse af Tor og Odin) fortælles om Fyrisslaget, hvor Styrbjörn og hans mænd skal være omkomne ved et fjældskred (!). Det er klart, at den historiske, til grund liggende overlevering er bleven stærkt forvansket, og þáttr'en er ikke ældre end fra o. 1300. Der findes i den et par sikkert ægte vers af Torvald Hjaltason (I, 543); fra ham stammer vel også den isl. fortælling om slaget.


3. Eymundar þáttr Hringssonar
Eymundar þáttr Hringssonar findes ligeledes i Flat. II, 118—34 (Fms. V, 267—98). Den vedrører Ruslands historie og er ikke uden betydning. Hovedpersonen, Eymund, skal have været en søn af den oplandske konge, Hringr, som fordi han ikke vilde have ufred med Olaf d. hellige, begav sig til Garderige, efter at have erfaret Valdemars [ɔ: Valdemar den store d. 1015] død. Dennes sønner, hvis navne ikke er ganske rigtige på grund af sammenblanding med andre personer, delte riget, men blev hurtig uenige. Eymund blev landeværnsmand hos kong Jarizleif og udførte som sådan i 3 år store bedrifter; men Jarizleif behandlede ham ilde og brød sine løfter, hvorfor Eymund forlod ham og sluttede sig til broderen Vartilaf, hvorpå der kom forlig i stand mellem brødrene. Men Eymund levede ikke længe derefter og døde som en højt anset mand. Þáttr'en er ikke dårlig fortalt, men de lange og mange taler, Eymund stadig holder, virker trættende og er efterklassiske i deres form, men de skal tjæne til at vise Eymunds overlegenhed; det er forf.s hensigt overhovedet at stille Eymund og hans Nordmænd i det gunstigste lys — på den historiske sandheds bekostning.

At ikke alt i denne þáttr er historisk, kunde man næsten sige sig selv, f. ex. udmalingen af Eymunds list; den rolle, dronning Ingigerd spiller, er umulig; de tre års bedrifter er kun gentagelser osv. På den anden side er der dog ikke så lidt af historie eller historiske træk i þáttr'en, hvad man kan se ved en sammenligning med Nestors krønike, hvis fremstilling dog ikke i alt er rigtig1). Her fortælles ved år 1015, at Jaroslav lod hænte Varæger til hjælp mod sin fader, efter hvis død det kom til kamp mellem Jaroslav og hans broder, den onde Svjatopolk (þáttr'ens Burizleifr), der havde ladet to af sine brødre dræbe. De mødtes ved Dnjepr (þáttr'ens móða ein) og lå dér 3 måneder, uden at det kom til kamp (4 dage i þáttr'en; seta sjá kalder Eymund det, og her er þáttr'en rimeligere); disse og flere, tildels rigtige minder findes. Þáttr'ens Burizleif er Nestors Boleslav, en polsk konge, der 1018 vilde hjælpe Svjatopolk; i den nordiske overlevering er denne fortrængt af Boleslav, hvis navn var langt mere kendt som sådant. Þáttr'en omtaler nogle Islændere hos Eymund, deriblandt en Björn, der formodenlig er ingen anden end Björn Hitdølakappe (jfr. I, 496). Det må være disse, der har bragt efterretninger om Eymund til Island, men den fra dem hidrørende overlevering er bleven forvansket og først meget sent nedskreven.



Noter:
1) Jfr. C. Smiths bemærkninger i anm. 79— 81 i hans oversættelse af Nestor. Annaler 1847, s. 49 ff, hvor det uden al grund antages, at der mangler noget i þáttr'en.