FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Böglungasögur

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson


G. E. C. Gads Forlag
København 1923


Andet tidsrum

2. afsnit: SAGALITTERATUREN

§ 11. Islandske konge- og jarlesagaer før Snorre m. m.


7. Böglungasögur.


Dette navn findes i et håndskrift af Hakon d. gamles saga1) og er også et ret passende navn på en saga eller sagaer, der behandler stridighederne mellem Bagler og Birkebener efter Sverres død. Særlig er det netop Baglerne, hvorom det sagaværk, der kaldes således, handler. Det er i grunden en enkelt lille saga, der her er tale om, men i to bearbejdelser. Den første, der findes i Eirspennill (AM 47, 4°, udg. s. 439—70) og Skálholtsbók (AM 81 fol. udg. s. 255—91) — der dog afbryder lidt før slutningen — , ender med freden mellem Bagler og Birkebener 1208; de to sidste kapitler (19; om Styrkárr, der slet ikke vedkommer sagaen, 20; om Odin og smeden, der også findes i den anden bearbejdelse i den rigtige rækkefølge) er senere tillæg. Den anden bearbejdelse findes så at sige kun i P. Claussön Friis’ oversættelse; desuden haves 3 skindblade deraf i AM 325, VIII 4 b. Denne bearbejdelse er noget udførligere og går til kong Inges død 1217. Det hele er udgivet i Fornmannasögur IX tilligemed en i det hele vellykket islandsk oversættelse af P. Claussöns danske tekst ved Sveinbjörn Egilsson foruden i særudgaverne af 47 og 81.

Sagaværket2) udgør et sammenhængende hele, men handler om kongerne Hakon Sverresson, Guthorm og Inge Bårds sønner og danner en direkte fortsættelse af Sverrissaga, til hvilken det også i håndskrifterne er knyttet.

Forholdet mellem de to bearbejdelser, der kunde kaldes A og B, er temlig klart, nemlig det, at den korteste A er den oprindelige saga, den længste B en omarbejdelse og udvidelse af den. Forskellen består for det første i, at A.s tekst i B er noget udvidet ved tillæg. Den første dvæler så at sige helt igennem ved Baglerne og fortæller meget nøjagtig om al deres gøren og laden, derimod omtales Birkebenerne kun for så vidt, som de har med Baglerne at gøre. Der er én, der har fundet, at forholdet mellem Bagler og Birkebener i A var ulige fremstillet, og det er dette forhold, han har villet bøde på. Således findes der tilføjet stykker om bisp Nikolaus’ færd (f. ex. Fms. s. 80 ff.), erkebispen Tore og hans mæglingsvirksomhed (s. 156 ff.). Ved denne sammenligning må man i reglen holde sig til Skálholtsbók, der åbenbart har en bedre tekst i det hele end Eirspennill, der er lagt til grund for udgaven i Fms. Naturligvis er det meget muligt, at enkelte plus-sætninger hos P. Claussön er ægte, men udfaldne i A-håndskrifterne. I A fortælles alt ganske jævnt og uden afbrydelser, uden indskud af nogen som helst art. I B derimod gøres der f. ex. (s. 92—94) rede for Hakon galins æt m. m., uagtet han ofte er bleven omtalt i det foregående; dette er altså tillæg. Ligeledes findes der her rygter f. ex. om fru Kristin opførte som kendsgærninger (s. 92), hvad de først senere og efterhånden er blevne — i folkemunde.

Sagaens indhold er de stridende partiers mange tog, rejser og sammenstød i begyndelsen af det 13. årh. Der var så at sige aldrig en times fred, uafladelig rasede kampe, belejringer, manddrab. Forf. følger stadig Baglerne. Der fortælles meget nøjagtig om alt, hvad de foretog sig; deres høvdinger og afdelinger opregnes yderst nøje (81 s. 267 fortælles endog, hvilke skibe enhver lod bygge); det fortælles atter og atter, hvad de foretog sig de enkelte ugedage; også meddeles omhyggelige oplysninger om vejrets beskaffenhed, hvortil den detaljerede skildring af de egenlige begivenheder svarer; opsnappede breve har forf. kendskab til. Men uden al kunst og uden noget egenligt historisk princip fortælles det hele kun som en række af kendsgærninger, der følger på hinanden. Forf. må selv have fulgt Baglerne i disse år, eller han må have sin viden fra én, der har gjort det og været særdeles vel underrettet. Sagaen minder noget om den første del af Sverrissaga. Forf. er utvivlsomt en Islænder; det røber han ved sin omtale af biskop Gudmund (kap. 1) og af den islandske mand, der faldt i et af slagene (kap. 11). Partisk mod Birkebenerne kan forf. egenlig ikke kaldes, uagtet det overalt er Baglerne, der træder i forgrunden. I hvert fald bliver den gamle Baglerbisp, Nicolaus, ingenlunde forskønnet. Beskrivelsen af Birkebenerne (kap. 10) er ikke ondskabsfuld eller skadefro, men kun historisk; derimod kommer en vis partifølelse tilsyne kap. 17 (i ordene: »og stå nu ingenlunde lavere end de« ɔ: Birkebenerne).

Til A er der, som for bemærket, føjet to kapitler, hvoraf det sidste er optaget i B3). Denne bearbejdelse fortsætter ned til Inges død; indholdet af denne fortsættelse er dog egenlig kun nogle spredte historiske bemærkninger uden sagamæssig sammenhæng; de handler om Inges forhold til »kong« Philippus, til Orknøjarlerne og til syderøske høvdinger, om Erling »Sverresson«, Hakon jarls forhold til Inge, Trøndernes oprør m. m.; der sluttes med en usædvanlig sympatisk skildring og beskrivelse af Inge; forf. har vist været en ham meget nærstående Islænder.

Det er klart, når sagaen er skreven. Efter at den i A’s form kort efter 1208 var bleven affattet, er den senere bleven bearbejdet — noget til gunst for Birkebenerne — og fortsat til 1217; dette er næppe sket senere end omkr. 1220—30. Ældre end Sturlas Hákonarsaga er den sikkert. Den parallel, der i denne findes i de første kapitler, beror på, at Sturla har benyttet Böglungasögur, ikke omvendt.

Sagaen er af stor historisk betydning, skønt den litteraturhistorisk set er noget mangelfuld. I hvert fald er det interessant at se, hvorledes de to bearbejdelser betragter sagen fra to modsatte standpunkter, uden at man dog kan påvise, at sandheden er bleven forrykket eller undertrykt.

Til alle de behandlede kongesagaer knytter der sig andre mindre sagaer og þættir, vedrørende Norges historie og norske mænd, stammende fra omkr. 1200. De vigtigste er sagaen om Hakon Ivarsson og Þingasaga.



Noter:
1) Fms. IX, 231.
2) Jfr. K. Maurer: Ueber die Ausdr., Anm. 30.
3) Det siges at være ”fortalt af smeden — der skode Odins hest — til Filip jarl i Tønsberg, men én, der hørte derpå, har fortalt os det”; disse ord står kun i A.