FJ-Litteraturhist.Bd.2 - De enkelte sagaværkers form og indretning

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson


G. E. C. Gads Forlag
København 1898


Andet tidsrum

2. afsnit: SAGALITTERATUREN


§6. De enkelte sagaværkers form og indretning


De islandske sagaer er overhovedet alle ens, de er biografier og kun dette. De begynder så at sige ab ovo, med at fortælle om hovedpersonernes fødsel og herkomst; disse følges så på deres livsbane til deres død. Indenfor disse to yderpunkter opstilles og ordnes alle de samlede enkeltfortællinger så vidt muligt i kronologisk orden og pragmatisk sammenhæng. Det hele deles i mindre afsnit, kapitler, der oprindelig betingedes ved overgangene fra det ene æmne eller afsnit til det andet. I alle håndskrifter findes denne inddeling i kapitler i reglen med kapiteloverskrifter, hvis betydning dog som oftest er ringe; de er unøjagtige og i reglen lavede af de enkelte afskrivere; undertiden er overskrifterne aldrig blevne tilføjede, men antydes ved en åben plads i linjen. Selve kapitlet begynder i reglen med en større initial eller med en større åben plads til en sådan.

Vi vil nu i al korthed se nærmere på en sagas indretning og hertil vælge en kort, men typisk saga, sagaen om Gunnlaugr ormstunga og Helga den fagre. I kap. 1 gøres der rede for en af sagaens hovedpersoners forældre, disses herkomst og karakteristik; eksempelvis nævnes nogle af deres børn, særlig en søn, der senere kommer til at spille en rolle i sagaen. Det er Torstein Egilsson på Borg og hans hustru Jofrid. I kap. 3 fortælles så om den nævnte hovedperson, datteren Helgas fødsel og barndomsskæbne; hun skulde i følge faderens bestemmelse sættes ud i henhold til en ulykkevarslende drøm, som faderen havde haft, og som udførlig fortælles i kap. 2. Slutningen af kap. 3 ender med at omtale, at Helga — efter sit 6. år — voksede op hos sine forældre, hvorved der er antydet, at den følgende tid gik for hende rolig og stille, i det mindste indtil hun for alderens skyld kunde komme til at gribe ind i andre menneskers liv og skæbne. Der er altså tid til at se sig lidt nærmere om, udvide synskresen til andre folk. Nu følger så i kap. 4 fortællingen om den 2. hovedpersons, Gunnlaugs, herkomst og fødsel, samt en karakteristik af ham og hans ungdom, indtil også han står på tærskelen til den voksne alder. Hans tidlige udvikling fører til et sammenstød med den strænge fader, hvorpå sønnen i vrede forlader sit hjem og begiver sig til Helgas fader. Således mødes de to jævnaldrende, der nu kommer til at tilbringe en tid sammen under fælles tag. Vi står her ved indledningen til to menneskers livsroman, som, eftersom den overhovedet er gjort til genstand for fortælling og optegnelse i skrift, lover noget, med andre ord: straks virker spændende. Det varer naturligvis ikke længe, inden de to fatter »godhed« for hinanden — og nu først, mener sagaens forfatter, er det på tide at give en nærmere beskrivelse af Helga og hendes dejlighed; denne, der dog tidligere er antydet, betegnes særlig ved, at hendes prægtige hår beskrives, et fuldstændigt sidestykke til Gudruns skønne og vemodige betegnelse af »Svanhilds lyse hår«, hvis skændige behandling ifølge hint Eddadigt hørte til »hendes hårdeste sorger«. Hertil føjes så den fortryllende lille anekdote om, hvorledes den unge, hidsige Gunnlaugr, der har lært lovkyndighed hos Helgas fader, beder denne at lære sig den formel, man skulde bruge, når man fæstede sig en brud; han vilde da lade, som han fæstede sig Helga. Hvad enten Gunnlaugr herved havde en bagtanke eller ej — man kunde nok tiltro ham sådant, og det er klart, at Torstein ikke var fri for mistanke — , mente den forsigtige fader, at det var tryggest at have vidner på, at det hele kun var en leg; Gunnlaugr var lige nær, »men alle fandt spøgen morsom«. Det næste trin i udviklingen er selvfølgelig det, at Gunnlaugr frir til Helga; dette tilligemed Torsteins betænkeligheder og modstand, begrundet i drømmen, og endelige given efter, fortælles udførlig i næste, 5. kap., der ender med Gunnlaugs udenlandsrejse, en betingelse for giftermålet. På denne rejse, der skildres i kap. 6 — 10, træffer G. sammen med den person, der skulde gribe så skæbnesvangert ind i idyllen. Var G. kommen hjem igen til rette tid, og havde han så ægtet Helga, var der intet mærkeligt at fortælle, og der var ingen saga kommen i stand. Denne 3. hovedperson må være læseren bekendt; derfor indlededes kap. 6 med den sædvanlige redegørelse for digteren Hrafn Önundsson og hans herkomst; dermed er sagaens egenlige personliste udtømt. G. og Hrafn træffer hinanden i Sverrig, bliver først gode venner, men venskabet går overstyr, og de skilles under gensidige trusler. Læseren aner, hvilken tragedie der er i færd med at udvikle sig. Hrafn kommer hjem før G., og for at hævne sig på denne frir han til Helga; da nu G. ikke kom efter aftalen, og frieriet dreves med iver, gav hendes fader efter; han handler i alle henseender loyalt, og der kan intet bebrejdes ham. Endelig kommer G. hjem, men skæbnen vil for det første, at han lander så langt borte som muligt, og dernæst, efter reglen, at sjælden kommer en ulykke alene, at G. i en brydekamp kort efter landingen får sin fod forvredet. Endelig kommer han hjem samme dag, som Hrafns og Helgas bryllup står, uden at hun aner, hvor nær i virkeligheden han, som hun elskede, var. Der fortælles nu videre, i kap. II, om forholdet mellem de nygifte, om Helgas og Gunnlaugs møde på altinget, samt hans og Hrafns uafgjorte tvekamp dér. Da tvekampe for eftertiden blev forbudte, opfordrede Hrafn Gunnlaugr til at rejse udenlands for at udfægte sagen dér, og det går han ind på. Derpå fortælles om udenlandsrejsen og bægges fald i kap. 12. Dermed er sagaen dog ikke ude. Den kvindelige hovedpersons skæbne kan ikke lades ude af betragtning. I 13. og sidste kap. får vi fortællingen om Helgas 2. giftermål, også antydet i drømmen, den rørende meddelelse om, hvorledes hun aldrig kunde glemme G., og hvorledes det var hendes største fryd at betragte den kappe, han havde givet hende, og med den for øjnene døde hun — »og så er sagaen ude«.

Dette er hovedgangen i denne simple og fortræffelige kærlighedssaga. Alt hænger nøje sammen fra først til sidst, alt motiveres på det omhyggeligste og dog ofte så, at man ligesom næppe mærker motiveringen. Spørger vi f. ex., hvoraf det kommer, at Jofrid ikke lyder sin mands strænge befaling om at udsætte barnet, hvis det blev en pige, beror dette og hendes raske handlemåde på, at hun, som det hedder så kort og fyndigt i 1. kap., »var den største skörungr«; dette ene næsten uoversættelige ord (en energisk, karakterstærk person) er tilstrækkeligt til at fremmane billedet af den kraftige, kærnesunde kvinde og lade læseren forstå, at hun også vil have del i bestemmelsesretten. Torstein står på sin side ingenlunde tilbage for sin kone. Vi får også nøglen til hans handlemåde. Han tror som alle andre på skæbnen, men han vil gøre sit til, at hans datter, hvad drømmen kunde tyde på, ikke skulde blive til ulykke for nogen; det er derfor, barnet skal udsættes. Spørger vi så atter, hvoraf det kommer, at han intet foretager sig, når det opdages, at man har været ham ulydig, men erklærer, at »man har bødet på hans uforstand«, kommer dette af, at »han var en klog mand, sagtmodig og mådeholden (lidenskabsløs) i alt«, som han kort og fyndig beskrives i 1. kap.; af disse hans egenskaber følger, at han ytrer, »at det går med alt, som skæbnen har bestemt det«. Det er forholdet til en over livet stående højere magt, han bøjer sig for, ligesom hans fader, da havguden berøvede ham hans søn. — Hans kone fortalte ham, hjemkommen fra altinget, at barnet var udsat, og at hans fårehyrde, — hvem hun havde sendt afsted med barnet — , var løben sin vej og havde stjålet hendes hest; så hedder det: »Torstein skaffede sig en anden fårehyrde«. Hvad har nu denne meddelelse at sige? Er den og dens indhold ikke ganske ligegyldig? Jo, i og for sig måske nok. Men den har en endogså stor betydning i sammenhængen. Den skal udtrykke, at Torstein troede, at hans hustrus forklaring var sand, og at han, i overensstemmelse med sin karakter, ikke gjorde, hvad mange andre vilde have gjort, nemlig sat alt ind på at få sin træl igen, hvad der jo måske ikke havde været umuligt; den motiveres ved mandens karakter og motiverer selv — og det er dens hovedbetydning — hvorledes det kunde gå til, at Torstein ikke fik sandheden at vide før så mange år efter, eftersom hovedvidnet var og blev borte. Således får alt i denne saga sin fulde prægnante betydning; selv de mindste og tilsyneladende lidet sigende bemærkninger tjæner til afrundelse og motivering, det hele er pragmatisk (1). Således er da denne sagas form og komposition; det hele er tilsyneladende yderst simpelt, og dog foreligger der her et stort kunstværk, dobbelt stort på grund af sin ædle simpelhed.

Dette er ikke traditionens kunst alene, det er tillige sagaforfatterens. Dennes »jeg« fremtræder aldrig; aldrig møder vi subjektive bemærkninger, ræsonnementer over personers handlemåde eller begivenhedernes art og udvikling; højst findes der korte bemærkninger om, hvad »folk mente eller syntes« — »dette syntes bægges frænder meget ilde om, men kunde dog intet gøre ved sagen på grund af deres egen hidsighed; desuden måtte det ske, hvortil alt ligesom samlede sig«, hedder det i Gunnlaugssaga; her skimtes forfatteren og hans tro på skæbnens uafvendelighed, og dog er det ikke sagt, at det er hans ord i den egenligste forstand, men folks i almindelighed. Sådanne ræsonnementer er i det hele sjældne, og nogen synderlig forestilling om forfatteren fås ikke derved. Personlige interesser fremtræder der ikke i sagaen. Man skulde tro, at Gunnlaugr måtte være den, som sagaskriveren havde haft størst interesse for af de to rivaler, så at Hrafn var kommen til at stå for læseren i et mindre gunstigt lys; i en moderne roman var han måske bleven til en intrigant skurk. Men det er ingenlunde tilfældet. Hrafn bliver ingen usympatetisk person; han ægter Helga uden at begå nogen som helst svig eller uærlighed, ligesom han åbent og ærlig havde truet Gunnlaugr med hævn for dennes overmodige adfærd mod ham; det var virkelig Hrafn, der var den fornærmede, og det lægger sagaen ikke skjul på. Fremdeles udæsker Hrafn sin modstander på ridderlig vis til tvekamp i udlandet. Da så Hrafn endelig var såret til døden og tilføjer, til trods for sit løfte, Gunnlaugr det dødbringende sår i det blottede hoved, idet han af hans hånd modtager læskedrikken i hjælmen, — ikke engang da bliver Hrafn genstand for dadel eller indignationens bitre udbrud fra forfatterens side, — ikke engang da drives vi til at betragte Hrafn som en lav karakter. Ærlig indrømmer han, at han har brudt sit løfte, men han motiverer dette på den smukke og alt undskyldende måde, at det er hans store kærlighed til Helga, der har forledet ham dertil. Vi kommer til at tænke på de smukke ord i Hávamál (v. 94) om inn mátki munr, elskovens alt betvingende magt. Istedenfor at få afsky for Hrafn, gribes vi af medlidenhed og undskyldning, idet vi er vidner til optrinets simple og ophøjede tragik. Her er det netop, at forfatteren glimrer ved sin fraværelse, d. v. s. ved sin fuldkomne upartiskhed. Denne sagaforfatterens fraværelse hører i første række til sagaens formelle sider.

Vi har set, hvorledes sagaens enkelte personer efterhånden indføres. Når en ny mand, der ellers ikke spiller nogen større rolle i sagaen, optræder, indføres han ofte uden videre eller helst med en vending som: »en mand hed N. N.«, hvorpå en kort beskrivelse kan følge. Når en person, der spiller en forholdsvis kort, afsluttet rolle, er færdig, hedder det gærne: »og så er han ude af sagaen«; dette bemærkes, for at ikke tilhørere og læsere skal have flere personer i erindring end højst nødvendigt; det er rent praktiske hensyn, der her har gjort sig gældende. I øvrigt vil vi senere komme nærmere tilbage til sagaens fremstillingsmade.

Når vi således har gennemlæst en saga som den her analyserede, opdager vi meget hurtig, at der intet findes deri, der kunde siges at være overflødigt eller æmnet uvedkommende, med andre ord, at kun så meget medtages, der har betydning for sagaens hovedæmner og de deri optrædende personers liv og handlinger. Der findes ingen uvedkommende stykker, ingen digressioner. For så vidt adskiller sagaen sig grundig og til sin absolute fordel fra de middelalderlige, latinske arbejder, der snarest kunde sammenstilles dermed; her ansås lærde digressioner at høre til som pryd og som vidnesbyrd om forfatterens store lærdom. En efterligning heraf findes hos den norske munk Theodoricus, som når han f. ex. i anledning af meddelelsen om, at Hakon jarl druknede i Pentlandsfjorden, indskyder et helt kapitel »de natura Charybdis et de Longobardis et Hunnis (!) — quia de ipso sermo incidit!«. Alt sådant er banlyst af en islandsk saga i dens oprindelige form, og det hænger sammen med den ovenfor belyste kritiske sans og udtales åbenlyst flere steder (2), ligesom forfatteren en enkelt gang, når han medtager noget, der strængt taget kunde undværes, gør læseren sin undskyldning (3). Omarbejdere og afskrivere har naturligvis ikke altid fulgt dette fortrinlige princip, men tilføjer ofte større eller mindre stykker (jfr. ovfr. s. 276-8), undertiden med en undskyldning som f. ex. i Fornmannasögur II, 88—9 i Olaf Tryggvasons saga. Når sådanne udenfor rammen faldende afsnit eller ræsonnementer og bemærkninger, der er af en anden art end de ovenfor fremdragne, findes, kan man gå ud fra, at de er senere tilføjede af en bearbejder. Således er det f. ex. med de mange aldeles usagamæssige udbrud og bemærkninger, der findes i de fleste håndskrifter af Fóstbræðrasaga (jfr. Hauksbók, indledn. LXXV — LXXVI); de mangler alle i hovedhåndskriftet, Hauksbogen — for ikke at tale om alt, hvad der er dynget ind i Olafssagaerne af senere omarbejdere. Denne sans for udelukkelsen af det uvedkommende og for den rette samhørighed har fra først af været levende. Vi tør antage, at det er den, der bevægede Are frode til at ændre sin oprindelige bog og udskille de norske forhold (konunga ævi) fra de islandske og skrive en særlig bog udelukkende om disse sidste.

Vi kan nu overhovedet sige, at enhver saga i dens ældste skikkelse danner et velordnet hele, hvor stoffet er rigtig og i tilbørlig udstrækning lagt til rette, hvor indholdet, på grund af den regelmæssige tragiske udgang, kommer til at udvikle sig på dramatisk vis, hvor spændingen stadig stiger, indtil den tragiske udgang nås, og det hele er færdigt.

Hvad der ovenfor er bemærket særlig om Gunnlaugssaga, kan i det hele og store gælde for alle andre sagaer, naturligvis med sine modifikationer. De større sagaer, der omfatter flere slægtled, danner ingen undtagelse, men her er personerne flere, begivenhederne talrigere og disses indbyrdes sammenhæng noget mere kompliceret.

Af samme art som Gunnlaugssaga er Hænsaþórissaga, Bjarnarsaga, Gullþórissaga , Hávarðarsaga, Fóstbræðrasaga, Kormákssaga, Heiðarvigasaga, Vallaljótssaga, Reykdælasaga, Hallfreðarsaga, samt alle de østlandske småsagaer og alle þættir. Disse indeholder i reglen kun en enkelt episode af en mands liv. Af de her nævnte sagaer begynder to, Kormákssaga og Hallfreðarsaga, med en ganske kort redegørelse for hovedheltens forfaders færd for slægtens udvandring til Island, og hvad der gav anledning til denne. En længere forhistorie, om det så kan kaldes, findes i Gisle Súrssons saga, der i øvrigt fuldstændig hører til den skildrede type. Det samme er tilfældet med Flóamannasaga og Grettissaga, der begynder med det indledende og til sagaen fra først af hørende afsnit om Önundr tréfotr. Den til denne saga føjede þáttr om Torstein dromund er et senere tillæg, ligesom þáttren om Bolle til Laxdæla. Midt imellem disse to slags sagaer kan Vígaglúmssaga stilles, idet den, uagtet den begynder med en islandsk landnamsmands søn, dog fortæller vidtløftig om den egenlige helt Glums faders færd, udenlandsrejse og giftermål i Norge.

Til denne første art af sagaer kan de norske kongesagaer og de islandske bispesagaer siges at høre. De giver alle en enkelt persons eller generations historie.

Når indledningen bliver forholdsvis lang og på en måde udgør en saga om stamfaderen, bliver hele sagaen to generationers historie, f. ex. Svarfdæla. Den kan imidlertid udvides endnu mere ved at gå lidt længere tilbage i tiden, som Egilssaga, hvor heltens faders og bedstefaders historie behandles; her er det to generationers historie, der danner indledningen til den egenlige saga, ja, tager man slutningen med, der indeholder noget af heltens søns saga, får vi her så at sige 4 generationers historie. På en lignende måde forholder det sig med Vatsdælasaga og Eyrbyggjasaga, undtagen for så vidt som man ikke her har at gøre med en enkelt mand, der ligesom rager op over alle og om hvilken alt koncentreres; der er ganske vist også i disse en høvding eller høvdinger som hovedpersoner, men de er ikke i samme grad eneherskende som Egill i sagaen om ham; Egilssaga er sagaen om Egill, men Eyrbyggjasaga er ikke »sagaen om Snorre gode«, den er det, men tillige noget andet og mere. Både Eyrb. og Vatsdælas. begynder med landnamsmænd; den sidste fortæller vidtløftigere om før-islandske forhold og personer (kap. 1 — 13), indtil hovedpersonen i dens første del, Ingimundr, fødes, vokser op og udvandrer; så kommer sagaen om ham, hans sønner og børnebørn. I Eyrbyggjasaga er Snorre gode omtrent fra 980 til 1030 hovedpersonen, men her er mange andre forhold og personer. Endelig er Laxdæla af en lignende beskaffenhed; dens før-islandske del er af ringe udstrækning; dens hovedpersoner er Olaf på, dennes søn Kjartan og så Gudrun.

Alle disse sagaer bliver, ligesom også de to følgende, ved deres udstrækning i tid og ved at så mange forhold og personer inddrages i fremstillingen, mere end en enkelt persons saga; de bliver for en god del en hel egns eller herreds saga; derfor hedder de også f. ex. Laksdølernes, Vatsdølernes saga osv.

Af en særlig art er Ljósvetningasaga, idet den, i modsætning til de øvrige, ikke nu danner en regelmæssig, logisk sammenhængende saga, men falder i flere afsnit, der er løst forbundne med hinanden. Dens begyndelse ligner også kun lidet andre sagaers og kan siges at være den eneste, der så at sige fører læseren in medias res, uden at begynde med den sædvanlige genealogiske redegørelse eller nogen som helst bemærkning om før-islandske forhold. Dens hovedpersoner er, foruden Ljósavatsmændene, Gudmund den mægtige på Möðruvellir i Øfjorden og dennes søn Eyjólfr — ved og efter år 1000 til c. 1060 — altså omtrent to slægtleds historie; den ender nemlig lige så abrupt som den begynder, hvilket dog vistnok beror på den slette overlevering, idet selve slutningen fattes. Ifølge sin form falder denne saga udenfor den ovenfor beskrevne type; men dens nuværende form beror sikkert ikke på nogen høj ælde og skyldes ikke et primitivt sagaforfatterskab; dertil er den interpoleret. Den foran nævnte Reykdælasaga handler om to hovedpersoner og falder også i to afsnit, men den er ellers uden sammenligning meget bedre komponeret end Ljósvetningasaga.

Endelig har vi Njálssaga (eller Njála), der ved sit omfang er enestående. Men også i sin nuværende form afviger den i høj grad fra alle de andre. Den vise Njáll, efter hvem sagaen jo er opkaldt, er i virkeligheden sagaens hovedperson, og hans familje den, det hele så at sige drejer sig om. Men sagaen om Njáll begynder først med kap. 20; da først indføres han med en kort genealogisk redegørelse. Efter de andre sagaers form at dømme kunde man nu tro, at de foranstående kapitler indeholdt denne familjes før-islandske historie, men det er ikke tilfældet. Hvad der her meddeles, er Njála som sådan uvedkommende. Selve begyndelsen er meget abrupt og usagamæssig og minder om Ljósvetningasaga; de første 18 kapitler handler om en af Laksdølerne, Hrútr, og dennes giftermål med en høvdings datter fra Rangárvellir, sagaens hovedskueplads, samt om Hrúts broder. Høskulds datter, den stolte Hallgerðr og hendes 2 første giftermål. Kap. 19 og 21-77 danner en sammenhængende saga om den ædle helt Gunnarr Hámundarson; til denne kan kap. 1 — 18 nok siges at være etslags indledning. I denne Gunnars saga spiller ganske vist Njáll en vigtig rolle tillige med sin familje. Der foreligger her vistnok en yngre sammenstøbning af to oprindelig selvstændige sagaer med tildels fælles stof. På denne måde fik man også etslags bygdesaga fra Rangárvellir af en forholdsvis betydelig udstrækning både i tid og rum. Desuden er Njála meget udvidet, f. ex. med kristendomsafsnittet kap. 100-5, der er indsat isledenfor en oprindelig, kort bemærkning om Njáls dåb, samt i slutningen med afsnittet om kong Brian og Clontarfslaget. Den nærmere undersøgelse heraf skal vi ikke komme ind på her. Men det er klart, at sagaens nuværende form hverken er klassisk eller gammel, og dog betegner den ingenlunde et så stærkt brud med den klassiske sagaform, som de længere Olafssagaer. Uagtet vi således her og i andre tilfælde taler om bygdesagaer, må det dog ikke glemmes, at de er og bliver rent biografiske fremstillinger af hovedpersonerne; forfatterne tager ikke sigte på hele egnen som sådan; dens styrelse og dens sociale tilstande i det hele omtales ikke ligefrem, men kan højst undertiden skimtes.

I de norske kongesagaer eller de islandske bispesagaer bliver det ikke anderledes; selv om de enkelte sagaer samles til et hele, som i Ágrip, Fagrskinna, Morkinskinna, Hungrvaka, ja selve Heimskringla, sammenarbejdes de ikke således, at der derved fremkommer et riges historie i moderne forstand; vi bliver ved den biografiske skildring, og de nævnte værker er kun en samling af de enkelte kongers biografier i kronologisk rækkefølge. En anden sag er, at biografien selv som sådan f. ex. hos Snorre kan hæves til et andet og højere trin end den før stod på ved forfatterens overlegne behandling af stof og kilder, selvstændige granskning af personernes handlemåde og motivet til denne. »Sagaens hovedperson bør [ifg. Snorre] altid have hovedinteressen, og de til begivenhedernes udvikling nødvendige bipersoner, hans modstandere såvel som hans venner, bør skildres således, at de danner en ramme om ham uden dog at drage interessen fra hamt (4); nogle forfattere har ofte mere eller mindre syndet herimod snart til den ene, snart til den anden side. Til de nævnte samlingsværker hører også Jarlesagaerne (Orkneyingasaga) og Knytlinga om de danske konger.

På lignende måde forholder det sig med Sturla Tordsöns forfatterskab; hans kongesagaer har selvsamme form som alle de andre, og de fortsætter de tidligere enkeltsagaer om de norske konger; de danner en kronologisk oversigt over kongernes liv og gærninger, men fremstillingen er i et og alt overordenlig detaljeret, og dog er skildringen objektiv og upartisk. Med disse sagaer om Hakon d. gamle og Magnus lagabøter var de norske kongers sagaer ført ned til samtiden, til langt ind i det 13. årh. For Islands vedkommende eksisterede der ikke en sådan sammenhængende række af sagaværker i én bog, men nok enkelte sagaer, hvoraf dog mange var sideordnede med hinanden; Áres historie gik kun til 1120 og var meget kortfattet i sammenligning med de øvrige værker. For en mand som Sturla, der nøje var indviet i sin farbroders forfatterskab og var en historisk elev af ham, kunde det ligge meget nær at tænke på betimeligheden af at få en nogenlunde sammenhængende fremstilling af fædrelandets historie fra først af og lige ned til samtiden, i lighed med den lange række af de norske kongesagaer. Nogen let sag var dette ikke, da man på Island ikke havde et sådant høvdingevælde, som kunde gøres til midtpunkt for fremstillingen. Ligesom Snorre ganske ligefrem havde taget ældre historiske arbejder og benyttet dem helt eller stykkevis og ordret optaget dem i sin bog, således kunde der være formodning for, at Sturla havde båret sig ad på samme måde, dog med den forskel, der måtte fremkomme ved forskel i historisk begavelse hos de to forfattere. For den ældste tids vedkommende havde man optegnelser om landnamsmændene og deres efterkommere med forskellige historiske bemærkninger; disse suppleredes ved de forskellige slægtsagaer for tiden c. 950-1030, hvortil den lille Bandamannasaga slutter sig. Parallelt med denne sagagruppe og i fortsættelse deraf fandtes Ares bog og den udførligere til Are sig støttende Kristnisaga til omtr. 1120. Her havde man en nogenlunde uafbrudt og fyldig fremstilling. Nu ved vi, at en recension af Landnámabok er særlig knyttet til Sturla (Sturlubók, der er benyttet af Haukr og som vistnok findes i sin hovedsagelig fra Sturla stammende form i A. M. 107 fol., Jón Erlendssons afskrift af en tabt membran); fremdeles findes Kristnisaga i Hauksbók som umiddelbart følgende på Landnámabok og åbenbart dannende en fortsættelse deraf. Da man nu ingen grund har til at tiltro Haukr denne sammenknytning, er der den største sandsynlighed for, at den stammer fra Sturla. Nu ender Kristnisaga med et kapitel, der intet som helst har med sagaen som sådan at gøre, men handler om striden mellem et par islandske høvdinger, Haflide og Torgils; men denne strid danner en kronologisk fortsættelse af sagaen. Alt dette har jeg kortelig påpeget i indledningen til Hauksbok (s. LXX — LXXI), og jeg ytrede der, at dette kapitel »ser ud som en overgang og en forberedende indledning til noget nyt, der skulde følge. Det er ikke vanskeligt at udfinde, hvad dette ny kunde være, — det er intet andet end selve Sturlungas første afsnit, sagaen om Haflide og Torgils«. Vi ved, hvad der følger efter denne saga (c. 1117-21), sagaen om Sturla Tordsön, Snorres fader (til c. 1183), der atter fortsættes med den egenlige Sturlungasaga (til c. 1262). På denne måde har Sturla opnået en helhedsfremstilling, vistnok ikke af én støbning og ét harmonisk indtryk helt igennem, men dog en sammenhængende om end undertiden løst forbunden sagagruppe i kronologisk række; hvorvidt han med hensyn til de enkelte sagaer har foretaget større ændringer eller omarbejdelser, er det ikke stedet her at undersøge; noget har han uden tvivl i så henseende gjort; men ét er sikkert, at en Islandshistorie, således som vi vilde kræve den, har han ikke skabt. Heller ikke vil vi her behandle spørgsmålet, hvorvidt han er forfatter af sagaerne om Haflide og Sturla osv.; men ét er sikkert, at ligesom hans sagaer om Hakon og Magnus er originalværker, således forfattede han selv sagaen om det vigtigste tidsrum i Islands historie i det 13. årh., før fristaten gik til grunde, altså atter en samtidssaga og med de selvsamme kendemærker og i samme form som hans kongesagaer.

Således afslutter Sturla, undertiden kaldt 'den frode', i det 13. årh. med to vældige, særskilte sagaværker om norske konger og islandske forhold den islandske historieskrivning, som Are frode omtr. 150 år tidligere havde begyndt med et enkelt sagaværk om de norske konger (konunga ævi) og islandske forhold, særlig landets kirkehistorie. Han selv udskilte imidlertid fremstillingen af de sidste, og fra nu af løber sagaerne om de fremmede konger parallelt med sagaerne om Island og islandske forhold tillige med sagaerne om bisperne (fortsættelsen af Ares kirkehistorie), der dog først afsluttedes med to originale bispesagaer i det 14. årh.s første halvdel. Men sagaernes form er sig selv lig fra først til sidst; der er ingen ændringer, ingen radikale fremskridt; det er ligesom med skjaldepoesien og dens ensformighed århundreder igennem. Den islandske konservativisme er i bægge henseender — ligesom i øvrigt i så meget andet — sig selv lig og af en konstant art.

Uagtet det måske nok så meget vedrører kildespørgsmål som sagaens form, kan det være hensigtsmæssigt, her, fordi det også berører formen og har i øvrigt kun underordnet betydning for sagaernes kilder i det hele, i al korthed at omtale benyttelsen og forekomsten af breve eller dokumenter i den islandske sagalitteratur. Om sådanne kunde der overhovedet først blive tale i de senere eller yngste værker. Ganske vist omtales breve i enkelte ældre sagaværker, ja endogså hos Snorre (bréf, ritsendingar); men de fleste af disse er ganske sikkert uhistoriske (5), med undtagelse af det brev fra kong Inge, som denne sendte kong Sigurd (6). Ganske apokryft er det brev, der omtales i Bjarnars. (s. 13), som kong Olaf den hellige skal have medgivet digteren Tord Kolbeinsson, ligesom også det, Hakon d. gode skal have sendt til Gunnhildssønnerne (7). I Sverriss. og nogle senere sagaer omtales enkelte gange breve, men de benyttes aldrig eller sjælden som historiske bevismidler. Sturla derimod indfører breve, som f. ex. allerede i kap. 15. af Hákonars., som oplysende dokumenter; ligeledes benytter han dem som sådanne i Sturlunga (8), dog ikke efter nogen større målestok.

Vi kommer nu til slutning til en meget vigtig side af sagaens form, der i øvrigt også hører sammen med spørgsmålet om kilderne, nemlig benyttelsen og optagelsen af skjaldevers.

I de fleste sagaer findes optaget vers, dels løse vers og da navnlig i slægtsagaerne, dels drapevers og da navnlig i kongesagaerne. Kun enkelte gange flndes hele digte eller større sammenhængende dele af sådanne anførte. Af slægtsagaerne er Gullþóriss., Vallaljótss., Hænsaþóriss., Vatsdælas., Ljósvetningas., Reykdælas. samt de østlandske sagaer med undtagelse af Droplaugarsonas. og en mængde af þættir helt og holdent uden vers. Så godt som uden vers er Laxdæla og Floamannas. I Njála, Gretla og Svarfdæla findes mange vers, men den største del deraf er uægte. I de norske kongers sagaer findes så godt som ingen vers i det meget kortfattede Ágrip og i Odds og Gunnlaugs originale latinske sagaværker; derimod finder vi en mængde vers i værker som Fagrskinna og Morkinskinna, den ældre Olafssaga og den legendariske Olafssaga, for ikke at tale om Snorres Heimskringla. Hvilken betydning Snorre har tillagt de gamle skjaldevers, ses bedst af hans egne udtalelser, navnlig i fortalen til Hkr. (ovf. I, 358 ff.); over Ynglingatal har han jo så at sige bygget sin saga om Ynglingekongerne. Der er dog en forskel med hensyn til benyttelsen af skjaldevers i kongesagaerne at iagttage. I Sverriss. findes kun ganske enkelte vers og da mest løse vers, hvis bestemmelse næppe er at tjæne som historiske dokumenter; overhovedet må det siges, at i sagaerne om største delen af det 12. årh. og begyndelsen af det 13. findes vers kun sparsomt; derimod i tiden før 1100 og i begyndelsen af det 12. så meget hyppigere.

Prof. K. Maurer har udtalt (9), at det først er i senere tider, at man overhovedet fandt på at indføre vers som bevismidler, ja, at det måske er Snorre selv, der er den egenlige ophavsmand dertil; som bevis herfor anføres, at hverken Are eller Eirikr Oddsson har anført vers, og han peger på forholdene i Sverrissaga i forbindelse med, at Sverre havde så mange hirdskjalde. Dog indrømmer Maurer, at vers er blevne benyttede som bevismidler for Snorre (10). Vi kan heri ikke være enige med den lærde forfatter og må gøre et helt andet syn på forholdene gældende.

At Are ingen vers har, er ganske naturligt; således som han indrettede sit værk og således som han søgte sine hjemmelsmænd på 1. eller 2. hånd, havde han ingen brug for vers, ja, der eksisterede ingen vers om de hovedbegivenheder, han fortæller os om; og dog anfører Are Hjaltes lille spottevers; at han deri tillige har set en støtte for sin fortælling, er næppe tvivlsomt. De latinske forfattere, Oddr og Gunnlaugr, kunde ikke anføre skjaldevers; de var umulige i en lat. fremstilling, fordi de var umulige at oversætte; dog har Oddr, ligesom Are, anført et lille vers, det af Stefner om Sigvalde jarl; det var så simpelt i form, at det let kunde gengives. Heller ikke har det noget at betyde, at Eirikr Oddsson eller Karl ábóti og den eller de, som skrev sagaerne om tiden efter 1202 indtil Hakon d. gamle, ikke eller kun i ringe grad har benyttet vers, eftersom alle disse forfattere skrev deres samtids historie efter de bedste kilder, det var muligt at få, nemlig levende mænds og øjenvidners pålidelige meddelelser, eller også havde forfatterne selv været øjenvidner. Hvad bevis kunde disse forfattere se i skjaldeversene? Skjaldene var i heldigste tilfælde øjenvidner, men sikkert langtfra altid; deres kvad var altid kortfattede og dvælede kun ved enkelte hovedbegivenheder og meddelte kun resultaterne; den betydning, de kunde have for fjærne tider, svandt her ind til ingen ting; her trængte man simpelt hen ikke til dem (11). Men dette, at disse skjaldes vers ikke anføres, kan ikke være bevis for, at man overhovedet først i det 13, årh. begyndte at anføre vers som historiske bevismidler. For mig stiller sagen og udviklingen sig på følgende måde.

De enkelte mænd, der ved deres mod og bedrifter og i reglen tragiske skæbne særlig havde udmærket sig frem for andre, var naturligvis især de, om hvilke den historiske tradition dannede sig. Når så tillige disse mænd var digtere, var der forskellige vers af dem, digtede ved forskellige lejligheder, i omløb hos deres nærmeste venner og slægtninge. I reglen knyttede der sig en anekdote til hvert enkelt sådant vers; de kom til at danne midtpunktet eller kærnen i den lille fortælling; bægge dele hørte uadskillelig sammen og støttede hinanden (jfr. ovf. 195) (12). Man omfattede disse småfortællinger med forkærlighed og interesse, og i tidens løb samledes de sammen med andet historisk stof til grupper og blev senere en sagas hovedbestanddele. Vi kan pege på sagaer som Egilssaga, Bjarnars., Gislas. osv. For de 'frode' mænd ved år 1100 og det 12. årh.s forfattere med deres kritiske sans kunde det ikke forblive uopdaget, hvilken betydning disse vers havde netop som beviser, uagtet de fra først af kun fulgte fortællingen som en del af den; vilde nogen betvivle rigtigheden af det meddelte, behøvede man blot at pege på verset, og så måtte enhver tvivl forstumme. Her var beviser.

Men fyrstekvadene var ikke således kærnen i en prosaisk fortælling; de var afsondrede særlige digte for sig, der stod selvstændige ved siden af den mundtlige tradition. Hvor tidlig måtte imidlertid ikke også sådanne digte opfattes som historiske beviser? Kunde f. ex. ikke en mand som Stúfr med alle sine fyrstedigte straks, når nogen ytrede tvivl om rigtigheden af det fortalte, slå tvivlen af marken ved at henvise til et drapevers; hvis f. ex. nogen tvivlede om, hvorvidt det var sandt, at kong Harald hårdråde havde været med til at blinde en af Miklagåds kejsere, hvor let kunde ikke en mand som Stúfr eller en hvilken som helst anden, der kendte drapen, henvise til ikke en, men hele to skjaldes vers (se Hkr. 557)? Dette behøver vi imidlertid ikke at komme alene til ved ræsonnementer. Af forfatteren til den 1. grammat. afhdl. ved vi, hvilken anseelse de gamle skjaldekvad allerede ved midten af det 12. årh. nød som sproglige autoriteter (se I, 369 — 70); hvor langt hurtigere har man da ikke opdaget deres historiske autoritet? Til overflod taler jo den norske forfatter Theodoricus endogså udtrykkelig om Islændernes antiqua carmina, der er fulde af historisk stof. Med andre ord: i det 12. årh. har man på Island haft en særdeles levende følelse af, hvilke udmærkede historiske bevismidler man besad i de gamle skjaldedigte (13).

Den form, som de antydede islandske slægtsagaer, hvis hovedpersoner havde været skjalde, nødvendigvis og af sig selv havde fået, var mer eller mindre prosa med indblandede vers; i en enkelt, Kormákss., er disse sidste næsten hovedsagen. Denne form kunde ikke undlade at have en betydning for de sagaer, hvis hovedpersoner ganske vist ikke havde været digtere, men om hvem der havdes flere eller færre vers af navngivne skjalde, hvis fremstilling betragtedes som pålideligheden selv, med andre ord, man indrettede kongesagaerne efter slægtsagaernes forbillede og indsatte i dem skjaldevers som bevis for det fortalte, foruden at man benyttede dem mere eller mindre stærkt i teksten. Ligesom man i slægtsagaerne ikke kunde se noget bestemt system, hvorefter de enkelte vers var optagne, og det af gode grunde, eftersom det var tilfældigt, hvilke vers der var blevne opbevarede, således optog man i kongesagaernes tekst skjaldevers uden nogen bestemt regel og således som man i øjeblikket fandt for godt. Der er vistnok ingen tvivl om, at der i de oprindelige islandske værker om konger for 1100, der ligger til grund for Morkinskinna og Heimskringia, Fagrskinna og værker som den legendariske saga om Olaf d. hellige, har været optaget flere eller færre skjaldevers; ja endogså i et så kortfattet udtog som Ágrip findes 7 vers og versdele, deriblandt to vers af Sigvatr, og det er ikke uvigtigt, at der i dette gamle sagaværk i kap. 12 henvises til Eyvinds Háleygjatal som historisk kilde i det hele; i de få brudstykker af den ældste Olafssaga (Storms udgave), der skal være ældre end Ágrip, findes 8 vers. Der kan således næppe være nogen berettiget tvivl om, at man i de norske kongesagaer før c. 1100 har før Snorres tid og det i rigelig grad benyttet og indskudt skjaldevers. Men om det er der ingen tvivl, at Snorre, som det af hans egne udtalelser fremgår, i en endnu stærkere grad og på en endnu mere bevidst og sikker måde end forgængerne, har benyttet skjaldeversene og flere gange efter disse rettet sine forgængeres fremstilling, men i systematisk optagelse deraf drev han det ikke videre end de, hvilket vel tildels hænger sammen med, at han ofte udskriver sine kilder. En kritisk benyttelse af vers findes også særlig i Fagrskinna (jfr. I, 359—60). Men jo mere vi nærmer os til det 13. årh., bliver benyttelsen af skjaldevers sparsommere, fordi, som det ovf. er bemærket, der nu var øjenvidners mundtlige meddelelser at bygge på; det er en selvfølge, at f. ex. abbed Karl ingen brug havde for alle de mange skjaldevers om kong Sverre, eftersom han havde selve kongens egne meddelelser at holde sig til. Det er af denne grund, at der er så forbavsende lidt bevaret af det 12. årh.s skjalde i forhold til digterne fra de foregående århundreder.

Det er en sund kritisk sans, vi her på dette område ligesom på så mange andre møder hos det 12. årh.s forfattere. Men såsnart det klassiske forfatterskab var tilende, var det også forbi med denne sunde sans. Ved midten af det 13. årh. var det kommet såvidt, at man overhovedet mente, at vers nu engang hørte med til en saga og dens form; det er den rent udvortes, mekaniske betragtning af tingene, som nu gør sig gældende. Derfor kunde endogså en mand som Sturla begå den smagløshed, i sin egen saga om kong Hakon d. gamle at indflette vers fra sine egne digte om ham (se ovf. s. 25-6). De er i det mindste fuldstændig overflødige, men på den anden side, havde han ikke gjort det, var versene vel alle tabte.

Af samme grund, af denne mekaniske opfattelse kom det fremdeles, at man i slutningen af det 13. årh. (og i det 14. årh.) ligefrem lavede vers og indsatte dem i slægtsagaer, dels sådanne, som fra først af ingen havde (Njála), dels dem, som da først blev til eller stærkt omarbejdedes (Gretla, Svarfdælas., [Harðars.] (14). Det er den stereotype sagaform, man vil beholde; det er Islændernes konservative tilbøjelighed på åndslivets område, der her gør sig gældende. Ligesom man i helgendigte bevarede den gamle drapeform med alt dens tilbehør, således gjorde man også på sagaskrivningens område.


Noter
1) Der kan dog enkelte gange i andre sagaer, hvis forfatter har været mindre omhyggelig, findes noget, der ikke er motiveret i det foregående, og som læseren altså ikke er forberedt på.
2) F. ex. »og ikke behøver vi at fortælle om de mænds landnam, som ikke forekommer i denne saga«, Eyrb. 8; »der skete mange ting i biskoppens og Nordlændingernes mellemværende, som ikke vedkommer denne saga«, Grett. 21—2, jfr. 173, osv. osv.
3) F. ex. Fsk. 132.
4) G. Storm: Snorre Sturl. Hist. skr. s. 97-8.
5) Kongedatteren Ingigerds brev til Rögnvald jarl Hkr. II, 176 af år 1018, jfr. Magnus d. godes brev til den engelske konge Hkr. 544, Fms. VI, 46, hvad der dog mulig kan have sin rigtighed, men det er i hvert fald et brev. Snorre hverken har set eller benyttet.
6) Hkr. 732, jfr. 800.
7) Fsk. 26, jfr. 27.
8) I, 314; II, 68-9, 117. 126.
9) Ueber die Ausdrücke osv. Anm. 23, s. 115 ff , 121 f.
10) Den betydning for ægtheden af Snorres værk, som udledes af hele dette forhold, vedkommer os ikke her.
11) Dette har Maurer rigtig bemærket s. 122 anf. st.
12) Jfr. Rosenberg, Nordb. Aandsliv II, 188.
13) Jfr. I, 359, hvor det oplyses, at forf. til Egilss. henviser til digte om Erik blodøkse og Hakon d. gode.
14) Jfr. hvad der ovf. s. 140 er bemærket om versene i Fornaldarsagaerne.