FJ-Litteraturhist.Bd.2 - De navngivne forfattere: Karl ábóti Jónsson

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson


G. E. C. Gads Forlag
København 1898


Andet tidsrum

2. afsnit: SAGALITTERATUREN


§9. De navngivne forfattere og navnløse sagaværker før Snorre.

A. Forfattere
4. Karl ábóti Jónsson


Karl ábóti Jónsson. Om denne mands herkomst og liv, personlige forhold og studier vides overhovedet ikke meget. Senere end c. 1135 kan han ikke være født, eftersom han år 1169 bliver abbed i Tingørekloster (1). 1181 fratrådte Karl sin stilling og rejste 4 år senere til Norge (2), hvor han forblev i nogle år. Han sluttede sig meget nøje til kong Sverre, der lige før Karls ankomst var bleven enehersker i landet efter kong Magnus Erlingssons fald i Fimreiteslaget 1184. Efter at være vendt tilbage til Island overtog Karl igen sit abbedembede i Tingørekloster og beklædte det i henved 20 år til år 1207 (3); da har han rimeligvis fratrådt det på grund af alderdom og svagelighed; 6 år senere, 1213, døde han (4).

Om abbed Karls videnskabelige virksomhed vides kun, at han er den oprindelige forfatter til sagaen om kong Sverre, i det mindste dens første del. Herom får vi direkte oplysninger i prologen til sagaen, hvor det i de ældre håndskrifter hedder:

»Her begyndes og fortælles der om de tidender, der nu har tildraget sig en tidlang (um hrið) og i de mænds minde, der har foresagt denne bog, men det er fortællingen om kong Sverre, søn af Sigurd Haraldsson, og det er bogens begyndelse, der er skreven efter den bog, som abbed Karl Jónsson skrev, men hvorover kong Sverre selv sad (d. v. s. skrevet efter Sverres eget opsyn), og han bestemte, hvad der skulde skrives; denne fortælling er ikke vidt fremskreden; dér fortælles om nogle af hans kampe . . ., derfor kaldte man den del af bogen for Grýla (»skræmsel«). Den sidste del af bogen er skreven efter de mænds fortællinger, der huskede begivenhederne, som de selv havde set eller hørt; nogle af dem havde været i kampene med kong Sverre. Nogle af disse tidender blev således fæstede i erindringen, at man skrev dem straks efter, at de var sket, og de har ikke forandret sig siden« (5).

Denne fortale, der sikkert ikke stammer fra abbed Karl selv, i det mindste ikke i dens nuværende skikkelse, er noget uklart og ubehjælpsomt affattet. Men ét fremgår sikkert deraf, at »den første del« af sagaen er ført i pennen efter Sverres eget diktat af Karl, og at denne del i almindelighed kaldtes Grýla på grund af de talløse og afskrækkende strabaser og kampe, den så at sige udelukkende fortæller om (6). Den sidste del skal derimod være skreven efter kyndige mænds og øjenvidners meddelelser, men det siges ikke udtrykkelig af hvem. Den måde, hvorpå Karl omtales som forfatter til den første del, udelukker ikke, at det er prologforfatterens mening, at det ikke er Karl, der tillige har skrevet den sidste del (7). Ordene kan godt forstås således, at den første del af Karl, skreven efter Sverre som hjemmelsmand, senere efterfulgtes af den anden, hvis kilder var andre, men, hvad prologen har glemt at tilføje, hvis forfatter var den samme. Grunden til ordenes unøjagtighed kunde let tænkes at bero på Karls egen original, hvor der ved slutningen af Grýla-delen (8) kan have stået en forfatterbemærkning som: »hvad der hidtil er skrevet, er skrevet af K. J. efter Sverre, men det følgende er skrevet efter andre«; ved bogens slutning har der som sædvanlig ingen forfatternavn stået. Hvad der her er formodet om den sidste del, vil finde en absolut bekræftelse ved de resultater, som betragtningen og sammenligningen af bægge dele fører til, hvorom nærmere i det følgende. Hertil skal blot føjes, at den samme prolog også findes i Flatøbogen (9), men i en ændret og udvidet form. Her hedder det efter bemærkningen om Karl og Sverre, at »efter den bog skrev Styrmer præst den frode, men denne [ɔ: Flatøbogens] Sverressaga er igen skreven efter hans bog af Magnus præst Torhallsson«. Forudsat, at dette er rigtigt, hvad der næppe er grund til at betvivle, er det klart, at Styrmer har »skrevet« en saga om Sverre — efter Karls bog. Her er der, som Maurer rigtig har bemærket, sikkert kun tale om en afskrift, vistnok dog med nogle tilsætninger hist og her, særlig gejstlige udbrud, hvoraf Maurer har anført nogle, og som er i Styrmers bekendte manér. Derimod kan Magnus' ord ikke forstås, som om det var Karl, der havde skrevet den første, men Styrmer tilføjet den sidste del; ja, hvis Magnus var til at lide på, kunde man opfatte hans ord som bevis for, at hele sagaen oprindelig var forfattet af Karl. Magnus' udsagn indeholder for os en meget vigtig oplysning, og vi fejler næppe ved at antage, at den forannævnte prolog med al dens forvirrede og ubehjælpsomme udtryksmåde helt eller for største delen er Styrmers; prologens slutningsord om »bogens fortællinger om fordums begivenheder« passer godt som Styrmers ord.

Sverrissaga er en biografisk skildring fra først til sidst, men af en så usædvanlig detaljeret art, at den kan sammenstilles med en bog som Sturlunga både med hensyn til de utallige begivenheder, kampe osv., og den mængde personer, der overalt anføres og nævnes, samt endelig med hensyn til den nøjagtige beskrivelse af de enkelte kampes enkelte episoder, Sverres rejser og i forbindelse dermed af de dertil hørende lokaliteter, af klædedragt ved enkelte lejligheder osv. Der savnes ikke længere indstrøede taler, ja der anføres endogså breve og disses indhold (s. 128, Fms., omtales hemmelige breve).

Alt dette et så nøjagtigt og detaljeret, at fremstillingen bedst forstås under den forudsætning, der jo er en kendsgærning. at den for største delen må stamme fra en mand. der var med i det hele fra først af: endnu bedre forstås det. når vi ved, at kilden ingen anden er — for den første dels vedkommende — end selve den begavede og energiske personlighed, der er sagaens hovedperson, kong Sverre selv. Denne fremtræder i sagaen klart og tydelig i hele hans udprægede ejendommelighed. Uden betragtninger, uden filosofiske udviklinger, vises det, hvorledes det lykkedes en mand med så sjældne ævner og en så stålsat tro på sin ret at grunde et dynasti, der skulde hæve Norge til et med andre [evropæiske stater jævnbyrdigt rige, og skabe en periode i Norges historie, der i enhver henseende skulde blive epokegørende som få (10).

Sagaen falder, som alt antydet, i to hovedpartier, men disse er kun for så vidt skarpt afgrænsede, som kong Sverre i det første har til modstander den virkelige norske, salvede konge, Magnus Erlingsson, Sigurd jorsalfars dattersøn, der i høj grad var yndet af de fleste Nordmænd, medens han i det sidste har at gøre med flere forskellige partier, hvoraf Baglerne var det farligste, og mere eller mindre farlige urostiftere og oprørere, hvoraf en endogså var en islandsk bondesøn; den sidste del af sagaen er næsten lige så ufredelig af indhold som den første. Men Sverres stilling er nu bleven en ganske anden, idet han i den første optræder som erobrende, i den sidste del derimod som den bevarende og hævdende.

Den første del indeholder Sverres første 7 års historie (1177-84), kap. 1—100 (244 sider i Fms.), den sidste går fra kap. 107-182 (191 sider sst.) og handler om 16 år, eller mere end det dobbelte af den første. Kap. 101-6 omhandler årene 1185-87 og slutter sig nøje til den første del, der kan bero på forfatterens egen erfaring og selvsyn. Som man ser, er der et stærkt misforhold tilstede med hensyn til udførlighed; dette har ganske sikkert sin grund i den forskellige måde, hvorpå de to dele er bragte i stand. Den første er som sagt skreven i Norge efter Sverres egne opgivelser og meddelelser, den anden sikkert på Island efter helt andre hjemmelsmænd. At kongens egne meddelelser (11), tildels med velberåd hu, har været detaljerede, er givet, og at Karl har følt sig forpligtet til at medtage dem alle, er naturligt. Den sidste del derimod, der er forfattet langt senere og efter mere eller mindre tilfældige hjemmelsmænd (12), der ikke kunde være i besiddelse af et så dybtgående detaljkendskab, måtte af sig selv blive mere kortfattet og ligesom mere summarisk i det hele. Endnu yderligere er indholdet blevet begrænset derved, at forfatteren ikke meddeler alt, hvad han ved og har hørt (13). Detaljer mangler der dog heller ikke her, men man kan ikke undlade at lægge mærke til en forskel med hensyn til, hvorledes f. ex. rejser her ganske kort omtales i modsætning til den nøjagtige skildring i den første del. Men navnlig er forskellen påfaldende, når man lægger mærke til Sverres taler. Alle hans så ejendommelige taler findes i den første del; de er her gengivne efter hans eget diktat, og det er naturligt, at vi her i fuldt mål finder hans lune, sarkastiske udtryk og særegne ævne til at fremstille sin sag således, at hans ord kunde bibringe tilhørerne den samme overbevisning, som han havde selv; det kan på den anden side ikke nægtes, at hans ord undertiden falder noget kløgtigt sofistiske. De taler derimod, som findes i den sidste del, er i reglen ganske korte, og kun på et par steder fremglimter dér udtryk og vendinger, der minder om Sverres ejendommeligheder. Men ét er ganske utvivlsomt, at disse taler vidner om nøje fortrolighed med kongens hele ånd og tænkemåde, og der kan ikke være mange mellemled mellem ham og forfatteren. Dette er meget vigtigt, ti det taler kraftig for, at denne er den samme som den, der skrev den første del, og som ved sit lange samvær med Sverre havde fået lejlighed til at lære ham tilfulde at kende. For en sådan mand og kun for en sådan måtte det være let i det mindste delvis at indlægge taler, som Sverre kunde have holdt, og i hans ånd, eller gengive dem i uddrag. At Styrmer f.ex. havde kunnet gøre dette, kan vi ikke tro.

At abbed Karl med liv og sjæl har sluttet sig til kong Sverre og trot på hans kongelige herkomst og ret til Norges trone, er ganske utvivlsomt. Overalt står forfatteren — skønt direkte udtalelser herom ikke findes — på Sverres side; denne hengivenhed for ham findes nøjagtig på samme måde i den sidste del som i den første. Allevegne mærkes en indirekte stræben efter at stille Sverre og hans handlemåde i det gunstigste og retfærdigste lys (f.ex. s. 387, hvor forfatteren lader Sverre angive sine grunde til den skånselsløse forfølgelse af modstanderne i et enkelt tilfælde). Overfor den norske, mod kongen fjendtlige gejstlighed, stiller forfatteren sig helt igennem på hans side, ja, det er ikke langt fra, at vi mærker hans skjulte glæde over biskop Nikolaus' nederlag og flugt (f.ex. s. 378). I øvrigt er forfatteren meget kortfattet angående striden mellem Sverre og kirken, og man tager næppe fejl i at antage, at dette fornemlig kommer af, at det er en kirkens mand, der er forfatteren. Uagtet han personlig står på Sverres side, behøvede han ikke derfor og vilde han vel heller ikke åbenlyst stille sig altfor stærkt imod den norske gejstlighed, særlig ærkebispen, under hvis supremati han stod, tilmed da han skrev i en tid, da Baglerkrigen endnu ikke var afsluttet. Han går meget let hen over historien om Sverres afsendinge til Rom, deres færd og mystiske død, samt de foregivne pavebreve; her var der da også et punkt, som var såre kildent at behandle.

Hvad der ellers fortælles, er helt igennem de ydre tilstande, d.v.s. kampe, oprør og disses bekæmpelse, tog og rejser til lands og til vands; æmnet og fortællingen er således i virkeligheden meget ensartet. Ingensteds gives der en beskrivelse af de indre tilstande, ingensteds en nærmere skildring af de ændringer, der som følge af Sverres overmagt måtte indtræde, ingensteds en fremstilling af de politiske forhold, som de efterhånden udviklede sig. De kirkelige forhold berøres så lidt som muligt (navnlig i kap. 117) og med en så stor forsigtighed som tænkeligt. Ligesom sagaen således helt igennem er sig selv lig i denne henseende, er den det ikke mindre med hensyn til stilen og fremstillingsmåden, — når bortses fra den i det forangående fremhævede forskel i henseende til Sverres taler, er bægge dele ens. Stilen er noget af det simpleste, som tænkes kan, den mest dagligdags fortællende stil uafbrudt i korte, simple, kunstløse sætninger; ligesådan er sætningsforbindelsen; et því at osv. (eller en begrundende sætning) hører til sjældenhederne. Hertil kommer, at forfatterens subjektivitet yderst sjælden direkte træder frem, og da kun, for, som ovenfor bemærket, at meddele, at der er sket mere (flere enkeltheder) end der fortælles (14). Endvidere må det fremhæves, at samme udtryksmåde eller den samme tanke findes i bægge dele (således s. 239: »kongen så sig om og tog sent til orde« = s. 300, osv.). Mulig hidrører det hyppig forekommende ekki vetta, der er en Norvagisme, fra den oprindelig efter Sverres diktat skrivende forfatter.

Alt dette må betragtes som fyldestgørende beviser for, at vi helt igennem har med en og samme oprindelige forfatter at gøre, og denne er abbed Karl.

En anden sag er, hvorvidt vi har sagaen i dens oprindelige skikkelse eller ikke. På grund af dens store ensartethed er der meget liden rimelighed for, at man — og da særlig Styrmer — har underkastet originalen en dybere gående omarbejdelse. Det er nemlig ikke let at indse, hvori denne egenlig skulde eller kunde bestå. Navnlig den første del er så udførlig og nøjagtig, at der næppe var nogen, der havde noget at tilføje og endnu mindre at ændre. Nogen egenlig interpolatorisk virksomhed af betydning kan da heller ikke påvises. Maurer har med rette udtalt, at Styrmers virksomhed hovedsagelig må have været en afskrivers, men at han dog tillige har gjort sig skyldig i enkelte tilføjelser af underordnet rang, hvoraf han søger at påvise enkelte; det er navnlig gudelige og svulstige fraser af den art, som Styrmer vistnok holdt af at bruge. Man kunde være stærkt fristet til at antage, at også stykket om Gunhilds drøm i første kap., hvis svulstige fremstilling med de mange adjektiver er så afstikkende fra det øvrige, var flydt fra hans pen, og muligvis er også stykket om Sverre i ovnen (samme kapitel) af samme oprindelse. Afgjort må jeg fremdeles betragte kap. 2 (om Sverres drøm) som en senere tilsætning; den er kun en variation og afglans af den sikkert ægte drøm i kapitel 5. En interpolation, skønt næppe stammende fra Styrmer, er sikkert kapitlet om digteren Mani (kap. 85), der kun findes i ét håndskrift. Men dette er også vistnok alt, hvad der med rimelighed kan antages for at være tilsætninger.

Af vers anføres der overhovedet meget få og da næsten kun lejlighedsvers, der fra først af har hørt med til den fortalte begivenhed og delvis fra Sverres egen meddelelse (s. 110) eller fra forfatterens eget kundskabsforråd, erhværvet under Norges-opholdet (s. 253-4, 256, 257); fra senere hjemmelsmænd stammer nidversene s. 363-4. Egenlige drapevers findes kun s. 276-7 (Breiðskeggs-drapen, af Blakkr), jfr. Hallr Snorrasons vers s. 165—6; disse sidste kan forfatteren næppe have fået fra kong Sverre, men vel fra Magnus' mænd, hvis de ikke, hvad man kunde have grund til at tro, er senere indsatte. Det er klart, at forfatteren på sine steder også må have benyttet nogle af kong Magnus' mænd som hjemmelsmænd for tiden før 1184; dette fremgår dog næppe deraf, at han f.ex. anfører taler af Magnus (jfr. Asbjørns tale i kap. 90); det bemærkes udtrykkelig (i kap. 98), at Magnus var veltalende. Dog er Magnus' taler gennemgående lidet karakteristiske og i reglen meget korte; hvad tanken angår, er de temmelig ensartede, ja man synes undertiden at høre Sverres egne sarkasmer bagved Magnus' ord (f.ex. s. 136); forfatteren lader Magnus gentagne gange med et vist naivt praleri ytre, at han er viet »af en legatus fra Rumaborg« (s. 155, 218). Det er således rimeligt nok, at disse taler ikke er ægte. Skønt dette forholder sig så, er der næppe grund til at tro, at det billede, forfatteren giver af Magnus, er forvansket; nogen bevidst partiskhed kan man næppe påvise.

Naturligvis er det Sverre, der overalt er den fremherskende; han bærer, for at benytte et islandsk udtryk, »hoved og skuldre højt over« alle sagaens øvrige personer. Billedet af denne ejendommelige personlighed kunde ikke gives klarere, og det er ikke mindst de fortræffelige taler i første del, som bidrager hertil. Sverres karakter, hans mildhed og væmmelse ved ufred og blodsudgydelse i det hele (15), hans færd mod købmændene (s. 40), hans kloge færd og beregnende handlinger, åndsnærværelse og ævne til altid, selv i den mest fortvivlede stilling, at hitte på råd og udveje, hans udholdenhed og mod - alt dette stråler i den mest udsøgte belysning. Hans lune og gode humør, hans alvor og sædelige fasthed fremtræder allevegne, men særlig i hans berømte taler, f.ex. ligtalerne over Erling og Magnus, talen til købmændene i Bergen osv.; vittig og slagfærdig var han som få. Hvad der derimod ikke eller kun svagt fremtræder i Karls fremstilling er Sverres utvivlsomt store statsmandskunst og ævne til at ordne lov og ret; derimod får vi lejlighedsvis et indblik i Sverres lærdom og åndelige, særlig antikvariske interesser. I og for sig er også sagaens billede af de andre hovedpersoner som Magnus og Erling jarl, ligesom også af forskellige bipersoner, overordenlig levende og vistnok i det væsenlige rigtigt.

Som sagaværk må da abbed Karls værk sættes højt, skønt det har sine ufuldkommenheder, der hænger sammen med, at han skriver om samtidige forhold og personer. Der er altfor mange detaljer og det uvigtige er ikke skarpt nok adskilt fra det vigtige. Da Sverre er den alt beherskende personlighed og er behandlet med særlig forkærlighed, kunde man måske til en vis grad kalde Karls fremstilling tendentiøs, men den rolige og saglige stil dæmper og bryder spidsen af tendensen, så at den knap kan mærkes.

At Karl oprindelig har skrevet sin saga i modersmålet, er for mig ganske utvivlsomt. Stilen er så ægte islandsk, så folkelig jævn, som den sikkert ikke kunde være, hvis sagaen var en oversættelse fra latin; man mærker ingen steder en latinsk original (16), ingen latinske konstruktioner findes, hvilket sikkert ikke vilde være undgået, hvis der var tale om en oversættelse. Det er også rimeligt, at Karl ligefrem har opskrevet, hvad kongen meddelte ham, og at dette er sket i modersmålet, er utvivlsomt. Det eneste, der kunde tale herimod, er formen Unás i første kap., der skal være den latiniserede form af Uni. Forudsat, at Unas er en latiniseret form, kan det være vanskeligt nok at forklare dens tilsynekomst; den kunde stamme fra den affekterede Styrmer. Men den alene kan under ingen omstændigheder være afgørende, når der er så meget andet, der på det bestemteste taler imod en latinsk original. Navnet kan desuden vel være sammensat med áss.



Noter
1) Ísl. ann. 117, Flat. III, 517.
2) Sturl. I, 102.
3) Ved år 1201 omtales han på Tingøre i Sturl. I, 113, jfr. Ísl. ann. 123, 182, Flat. III, 522. Hans hjemfærdsår er, som Maurer har bemærket, ikke ganske sikkert. Abbed Káre (fra 1181) døde 1187; derfor har man antaget, at Karl da var vendt tilbage til klostret. I dette år kan han imidlertid ikke være kommen bort fra Norge, da det udtrykkelig hedder i Ísl. ann. 119, 180, 324, at der i det år ingen skibe gik fra Norge til Island. Meget længe efter kan det dog næppe antages at han er vendt hjem.
4) Ísl. ann. 124, 183, 255. — 1212 sst. s. 63, Flat. III, 523. — I det hele kan der henvises til F. Jónsson: Historia eccl. Isl. IV, 31—2. Maurer: Ausdrücke, anm. (s. 61—3). P. A. Munch: Norske f. hist. III, 394 ff. G. Vigfússon: Sturl. proll. lxx ff. Karl nævnes i et dokument om Spákonuarfr c. 1200, Dipl. Isl. I, 306.
5) Fms. VIII, 5. Eirsp. 1.
6) Når man af Flatøbogens fortale har villet slutte, at den sidste del er bleven kaldt Perfecta fortitudo, er dette vistnok ikke tilfældet. Dette navn er ligefrem lavet af skriveren, Magnus præst, og fortjæner ingen opmærksomhed.
7) Således også Maurer og G. Vigfússon, Sturl. proll. lxx— lxxi.
8) Eller i en særskilt prolog af Karl selv.
9) Flat. II, 533, 34.
10) Sverrissaga findes hovedsagelig i 4 håndskrifter, AM 337 40, 81 fol., 47 fol. Eirspennill, samt i Flatøbogen, foruden i flere brudstykker. Teksten er i Eirsp. med hensyn til den sproglige fremstilling noget forkortet — Udgaver: i Fornmannasögur VIII, i Eirspennill (Konungasögur 1871) og i Flatøbogen II.
11) Selv nævnes Sverre som hjemmelsmand nogle steder: s. 12, 85, 106, 109, 124, og man synes at høre hans egen røst i en sætning som »som I nu skal høre« s. 38.
12) »Det er mænds tale« s. 292.
13) Jfr. s. 359: »Der var mange angreb og skud osv., men det kan ikke alt skrives i en enkelt bog«; sml. også s. 406.
14) Jfr. s. 177, hvor det udtales, at kun hvad kongerne personlig har deltaget i, skal fortælles; sml. s. 48, 222, 225. Mindre har det at sige, når der henvises fra den ene del til den anden f.ex. i kap. 98, s. 237. Derimod tør man tillægge det en større betydning, at der s. 364 henvises til Sverres første rejse over Rødefjæld.
15) Det var kun enkelte gange, hvor han mente, der skulde hårdhed til for at virke afskrækkende, når han var bleven hårdt udæsket. Dette var beregning og ikke natur.
16) Det skulde da være i 1. kap.s interpolation.