FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Droplaugarsonasaga

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson


G. E. C. Gads Forlag
København 1898


Andet tidsrum

2. afsnit: SAGALITTERATUREN


§9. De navngivne forfattere og navnløse sagaværker før Snorre.
B. De navnløse sagaværker
I. De gamle slægtsagaer (Íslendingasögur)
5. De østfjordske sagaer


Droplaugarsonasaga



Sagaen findes i AM 132 fol.: desuden haves et mbrblad fra 15. årh. i AM 162 fol.; dette er, for så vidt som det er muligt at læse det, udgivet af Kr. Kålund i Arkiv f. nord. fil. III.' Forholdet mellem disse to hdskrr. er her vistnok rigtig bestemt. Der er kun tale om én saga; 162 synes enkelte steder at have det oprindelige; dens stil tyder på et ældre standpunkt end 132s. På den anden side er teksten her øjensynlig noget udvidet. Udgave ved K. Gíslason 1847 (efter 132).

Først gøres der kort rede for hovedpersonerne, Dropløgssønnernes forfædre to slægtled igennem, først landnamsmanden Ketill þrymr og hans broder Atle grød. Der dvæles særlig ved, hvorledes Ketill i udlandet løskøbte en fangen jarledatter, Arneiðr, hvilken han ægtede. Deres søn var Þiðrande, der døde ung, men efterlod sig to sønner, Ketill og Torvald, der delte arven. Torvald blev gift med bondedatteren Dropløg og havde med hende to sønner, sagaens hovedpersoner, Helge og Grímr, der beskrives. En mængde andre personer indføres på sædvanlig vis; særlig Spakberse, hvis datter blev Þiðrandes hustru, og en anden Berse, samt den 3. hovedperson, høvdingen Helge Ásbjörnsson (k. 1-3). Helge var først gift med en Dropløg, der druknede, senere med Tordis todda, en datter af Broddhelge. Den første egenlige begivenhed, der fortælles, er at en arbejder, Torgrim tordyfel, udspredte det rygte, at Dropløg, Torvalds hustru, ikke havde været sin mand tro; dette var et slags nid (illmæli); hendes unge sønner, henholdsvis 13 og 12 år gamle, dræbte Torgrim, og dette har hele sagaens øvrige indhold til følge. Først fører det til det dødelige had mellem Dropløgsønnerne og Helge Ásbjörnsson, hvis frigivne den dræbte var. Ganske vist kom der forlig istand og bod blev given, men Helge Dropl.s var ikke tilfreds dermed; han lærte nu lovkyndighed hos Torkel Geitisson. Han finder lejlighed til at yppe strid med Helge Ásbjörnsson, så at denne endog mister endel af sit godord (k. 3-6). Endelig forefaldt en begivenhed, der skulde blive skæbnesvanger. Dropløg havde giftet sig igen, men hendes mand blev dræbt af Helge og Grímr, hvorpå hun forlod landet. Drabsagen overtoges nu af Helge Ásbj., og Helge Dropl. dømtes til 3 års fredløshed, men han rejste ikke udenlands og lod som der intet var sket. Det kom da endelig til en afgørende kamp, hvor Helge Dropl. faldt og Grímr blev hårdt såret. Alt dette skildres meget nøjagtig (k. 7—10). Efter at Grímr var bleven helbredet, tænkte han kun på én ting, hævn; han sørgede dybt over sin broders død. Det varede da ikke længe, inden han fik lejlighed til at tage Helge Ásbj. af dage på en måde, der minder om, hvorledes Gisle Súrsson dræbte Torgrim (k. 11—13). Grímr dømtes nu fredløs og rejste til Norge. Her kæmpede han, for at frelse en bondes datter, med vikingen Gauss og fældede ham; selv fik han sådanne sår, at han døde deraf (1006). Hans hustru, der var rejst udenlands med ham, drog nu tilbage til Island; hendes og Gríms sønnesønnesøn var det, »der fortalte denne saga« (se ovf. s. 209).

Dette indhold er godt og logisk ordnet. Indledningen er kortfattet, personalhistorisk vejledende, men der er intet deri, som på nogen måde kan vække en formodning om, at den skulde være en forkortelse af en længere saga, der engang skulde have eksisteret, og endnu mindre gør fortsættelsen det. Der har ganske sikkert aldrig eksisteret nogen anden saga om Dropløgsønnerne end den, vi har1). Som saga er den fuldstændig afrundet. Forbavsende er den mængde personer, der nævnes og benyttes i en ikke større saga, men alle grupperer de sig om de to egenlige modstandere, Helgerne, og alle tjæner de, hver på sin måde, til at sætte begivenhederne i gang2). Disse afføder ikke altid hinanden på den mest direkte måde, men de alle nærer og forøger forbitrelsen mellem Helgerne, lige til den sidste blodige kamp imellem dem. Sagaen minder endel om Reykdælasaga.

Sagaens kilder er to slags, traditionen (antydet s. 25) og så endel vers, et af Helge Ásbjörnsson og 5 af Grímr, der alle bestemt er ægte (I, 529); de egnede sig godt til at danne et slags kærne for historien. Hvorvidt denne tradition er korrekt og begivenhederne rigtig fortalte, er vanskeligt at kontrollere. Men hovedpersonerne er alle andensteds fra velkendte, og der er intet der strider imod tidsregningens sandsynlighed; hvad der meddeles, besidder en indre troværdighed i og for sig, der næppe kan angribes. Hvad der i sagaens slutning fortælles om heksen Gefjon i Norge er ikke alene ganske underordnet, men stammer fra en gammel folketro, der intet har med sagaens pålidelighed i historisk henseende at gøre.

Hvad forholdet til Ldn. angår, er hovedslægtregistrene overensstemmende. I Ldn. fortælles også om Ketils besøg hos Véþormr i Jæmtland, hvor han ægtede Arneiðr. Der er et par mindre betydende afvigelser, som at hendes moder, sagaens Sigrid, her kaldes Ólöf, samt at det i Ldn. er Véþorms søn Holmfast og hans søstersøn Grímr, der har hærtaget hende og moderen, medens det i sagaen er Véþorms 3 brødre, der har gjort det. Véþormr selv siges at have været en søn af Vémundr d. gamle, i sagaen derimod en søn af Rögnvald, søn af Ketill raumr. Hvad der her er rigtigst, er usikkert. Men det er vel at mærke meget gamle genealogier og ikke-islandsk-norske begivenheder, der her er tale om3). Der er ingen direkte forbindelse mellem sagaen og Ldn. og dog stemmer de i alt væsenligt. Blandt sagaens personer er Hallsteinn d. breddalske; hans 3 sønner nævnes (s. 7): Tord, Torkel, Eindride; s. 11 nævnes de Torodd, Torkel og Einarr; s. 18 ligesom det første sted; her har man en håndgribelig afskriverfejl på et af stederne4). Derimod er det vistnok forf. selv, der har gjort sig skyldig i en sammenblanding af to forskellige Berser og deres familjer5). Ligeledes er det urigtigt, når Hrafnkell þórisson kaldes Helge Ásbjörnssons brodersøn for fætter (s. 8, 33), men her foreligger der vistnok atter en afskriverfejl, ti på sidste sted kaldes han i tillægget i den længere Dropl.s.saga blot »frænde«, og dette tillæg er taget fra et godt, gammelt hdskr. af vor saga.

Som vænteligt var, findes ingen umotiveret optræden af personer. Derimod findes pludselig tilnavne, der ikke tidligere er anvendte6). En enkelt gang har forf. glemt at forklare eller gøre sin fremstilling fuldt klar. Det er Helges ulovlige udnævnelse af Án trud (gogler) til dommer (s. 12—13), men vi må slutte, at Án har savnet de nødvendige betingelser derfor, uagtet disse var få og ubetydelige (jfr. Grágás HI, 597), og Án kaldes dog bonde7).

At det er bygdetraditioner, der foreligger i sagaen, er klart deraf, at forf. afgjort er fra sagaens egen egn, som han til punkt og prikke kender og nøjagtig beskriver (f. ex. s. 23). Han ved, at den og den skåle endnu i hans tid står (s. 18), og han ved, hvilke forandringer der er sket (s. 6) osv. Det er således sikkert, at forskellige fejl ikke stamme fra ham, men fra afskrivere8). Særlige forf.-interesser er ikke fremtrædende; det skulde da netop være interesse for lokaliteter. Vi får lejlighedsvis oplysninger om gamle skikke, som den at bringe barselkoner mad - hvad der i det mindste nogle steder har været skik på Island lige til vore dage9). At forf. er en gejstlig mand, synes at måtte sluttes af den bemærkning, at der blev hæntet en præst til den døende Grímr (s. 36), jfr. opfattelsen af dåbsforholdet mellem Helge og Össurr (s. 25).

At sagaen er forfattet endnu i det 12. årh., er ingen tvivl underkastet; det er den bekendte slutningsbemærkning, som taler om en hjemmelsmand fra årh.s begyndelse, der her hæver enhver usikkerhed. Hermed stemmer sagaens gode fremstilling og hele klassiske form og indretning.

M.h.t. sine personskildringer er forf. heldig. Alle hovedpersonerne, navnlig Dropløg og hendes sønner, samt Helge Ásbjörnson er godt og klart skildrede, hver med sine udprægede egenskaber. Om Dropløg har været sin mand utro, lader sagaen stå hen, men forf. synes dog at hælde til den mening, at hun ikke var det. Derimod er der ingen tvivl om, at det egenlig er hende selv, der volder sin anden mands død. Helge Dropl.s. er den overmodige lovkyndige, der spiller højt spil; tilsidst må han sande, at hovmod står for fald; egenlig sympatetisk er han ikke; det skulde da snarest være i sit forhold til den smukke Tove hlidarsol; scenen mellem dem (s. 19) er smukt skildret. Derimod er broderen Grímr en særdeles sympatetisk skikkelse. I modsætning til Helge gifter han sig og bor som dygtig bonde på sin gård. Men han elsker sin broder med rørende trofasthed, og han har ingen ro i sin sjæl før han er hævnet. Hans skæbne og død er langt mere gribende og har et ganske andet tragisk skær end broderens; han var utvivlsomt et langt bedre menneske end Helge. Denne modsætning mellem brødrene er også tildels fremhævet i beskrivelsen af dem (s. 7). Helge Ásbjörnsson minder noget om Gudmund den mægtige. Han er i grunden en fredsommelig mand, men efter mange gange at være bleven tirret, gør han endelig med kraft ende på ufreden og skaffer bygden ro. Han er nok så sympatetisk som sin navne.

Sagaen omspænder i virkeligheden - når bortses fra dens allerførste del, indledningen - kun nogle få år, nemlig c. 970-1006; kronologien er ret god og uden anstød. Sagaen slutter med den bemærkning, at Helge Dropløgsson døde året efter at Tangbrand kom til Island, ɔ: 998, og dette er utvivlsom rigtigt. S. 35 hentydes der til Gunnarr østmand ɔ: Þiðrandabane, der kendes fra Þáttr’en om ham og Laxdæla. Hvis hentydningen er kronologisk rigtig, må det i de sidstnævnte værker være uhistorisk, når Gunnars ophold hos Gudrun sættes i forbindelse med hendes giftermål med Torkel Eyjolfsson.




Noter:
1) Den »længere saga«, der er udgiven af dr. Kålund, 1883, er, som udgiveren i sin fortale grundig har påvist, intet oldtidsskrift, men et produkt fra det 16. årh., der intet har med oldtidslitteraturen at gøre.

2) Der er i sagaen intet overflødigt; kap. 9 (s. 18—19) begynder med en bemærkning om Flose Þórðarson, der kunde synes æmnet uvedkommende; men den tjæner til at forklare, hvorfor Torkel Geitisson er fraværende (s. 31).

3) Heller ikke har det noget at sige, når en Grímr (s. 5) siges at have bot hele sin tid på Búrfell, medens han ifl. Ldn. først bode 4 år et andet sted (s. 315).

4) I Hrafnkelss. s. 26 kaldes Sigvatr og Snorre Hallsteinssønner; hvad der er rigtigst, kan ikke vides, hvis der her er tale om de samme personer. S. 35 kaldes en og samme kvinde snart Sigrid, snart Friðgerðr - atter afskriverfejl.

5) S. 7 nævnes Berse Össurson og hans søn Holmsteinn; s. 12 siger denne, at Helge Ásbj. har været gift med hans søster; hermed menes Dropløg, hvis tragiske endeligt meddeles s. 8, men her kaldes hun Spakberses datter; s. 6 er denne nævnet som fader til Hávarr, hvis søn er Berse.

6) S. 23 (Þórðr skarfr), s. 24 (Þorkell svartaskáld, Helge magre.)

7) Uagtet der her ikke er tale om en altingsdomstol, må forholdet have været det samme for bygdetingsdomstolene.

8) S. 8 ofan f. upp, sst. Geirdalsá f. Geit-, s. 11 Forsdals f. Fljóts, s. 21 út f. upp, (s. 26) f. útan, s. 28 vesten f. austan.

9) Jfr. bemærkningen om templet s. 10—11, om gangbar øre s. 16; interessant er den gamle forbandelsesformel s 23: fari þór i svá gramendr allir.