FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Færeyingasaga

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson


G. E. C. Gads Forlag
København 1923


Andet tidsrum
2. afsnit: SAGALITTERATUREN
§12. Sagaer vedrørende de norsk-islandske bilande før Snorre


3. Færeyingasaga

Denne saga, hvis navn findes i Flat. I, 369 (= Fms. II, 172) og Fms. II, 92 og som sikkert er identisk med den, hvoraf »þáttr om Sigmund Brestesson« er en del, findes ikke nu i en selvstændig overlevering, men stykkevis optaget i sagaerne om Olaf Tryggvason og Olaf d. hellige, fuldstændigst i Flatøbogen, hvor den findes I, 122-50, 193-94, 202, 362, 364-69, 549-57, II, 241-50, 394-404; i Olafs saga Trygg. i Fms. findes tilsvarende stykker dog delvis forkortede; i Olaf d. helliges saga i Hkr. og Fms. det første af de anførte stykker. Det hele blev samlet og udgivet af Rafn 1832.

At der har eksisteret en særskilt saga om Færingerne eller et tidsrum i Færøernes historie, er utvivlsomt. Alene af det i Hkr. optagne stykke vilde man være berettiget til at slutte dette, tilmed da Snorre ligesom henviser til den af ham benyttede originalsaga (ok eru frá þvi stórar frásagnir Hkr. II, 346). Men enhver tvivl må forsvinde ved det i det hele vel sammenhængende sagaværk, som Flatøbogen giver og udskriver; jfr. et udtryk som »3 mænd nævnes til sagaen« (Flat. I, 550).

Sagaen1) begynder med en ganske kort omtale af Færøernes første bebyggelse (Grímr kambann) og oprindelsen til dens hovedslægt, Götuskeggerne, der i to grene, som gennem flere slægtled står fjendtlig mod hinanden, danner sagaens personale. Det tidsrum, sagaen omspænder, svarer på det nærmeste til det, de isl. slægtsagaer for største delen handler om, nemlig den sidste del af det 10. og den første del af det 11. årh. Der er et hul i fremstillingen for den første halvdel af det 10. årh.s vedkommende; ikke desto mindre er sagaens navn rigtigt nok2). Én hovedperson er der, der ligesom holder det hele sammen, nemlig Trond (Þrándr) i Gata; han fremstilles som en troldkyndig, dertil falsk og underfundig mand, der begynder med at bedrage sin egen broder for det bedste af faderarven. Sagaens indhold sættes i gang ved at Trond hjælper en landsmand, Hafgrim i Suðrey, der var kommen i strid med Tronds fættere Brester og Beiner, hvilke bægge to mistede livet i en kamp. De efterlod sig to unge sønner, Tore og Sigmund. Disse fik Trond sendt over til Norge (han vilde først sælge dem som trælle); her opfødtes de i en afsides egn hos en bortflygtet bonde, hvis datter Sigmund siden ægtede. Da Sigmund havde vokset sig stor og stærk, besøgte han Hakon jarl på Hlade og foretog flere vikingetog; fortællingen herom i Flat. er åbenbart meget udsmykket efter senere tids smag (en af hans modstandere bærer det mistænkelige navn Harald járnhauss). Endelig bosætter Sigmund sig på Skúfey og hævner sin fader ved at dræbe Hafgrims søn og kommer så i strid med Trond. Sigmund bliver kristen og kristner øerne til trods for Tronds modstand. Alt stiler nu hen imod det tragiske opgør mellem de to; det blev Sigmund der måtte bukke under for overmagten; på flugten blev han engang dræbt af en bonde på Suðrey. Efter hans død kommer der forlig i stand mellem parterne, og Leifr, en søn af Özurr, ægter Sigmunds datter Tora. Nu mangler der vistnok noget i sagaen, i det det næste afsnit er det, der står først i Olaf d. helliges saga. Det er nu forholdet mellem ham og Færingerne, der nærmere skildres; Olaf forlangte underkastelse og skat. Atter her viser Trond sin sædvanlige karakter, idet han ved list og underfundighed søger at forhindre kongens stræben. Kongens afsending bliver dræbt, hvilket atter fører til indbyrdes strid mellem Leifr og Trond, hvorom der så udførlig fortælles. Til slutning fortælles Tronds død og hovedpersonernes skæbne. — Sagaen ligner i mangt og meget de isl. slægtsagaer med deres ættefejder og manddrab. Den giver særdeles gode oplysninger om det behandlede tidsrums tilstande og er uden tvivl i alt væsenligt historisk.

Sagaen har fra først af uden tvivl været godt sat sammen og i højde med andre dygtige sagaværker fra tiden ved 1200. I sin nuværende skikkelse er den temlig mangelfuld. For det første er der huller i fremstillingen. Dernæst er det stykke, der findes i Hkr., som Golther med rette har bemærket, direkte gået over i de senere bearbejdelser eller håndskrifter3); vi har således næppe her i alt den ægte ordlyd. Dog gør dette mindre til sagen, da Snorre efter sin arbejdsmåde næppe har haft nogen grund til at ændre noget videre i den oprindelige fremstilling. Fremdeles er der i den første del uden tvivl foretaget en bearbejdelse vistnok både m. h. t. indhold (vikingetogenes udsmykkede karakter) og stil, der på mange steder er efterklassisk og svulstig i sammenligning f. ex. med afsnittet hos Snorre. Der er vidtløftige taler, fremfor alt Olaf Tryggvasons umulige tale, hvor han sammenligner sit og Sigmunds liv (Flat. I, 364). At stilen også er ændret i den sidste del, viser bl. a. et udtryk som óklúsaðr (= ubunden, ugift) (II, 402); i øvrigt er den åbenbart mindre bearbejdet end den første. Endelig findes der gentagelser, der ikke stammer fra originalen, f. ex. Flat. I, 126 og 128 (slutn. af k. 97 og beg. af k. 100); det første sted er indskud; det mangler i Fms. Skúfey beskrives to gange (Flat. I, 144 og 552) ; det er afskrivergentagelse, — foruden andre ujævnheder (Trond beskrives to gange osv.).

At sagaen er forfattet på Island, er uomtvisteligt og ubestridt4).Dens kilde er udelukkende en gammel overlevering, der ligesom den om Grønland har holdt sig fortræffelig5). Hvorvidt en mand som Are frode (i henhold til Flat. I, 194) tør sættes i nogen forbindelse med sagaens indhold, er yderst tvivlsomt; da Snorre ikke har et ord om Sigmunds deltagelse i Jomsvikingeslaget, kan meddelelsen herom, hvortil der sigtes i Flat., næppe stamme fra Are. Det er heller ikke rimeligt, af andre grunde, at Sigmund har haft noget med den kamp at gøre. Der er ingen vers i sagaen, undtagen Tronds lille credo i fornyrðislag (Flat. II, 400; jfr. I. bind 466).

At sagaen er ældre end Snorre, er givet; den er vistnok skreven i begyndelsen af det 13. årh. Med rette har man villet se et kronologisk holdepunkt deri, at der i sagaens slutning nævnes en Einarr og (hans søn?) Skegge, »der for kort tid siden havde været sysselmænd på Færøerne«. I den her nævnte Einarr har man set den E. »sysselmand«, der 1210 bragte Sverres foregivne søn Erlingr til Norge6). Så sent som i 1220-30 (Golther) kan sagaen dog næppe være skreven, da Snorre har benyttet den.

Forf.s skildring af personer er som sædvanlig fortrinlig. Først er der her en prægtig kvindeskikkelse, Sigmunds hustru Þuríðr, der fik det smukke tilnavn meginekkja, der er tro som guld, men stolt og uforsonlig. Af de mandlige karakterer kan særlig fremhæves den ædle Sigmund — hvis karakter bearbejderen dog vistnok har forringet — , hvis kraft aldrig svigter, som er åbenheden og ærligheden selv og en fuldstændig modsætning til Trond i Gata, der er opfyldt af ondskab, list og frækhed. Ikke desto mindre er der, trods alle hans forbrydelser, noget storladent over ham; ikke mindst sympatisk er han, når han kæmper for sine øers selvstændighed mod de norske kongers krav. Hans karakter er gennemført med stor psykologisk konsekvens og sandhed. Hans frænder, de 2 brødre og deres slægtning, lige store skurke alle sammen, er også mesterlig skildrede. Kort sagt, m. h. t. sin personskildring kan sagaen måle sig med de bedste.



Noter:
1) Se W. Golther i Germ. abhandlungen 1893; Sturl. Proll. xcv; G. Storm: Sn. St. Hist. s. 64—65; K. Maurer: Ueber die Ausdr., Anm. 36.
2 ) Jfr. Golther s. 14. Det er mindre rigtigt at kalde sagaen “sagaen om fremragende Færinger i deres forhold til norske konger”. Det er også den indre historie, der skal berettes.
3) Dette bevises ved, at Snorres resumerende udtalelse om fremtidige begivenheder genfindes i Flat.; men i den oprindelige saga kan den ikke have stået.
4) Jfr. et udtryk som þar er höfn sú er þeir kalla þórshöfn.
5) Ligesom der er topografiske fejl i Eiríkss., er der også sådanne i Fær. s. Øerne Skúfey og Dimun er sammenblandede (se Antiq. tidsskrift 1846—48, s. 261—62). I øvrigt er forf.s geografiske kundskaber særdeles gode.
6) Fms. IX, 196.