FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Hákonarsaga Ívarssonar

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson


G. E. C. Gads Forlag
København 1923


Andet tidsrum

2. afsnit: SAGALITTERATUREN

§ 11. Islandske konge- og jarlesagaer før Snorre m. m.


8. Hákonar saga Ívarssonar.


Af denne saga haves nogle blade (6 i alt) i AM 570, 4° fra 15. årh.s sidste halvdel; de er ikke sammenhængende. De er udgivne i G. Storms bog om Snorre.

Efter at der er blevet fortalt om Hakons ungdom og vikingetog berettes om, hvorledes han, i anledning af Einar tambeskælves drab, kom i en for ham skæbnesvanger berøring med Harald hårdråde. Hakon blev gift med Magnus d. godes datter Ragnhild, men da Harald ikke holdt sit løfte om at gøre ham til jarl, forlod han landet og begav sig til Danmark, hvor han blev kong Svens landeværnsmand. Siden udsonede han sig med kong Harald og kom tilbage til Norge. I Nizåslaget kæmpede han tappert og bidrog væsenlig til sejren, men gav kong Sven liv og lejlighed til at undfly. Bagefter fik Harald dette at vide, blev forbitret på Hakon og vilde overfalde ham, men han fik underretning i tide og flygtede til Sverrig. Hermed slutter sagabrudstykket. Fortsættelsen, Hakons flugt og ophold i Sverrig og hans kampe med Harald, fortælles af Snorre efter den oprindelige saga.

Som indset af P. E. Müller og G. Storm1) er denne saga en af Snorres kilder; han følger den og gør uddrag af den. Den er altså ældre end o. 1220. Derimod ligger den næppe til grund for fremstillingen i Morkinskinna, medens det er muligt, at Fagrskinna-forfatteren har haft den; han antyder hovedbegivenhederne. Sagaen findes ikke, hvad man jo heller ikke kunde vænte af et så ungt håndskrift, i sin oprindelige skikkelse. Dog består bearbejdelsen sikkert ikke i tilføjelse af kendsgærninger, men i stilistiske og beskrivende udvidelser, f. ex. i skildringen af Hakon jarls egenskaber; den efterklassiske stil og de almindelige fraser er temlig let kendelige. Et yngre tillæg er en bemærkning om skjaldene (udg. s. 255) jfr. et ord som skálkr. At der findes en del skrivefejl, f. ex. i navnene, er heller ikke påfaldende; således er Agðanesi (s. 238) afskriverfejl for Ringunesi, og det straks følgende syster beror på, at man har læst forkortelsestegnet for ok som s.; på samme måde er Austragðir (s. 238, 244) yngre afskriverfejl for Austrátt (jfr. Snorre); intet af dette bør lægges forfatteren til last.

Den oprindelige saga, hvis kilde var tradition og skjaldevers, har sikkert været godt bygget og klart skreven; den har givet et smukt og tilforladeligt billede af den energiske og sympatiske jarl, der i levende live spillede en så stor rolle og som blev stamfaderen til mange mærkelige mænd; hans datter blev bedstemoder til kong Erik lam i Danmark; en anden blev gift med Páll jarl på Orknøerne, fra hvem mange jarler stammede og andre stormænd som f. ex. digteren Bjarne biskop Kolbeinsson (se s. 40—44). Ikke mindre klart er det bidrag, den giver til kong Haralds karakteristik. Som ovenfor bemærket, kan denne saga betragtes som et slags fortsættelse af sagaen om Hladejarlerne. Hakons fader var en dattersøn af Hakon jarl Sigurdsson.



Noter:
1) Snorres Hist. skr. s. 182-83.