FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Hálfssaga

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson
G. E. C. Gads Forlag
København 1923


Andet tidsrum
2. afsnit: SAGALITTERATUREN

§ 18. Fornaldarsögur og nogle dermed beslægtede sagaværker
A. Sagaer vedrørende historiske personer i Norge


1. Hálfssaga eller Sagan af Hálfi ok Hálfsrekkum


Her træffes først et par sagaer, vedrørende Rogaland og Hördaland.

1. Hálfssaga eller Sagan af Hálfi ok Hálfsrekkum. Denne saga findes i Det kgl. bibl., gml. kgl. saml. 2845, 4° (mbr.); udgiven i Fas. II og Bugges Norrøne sagaer af sagnhistorisk indhold samt af A. le Roy Andrews i Sagabibliothek 14. — Sagaen begynder med kong Alrek på Alreksstad, en eponymkonge, der ved Odins hjælp ægter en Geirhild; deres søn er Víkarr, der ved moderens ubesindige løfte bliver Odins ejendom. Víkarr har strid med kong Jösurr, der havde fældet hans fader, men de forliges. Jösurs søn var Hjörr, og hans søn Hjörleif den kvindekære, der bl. a. drog til Bjarmeland. Der fortælles ikke uinteressant om en strid mellem ham og en dansk konge Hreiðarr, samt hans forhold til hustruerne Æsa og Hild. Med den sidste har han sønnerne Hjörolf og Half (hvilket sidste navn er at opfatte som Há-alf ɔ: Alf d. høje)1). Resten af sagaen handler om Half og hans kæmper. Der har uden tvivl eksisteret sagn om denne oldtidskonge, hvis historiske tilværelse må betragtes som utvivlsom, men sagaens forf. har ikke vidst meget af positive bedrifter eller handlinger at berette. Bortset fra de almindelige vikingelove (k. 10), der sikkert vilkårlig er knyttede til Half, fortælles kun, hvorledes Half og de fleste af hans kæmper omkom ved svig af hans stefader, Asmund. To af kæmperne beholdt livet, hvoraf Hrokr d. svarte hævnede sin konge. Halfs søn var kong Hjörr på Hördaland, fader til de islandske landnamsmænd Hamund og Geirmund (jfr. foran s. 722); med omtalen af dem slutter sagaen. — Der findes i denne saga utvivlsomme historiske minder2), skønt lidet fyldige og blandede med forskellige folkesagn og æventyrmotiver (fjældet, der pludselig stiger op af havet — havmanden osv.). Der er gamle ægte mytiske træk (Odins optræden) og der findes et eksempel på den urgamle straf over utro hustruer (drukning i et morads). Af yngre oprindelse er derimod dyrejagten og omtalen af nøddeskoven (k. 16). I sagaen nævnes den Sölve Högnason, der også omtales af Snorre i Yngl. k. 31, men der er ikke tale om indbyrdes slægtskab mellem Yngl. og sagaen. De forannævnte sagnpersoner Vatnarr, Snjallr og Hjaldr antydes også. Sagaoverleveringens høje alder antydes derved, at der i slutningen af kap. 2 henvises til en beretning af landnamsmanden Finnr på Akranes3). I slutn. af kap. 8 anføres Reyknesingernes slægt og i k. 17 slutn. Geirmunds og Hamunds efterkommere. Alt dette henviser sagaen til Vestlandet og rimeligvis til egnene ved Akranes. Det sidste kapitel svarer i indhold til Landnáma k. 112 (86), men der er ingen direkte forbindelse mellem de to kilder4); jfr. ovf. l. c. og Landn. 1900 s. XLVIII— XLIX. Sagaen er ældre end Geirmundarþ., der citerer »Hrok den svartes saga«, der uden tvivl er identisk med vor Hálfssaga. Andrews mener at kunne påvise, at sagaen i dens nuværende form beror på en ældre form af den fra tiden o. 1230—50, (dette eftersom Landn. — efter hans ret tvivlsomme antagelse — har lånt fra sagaens ældre form), og at de længere digte ikke har stået i denne, men er tilføjede i den yngre bearbejdelse. Dette er ret sandsynligt, men Andrews’ kronologiske bestemmelser for sagaens udvikling og digtenes tilblivelse er meget svage5). Sagaens sammensætning og fortællemåde er i det hele god, skønt den falder især i den første del noget fra hinanden i afsnit. Den hører til de få sagaer, der omfatter flere slægtled. Sproget og stilen er ret god.

Endelig bemærkes, at det færøske digt Álvur kongur beror på sagaen6).



Noter:
1) Andre forklarer navnet som ens med Höð-alfr.
2) Jfr. P. A. Munch, N. F. H. I, 1, 294—310.
3) Se herom Andrews, indledn. s. 11 .
4) Andrews antager dog, at Landn. har nyttet sagaen i dens ældre form.
5) Det bemærkes, at vers 2 er i grunden det samme som det i Ragnarss. (Fas. I, 298—99); det er altså temlig gammelt og gør indtryk af at være nok så oprindeligt i Halfssaga.
6) Sagen er udførlig behandlet af Andrews.