FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Hávarðarsaga ísfirðings

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson
G. E. C. Gads Forlag
København 1923


Andet tidsrum
2. afsnit: SAGALITTERATUREN

§17. Sagaværker efter Snorre og Sturla til 1300.
A. Sagaer om islandske personer.
I. Sagaer om ældre tider

4. Hávarðar saga ísfirðings (Ísfirðingasaga)


Til 4. gruppe hører:

4. Hávarðar saga ísfirðings (Ísfirðingasaga). Denne lille saga findes desværre kun i papirsafskrifter f. ex. AM 160, fol., 157, fol. (der gives en kortere bearbejdelse, men den er værdiløs), der alle beror på et og samme skindhåndskrift. Teksten er dårlig og i versene fuldstændig forvirret. Udg. 19231).

Sagaens hovedperson er Håvard fra Isafjorden den halte, også kendt som skjald, se I, 509, hvor en kort oversigt over indholdet findes. Der er her ingen forhistorie; sagaen begynder ikke engang med hovedpersonens ungdom og ungdomsfærd; Håvard er allerede en gammel mand. I så henseende afviger sagaen stærkt fra de klassiske sagaer. Selve begyndelsen (»þat er upphaf osv.) er som saga-begyndelse uklassisk. I øvrigt fortælles der i det hele jævnt og logisk om begivenhederne og deres gang i en i det hele nogenlunde god stil, der dog ikke er fremmed for yngre ord og usagamæssige udtryk, som dog tildels kan hidrøre fra senere afskrivere. Håvards søn, den unge raske Olaf »med bjørnevarmen«, der uretfærdig bliver dræbt af den overmodige høvding Torbjörn, er meget tiltalende skildret. Den gamle faders dybe sorg og endelige manden-sig-op til hævn er ikke uden spænding og psykologisk interesse. Endelig er hans hustru, den mandige Bjargey, en af disse herlige karakterer, der nærmest er i slægt med en Bergtora.

I sagaen forekommer en del vers, ét af Óláfr, de øvrige af Hávarðr selv; af disse må dog et udgå; det er en sammenblanding af Hromund haltes og Torbjörn tynas vers i Ldn. Det er åbenbart det fælles tilnavn (halte), der har bevirket forvekslingen. Sagaens tradition — dens hovedkilde — er grundig forvansket — skønt hovedtrækkene uden tvivl er historiske. Der er i sagaen for det første meget, der er usandsynligt (en almueagtig spøgelsehistorie), unaturligt og søgt. Håvard skal således have ligget 3 år i sængen af sorg, hvilket naturligvis er en overdrivelse. Det samme motiv gentages atter og atter; det er stadig (tre gange) 60 beder, der mangler; Bjargey besøger sine 3 brødre, og de er alle lige mistænkelige; de bor på gårde, der, opkaldte efter dem, ikke kan påvises. Her har en tildigtning fundet sted. Sammenlignes sagaen med Ldn., findes store og vigtige afvigelser. En Ljotr fra Mánaberg — dette stednavn er også usikkert — kendes ikke fra Ldn. Senere omtales en Ljótr på Rauðasandr, der åbenbart er identisk med den, der nævnes i Ldn. k. 142 (Stb., her et indskud, se ovf. s. 581), og bægge kilders beretning er åbenbart den samme. I Ldn. er fremstillingen simpel og bærer præg af troværdighed; i sagaen er der urigtigheder og i det hele fuld forvirring, idet bl. a. Ljotr enn spaki blandes sammen med Holmgöngu-Ljótr. Torbjörn er ifg. Ldn. gift med en søster til Ljótr den spake, i sagaen med en søster til Gestr den spake — atter forvirring på grund af tilnavne. Steinþórr på Eyrr2), der spiller en stor rolle som Håvards beskytter, kan intet have haft med ham at gøre. Der er således stærk forvanskning tilstede både m. h. t. personer og begivenheder.

Ikke mindre mangelfuldt er forf. s kendskab til de vestlige egne, hvor sagaen foregår. Stedforhold og afstande har forf. overhovedet ikke haft begreb om (jfr. Kålunds bemærkninger til de pågældende steder i hans Ísl. beskriv.).

Heraf fremgår det utvetydig, dels at sagaen indeholder en meget forvansket — og altså sikkert sent optegnet — tradition, dels at forf. umulig kan have været en Isfjording. Men dette forklarer atter de mange og store fejl, sagaen har. Forf. er i det hele ret ukyndig i ældre tiders forhold og tidsregning. K. 3 slutn. gør han den bemærkning, at det dengang — i Håvards alderdom, i den sidste del af det 10. årh. — kun var landnamsmænd, der var bønder på egnen, og s. 2 taler han om Isfjordingernes »lagmand«, der aldrig har eksisteret (jfr. kap. 3).

Håvard måtte efter hævnens fuldbyrdelse flytte bort fra sin hjemstavn; han nedsatte sig da i Svarfadardalen ved Øfjord, og der døde han (kap. 24). Dette er sikkert historisk, og det giver nøglen til den rigtige forståelse af sagaen. Den er forfattet her, i Svarfadardalen, af en mand, der aldrig har besøgt Isafjordsegnene, og her er de gamle traditioner om Håvard bleven samlede. På grund af den lange afstand i sted og navnlig i tid har de været meget afblegede og forvanskede, og forf., der åbenbart var en gejstlig, besad hverken kritik eller oldtidskundskaber nok; han er også over al måde partisk mod Håvards modstander. Sagaen er ikke ældre end fra tiden ved 1300. Imod dette strider ikke, at Ldn. henviser til Hávarðar- eller Ísfirðinga-saga. Det er umuligt, at det er denne saga, der menes; det må være en ældre klassisk, senere tabt saga af et lignende indhold. Fra denne saga er rimeligvis det nævnte kapitel i Sturlubok (142) af Ldn. netop hæntet.



Noter:
1) Jfr. G. Vigfússon, Sturl. proll. liii.
2) D. v. s. den fra Eyrbyggja kendte person; sagaens forf. lader iøvrigt dennes gård Eyrr være den s. s. Eyrr i Arnarfjorden (ɔ: Hrafnseyrr), så det er muligt, at man slet ikke bør tænke på Eyrbyggjas Steinþórr. Ang. Atle og Steinþórr kan henvises til Arbók hins Ísl. fornleifafjelags 1900 s. 14—15, hvor en næppe sandsynlig gisning fremsættes. Jfr. samme 1911 s. 68—69.