FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Hænsaþórissaga

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson
G. E. C. Gads Forlag
København 1923


Andet tidsrum
2. afsnit: SAGALITTERATUREN

§17. Sagaværker efter Snorre og Sturla til 1300.
A. Sagaer om islandske personer.
I. Sagaer om ældre tider

1. Hænsa-Þórissaga


Denne saga fandtes i det 17. årh. vistnok kun i én membran fra 15. årh., hvoraf et par blade endnu eksisterer i AM 162 fol. Hel haves den kun i papirshåndskrifter; af disse er Ásgeir Jónssons i 501, 4° og 157 F, fol. de bedste. Sagaen er udgiven i Ísl. sögur II, 1847 og A. Heusler i Zwei Isl. geschichten 18971).

Under henvisning til K. Maurers fortræffelige afhandling2) er sagaen i det foregående (s. 228—29) til en vis grad behandlet med fremhævelse af de vigtigste momenter til belysning af den og dens troværdighed. I så henseende har Áres Ísl. bok den største betydning.

Sagaens hovedperson er den lavættede slyngel Hønsetore. Efter at der er gjort rede for nogle af hovedpersonerne — men på en højst ulige måde i forhold til deres vigtighed — fortælles om denne Tore, hvorledes han erhværver sig en social stilling og yderligere befæster denne ved at skaffe sig goden Arngrims unge søn til opfostring, hvad der bagefter bliver til ulykke for fader og søn. Under et uår og hungersnød vilde høvdingen, den ædle Blundketill, for at hjælpe de andre bønder, købe hø hos Tore, der havde nok deraf; men han vilde intet sælge. Blundketill tog da høet med magt og efterlod dets værdi i penge. Tore søgte nu goden Arngrims hjælp; de heraf opståede stridigheder endte med Blundketils indebrænding, efter at Arngrims søn under tragiske omstændigheder havde måttet bøde med livet. Efter Blundketill blev der rejst en drabssag, og Hønsetore dømtes fredløs, men under altinget var han bleven overfalden og dræbt af Blundketils søn. Han fik således sin velfortjænte straf. Også Arngrim blev dømt til landflygtighed. Endelig kom det til udsoning mellem de to stridende familjer.

Dette er således ikke egenlig en slægtsaga, men en almindelig enkelt bygdestrids saga, der for så vidt er forskellig fra andre, som dens hovedperson er en ny type, den lave og lavsindede opkomling, der til alles tilfredshed får sin straf. Det er således ikke hans skæbne, der vækker vemod eller medlidenhed. Alligevel er der i sagaen episoder, der er af høj tragisk virkning. De enkelte karakterer er psykologisk interessante og ret godt skildrede. Derimod er sagaens historiske værd meget ringe eller tvivlsom. Som før omtalt er det ikke Blundketill, men dennes søn Torkel, der blev indebrændt (Are). Hvorledes denne forvanskning er foregået, er vanskeligt at sige. Mulig har Blundketill i virkeligheden i den gamle bygdetradition indtaget en så fremherskende plads, at han ligesom har fortrængt sønnen; fejlen er ikke forfatterens, men det 13. årh.s tradition, der altså var bleven stærkt svækket. Dette er også klart af andre omstændigheder; der findes flere ujævnheder, halvglemte oldtidsminder; forf. kan derfor ikke rigtig begrunde eller forbinde de enkelte begivenheder; en del står som noget uforstået og uforståeligt. Der dvæles uforholdsmæssig ved visse mindre betydningsfulde personer og begivenheder; personer indføres uden videre og uden den sædvanlige forberedelse. Jfr. i øvrigt, hvad der foran (l. c.) er fremhævet. Dette skyldes sikkert ikke senere omarbejdelse, sagaen er sig selv lig fra først til sidst. Dette gælder også den sproglige fremstilling, der på flere punkter er efterklassisk. Af alt dette er kun det at slutte, at sagaen i dens helhed ikke kan være ældre end fra den sidste halv- eller fjærdedel af det 13. årh.

Trods det dårlige materiale, der stod til forf. rådighed, har han søgt at få det bedst mulige ud deraf, og han har ikke været ganske ukyndig i oldtidsforhold eller uden interesse for sådanne. Således anfører han en gammel formular for landnam (s. 154), en heitstrenging (s. 166, rigtignok temmelig ubehændig), og han meddeler, at altinget engang holdtes under Ármannsfell (s. 171), rigtignok en højst mistænkelig efterretning, som Maurer imidlertid har søgt at redde. Hans stedsantydninger er rigtige og bærer vidne om, at han har haft hjemme i eller nær ved begivenhedernes skueplads. Forf. har næppe brugt Ldn., og dog stemmer slægtregistrene for det meste med den. Et par afvigelser har mindre betydning. Når B. M. Olsen vil, at sagaen er nyttet i Landnáma (Sturlub., Hauksb.) og altså ældre end denne, kan hans beviser herfor ikke godkendes. Er der en sammenhæng tilstede, kan lånet ligeså godt være på sagaens side som omvendt. Og dette er utvivlsomt tilfældet3).

Sammenligner man Hønsetoressaga med sådanne perler som Egilss. og Gunnlaugss., der jo stammer fra de samme egne, ses det bedst, hvilken afstand der er imellem dem; man kan her ligesom måle den omtrent 100 års forskel, der er både med hensyn til stil, fremstilling og troværdighed.


Noter:
1) Jfr. B. M. Olsen: Landn. og Hænsaþ.s., Aarbb. 1005.
2) K. Maurer: Ueber die Hænsaþórissaga 1871.
3) Når B. M. Olsen i sin afhdl. mod det s. 231 fremsatte angående datterens trolovelse hævder, at det ikke er således at forstå, og at det pågældende sted i sagaen ikke er uden betydning for sagaens alder, er dette muligvis rigtigt. Argumentet tør ikke bestemt fastholdes.