FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Halfdanar saga Eysteinssonar
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Andet Bind
af Finnur Jónsson
G. E. C. Gads Forlag
København 1923
Andet tidsrum
2. afsnit: SAGALITTERATUREN
B. Sagaer uden historisk grundlag
2. Hálfdanar saga Eysteinssonar
2. Hálfdanar saga Eysteinssonar findes i AM 343, 586, 4° Udg. i Fas. III og i Sagabibliothek XV af F. R. Schröder (1917). Den begynder med eponymen Þrándr i Trondhjem, en søn af Sæming Odinssön. Han var gift med Dagmær, en søster til Hromundr Greipssons hustru. Som man ser, er man straks udenfor al tidsregnings rimelighed. Trånds sønner var Eysteinn og Erik vidførle. Eysteinn ægtede Ása, en datter af Sigurd hjort og datterdatter af Aslaug d. yngre; deres søn er sagaens hovedhelt. Denne genealogiske indledning er rent digt, men derved opnås, at helten nedstammer fra Odin selv og Sigurd fáfnisbane. En anden hovedfamilje er kong Hergeir i Aldeigjaborg, hvis datter Ingigerd opfostres af jarlen Skule i Álaborg. Hovedindholdet1) drejer sig nu om forholdet mellem denne kongedatter og Halfdan, der forud er bestemte for hinanden, men først får hinanden efter mange og lange forviklinger. Tiltrods for alt det overdrevne og æventyrlige, som her findes ophobet, findes der dog en poetisk gnist hist og her, som f. ex. når Ingigerd holder en hanske op for Halfdans øjne og siger, at han aldrig skal få rist eller ro, før han finder den hånd, hvortil den hører; vistnok et unordisk motiv. Den stemning, sligt kunde vække, drukner straks i andre uhyrlige udmalinger af kraftprøver og lign. Sagaens stil er ofte ung og efterklassisk; den er sikkert bleven bearbejdet; fremstillingen er i øvrigt ret god og logisk. Mærkeligt er det, hvor mange finlandske stednavne, der måske ikke alle er lavede, der her forekommer2). Der findes mange lån af motiver og navne fra historiske sagaer o. a. Se herom Schröders indledning. — I k. 2 nævnes Oddr skraute som broder til den garderigske dronning, »fader til Guldtore, som omtales i Landnámabok på Island«. Foruden den vilkårlige genealogiske tilknytning, der her foreligger, er jo tidstridigheden tillige håndgribelig. Sikkert hidrører bemærkningen fra en bearbejder, da enhver omtale af Oddr savnes i de gamle rimer, der dog går ud fra sagaen, omtrent som den nu er. Sagaen har åbenbart sluttet lidt inde i kap. 25, omtrent hvor hdskr. 171 b. fol. (Björners udg.) ender, og hvor rimerne netop også slutter. Resten af k. 25 samt k. 26 er senere tilføjet og har intet med sagaen som sådan at gøre; her fortælles folkesagnet om Valr i Valshulen og Oddr skraute med henvisning til Guldtoressaga, jfr. dennes slutning (Kålunds udg.)3). Men utvivlsomt giver denne påklistrede slutning et vink om sagaens tilblivelsessted (Vestlandet).
Noter:
1) Se herom Schröders indledning kap. 1.
2) Krákunes, Klyjandanes, Hlynskogar, Kol-, Klif-, Kálfárskogr.
3) Der kan henvises til Schröders indledn. § 48 ff.
