FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Hallfreðarsaga

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson


G. E. C. Gads Forlag
København 1898


Andet tidsrum

2. afsnit: SAGALITTERATUREN


§9. De navngivne forfattere og navnløse sagaværker før Snorre.
B. De navnløse sagaværker
I. De gamle slægtsagaer (Íslendingasögur)
3. Den nordlandske gruppe


Hallfreðarsaga



I sin vistnok oprindelige form findes denne saga i AM 132 fol.; desuden findes den stykkevis optagen i Olaf Tryggvasons saga (Fornm.s.-Flateyjarbók); herefter er den så udskreven og samlet til et hele i AM 557, 4°. Som G. Vigfússon i sin udgave (Fornsögur 1860; s. X) har vist, foreligger der, som sædvanlig, kun én saga. Der er kun den forskel, at sagaen i Olafssagaen er udvidet med enkelte ord og sætninger, er altså rent stilistisk udførligere end i 132, omtrent som forholdet er mellem Bandamannasagas to hovedhdskrr. Et enkelt stykke er flyttet fra sin plads i Olafssag. (s. 86,8-87,30 i Forns.); her udelades også enkelte af Hallfreds vers.

Sagaens indhold, Hallfreds lævned i snævreste betydning, er givet i I, 556-60, hvortil der henvises. Begyndelsen af sagaen, kap. 1-2, fortæller os om Hallfreds slægt og grunden til, at hans fader udvandrede til Island (omkr. 960), samt om hans giftermål. Han nedsatte sig først i Vatsdalen, men måtte på grund af spændt forhold til dalens hovedfamilje forlade egnen, hvorpå han bosatte sig i Borgarfjorden. Begyndelsen af sagaen er noget æventyrlig (indebrænding ved vikinger), men dog ikke usandsynlig. Sagaens værd beror på, at vi i den får et udmærket levende og karakteristisk billede af en ærlig, tapper og trofast personlighed med udmærkede digterævner og slagfærdig tunge. Dette billede forringes ikke ved, at Hallfred står på overgangen mellem hedenskab og kristendom, står så at sige med det ene ben i det gamle, det andet i det ny, og har ondt ved at forene modsætningerne. Det er i høj grad morsomt at se, hvorledes brydningen foregår hos en begavet enkeltmand, hvis tro på Odin, Tor og Freyja osv. ikke var så stærk, at den ikke kunde gå over til eller, måske, rettere sagt, forenes med troen på Hvidekrist. Det er let at se, at Hallfreds hjærte egenlig er hos de gamle guder; navnlig elsker han sin gamle skjaldegud, ligesom i sin tid Egill Skallagrimsson.

Sagaens komposition og stil er helt igennem udadlelig klassisk, sproget rent1) og æmnet godt ordnet og logisk vel sammenhængende.

Sagaen har enkelte berøringspunkter navnlig med Vatsdælas. og Gunnlaugss.; se ovf. 220, 222-3. Det er tydeligt, at det er traditionen og Hallfreds mange vers, der har afgivet grundlaget for sagaen og dens indhold. At denne tradition er Vatsdalens, fremgår af, at der både i sagaen og i Vatsdælas. findes den genealogiske fejl, at Hildr, Kolfinnas moder, gøres til en datter (f. sønnedatter) af Eyvindr sörkve2). I Heimskringla findes fortællingen om Hallfreds omvendelse3) og forhold til kong Olaf: den er der kortere og kender ikke det første møde mellem de to, men i øvrigt er den omtrent identisk med sagaens. Tilnavnets oprindelse er sat i en lidt forskellig forbindelse; hvad der i så henseende er rigtigst, er umuligt at afgøre. Nogen direkte forbindelse mellem sagaen og Ldn. er der ikke. I Vatsdælas. anføres Hallfreðars., eller der henvises til den; men det er ikke dermed sagt, at der hermed sigtes til en skreven saga; nogen litterær forbindelse er der i hvert fald ikke; desuden er det jo muligt, at henvisningen beror på en unøjagtig bemærkning af en redaktør eller afskriver. I alle tilfælde er det sikkert, at sagaen er ældre end c. 1250. og jeg tager ikke i betænkning at regne den til det 12. årh.s sagaer eller sætte den til tiden ved 12004).

Sagaen må være forfattet i Vatsdalen, Hallfreds oprindelige hjem, i Kolfinnas og Griss’ hjembygd. Det er sikkert her, at traditionen om disse personer har været mest levende og mest interesseret folk: det er også her, at sagaens skueplads helt igennem er, for så vidt som den foregår på Island. I overensstemmelse hermed er forf.s lokalkendskab (f. ex. om Laxådalen s. 104). Lige så sikkert er det. at forf. er gejstlig. Han bruger ganske vist ingen gejstlige fraser, men beskrivelsen f. ex. af Hallfreds død er talende nok; den viser forf.s stand: i øvrigt viser sagaen helt igennem, at han har været gennemtrængt af kristelig humanitet, en velgørende sindets mildhed og rolig besindighed. Ikke et ord siger han for at dadle Hallfreds første trods mod kong Olaf eller hans utilslørede vedhængen ved de gamle guder. Han forarges ikke over Hallfreds og Kolfinnas samvær i sæterhytten, og hans upartiskhed m.h.t. Griss er beundringsværdig. Forliget mellem de to modstandere er sjælden smukt skildret. Det er klart, at forf. ikke har tilladt sig at gøre vold på traditionen; for ham har den objektive fremstilling gået fremfor alt. Den ellers ubekendte forf. til denne nydelige saga gør et ublandet tiltalende indtryk.

Særlige forf.interesser. udover hvad der er antydet og for skjaldskab, kommer forf. ikke til at vise. Han er som andre godt inde i oldtidens skikke, for så vidt han får lejlighed til at vise det; således omtaler han den gamle mærkværdige skik (s. 98) at sidde på en høj i nærheden af gården, som omtales i Eddadigte (jfr. I, 11). Han hentyder til, at Freyr særlig dyrkedes i Sverrig (s. 91), og han kender den lov, at den skulde dræbes, der havde slået en mand ihjæl i kongens herberg (s. 95).



Noter:
1) Ok skammat 85,25 er sikkert afskriverændring. Sætningen s. 83,7-8 om Gunhildssønnerne er en interpolation, jfr. det rigtige s. 84,22-3 og Fms.

2) Se Ldn. 184.

3) Hkr. I, 405-7.

4) Jfr. G. Vigfússon udg. s. XI.