FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Heiðarvígasaga

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson


G. E. C. Gads Forlag
København 1898


Andet tidsrum

2. afsnit: SAGALITTERATUREN


§9. De navngivne forfattere og navnløse sagaværker før Snorre.
B. De navnløse sagaværker
I. De gamle slægtsagaer (Íslendingasögur)
3. Den nordlandske gruppe


Heiðarvígasaga



Der har hvilet en vanskæbne over denne saga. Blandt de isl. hdskrr., der ved midten af det 17. årh. bragtes til Stockholm, var der en membran med denne saga, Gunnlaugssaga og et lille æventyr; begyndelsen af hdskr. manglede dog allerede dengang. Senere fik Arne Magnusson til låns de 12 første blade og disse brændte i København 1728, tilligemed den allerede tagne afskrift. Bagefter optegnede afskriveren, Jón Olafsson, alt hvad han kunde huske af disse blades indhold, d.v.s. sagaen (afsnittet) om Víga-Styrr, samt overgangen til den sidste del, der udgør den egenlige saga om »Hedekampen«. Jón Olafssons udtog er trykt i udg. i Isl. sögur II (1847) s. 279—320 og giver vistnok en nogenlunde tro fremstilling af det væsenlige indhold, men som identisk med dette kan det, navnlig ikke i litteraturhistorisk henseende, betragtes. Resten af sagaen findes i Stockh. kgl. bibliotek 18,4° perg. Vi må ved bedømmelsen af sagaen holde os til denne del (udg. s. 320-94). Jón Ólafssons optegnelser begynder med et af Víga-Styrr begået drab, hvorpå den fra Eyrbyggjas. kendte historie om bersærkerne følger (jfr. ovf. 437); sagaen har urigtig ladet Vermund allerede dengang bo i Vatsfjorden og angivet en anden grund til hans udenlandsrejse end Eyrb.; der er desuden mindre afvigelser i enkelthederne. Derpå følger en fortælling om Styrs overmod og hvad der sluttelig forårsagede hans drab på gården Jörve, om drabsmanden Gisles flugt til Norge og hans skæbne; Snorre gode forfulgte drabssagen og havde i den anledning en lang strid med Gisles slægt og venner i Borgarfjorden. Han overfalder og dræber høvdingen Torstein Gislason, hvorpå der kommer forlig i stand, og man skulde tro, at sagaen dermed var ude. Men forliget tilfredsstillede ikke den gamle blodhævnslyst. Et par sønner af en Hárekr, der ellers er ukendte, erfarede i Norge Torsteins drab; til hævn vilde de så slå en mand ihjæl, der havde deltaget i toget med Snorre. Denne mand reddedes imidlertid ved den unge Hallr, en søn af bonden Guðmundr Sölmundarson og dattersøn af Olaf på. Hárekssønnerne vendte sig nu mod Hallr og de fik lejlighed til at dræbe ham (c. 1011). Hans broder. Barðe, der fra nu af er den mandlige hovedperson, ægges af sin uforsonlige moder (Egils datterdatter) til at hævne broderen. I 3 år kræver han nu, ifølge sin fosterfader, den vise Torarin langdølagodes råd, bod på altinget uden dog at opnå andet end hånsord af den overmodige modpart. Imidlertid er blodhævnen forberedt og mest af den nævnte Torarin. Her begynder det bevarede membranbrudstykke. Resten handler om de omhyggelige forberedelser til hævntoget og dette selv, der foregår i året 1014, og stod på heden Tvidægra (deraf navnet) med stort mandefald på bægge sider, navnlig dog på Borgfjordingernes side. Barðe får sikret sig Snorre godes bistand til den følgende drabssag, hvad der giver anledning til indflettelse af den kendte formular, Hafrsgrið; herefter kommer så det endelige forlig i stand. Barðe skal rejse udenlands; han gifter sig med en af Snorres døtre, og de rejser til Norge, hvor de efter en kort tid skilles. Barðe rejser til Miklagård og vender aldrig tilbage. Hans hustru giftede sig i Norge med Sigurd, Tore hunds søn, og blev stammoder til de berømte Bjarkømænd - og dermed slutter sagaen.

Som man ser, foregår sagaen kun for en ringe del på selve Nordlandet, egenlig kun for så vidt som det gælder forberedelserne til hævntoget. Ikke desto mindre må den regnes med til de nordlandske sagaer og den gruppe, der her behandles.

Sagaens fremstilling har i et og alt været overmåde detaljeret. Med en usædvanlig grundighed og nøjagtighed fortælles forberedelserne til toget; her er Torarin godes råd fremtrædende (k. 16); de udvikles i en lang enetale, der er ejendommelig. Torarin fortæller Barðe om de forskellige folk, han skal hværve, og deres gårde på en sådan måde, som han i virkeligheden umulig kan have gjort da Barðe måtte kende de personer og gårde lige så godt som han selv. Det er klart, at det er forf. selv, der her taler gennem Torarin, og det så meget mere, som der i selve monologen gås over til præteritum (f. præsens), som om talen pludselig blev en direkte historisk fortælling. Dette er lidet behændigt; man ved næsten ikke, hvor forf. ender, og hvor Torarin begynder igen. Dennes råd er meget udførligt og angår så at sige hvert skridt. Barðe skal gøre. Hvis en tale nogensinde føles som lavet i tilslutning til traditionen, er det her i denne saga. Fortællingen selv er i det hele ligeså detaljeret, og virker undertiden derved noget trættende. Karakteristisk og virkningsfuld er fortællingen om Torbjörn på Vægge, hans anelser og drømme om sin nærforestående død med tilhørende vers (k. 26).

Såvidt man kan skønne, har sagaens hele indhold udgjort et uafbrudt og velordnet hele, således at begivenhederne har dannet en kæde. Skæbnens magt fremhæves ikke særiig. Derimod fremhæves en person, der - i den sidste del - er særdeles virksom for begivenhedernes gang; det er Barðes moder, Turid1). Hun er hævngærrig og hård og glemmer ikke at minde sine sønner om Halls drab og det på en eftertrykkelig måde. Engang da Barðe satte sig på Halls plads i stuen, gav hun ham en kindhest og jog ham bort. Kort før toget, da hun skulde uddele maden, gav hun hver af brødrene (de var 3) sin trediedel af en oksebov; da en af dem bemærker, at det er store stykker, hun uddeler, ytrer hun, at det skal han ikke undre sig over –”i større stykker blev eders broder delt, og det har I ikke undret eder over”. Det er karaktertræk, der er lige så ægte som uforglemmelige. Da Barðe endelig begiver sig afsted, vil også hun med for at være sikker på hævnens udførelse; dette forhindres dog ved en morsom list. Således er hun drivfjederen i denne del af sagaen.

Spørgsmålet om, hvor sagaen er affattet, kunde synes vanskeligt, eftersom dens to dele foregår på vidt forskellige steder. At den dog ikke er forfattet på Snefjældsnæs eller de nærmeste egne derved (Styrs hjemstavn) må anses for at være sikkert. Var det tilfældet, måtte man antage, at dens forfatter havde haft de selvsamme (eller dog i hvert fald ikke meget afvigende traditioner) som Eyrb.s forfatter. Men så forstår man ikke, hvorledes Vermundr - og det er det vigtigste - indføres på et så tidligt tidspunkt som boende i Vatsfjorden; her har Eyrb. det rette; og ligesom hans rejse i denne saga er vel og rigtig motiveret, er det åbenbart, at forf. til Heiðarv. ikke har kendt det rigtige motiv og selv søgt at lave et sådant. Det er af denne grund sandsynligst, at sagaen ikke er forfattet i samme egn som Eyrb. Forf. viser sig at være overordenlig lokalkendt i Borgarfjorden og endnu mere i og omkring Barðes hjem (Ásbjarnarnes i Vestrhóp, ganske nær ved Tingøre), i Vatsdalen, Videdalen og så videre. Derfor er forf. nærmest at søge i Barðes egn. Hertil kommer, at sagaen anfører mange vers af en bonde fra nordlandet der deltog i kampen. På den anden side er - hvad der dog ikke er mærkeligt - vejen sydover til Borgarfjorden nøje kendt af forf.; det var jo en alfarvej; men han kender også fortrinlig egnen ved Hvitás øvre løb, ligesom han også anfører vers af en derboende bonde, samt af Tindr Hallkelsson. Det er nu i og for sig rimeligere, at en mand fra Hunavatssyssel (Nordlandet) bedre kendte disse veje og egne end, at en mand fra Borgarfjorden var så nøje kendt med vejene mod nord og de nordlandske egne, eftersom rejserne fra nord mod syd sikkert var langt hyppigere end omvendt (man huske blot på altingsrejserne). Hertil kommer, hvad der må synes afgørende, at forf.s sympati helt igennem ubetinget er på Nordlændingernes side, uden at man kan sige, at han bliver partisk mod Sydlændingerne. Han er derfor sikkert en Nordlænding. At han ikke er fra selve Vestrhopsegnen synes at fremgå af den ejendommelige måde, stedsnavnene deromkring (»der, hvor det hedder Tingøre« f.ex. s. 322 og lign.) forklares på. hvis det alt stammer fra den oprindelige forfatter; men navnlig udtryk som »vestpå i Videdal« »ud i Vatsdalen«2) er af betydning. Heraf måtte følge, at sagaen er forfattet i Hunavatssyslets østligere egne. At sagaen er skrevet på Nordlandet, forklarer på det bedste ukendskabet til Vermunds første bolig, samt det udtryk om Snorre gode, at han år 1014 var »meget til års« (mjǫk hniginn): i virkeligheden var han kun 51 år. I øvrigt er sagaens kronologi meget god; den stemmer udmærket godt med andre sagaer. Når Turid kaldes gammel, er dette vistnok i sin orden; hun må have været c. 60 år gammel. At Sveinn Háreksson i Tjotta nævnes som bonde her ved år 1016 behøver ikke at være nogen anakronisme; rigtignok levede hans fader endnu. Særlig slående er dog den omstændighed, at sagaen lader Barðe træffe kong Olaf d. hellige i Nidaros år 1016, hvor han efter sagaen om ham netop dengang opholdt sig. Ved selve Hedeslaget anføres der efter ugedagene, hvad der foregik (miðvikudag s. 349 er en afskriverfejl for þriðja dag). Så nøjagtig er fremstillingen. Kilderne er åbenbart som sædvanlig traditionen (jfr. s. 326, 366), men denne har også her fundet en vægtig støtte i forskellige vers som Tinds og navnlig i dem af Erik viðsjá (I, 527), der utvivlsomt er ægte; ligeledes et vers af Turid (I, 616; et andet tabt antydes); endelig har der i Víga-Styrs saga været mange vers, der så godt som alle er tabte (I, 509). I Eriks vers beskrives toget, angives antallet af de kæmpende3) osv. Skrevne kilder kan ikke påvises. Nogen forbindelse mellem sagaen og Ldn. kan ikke antages. Men ved hjælp af denne lader det sig påvise, at sagaens forf. vistnok af to personer har gjort én. Han nævner en borgfjordsk bonde Þorbjörn Brúnason á Veggjum, medens Ldn. (s. 69) nævner »Þorbjörn en fader til Ljótr á Veggjum, der faldt i Hedekampen«, og (s. 70) »Brune, en fader til Þorbjörn at Steinum, der faldt i Hedekampen«4). Det er let at se, hvorledes denne sammenblanding er foregået, og vi har her snarest et bevis for, at sagaen ikke er skreven i Borgarfjorden. - Af en særlig vigtighed er de i sagaen optagne Hafrsgrið, en formular, der genfindes i de gamle lovbøger; men den er ikke hæntet fra nogen af disse; den indeholder et par afvigelser, der antyder et mere klassisk og alderdomligt præg end hines. Sagaens tradition synes ved sin detaljerede nøjagtighed og sit alt i alt klassiske udseende at være ret pålidelig, men vi savner midler til at prøve den i det enkelte. Den indeholder intet som helst, der strider imod, hvad der er naturligt, og begivenhederne indeholder næppe noget historisk anstødeligt. I samklang hermed står forf.s kendskab til ældre tider.

Sagaen er i det hele ligefrem fortalt, men fremstillingen er ikke altid helt fejlfri. Navnlig blander forf. sin viden ind i personers (Torarins) taler5), jfr. ovf. Der er overordenlig meget af samtaler, rådslagninger og planer, særlig af Torarin, et slags islandsk Nestor. Karakterskildringen er jævn og god, og der er ikke lagt an på at skildre en enkelt figur eller stille en enkelt person særlig i forgrunden. Vi har træffende karakterer i Torarin gode, der er dybsindig og fremsynt på sin vis; han lader nogle kostbare heste pludselig forsvinde, for i lange tider efter at kunne bruge dem som efterspørgselsæmne osv. Om Turid er før talt. Så er der selve Barðe, en dygtig og handlekraftig mand, men ikke nogen særdeles stor begavelse. Ret enestående og pudsig er scenen mellem ham og hans kone i Norge. Hun begynder med på dril at kaste ham en pude i hovedet for at vække ham, og han kaster så igen; men legen fik en tragisk ende. De blev forbitrede på hinanden og Barðe skiltes fra hende. Heri er der ikke så lidt komik, og det er i øvrigt klart, at forf. har haft sans for humoristiske situationer og spottelyst og en vis gemytlighed i tale, og forstår godt at gengive sarkasmer6), noget, der ellers er temlig sjældent.

At forf. har været en gejstlig mand, synes klart, særlig af den beskrivelse, der gives af Snorres søn, Guðlaugr, der blev munk7).

Forf.s stil er meget ligefrem, men den er undertiden noget ensformig; således findes der f. ex. ikke mindre end 5 -sætninger lige oven på hinanden (s. 331); verbet hjala findes ofte. Dog er der ikke få særlig vellykkede partier (f. ex. s. 356).

At sagaen er gammel - derom har alle været enige (den citeres i Ldn. Melabók s. 70 som »Víga-Bardes saga«), ja man har endog trot, at den hørte til de allerældste sagaværker overhovedet. Dette er nu vistnok overdrevent. Men sikkert bør den henføres til det 12. årh.’s sidste halv- eller fjærdedel. Ikke mindst på grund af sine til tider meget alderdomlige sprogformer8).

At sagaens bevarede del ikke er ganske ubearbejdet i senere tider, viser den interpolerede sætning s. 345 (den ganske umulige bemærkning om Tvídægras navn midt inde i en tale); men på grund af overleveringens art er det vanskeligt nærmere at påvise mulige indskud eller tekstændringer. Den gør ikke indtryk af at have lidt særlig stærkt under bearbejderes hænder, som f.ex. Vatsdælasaga.




Noter:
1) Hendes mand dør af sorg en måned efter at have hørt sin søn, Halls, død.

2) S. 336; urigtig står her ved en afskriverfejl »Videdal«; jfr. Kålund II. 26—7. Hvad der fortælles om »Saxalækr« er rigtigt; kun er S fejl f. F: se Kålund II. 22-3, jfr. 419.

3) Når styrs og Snorres »kamp« omtales i det sidste vers (s. 390), hvorover G. Vigfússson har undret sig, er det jo en naturlig sammenstilling mellem den tidligere kamp og Hedeslaget, som digteren gør.

4) En yderligere forvirring i sagaen består i, at der etsteds (s. 366) tales om en Þorljótr á Veggjum.

5) S. 336 (måltidsindretning), s. 343 (steina sørvi), 355 (tidligere skovvækst). 359 (tidligere bro på Hvitá), jfr. den interessante oplysning (hos Jón Ólafsson) om slagtning af tyre efter manddrab, for at søgsmål ikke skulde blive virksomt, s. 287.

6) Se f.ex. 341,4—5; 364; 344, jfr. Turids bitre ord til sine sønner: »fordøjet (melt se B. M. Ólsen i Tímarit I) har i brødre andre ting dygtigere, end disse stene«, som hun havde lagt frem til dem.

7) Dette i Jón Ól.s udtog, men det synes rigtigt nok.

8) Som miklogi 360, stórugi 384, jfr. dali 343.