FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Heiðreks gåder

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson


G. E. C. Gads Forlag
København 1898


Andet tidsrum

1. afsnit: DIGTNING


§4. Islandsk digtning


D. Uægte vers i sagaerne.

a. De uhistoriske sagaers vers (versene i de såkaldte Fornaldarsögur)


Heidriks gåder
Til slutning kommer vi til et par enestående versgrupper: gåderne i Hervarars. og versene i Völsaþáttr. Fra ældgammel tid havde det været en almindelig folkeforlystelse i Norden, ligesom hos andre oldfolk, at gætte gåder; også det kunde tillige være etslags ordstrid eller væddekamp. At udtænke og tyde gåder var en forstandsøvelse, som den nordiske ånd ligesom var skabt til at udvikle. Verdenstilblivelsens gåder havde tidlig beskæftiget den, og de var blevne tydede så godt som det fra vore urgamle forfædres åndelige standpunkt var muligt; til at trænge ind i det dybe og skjulte, det overnaturlige og mystiske følte den altid trang; men denne trang skabte ingen mystik, men en klar, rationalistisk lære og opfattelse. Denne gransknings-tilbøjelighed kommer til orde i de ældste Eddadigte, Odins spørsmål til Vafþruðnir er etslags gåder, Þórs spørsmål til dværgen Alviss ligeledes; dog er det ikke gåder i ordets egenligste forstand, og nogen virkelig gådecyklus i bunden form er ikke overleveret med undtagelse af den, der findes i nævnte saga og som kaldes Gestumblindes eller kong Heidreks gåder (1).

Det ejendommelige ved gåder er jo, at en ting eller væsen skal betegnes ved rigtige, men ikke altfor tydelige egenskaber, hvoraf nogle, men ikke alle, må være fælles for flere ting; en gåde er således dobbeltsidig; dels skal dens indhold være så almindeligt, at mere end ét kan betegnes; deraf opstår der dunkelhed og usikkerhed hos den tydende; dels skal den indeholde noget, der kun kan passe på det ene; der er i en gåde på en gang en sammenligning og fjærnelse (isolering). Der skal altså ikke alene en kunst og skarpsindighed til at lave gåder, men og ikke i ringere grad til at tyde dem. Her var det ikke så meget positive kundskaber, som kløgt og gennemtrængende skarpsindighed, der krævedes, og i at udfolde en sådan stod vore forfædre ikke tilbage for nogen.

Det siges om kong Heiðrekr, at han havde sagt, at ingen skulde have forsyndet sig i den grad, at han ikke skulde have fred og liv, hvis han kunde fremføre nogen gåde, han ikke kunde gætte. I hans rige var der en mand ved navn Gestumblinde, der var falden i unåde hos kongen. Nu skulde han skaffe sig fred ved at overvinde kongen i en gådevæddestrid. Gestumblinde var ængstelig for udfaldet og blotede til Odin. Da kom der til ham en mand, der bar det samme navn som han og som lignede ham fuldstændig. Det var Odin. Han begav sig nu, på den andens vegne, til Heiðrekr, og da denne bød ham valget mellem at fremsætte gåderne eller gætte dem, valgte han det første, — en plads blev ham anvist i hallen — »og nu glædede folk sig til at høre mangt et visdomsord«. Nu følger Gestumblindes (Odins) gåder (Heiðreks gåder kaldes de i Hauksbogen) og Heiðreks løsninger. Han tyder dem alle uden et øjeblik at betænke sig. Odin skulde imidlertid gå af med sejren, og for at vinde den, måtte han ty til den gamle, af ingen dødelig endnu løste gåde, hvad Odin havde hvisket Balder i øret. Nu var Heiðrekr, der ikke kendte løsningen, formelt overvunden; han blev i høj grad forbitret, trak sit sværd og huggede efter Odin, der nu fløj bort i en falks skikkelse; natten efter blev Heiðrekr dræbt; Odins vrede undgås ikke.

Disse gåder findes i to recensioner, Hauksbogen og i cod. regius af sagaen; de er her i to henseender meget forskellige, idet Hauksbogen har flere (i alt 36) end hin (i alt 30, hvoraf dog én, der ikke findes i Hb.) og idet gåderne findes i en meget forskellig orden. I bægge recensioner er de enkelte vers omtrent enslydende med undtagelse af bølgegåderne, hvor der har fundet en let forståelig forvirring sted; og de er i reglen af samme metriske form. I bægge forekommer to slags versemål, ljóðaháttr og fornyrðislag; det første er langt overvejende og findes i 25 tilfælde i Hb.; fornyrðislagsversene er noget ulige i længde; i reg. er der 21 i ljóðaháttr, de øvrige i fornyrðislag af ulige linjetal. Der er adskilligt, der tyder på, at ikke alle disse gåder hører sammen som Gestumblindes gåder. For det første behandler undertiden flere gåder ét og det samme; om bølgerne er der 3 i Hb., 4 i reg.; det er unaturligt og vistnok uoprindeligt, at én og samme ting forekommer oftere end én gang; det ses da også, at nogle af bølgegåderne kun er varianter (2); i Hb. findes to gåder om ilden (gløder på arnen), medens reg. kun har én. Også den forskellige form, gåderne har, ikke alene i metrisk henseende, men også i indhold (ét steds 4 gåder i ét vers), tyder på interpolationer. Alle fornyrðislagsversene hører uden tvivl til disse. Når man således udskiller de formentlig uægte, får man til rest 18 gåder og rækkefølgen i reg. omtrent ubrudt til 18 (1—7, 10—16, 18, 23, 24, 29), medens den stærkere interpolerede Hb.'s række bliver: 1—6, 8, 9, 14, 18—20, 23—25, 29, 31, 35. Af bægge rækker er

Hb.: øl, bro, dugg, hammer, mørke, anker, løg, smedebælge, edderkop, angelika, hneftavl, ryper, bølger, isflage, hûn, ild på arnen, Itrekstavl, Odin—Balder

sikkert mindre rigtig end

reg. s.: øl, bro, dugg, hammer, smedebælge, edderkop, løg, angelika, isflage, Itrekstavl, hneftavl, ild på arnen, mørke, hûn, ryper, bølger, anker, Odin—Balder.

Denne række grupperer sig mere naturligt og systematisk end hin; hammer og smedebælge stilles sammen, løg og angelika, bægge fra vækstriget, ligeledes de to slags brætspil, modsætningerne ild og mørke; ligeledes hører bølger (søen) og ankeret sammen. Men i Hb. mærkes ingen sådan orden eller grupperinge (3). De tre første gåder danner etslags indledning; det er naturligt, at Gestumblinde først fremfører gåden om øllet, der er »folks udmatter, ordenes forkvakler, [men også] ordenes befordrer«; tillige ligger i denne første gåde en opfordring til kong Heidrekr om ikke at sidde og gætte gåder uden at væde ganen, og således forstod kongen ham. I den anden gåde hentyder Gestumblinde til sin rejse (over en bro) og i den tredje til, hvad »han drak i går« (hænger sammen med den første).

Disse gåder, også de andre, der ikke hører til Heiðreksgåderne i snævreste forstand, viser bedre end noget andet, hvor skarpt et øje vore forfædre havde for omverdenen og naturen, og hvor skarpsindige de var. De udgør meget interessante lævninger af den masse af gåder, der engang har levet på vore forfædres læber og forkortet dem mangen en lang aftenstund ved den lune arne. Interessant er dét at lægge mærke til, at indholdet af de her bevarede gåder til dels er hæntet fra det huslige liv (øl, tavl, væv, ilden på arnen, gløderne i asken, hvortil kommer smedearbejde [smedebælge, guldsmedhammer]) og økonomi (griseso, ko); ikke mindre end 16 behandler ting fra naturen, medens kun ganske få (pil, skjold, anker) er hæntede fra krigerliv og søliv. Dette er vistnok ikke tilfældigt, men et udslag af den tid og tidsånd, der herskede, da de blev til i den form, de har. Jeg skimter deri det fredelige tidsrum på Island omtrent 1050 — 1200, og antager, at gåderne da er blevne til, snarest i det 12. årh. (4). At de er digtede på Island, derom kan der næppe være tvivl; en sådan digtning og samling bærer præg af den samme litterære og lærde, videnskabelig interesserede periode, vi overalt støder på; desuden kan i det mindste en af gåderne kun være bleven til på Island (den om obsidianen, der er en særlig islandsk stenart). Derfor er der naturligvis intet i vejen for, at gåderne i og for sig (i prosaisk form) er meget ældre i Norden. Man har kun taget nogle for at bruge dem til kong Heiðreks gåder, om hvis færdighed og skarpsindighed traditionen talte, versificeret dem og indsat dem i sagaen. I det hele er disse gåder godt digtede eller dannede; de er koncise og klare uden dog at blive altfor tydelige. Mange er meget morsomme (bølgegåden, ølgåden); et yndigt naturbillede giver den om de to angelikaer med en lille angelika (barnet) imellem sig; et andet billede fra naturen giver gåden om broen: »Jeg rejste hjemmefra; jeg så på vejenes vej [jorden]; der var vej under mig [floden, fiskens vej], der var vej over mig [luften, fuglens vej] og vej allevegne«.

Anm. Til slutning skal bemærkes, at der fra Færøerne haves et brudstykke af en gådecyklus: Gáturíma (Fær. kvæder 2., 26 ff.), hvis stof er hæntet fra Heiðrekssaga. Det hedder mærkeligt nok her (v. 8), at gåderne skal være 30 i alt (jfr. reg.); men de færøske gåders indhold svarer overhovedet ikke til de islandske; vi finder her kun gåderne om soen, hammeren og Odin på Sleipner. I de to sidste vers hedder det, at Heiðrekr blev indebrændt med hele sin hird.


Noter
1) Om hele gruppen kan der henvises til min udførlige undersøgelse i festskriftet til K. Maurer s. 508 ff.
2) Herom nærmere i min ovennævnte afhandling.
3) Hvad angår den forskel, der findes med hensyn til tydningerne, henvises til min nævnte afhandling; også i så henseende har reg. fortrinnet.
4) Den oftere forekommende begyndelsesformel: »Hvad var det for under, som jeg så udenfor Dellings dør« er, som Svb, Egilsson har set, et lån fra Háv. 160; jfr. min nævnte afhandling. — I metrisk henseende findes enkelte ting, der tyder på en sådan affattelsestid, f. ex. udtalen utan med kort u.