FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Hervarar saga ok Heiðreks konungs
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Andet Bind
af Finnur Jónsson
G. E. C. Gads Forlag
København 1923
Andet tidsrum
2. afsnit: SAGALITTERATUREN
D. Sagaer vedrørende ikke-nordiske sagn
1. Hervarar saga ok Heiðreks konungs
De her pågældende sagaer er ganske vist for en stor del nordiske og nærbeslægtede med de andre fornaldarsagaer, men særtegner sig ved en optagelse eller i det mindste en kendelig påvirkning af fremmede, særlig tyske sagn og er for så vidt af en særlig interesse. Til disse slutter sig naturligst Völsungasaga, der dog er af en noget forskellig art og oprindelse.
1. Hervarar saga ok Heiðreks konungs. Dette mærkelige sagaværk findes i to hovedhåndskrifter, nemlig Hauksbók (H), hvor slutningen dog mangler, idet teksten bryder af lige efter begyndelsen af gådekampen mellem Heidrek og Gestumblinde (noget kan udfyldes efter papirsafskrifter, H har sluttet med kong Heidreks død), og Det kgl. bibl.s gml. kgl. saml. 2845, 4°, (R), hvor også slutningen mangler, men denne kan udfyldes efter papirsafskrifter, af sådanne er det Salanske 80, 8° i Upsala det bedste. Udg. i Fas. I og i Norrøne sagaer af sagnhist. Indhold ved S. Bugge jfr. Hauksbók-udg1).
Sagaen begynder i R med at nævne kong Sigrlame og hans datter Eyfura, samt sværdet Tyrfing, der straks udførlig beskrives, fordi det spiller en skæbnesvanger rolle sagaen igennem. Eyfura bliver gift med Arngrim fra Bolm, der får sværdet; de får 12 sønner, de berømte Arngrims-sønner. Hjörvard aflægger løfte om at ægte Ingibjörg, kong Ingjalds datter i Sverrig, hvoraf holmgangen på Samsø bliver følgen; om den fortælles her udførlig. Tyrfing lægges i højen med Angantyr; dennes datter, den mandhaftige Hervör, kommer imidlertid og afkræver sin døde fader sværdet og får det. Senere ægter hun Höfund, en søn af Gudmund på Glasisvold, og får med ham sønnerne Angantyr og Heidrek. Her er en lakune i R. Ifl. H er de to brødre meget forskellige; Heidrek opfostres hos en Gissur (et Odinsnavn) og bliver slet og samvittighedsløs, men moderen elsker ham; han dræber sin broder (her omtr. begynder R igen) og må flygte bort, men får Tyrfing af sin moder og gode råd af sin fader, som han dog bryder alle. Han kommer til Reidgotaland, hvor den gamle kong Harald hersker. Heidrek befrier ham for en forsmædelig beskatning og ægter hans datter, Helga; for ikke at skulle blote sin søn, Angantyr, i anledning af et uår, må han kæmpe med sin svigerfader og fælder ham; Helga hænger sig i disesalen. En anden søn Hlöðr har han med Sifka Humlesdatter. Herefter kommer der ro over ham, hans karakter udvikles mere og mere i retning af klogskab og fredelighed; han bliver mægtig og berømt. Endelig har han med Gestumblinde (Odin) en gådekamp, hvor han til slutning kommer til kort, men viser sin gamle karakter ved at ville slå Odin ihjæl. Til straf bliver han kort efter dræbt af trælle med selve Tyrfing. Efter ham blev Angantyr konge; han hævner sin fader og bor på Danparstaðir. Nu kommer Hlöðr og kræver en del af riget; i en samtale på vers mellem brødrene slutter R. Resten af sagaen handler om den vældige kamp mellem brødrene; denne kamp er et minde om og en afglans af det store Hunnerslag på de katalauniske marker2); Hunnerne følger Hlöðr til kamp, hos hvis konge han er opdraget; det er denne kamp, der giver sagaen dens særlige betydning og interesse. Hlöðr falder for Angantyr, dræbt af Tyrfing, og Hunnerne flygter. Hermed er sagaen ude; man får mod forvæntning intet mere om Tyrfing at vide; meningen har dog vistnok været, at sværdet, ligesom Fafnisguldet, på en eller anden måde forsvinder eller gøres uskadeligt. I steden for en fortælling herom tilføjes til slutning en vidtløftig beretning om Angantyrs efterkommere, Ivar vidfadme og Ragnar lodbrog, efter »kongesagaerne« og Ragnarssaga. Med »kongesagaer« må her menes Skjöldungasaga. Endelig fortælles om de svenske konger ned til Filip, d. 1118, altså en kort udsigt over Sverrigs historie; dette afsnit kan umulig have tilhørt den oprindelige saga. Hvorfra det stammer, er ikke let at bestemme; i hvert fald har det sikkert intet med Are frode at gøre hvad Schück vil (jfr. ovf. 352).
I indhold svarer bearbejdelsen i H til R, men der er dog både ydre (formelle) og indre afvigelser, hvorom der kan henvises til indledningen i Hauksb. Det første kapitel (etnografi; Gudmund på Glasisvold; Starkad'erne m. m.) er her overflødigt og kejtet redigeret. Der findes hyppig ujævnheder, ulogiske ting og dårlig ordning i H, der således står langt tilbage for R. Jeg har tidligere antaget, at bægge bearbejdelser gik tilbage til en ældre og kortere fremstilling. Nu finder jeg det rimeligst at udtrykke forholdet så, at H er et flikarbejde efter mundtlige, men noget forvanskede sagn, der dog kan bero på den ældre saga; denne må antages at findes i R så nogenlunde i sin oprindelige form; den er her logisk og velordnet i det hele og affattet i et godt, næsten klassisk sprog. At også gåderne er bedre ordnede i R end i H er anden steds påvist3). Vistnok er det også rigtigere, når det i R hedder, at det var Hjörvard og ikke Angantyr, der var holmgangens hovedmand.
I sagnhistorisk henseende er sagaen en af de mærkeligste, både ved hvad den indeholder af nordiske sagnminder og ved, hvad den har om de store begivenheder ude i Evropa, da Hunnerne rasede, ved hvad den fortæller om Hunner og Goter. Sagaens »Reidgotaland« (hvis ældre form var Hreið-) betegner Goternes eget land, og ikke, som ellers, Jylland. Også andre stednavne i sagaen minder om navne i det daværende gotiske rige4). Intet steds i fornaldarsagaerne findes så storladen fremstilling og af en så gammeldags simpel art som her i skildringen af de forskellige fejder, navnlig den sidste, brødrestriden. Der er et pust fra eddadigtene i dette, ligesom også versene i sagaen i stemningsfuldhed kommer dem nærmest, og dog er de langt yngre end hine digte (se foran s. 143. 147—48. 157. 159—65), men vistnok ældre end sagaen. — Sagaen udmærker sig også ved virkelige, gode karakterskildringer; der er først og fremmest den kraftig-dæmoniske Hervör, der i al sin vildhed helt igennem er storladen, og ikke mindre sønnen Heidrek, der ender med at være elsket af sit folk. Hans fader, Höfund, er ligeledes en udpræget personlighed, både klog og smidig. Hans karakter er ikke ublandet god, men det er klart, at sønnen har noget også fra ham af sine mindre heldige egenskaber. Således er det Höfund, der forblommet giver Heidrek råd mod sivgerfaderen. De gode egenskaber, som Heidrek udvikler, stammer åbenbart fra faderen. Sagaen er næppe yngre end o. 1250.
Noter:
1) R. Heinzel: Ueber die Hervarars. 1887; Hauksb. indledn. XCIII— VII; H. Schück: Smärre bidrag osv. Arkiv XII, (jfr. program 1918); J. Jónsson: Um Svíakonungatal Arkiv XVIII; G. Schütte: Angantykvadets geografi sst. XXI; R. Boer: Om Hervararsaga Aarbøger 1911; Benary: Zur Hervararasaga Archiv f. stud. der neuer. spr. u. litt. 133 bd.; A. le Roy Andrews: The Hervararsaga i Modern Philology 1914. 1920, hvor der findes en gengivelse af Sharowolskis opfattelse af håndskriftforholdet; B. Nerman: Svärges hedna litteratur 1913.
2) Jfr. Schüttes afhdl., hvor de enkelte stednavne behandles dygtigt.
3) Det eneste at udsætte på R er navnet Fróðmarr s. 332 (jfr. verset); det skal være Ormarr.
4) R. Much i Zeitschr. f. deut. alt. XXXIII og Schüttes afhdl.
