FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Hrólfs saga kraka

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson
G. E. C. Gads Forlag
København 1923


Andet tidsrum
2. afsnit: SAGALITTERATUREN

§ 18. Fornaldarsögur og nogle dermed beslægtede sagaværker
C. Sagaer vedrørende Danmark


1. Hrólfs saga kraka


Det forstår sig af sig selv, at er fornaldarsagaerne angående Norge uden egenligt historisk indhold, må de være dette i endnu højere grad, når det er danske personer, det drejer sig om. Af sådanne er det egenlig kun Rolf krage og Ragnar lodbrog, der er tale om, og det vil ses, hvor indholdsfattige sagaerne om disse er. Hvad der haves udover disse er grumme lidt, når man ikke hertil regner Skjöldungasaga. Noget dansk særpræg har disse sagaer ikke.


1. Hrólfs saga kraka. Den findes desværre kun i papirshdskrr. som AM 9, 10, fol., 285, 4°, Udg. i Fas. I. og af F. Jónsson 19041). — Som sagaen her foreligger, består den af løst sammenhængende afsnit, der — i hdskrr. og udg. — har deres særlige overskrifter, og som nu findes i beklagelig unge og forvanskede bearbejdelser. Ikke desto mindre får man — navnlig når Böðvarsþáttr udskilles — et fremadskridende kronologisk hele, en ganske vist meget fattig beretning om den berømte sagnkonge, sagaen har sit navn efter, og hans forfædre fra og med brødrene Halfdan og Frode, de samme som Grottesangen særlig nævner, og hvor Halfdan antydes som dræbt af Frode; hævneren, Rolf, antydes dér også. Sagaen begynder noget hovedkulds med en kort beskrivelse af brødreparret, så at den endogså glemmer at anføre, hvor de havde hjemme. Dette oplyses først i det følgende. Halfdan har børnene Signý, gift med jarlen Sevill (Sævill), og Hróarr og Helge; disse efterstræbes af Frode, men undgår faren ved deres fosterfader Regins hjælp; det lykkes dem endelig at indebrænde Frode, hvorpå Helge bliver konge i Danmark, medens Hróarr opholder sig hos kong Norðre i England, hvis datter Ögn han ægter. Dette sker, for at Helge alene kan herske over Danmark. Her begynder det andet afsnit, der særlig handler om Helge. Hvad der fortælles om ham er dog kun et par hovedtræk. For det første hans forhold til dronning Olöf i Saksland, hvor forsmædelig hun først behandler ham som bejler, dernæst bliver frilletagen; så føder hun Yrsa og hævner sig på Helge ved at lade ham ægte hende; deres søn er Rolf krake. Ind i denne fremstilling indskydes, således som sammenhængen nu er, en ret uvedkommende episode (i k. 7 — 9) om Hróarr, der kommer hjem og fordrer som arvegods en ring af sin broder (et motiv, der også ellers findes); han får den, men nu kommer Sevils søn Hrókr til Helge for at afkræve ham en tredjedel af riget eller ringen; da han får at vide, at ringen er i Hróars besiddelse, begiver han sig til ham, får engang ringen at se og kaster den i søen. Siden fælder han Hróar og vil ægte enken, men denne indkalder Helge, der hævner sin broder. Hróars søn Agnarr fisker senere ringen op2). — Så fortælles atter om Helge, Yrsa, Olöf og kong Adils, Yrsas anden mand, samt om Helges anden datter, Skulds fødsel (moderen en alvekvinde), hvorved der peges på sagaens sidste afsnit. Endelig fortælles om et besøg hos Adils; på vejen derfra bliver Helge overfaldet på Adils' foranstaltning — og dræbt.

Det her fremstillede æmne har også været behandlet i Skjöldungasaga, således som det først og fremmest fremgår af Snorres Yngl. s. k. 28—29. Men her er sammenhængen en anden og langt naturligere. Yrsa ægter først Adils, men Helge ægter hende efter først at have besejret Adils. Olöfs brøde m. h. t. giftermålet forsvinder her. »Kong Helge faldt på hærtog« hedder det kort hos Snorre. I Arngrims udtog (Supplementum) af Skjöld. træffes Halfdan og Ingjald som brødre3) (den sidste har sønnerne Agnarr, Hrörek og Frode) ; Halfdans børn (med Sigrid, således også sagaen) er de samme som sagaens, og det går her på samme måde. Det er kun navnet Ingjald, der står for Hróarr; tillige siger Arngrim, at Ingjald ægtede enken. I øvrigt stemmer Suppl. og sagaen temmelig nøje angående Olof og Helge; også Arngrim siger, at Hróar ægtede »filiam Angli« (ɔ: Anglerkongens datter). Det er heraf klart, at det ikke er Skjöldungasagas tekst, der genfindes i sagaen, men en dermed nærbeslægtet, og som vistnok med størst rimelighed kan antages at stamme fra den gamle Skjöld. gennem mundtlig fortælling efter den. Herved er dens fremstilling bleven noget forvansket og vistnok udvidet med Agnar-episoden. Det hele er betydelig yngre end Skjöld. Forholdet til Saxos fremstilling er det overflødigt her at dvæle ved.

Dernæst følger 3 afsnit, eller rettere 2, om nogle af Rolfs ypperste kæmper og deres oprindelse, samt den måde, hvorpå de kom til at slutte sig til ham. Det er afsnittet om Svipdag (k. 14—16), om Bödvar-Bjarke og Hjalte, hvilke sidste afsnit vistnok med urette opfattes som to (k. 17—24). Sagaen om Rolf vedkommer disse afsnit så godt som slet ikke. Svipdag er en svensk bondesøn, der sammen med sine brødre slutter sig først til kong Adils og senere til Rolf, efter at have udført bedrifter, navnlig den, at dræbe nogle af Adils' bersærker. I slutningen af afsnittet om Svipdag fortælles om Rolfs store magt i almindelighed og Lejres grundlæggelse, samt om Skulds giftermål med Hjörvard. Ved en temmelig uværdig list gør Rolf ham til sin skatskyldige underkonge, hvilket avler fjendskab og fører til Rolfs undergang. Dette kapitel må regnes til den egenlige saga om Rolf. Hvad Bjarke-afsnittet angår, fortælles ganske æventyrlig om hans oprindelse. Her findes en stemoderhistorie samt et elskovsforhold mellem kongesønnen Bjørn Hringsson i »Opdalene i Norge«, der forvandles til en bjørn, og bondedatteren Bera — man mærke disse bjørne-navne — ; med hende får han trillingerne Elg-Frode, Tore og Bjarke4); Bjørn bliver dræbt, men Bjarke hævner ham. Der er i denne fortælling — som i sagaen fremtræder sikkert i en stærkt omarbejdet form5) — meget, der minder om Saxos fremstilling af Sprakaleggsættens oprindelse. Der findes her gode træk af gammel folketro, der genfindes i danske folkeviser. Af de gamle rimer om Bjarke ser man imidlertid, i hvor høj grad den oprindelige saga må være bleven forvansket (brødrenes fødsel er dér ganske anderledes naturlig og langt mere folkelig fremstillet osv.). Bjarke kommer endelig til Danmark til Lejre; her er det hans første gærning at opdage Höttr, efter hvem hirdmændene skyder til måls med de afgnavede knokler; Bjarke får ham gjort til Hjalte den huprude. Beskrivelsen af den barnlig-frygtsomme Höttr er fortrinlig, men næppe helt den oprindelige. Bjarke bliver så Rolfs hirdmand. I kap. 23 fortælles om drabet af et frygteligt dyr. Afsnittet slutter med at omtale Bjarkes giftermål med Drifa, Rolvs datter.

Herefter optages Rolfs saga på ny, og der fortælles nu om de to hovedbegivenheder, forholdet til Adils med Upsalatoget og Rolfs sidste kamp og fald (Skuldarbardagi). Toget til Upsala skildres med stærke overdrivelser og meget efterklassisk, tillige med stærk påvirkning af yngre romantiske sagaer (der tales om høje borgtårne i Upsala, høviske riddere, hule søjler og m. m. af den slags). Dog er der her et ægte gammelt og værdifuldt sagnminde, Rolfs (gentagne) møde med bonden Hrane ɔ: Odin, som tilsidst vredes på ham og straffer ham. Hele dette afsnit har gennemgående et yngre præg end det øvrige og er overhovedet en stærk omarbejdelse af, hvad der i Skjold, har stået om toget; jfr. også fremstillingen i Snorres Edda. De samme småvers-replikker findes her. Men ellers er fremstillingen i sagaen på flere punkter mindre naturlig og uoprindelig (således når den lader Vögg træffe Rolf i Upsala). Det samme gælder også afsnittet om kampen med Skuld; også det er bearbejdet; dog er det langt bedre end det foranstående og afviger en del derfra; først her findes navnet (»tilnavnet«) Bjarke. Også her ligger Skjöld. til grund, og det hele er nærbeslægtet med Saxos fremstilling; de samme digte synes at være nyttede i bægge.

Således som sagaen nu foreligger, er den altså en meget sen sammenstykning af forskellige afsnit. De oprindelige sagn fremtræder her i en yngre og fremfor alt i en meget overdreven form. Man kunde fristes til at antage, at den var skreven efter hukommelsen efter en ældre saga. Havde man den oprindelige Skjöld., vilde vor saga så omtrent være værdiløs — bortset fra Bjarke-afsnittet. Stilen svarer til dens nuværende form. Denne er næppe ældre end fra tiden o. 1400, men der er intet i vejen for, at den først er nedskreven i det 13. årh. — i en mere ægte og bedre skikkelse. Til slutning bemærkes, at når der i sidste kapitel anføres en »mester Galterus« som hjemmelsmand (»så sagde mester G.«), er der her for det første ikke tale om at anføre en kilde for sagaen som sådan, men kun for den ene sætning: »det gik som man kunde vænte, at menneskelige kræfter ikke kunde modstå slig djævelsmagt« (som Skulds), og så følger en direkte henvendelse til Rolf; noget lignende finder ellers aldrig sted. Det er da også let at se, at det hele er en afskrivers åndrighed, og det er lige så let at se, hvorfra den stammer; »mester Galterus« er nemlig ingen anden end Alexandersagas forfatter, hvis subjektive bemærkninger i den islandske oversættelse altid betegnes ved disse ord (»siger« osv.) ; og Hrolfssagaens sætning er en genklang af, hvad der flere steder er at læse i Alexandersaga6).




Noter:
1) Her er forskellige spørsmål — sagaens afsnit og sammensætning — nærmere drøftede. Der kan også henvises til A. Olrik: Danmarks heltedigtning I (1903).
2) Af andre kilder ses, at ringen ingen anden er end den berømte Svíagriss.
3) Således også i rimerne om Böðvar-Bjarke, der i det hele forudsætter en langt ældre og oprindeligere sagaform end vor.
4) Han kaldes i sagaen Böðvarr, men dette beror på en gammel misopfattelse af hans tilnavn: Böðvar (af böð); hans egenlige navn er Bjarke (Saxos Biarco), hvilket rigtigst er blevet tydet som »den lille bjørn«.
5) Hvad der også navnlig fremgår af rimerne, der dels har andre navne, en anden sagsammenhæng osv. Jfr. indledn. til Hrólfss., udg.
6) Hele dette forhold er fuldstændig miskendt af prof. F. Detter i fortalen til Zwei fornaldars., hvor han tror, at denne »Galterus« mulig er en forgænger for Saxo, og at Hrolfssaga kan hidrøre fra ham.