FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Hrafns saga Sveinbjarnarsonar

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson


G. E. C. Gads Forlag
København 1898


Andet tidsrum

2. afsnit: SAGALITTERATUREN


§9. De navngivne forfattere og navnløse sagaværker før Snorre.
B. De navnløse sagaværker
II. Sagaer om enkelte personer i det 12. årh.



3. Hrafns saga Sveinbjarnarsonar.


Af denne saga havdes en membran, tilhørende universitetsbiblioteket i København, der brændte 1728; der haves af denne en del papirsafskrifter, hvoraf den bedste er AM 155 fol.; herefter er den udgiven i Biskupasögur I, 639-76 og Sturlunga II, 275—311. Af en anden membran fra 15. årh. haves 4 blade, AM 557, 4°; en papirsafskrift af denne skindbog som hel findes i 552 n. Desuden findes sagaen fra og med slutningen af det 11. kapitel optagen i Sturlunga, i hdskrr. indsat mellem k. 36 og 37 i Íslendinga saga (Sturl. udg. I. 175-87). Her er teksten tildels forkortet, hvorimod den oprindelige tekst ganske bestemt findes i det først nævnte hdskr.

Her indledes sagaen med en lille prolog af stor betydning for dens tilblivelsestid. Dernæst kommer, på god, gammel sagavis, hovedpersonens slægtregister, samt en meddelse om, hvorledes Hrafns familje var bleven en berømt lægefamilje, dette, fordi Hrafn senere selv optræder som læge. Hertil knyttes en beskrivelse af ham selv; hans første udenlandsrejse meddeles, hans giftermål, hans anseelse og dygtighed omtales. Så begynder sagaens hovedæmne, nemlig de sager, som Hrafn blev indviklet i, først og fremmest den angående Markus på Rauðasandr, som var bleven dræbt (k. 5-7). Dernæst fortælles om høvdingen Snorre i Vatsfjord, faderen til den Torvald, som først var Hrafns gode ven, men som snart blev hans bitre fjende tildels uden skællig grund. Fra nu af berettes der næsten uafbrudt om forholdet mellem de to, bl.a. om Torvalds to mislykkede forsøg på at overfalde Hrafn, og endelig det tredje, da det lykkedes Torvald at overrumple ham og tage ham af dage1). Bagefter fulgte der et forlig med meget strænge vilkår for Torvald. Ind i dette afsnit skydes bl.a. Hrafns udenlandsrejse med Gudmund Arason, da denne skulde bispevies.

Sagaen hører til de dygtigst komponerede2) og smukkeste af de yngre isl. personsagaer. Det er et overordenlig smukt billede af hovedpersonen, som den giver. Om det er fuldt ud rigtigt, får stå hen; forf. står helt igennem på Hrafns side, så at billedet kan måske være blevet noget forskønnet, skønt næppe i nogen væsenlig grad forvansket. Hans modstander er meget usympatetisk, han anvender falske vidnesbyrd (k. 15) under processen på altinget og bryder den trufne overenskomst. Men der er heller ingen grund til at tro, at han er partisk og væsenlig urigtig skildret. Såmeget er dog vist, at Torvald, efter at det for ham meget ufordelagtige forlig var sluttet, meget samvittighedsfuldt opfyldte de forpligtelser, der blev pålagt ham, og forf. glemmer ikke at meddele, at de under det sidste overfald røvede kostbarheder og genstande blev tilbagesendte eller erstattede.

Sagaens fremstilling er strængt logisk-pragmatisk og indeholder ingen uvedkommende ting eller digressioner. Derimod indeholder den på gammel vis en del vers, tildels af en drape om Hrafn, der ikke er uden betydning (se ovf. om Guðmundr Svertingsson).

Stilen er simpel og sagaen er fornøjelig at læse, og kan måle sig med de ældre slægtsagaer.

Hver side af sagaen viser, at forf. er samtidig med Hrafn og begivenhederne; disse skildres så klart og detaljeret, at vi ikke kan undgå at antage, at forf. selv er et øjenvidne eller har sine beretninger fra et sådant. Særlig bør fremhæves den indtagende skildring af Hrafns færd og begivenhederne under den sidste kamp hjemme på hans gård. Det er som hørte man en, der havde været tilstede, fortælle det hele. Således for blot at nævne et eksempel: Aftnen før overfaldet siges Hrafn at have ladet fremsige for sig drapen om Andreas (ovf. s. 125), og det tilføjes, at han drøftede de enkelte begivenheder, hvert vers handlede om (jfr. Bisk. 1, 670-2). Ligeledes er de enkelte personers straffe opregnede med en aldeles usædvanlig og forbavsende nøjagtighed osv. Det vilde således være klart, at sagaen må være forfattet ikke så længe efter Hrafns død 1213, selv om vi ikke havde prologens klare ord at holde os til: »men da løgnen flygter, når den møder sandheden, vil vi skrive om nogle begivenheder, der er forefaldne i vore dage... således som vi kender sandheden«. Ikke desto mindre er det vanskeligt at sige, i hvad år omtrent sagaen er ført i pennen. Den slutter med at bemærke, at Torvald »bode siden i Vatsfjorden, medens han levede«, men han døde 1228. Der er nu vistnok intet til hinder for, at sagaen kunde være forfattet efter det nævnte år. altså c. 1230-40. Men i Sturl.-teksten mangler den sidste tidsbestemmelse; B. M. Ólsen har imidlertid påvist, at dette ingen betydning har3), da Sturlunga-samleren godt kan have udeladt de pågældende ord, da Torvald senere skulde omtales. Hvad der har større betydning, er dog den omstændighed, at sagaens bemærkning er så kort, uden at det med et eneste ord antydes, hvorledes Torvald kom af dage. Han blev nemlig selv af Hrafns sønner indebrændt Det vilde næsten være ufatteligt, at en samtidig forf. skulde have undladt at fortælle dette, hvad han, Hrafns gode ven, måtte finde var en retfærdig gengældelse, han som netop i fortalen fremhæver guds langmodighed og enhvers fri vilje. Derfor er den slutning nærliggende, at den nævnte bemærkning er en afskrivertilføjelse fra senere tider. På grund af den detaljerede skildring og den nøjagtige erindring, sagaen vidner om, antager jeg, at den er skreven ikke ret meget senere end c. 1220.

Forf. er gejstlig; det fremgår umiskendelig af mange steder; der anføres således en latinsk sætning, der oversættes, ganske vist ikke helt rigtig. Men alene dette er bevis nok. Forf. tror på anelser, varsler og drømme, og meddeler en del sådanne (k. 7, 14, 17—18). - At gætte på et bestemt navn kan næppe nytte. Dog skal det bemærkes, at der omtales en præst, der har stået Hrafn særdeles nær, og som netop var tilstede under det sidste overfald. For ham skriftede Hrafn og modtog sakramentet. Denne, der hed Valde, og som uden tvivl er identisk med den mand af dette navn, der var gift med Hrafns datterdatter (k. 20), kunde mulig være forf., eller dennes hjemmelsmand.

Forf.s kilder er for en stor del hans egen positive viden; dernæst Gudmund Svertingssons digt om Hrafn, samt andre vers særlig om hans rejser, som forf. ikke har deltaget i. Herom anføres også præsten Tómás Þórarinssons udsagn4), og forf. har uden tvivl også benyttet andre hjemmelsmænd. Forf.s egne betragtninger fremtræder meget lidt og i alle tilfælde uden at virke forstyrrende (f.ex. Bisk. s. 642 »og det tror vi, at Kristus gav ham dette; ti Hrafn havde osv.«).

Endelig bemærkes, at forf. er en fortrinlig kronolog, og han bestemmer de enkelte begivenheder nøjagtig og rigtig5); endogså de nøjagtige årsdage anføres.

Når der ved slutningen af sagaen i det ene hdskr. endnu findes et kapitel, der opregner Hrafns børn og efterkommere, er dette utvivlsomt senere tilføjet; slægtregistrene føres endogså ned til slutningen af det 13. årh. (!); i det andet hdskr. og i Sturlunga mangler kapitlet.




Noter:
1) På grund heraf er sagaen også bleven kaldt saga þeira þorvalds ok Hrafns (Sturl. I, 227), men denne titel er ikke ganske rigtig, ti Hrafn er det, sagaen i virkeligheden handler om.

2) En mindre synd mod kompositionen er det, når Krákr Þórarinsson allerede nævnes i k. 7, medens hans familje først indføres k. 10; men dette er en ren ubetydelighed.

3) Safn osv. III, 244—5.

4) Bisk. I, 484, Sturl. II, 291.

5) Bisk. I, 648, 650-1, 668, 674.