FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Jarlasögur, Orkneyingasaga

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson


G. E. C. Gads Forlag
København 1923


Andet tidsrum
2. afsnit: SAGALITTERATUREN
§12. Sagaer vedrørende de norsk-islandske bilande før Snorre


4. Jarlasögur, Orkneyingasaga (sögur)


Det første af disse navne er vistnok det rigtige (Snorre o. fl.)1). Dette værk findes i forskellige membranbrudstykker som AM 325 I, III, 4°; efter det sidste håndskrift, medens det var fuldstændigere, har præsten Magnús Ólafsson til Laufás optaget mange citater i sit lexikon. Hertil slutter sig et brudstykke, skrevet af Ásgeir Jónsson efter en nu tabt membran, AM 332, 4°. Det hele findes så i Flatøbogen II (Olaf d. helliges saga). Endelig haves en dansk oversættelse fra den sidste halvdel af det 16. årh. i Sth. 39 fol. pap., efter 332. Nogle af de nævnte brudstykker går tilbage til o. 1300 og viser ved deres retskrivning endnu længere tilbage (særlig 325 I). Til grund ligger én og samme original. Det hele er sidst og bedst udgivet af S. Nordal Orkneyingasaga 1913-16 (jfr. G. Vigfússon Icelandic sagas I, London 1887)2).

Sagaværkets indhold er en fremstilling af Orknøjarlernes historie fra det 9. årh. af, da øerne erobredes af Harald hårfagre, og til o. 1170. Den egenlige slutning findes dog ved Ragnvald jarls død 1158; hvad der står herefter, er kun spredte bemærkninger. Det hele indledes med den mytiske fortælling om Nórr, Górr og Góe og i forbindelse dermed Norges bebyggelse (k. 1-3). Derpå kommer en fortælling om jarlerne til og med Magnus d. hellige (k. 4-52), hvilken sidstes saga fortsættes med k. 57, der består af en jærtegnsliste. Derimod er k. 53-56 og 58 osv. den egenlige Jarlesagas fortsættelse. Af dette afsnit er de dele, der handler om Torfinn Sigurdsson (d. 1064), Magnus d. hellige (d. 1116) og ikke mindst Rögnvald jarl kale de interessanteste. For det meste er sagaens indhold uafladelige indbyrdes stridigheder dels mellem jarlerne selv, dels mellem dem og andre høvdinger (f. ex. Sveinn Ásleifarson der indtager en førsterangs stilling i sagaens sidste del), og endelig handles der om forholdet til de norske konger. På grund af sin åbenbare velunderrettethed i det hele har sagaen en stor historisk betydning.

G. Vigfússon har udtalt, at de enkelte dele ikke alle er lige gamle, samt at k. 4-32 er den ældste del og den del, hvilken navnet Jarlasögur særlig tilkom. Dette er imidlertid — bortset fra et par mindre stykkers uvisse ægthed — højst tvivlsomt. Sagaens fremstilling synes i det hele alle vegne at være sig selv lig, undtagen for så vidt som den bliver udførligere og mere detaljeret, jo længere man kommer nedad i tiden, noget, der ikke i mindste måde er påfaldende. Forsåvidt kan der tales om en ujævnhed der har sin rod i overleveringens forskelligartethed (Nordal). Alle de enkelte dele danner en udmærket sammenhæng, hvor overgangene er jævne og naturlige — bortset fra k. 57 (se ovf.) og sådanne ujævnheder, der er opståede ved, at sagaen stykkevis er optagen i Flatøbogens tekst (jfr. forholdet med Færeyingas.). For en oprindelig enhed taler også henvisningen s. 130 til »at alle disse mænd vil senere spille en rolle i sagaen«. Men selv om det ikke alt skulde stamme fra en og samme forfatter (man kunde tænke sig en særskilt Magnus' saga, Ragnvalds saga), er det sikkert, at det hele er dygtig sammenarbejdet og udført efter en ensartet plan. Det er utvetydig klart, at forf. — jeg vil benytte denne betegnelse — helt igennem har benyttet en samling af norske kongesagaer svarende til dem, vi kender i Ágr. — Fsk. — Mork., og gjort uddrag af dem, hvor han fandt det hensigtsmæssigt; jfr. den tydelige henvisning s. 57 (Ævi Nóregs konunga). Vi kan tillige se, at den har været nærbeslægtet med Ágrip, ti i opregningen af de mænd, som her siges at have fulgt Magnus barfod på hans første Vesterhavstog, stemmer sagaen særlig med Ágr.; i andre kilder henføres de til Magnus' sidste tog3). Uddragene af dette samlingsværk mærkes tydelig f. ex. k. 4 (Har. hårf.), 8 (Erik blodøkse), 20—21 (Magn. god., hvortil der ligefrem henvises), 34 (Har. hårdr.), 37 (Magn. berf.), 62 (Har. grill.) ; s. 260 sigtes der klart til Magnus Erlingssons saga. Denne naturlige tilknytning til Norges historie svarer ganske til den, der findes i den første del af Egilssaga. Fremdeles findes de samme forf.-interesser på flere steder (s. 17 og 95 ff. — en spåmands udtalelser; taler holdes gærne helt igennem). Mod enheden taler ikke Snorres brug af sagaen; han benytter den kun, hvor han mente at behøve det og på de mest afgørende punkter, i Harald hårfagres saga (hvorledes Orknøerne først kom under Norge), i Olaf d. helliges saga (hvorledes dette herredømme hævdedes for bestandig). Efter den tid spillede øerne så godt som ingen rolle for det norske rige og dets storhed. På en analog måde benytter Snorre også Færey. saga.

Her har vi altså for så vidt en skriftlig kilde at pege på4). Det øvrige af sagaen, øernes egen indre historie, beror udelukkende på traditionen og — for det 11. årh.s vedkommende — tillige på skjaldenes, særlig Arnors, draper om Torfinn jarl og Rögnvald Brúsason; senere kommer de (se ovf. 104) antydede digte om Hakon og Magnus. Denne tradition har været udmærket og meget detaljeret, især for tiden efter 1000 (for den foregående tid, det 10. årh., har den derimod været fattig, hvad der jo er ganske naturligt) ; jo længere man kommer ned, desto rigere bliver den. Hvad særlig Rögnvald jarl kales saga angår, har forf. kunnet benytte samtidige mænds egne meddelelser5), foruden at jarlens mange vers her var udmærkede støttepunkter. Traditionen antydes og skimtes mere eller mindre bestemt, ligesom også forskellige beretninger omtales6). Der haves ikke ligefremme midler til at prøve traditionens pålidelighed, men dens indre sandsynlighed og fremstillingens præg og art (den hyppige datering af begivenheder) borger for det meddeltes pålidelighed i det hele. I beskrivelsen af Rögnvald jarls jorsalfærd er der indløbet fejl m. h. t. rækkefølgen i begivenhedernes gang, hvilket vel tildels kommer af forf.s ukendskab til Frankrigs geografi (se herom Gerings afhdl. og min modafhdl.). Stoffet er indsamlet på selve øerne og kommet direkte derfra, men på Island er sagaen uomtvistelig skreven7). Forbindelserne mellem øerne og Island havde fra det 11. årh. af været særdeles levende, og vi kunde opregne en mængde Islændere, der opholdt sig på Orknøerne og som tildels stod i et nøje forhold til orknøske slægter. Således ved vi f. ex., at Arnor jarleskald hyppig var der og var endogså gift med en slægtning af jarlerne selv (jfr. hans tilnavn); at Hallr, der digtede Háttalykill med Rögnvald, længe opholdt sig der; et par andre isl. skjalde er knyttede til samme jarl; en Hallvarðr omtales der (s. 30), Eiríkr (s. 200); som boende der nævnes Bótólfr begla osv. — foruden at orknøske købmænd sikkert ofte har søgt til Island og opholdt sig der. De orknøske begivenheder kunde således særdeles let finde vej til Island, for dér, ligesom de norske, osv., at blive samlede til et hele, til en jarlesaga; naturligvis var det høvdingerne her, jarlerne, alt samlede sig om. Forf. er en gejstlig mand, hvad der særlig fremgår af sagaen om Magnus jarl8). Hvor han har levet på Island, er umuligt at sige; et udtryk som »sydpå i Byskupstungur« (s. 262) er måske tvivlsomt, da det ikke behøver at være oprindeligt; er det det, må forf. snarest have levet på Nordlandet.

Uagtet forf. er gejstlig, henfalder han ligesålidt som andre til gejstlige deklamationer; hans stil og fremstilling er fuldkommen klassisk og princippet det sædvanlige: jævnt og sandfærdig at fortælle, hvad der er sket og kun dette. Nogen anden ledende grundtanke findes ikke. Skildringerne er meget livlige; navnlig er afsnittet om Rögnvald jarl kale noget af det mest underholdende og kvikke, der er skrevet. Personskildringen er i det hele levende og anskuelig og højst troværdig; hver karakter er individuel; først og fremmest gælder dette jarlerne; de er dels kraftige og stolte, herskesyge mænd som Torfin, dels humane og rettænkende som Rögnvald og Brúse. Desuden er der udmærkede høvdingeskikkelser som den kraftige Sveinn Ásleifarson; der er kvindekarakterer som den dæmonisk-onde Frakkök. Også mange kulturhistoriske oplysninger af værdi findes i sagaen.

Sagaen er som helhed nedskreven før Snorre skrev sin Heimskringla, altså i hvert fald ikke senere end o. 12209). Meget ældre end o. 1200 kan den på den anden side ikke være dels på grund af forholdet til det sagaværk om norske konger, der er benyttet, dels på grund af andre omstændigheder som den, at Rögnvald jarl omtales som helgen, hvad han først blev 1192 (s. 316). Omkr. 1200-10 er den rimeligvis forfattet.

Som før bemærket, findes sagaen vistnok for det meste i sin oprindelige skikkelse. Dog er den ikke helt blevet skånet for de sædvanlige afskriver- og bearbejder-ændringer. For ikke at tale om de til k. 32 mekanisk tilføjede vers af Arnor, er k. 45 en frasemæssig, gejstlig og ordrig skildring af Magnus jarl, der er højst afstikkende og afbryder den rigtige sammenhæng; den findes da også et andet sted i den særskilte Magnússaga (I). Indskudt er også et par mindre stykker s. 112; de mangler i den særskilte Magn. s. (II) og er afvigende i stil; det samme gælder den sidste halvdel af k. 51 (s. 119). Ligeledes er stykket om bisp Viljálmr s. 131 et indskud; det er kun en gentagelse af hvad der står s. 121. Endelig er jærtegnskapitlet (k. 57) et på et meget uheldigt sted indsat indskud; hermed hænger slutningen af k. 56 sammen. Også senere lån fra Snorre findes (jfr. Nordals afhdl.); et afsnit er måske snarest fra ham istedenfor det oprindelige.

Særlig omtale kræver sagaen om Magnus d. hellige. G. Vigfusson mente, at den var af en anden oprindelse end det øvrige. Overgangen til den sker imidlertid på den sædvanlige måde og man mærker ikke nogen egenlig ny begyndelse; heller ikke er stilen afvigende, og indholdet er ikke mere gejstlig-klerikalt end ellers — når bortses fra de enkelte små indskud. Nu er der to særskilte sagaer om Magnus, der også er udgivne i Icelandic sagas. En sammenligning mellem disse viser imidlertid straks den rigtige sammenhæng. Magn. II, for at begynde med denne, er nemlig simpelt hen kun en afskrift af den samme saga som den, der findes i selve Jarlasögur. Det 1. kapitel er kun et uddrag af disse fra sagaen om Torfin af, og er i øvrigt så at sige ordret stemmende med Jarlasögur, dog således, at hvad der her fortælles om Hakon jarl udelades som Magnussaga uvedkommende. Uddraget i 1. kap. forudsætter hele sagaværket, og særsagaen om Magnus er kun en særskilt udgave. Fordi Magnus blev en helgen, har man følt trang til at have hans saga for sig selv. Men som sagaen nu foreligger i selve Jarlas., er den atter blevet interpoleret med enkeltheder fra den særskilte saga, der var bleven endel udvidet og forøget med jærtegn, og det er fra den, at k. 57 er hæntet; det findes ved slutningen af Magn. II.

Hvad Magn. I, der findes i et papirhåndskrift (efter den tabte Bæjarbók med Olaf d. helliges saga), angår, er også her forholdet klart. Den er en sammenstøbning af den gamle saga og et oprindelig på latin skrevet vita af en »mester Rodbert«; dette er vistnok helt og holdent optaget. Dette vita er en prædikenagtig fremstilling, hvis indhold mere er en gejstlig ordflom og skvalder — tildels af den værste slags — end virkelig historie. Dog nævnes eller i al fald antydes hovedbegivenhederne i jarlens liv. I sammenarbejdeisen gør det nu et overmåde pudsigt indtryk, fra den gamle sagas klassiske stil og fremstilling pludselig at komme ind i de fra vita optagne svulstige frasekapitler, der stadig veksler med sagaens. Sammenstøbningen er ikke altid ganske heldig; (k. 4, fra Rodbert, nævner på ny Magnus' forældre, uagtet de var nævnede i k. 3). Den gamle saga er helt optagen, dog noget forkortet og med udeladelse af versene; den indledes, ligesom Magn. II, med et kort uddrag af det forudgående i Jarlas. Nogen forøgelse af det positive stof findes ikke, med undtagelse af en meget mistænkelig beretning om et besøg hos kong Henrik i England. Foruden de fra vita hæntede afsnit træder også selve bearbejderens egne betragtninger ualmindelig stærkt frem. K. 31-5 er en jærtegnsliste og deslige. Sagaen giver den oplysning, at Rodbert, der i øvrigt er fuldstændig ukendt, har skrevet vita 20 år efter Magnus' martyrdød (Icel. s. 269). Om dette er rigtigt, kan ikke afgøres, men man skulde tro, der skulde stå »120«. Oversættelsen af den lat. original og istandbringelsen af Magn. I kan i al fald ikke være ældre end det 13 årh. og næppe før fra dets sidste halvdel. Også den oprindelige saga er ikke uden påvirkning fra Magn. I.

Til slutning et par ord om Jarlesagaens første del, k. 1—3, stykket om Norges bebyggelse osv. Disse kapitler er et uddrag af den lille þáttr: Hversu Nóregr byggðiz (i Flat.)10). Dettes indhold vedkommer ikke det mindste Orknøerne undtagen for så vidt som Eysteinn glumra, jarlernes stamfader, knyttes til de dér omtalte mytisk-sagnhistoriske personer, men Nórs og Górs søgen efter søsteren, samt Norges bebyggelse har intet med den øvrige Jarlesaga som sådan at gøre. Denne indledning kan næppe stamme fra den oprindelige forfatter, så meget mindre, som det lærde produkt, der har været dens kilde, næppe selv er så gammelt som fra o. 1200. Ganske vist er eponymen Nórr eller Nóri gammel, ti han findes hos Oddr (og i Hist. Norw.), men her nævnes han uden alt det øvrige påhæng. Jarlesagaen har oprindelig begyndt på en sagamæssig måde, omtrent som k. 4 gør det med Rögnvalds slægtregister til Halfdan d. gamle. De 3 første kapitler er tilsatte for at efterligne den mytiske indledning til Heimskr. og Knytlingasaga. Nordal er dog tilbøjelig til at antage, at disse 3 kap. stammer fra den oprindelige forf.

I Flatøbogen findes endnu nogle kapitler efter sagaens egenlige slutning, således som denne foreligger i den danske oversættelse (jfr. udg. s. 321). Det er k. 447 slutn., 448-51 ; de består af et senere tillæg til sagaen, indeholdende forskellige usammenhængende kendsgærninger fra tiden omkr. 1200, der slutter med at omtale Harald jarls død (1206) samt nævne hans sønner, hvoraf den ene siges at være død 1214. Dette tillæg — der indeholder en henvisning til »Katnesingerne« som meddelere s. 324 — er vistnok gammelt og historisk korrekt, men er næppe af sagaens oprindelig forfatter (således også G. Vigfússon).

Når der i Flat. — efter digtet Nóregs konunga tal — endnu følger et kapitel (453): Om biskop Adams indebrænding (i år 1222 s. 329), er også dette et yngre tillæg til alt det øvrige.



Noter:
1) Hkr. II, 214, jfr. 198; jfr. Flat. II, 347, Fms. VI, 45; V, 201; Flat. III, 270; Orkneyinga sögur findes i Ol. helg, (1853) i en overskrift s. 90; saga Orkneyinga jarla i Fms. I, 196, jfr. sem segir i æfi þeira Vatsd. 17; Orkneyinga jalla þáttr Flat. II, 55. Derimod findes Jarlasaga (sing.) Fsk. 201, hvor B har sögur. Navnet er åbenbart dannet i lighed med Konunga sögur. Jfr. iøvrigt Nordals afhdl. s. 36 f.
2) Udgavernes indledn.; K. Maurer: Ueber die Ausdr., Anm. 36; Sturl. Proll. xcii— v; G. Storm: Sn. St. Hist. skr., Meissner: Strengleikar s. 84—86, S. Nordal: Om Orkneyingasaga, Aarb. 1913, G. Indrebö: Fagrskinna 103 ff., H. Gering: Zs. f. deut. Phil. XLIII, XLVI (jfr. min afhdl. Hist. tidskr. 8 r. IV. bd.), J. Stefánsson: The authorship of Orkn.s i Orkney & Shetland Miscellany I (1907).
3) Jfr. Nordals bemærkninger i Aarb. s. 18—19.
4) Gentagelsen af Rögnvalds beskrivelse (s. 55, jfr. 41) beror på benyttelsen af en sådan.
5) Jfr. s. 250—51, hvor et øjenvidne anføres.
6) Jfr. s. 111; frásögn Sveins . . . sögn sumra s. 189. Særlig er der en mand, Holdboðe, der synes at have spillet en rolle som meddeler (s. 117; jfr. 172, 173), og ikke mindst Sveinn Ásleifarson selv, som Nordal har fremhævet.
7) J. Stefánsson modsatte opfattelse er ubegrundet og uholdbar.
8) Dette bestrider Meissner, og mener, at det kun er Magnus jarls saga, der er forfattet af en gejstlig; dette er naturligvis muligt.
9) Når der s. 107 henvises til Snorres værk, beror bemærkningen herom på en senere bearbejdelse; henvisningen står i en næsten umulig sammenhæng og afbryder denne på det mest meningsløse.
10) Men er måske mere oprindelig i sin form i Jarlas.