FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Lærd litteratur. § 5. Naturvidenskab. Overtro. Filosofi

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson
G. E. C. Gads Forlag
København 1923


Andet tidsrum
5. afsnit. Andre videnskaber. Lærd litteratur.


§5. Naturvidenskab. Overtro. Filosofi


Hvad der kan henføres til naturvidenskab er alt af fremmed oprindelse og af grumme ringe betydning, tilmed gennemsyret af overtro og fabler. Ganske vist havde Nordboerne et skarpt øje for naturen og dens forskellige foreteelser på jord, i hav og i luft; men nogen undersøgelse af disse og deres natur indlod man sig ikke på; man gav dem i bedste fald en forklaring, man selv udpønsede og af en mystisk-mytisk art. Kendskabet til naturen var i aller egenligste forstand kun overfladisk, og om alt, hvad der var udenfor Norden, havde man de ufuldkomneste forestillinger, tildels af den æventyrligste art, grundede på, hvad man læste hos forfattere som Isidor, Honorius og fl. Fra dem stammer middelbart eller umiddelbart hvad der i forskellige hdskrr. findes om fremmede folkeslag i fjærne egne med forskellige abnorme egenskaber, menneskeædere, enøjede folk, hundehoveder osv. osv.; jfr. k. 7 i Hauksb.s Heimslýs. og helgifr. (indledn. CXVI), Rymb. (1780) III, 10, Alfræði I s. 34 f. Der findes fremdeles stykker om mærkelige stene, hvis udseende og natur ɔ: lægekraft og betydning beskrives — også efter fremmede kilder (Marbod); sådanne findes i Hauksb., AM 194, 8° Alfr. I, 40 f., 77f. III, 81. Hertil slutter sig på en måde den berømte Physiologus eller Bestiarius, uagtet dette skrift i egenligste forstand er teologisk-moraliserende. Det opregner mange dyr, fugle, slanger, samt rent fabelagtige uhyrer, som kort karakteriseres ved en enkelt for øjemedet særlig fremhævet egenskab, hvorfra der så drages slutninger eller sammenligninger med Kristus eller mennesket, eller deres færd opstilles som advarsel for dette. Dette skrift er oversat på islandsk allerede i det 12. årh. og findes i et af de ældste hdskrr., AM 673 a, 4°, med billeder af de enkelte dyr (og flere tegninger); det hele er litografisk udgivet med udførlig indledning og forklaring af V. Dahlerup i Aarbøger for nord. Oldkh. 1889. — I Hauksb. findes et stykke om de 4 elementer og deres forhold til det menneskelige legeme efter Beda o. fl. (se Indl. CXXIII), og i AM 435, 12° et om det menneskelige legeme1), blandet med overtro og religiøse betragtninger2).

Astrologiske afhandlinger eller stykker findes der ikke mange af. I sagaer og andre kilder mærkes tro på stjærnernes magt over og betydning for mennesket yderst sjælden; således i Jónssaga3) samt i Rauðólfsþáttr4), men dette er uden al betydning. I AM 624 findes noget i denne retning samt i 736 II, af fremmed oprindelse. Beslægtet hermed er troen på uheldige dage, dies mali, eller ved en forvanskning, dismaladagar, samt forskellige prognostiske tegn5) og fænomener (Jólaskrá og lign.), der findes i forskellige håndskrifter som Hauksb., og fl.


-----------------


Hvad filosofi angår, eksisterer den overhovedet slet ikke i den gamle litteratur. Hertil kunde dog endel henføres af, hvad der foran er omtalt som hæntet fra udenlandske skrifter. Spekulative var Islænderne mindst af alt, de grublede ikke over tilværelsens gåder, de tog den, som den var. Deres livsvisdom havde Nordboerne nedlagt i korte, fyndige sætninger i vers eller rytmisk bevægede, i ordsprog og talemåder eller på sin vis i gåder. Alt dette findes i digte og sagaer -samlet vil det kaste et klart lys over Nordboernes tænkemåde og psykologiske tilstand6).Det kan siges, at det viser os dem som et praktisk folk med klare tanker og sund sans og i besiddelse af en god del humor. I disse korte sætninger gemmes Nordboernes etik og livsfilosofi. Den gamle mytologi viser den samme side af deres karakter, en nøgtern beregnende kløgt, uden synderlig fantasi. Det viser fremdeles lovene, og her er man på en måde nærmere ved Islænderne selv, men herom kan der henvises til, hvad der foran er bemærket. Der opstilledes ingen teorier, problemer drøftedes ikke. Det er udslag af denne ånd, når sagaforfatterne aldrig hengiver sig til betragtninger over tingene; det er tillige et udslag af denne ånd, når samme forfatteres stil næsten ikke kender ordet þviat — et ”fordi” indeholder altid en refleksion.

Af oversatte ting findes så godt som intet, udover hvad der i det foregående er omtalt og kunde regnes hertil; i afsnittet Heimspeki og helgifræði i Hauksb. s. 178—80 (jfr. Indl.) findes et kapitel om eftertragteligheden af jordiske ting.



Noter:
1) Jfr. Myndan mannslíkama, Alfræði I, 55— 6.
2) Trykt i Alfræði III, 91 ff.; jfr. udg.s indledning s. XIII f.
3) Bisk. I, 228.
4) Fms. V, særlig 333—35.
5) Alfræði I, 84 ff.
6) Der haves en lille samling i G. Vigfussons Reader; jfr. F. Jónsson: Isl. málsháttasafn 1920.