FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Leiðarvísan

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson


G. E. C. Gads Forlag
København 1898


Andet tidsrum

1. afsnit: DIGTNING


§4. Islandsk digtning


B. Den gejstlige digtning.

Religiøse digte uden forfatternavn:


Leiðarvísan.
Leiðarvísan, »vejvisning« (1), haves kun i AM 767, 4°, udgivet af Svb. Egilsson 1844. Digtet er fuldstændig bevaret og består af 45 vers (12 + 1 + 4 × 5 [stefjabalkar med to slags stef] + 12); indretningen er således den samme som i Plac. drápa. Digtet er ifølge v. 43 indrettet efter samråd med »göfugr prestr« Rúnólfr. Denne er enten Rúnólfr Dálksson, en brodersøn til biskop Ketill Þorsteinsson (2), som nævnes i Prestatal fra 1143 blandt vestlandspræsteme (3), eller selve Rúnólfr Ketilsson (se nedenfor), der bl. a. kendes fra det samme Prestatal som præst på nordlandet (3). Jón Sigurðsson har formodet (4), at det er denne, der menes i digtet, og da denne Riinólfr selv optræder som digter, må jeg slutte mig til J. Sigurðssons mening. I ethvert tilfælde må digtet tilhøre midten af det 12. årh. Svb. Egilsson har i v. 44 — ved en rettelse af teksten (brandz til brandr ɔ: Brandr) — fået digterens navn frem: men herved fremkommer en tekst, der indeholder en så stærk selvros, som ellers er uden sidestykke, idet orr, som forekommer deri, da må opfattes som adj. örr; teksten er imidlertid sikkert rigtig, idet orr er = órr (árr), der sammen med brandz giver en almindelig omskrivning. — Digtet hedder »Vejvisning« fordi det handler om søndagen og dens hellighed (5). Efter den i disse digte sædvanlige påkaldelse af den treenige gud og opfordring til at høre på kvadet omtaler digteren det såkaldte, med guldbogstaver skrevne himmelbrev om søndagen og dens rette brug; herpå opregnes alle de vigtige begivenheder og jærtegn, der er skete om søndagen, hvorpå denne omtales i almindelighed; digteren opfordrer tilhørerne til at elske gud og bede til ham og slutter, efter kort at have omtalt Rúnolfr og nævnt digtets navn, med en almindelig bøn. — Der er den ejendommelighed ved dette digt, at der findes forskellige skødesløsheder deri, som ellers ikke kendes. Således findes to betonede ord, der begynder med samme bogstav, i de lige linjer (14.6, 88.8, 39.8), hvilket ansås for at være en stor fejl; h udelades, som det synes af rimnød, foran r efter norsk udtale (reint 20.4, men hrein 26.4, 32.4), o bruges som rimstav sammen med v, v, noget, som ellers kun findes i de ældste kvad osv. Man skulde tro, at digteren havde været ung og lidet øvet i skjaldekunsten. Hertil svarer de meget stærke efterligninger, der findes i digtet, særlig fra Plac.drápa; tonen i dette digt er i den grad anslået i Leiðarvisan, at man kunde gætte på én og samme forfatter, hvis ikke Plac.dr. var fuldstændig fri for de ovennævnte ejendommeligheder. At det er Plac.dr., der er efterlignet, viser ikke alene enkelte udtryk (6), men også den omstændighed at indretningen er den samme, stefene er to slags, hvoraf det første helt igennem minder stærkt om det 2. stef i Plac.dr. (7). — Digtets hovedæmne, søndagens hellighed og betydning, er taget fra middelalderens teologiske dogmatik; det meste af indholdet genfindes i de såkaldte Dróttinsdagamál i Stockholmer-homiliebogen s. 26—7.


Noter
1) Navnet findes i v. 44.8.
2) Jfr. Svb. Egillson udg. s. VII, og K. Gíslason: Aarbb. 1889, s. 354—5, anm.; hvorved hans bemærkning i Om helrim 43 anm. bortfalder.
3) Dipl. Isl. I, 186.
4) Sst. s. 193.
5) En formodning om grunden til digtets tilblivelse ligger temmelig nær. I v. 43.5—8 hedder det: Orð mun allra verða | auðsætt bragar þætti | ramlegs húss, þar er reistum | Rúnólfr, hvé ferr (læs: fekk) snúnat; ramlegs húss er en aldeles udigterisk tilføjelse til bragar þætti, der er en fuldstændig betegnelse for sig; den 3. linje bør sikkert læses som en sætning for sig: ramlegt hús þars reistiim; det hus, der menes, er så kirkebygningen i Skalholt (jfr. Rúnólfs vers, nedenfor); herefter skulde digtet være forfattet c. 1154. Engang tidligere har vi set et helgendigt forfattet i anledning af en kirkes opførelse, I, 507.
6) Som f. ex. láðs fyr lyptimeiðum 4.3 ǂ láðhofs lyptimóða Pl. 31.3, andi þjóðum 11.6 ǂ angrhrjóðanda ok þjóðar Pl. 32.2 jfr. angrhrjóðanda þjoðar 37.2.
7) Stefene lyder således:

Plac:
    
    
    

Lýtr engla lið ítrum
angrhrjóðanda ok þjóðar
einn es öllu hreinni
allt gótt sás skóp dróttinn

    


    
    
    

Leið:
    
    
    

Lúta englar ítrum
óttlaust ok lið drótni
einn es siklingr sunnu
setrs hvívetna betri