FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Lovenes udvikling til omkr. 1100

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson
G. E. C. Gads Forlag
København 1923


Andet tidsrum
3. afsnit. DE ISLANDSKE LOVE


§1. Lovenes udvikling til omkring 1100


Den norske udvandring til Island foregik hovedsagelig i slutningen af det 9. årh.; det kan med gode grunde antages, at den for allerstørste delen var afsluttet o. 910 — 20. Allerede ved denne tid var landet så bebygget, »at det aldrig blev mere«, som Are siger1) Landets forskellige egne rundt omkring var bleven befolkede, alle de vigtigste slægter havde bosat sig, de fleste af de vigtigere gårde, som står den dag i dag, havde rejst sig. Her var nu på et afsluttet landområde samlet en livskraftig befolkning, stor nok til at kunne udgøre et statssamfund, ensartet nok til at føle det naturlige i et politisk sammenhold. Det var en befolkning, der var vokset op under de samme samfundsforhold i den oprindelige hjemstavn; den tilhørte én folkestamme, den talte et og samme sprog; og for de fleste havde grunden til udvandringen været den samme, lyst til frihed og uafhængighed. I deres hjem havde de kendt retsinstitutioner, retssædvaner og love, der i de forskellige egne i Norge, hvorfra de var komne, i alt væsenligt vel har været omtrent ens. Hurtig måtte landnamsmændene komme i en nøjere indre berøring med hinanden. ikke blot de nærmeste naboer, men også fjærnereboende. Hvor mange anledninger til strid og trætte kunde der ikke straks opstå og er der ikke opstået, som kunde være blevne bilagte ved retslig afgørelse, hvis en sådan havde kunnet opnås? Og hvor hurtig måtte ikke erkendelsen heraf komme? Det er let at tænke sig, i hvor høj en grad ejendomsretten kunde være usikker eller truet, ikke blot med hensyn til det tilegnede landområde i det indre, men også f. ex. med hensyn til fangstret i elve, strandret og lign. Af Landnáma får man på forskellig vis et ret levende indtryk af al den usikkerhed, der herskede rundt omkring. Også sagaerne giver vink nok i denne henseende. Af alt dette kunde der opstå fejder og manddrab. Ønsket om en retslig beskyttelse, om på lovlig vis at kunne få mellemværender afgjorte, måtte her mælde sig og det med eftertryk; de klogere, mere tænksomme høvdinger må snart have erkendt, at ordnet lov og ret var nødvendig i landet, ikke alene for de små bygder hver for sig, men for den hele befolkning som sådan. I overensstemmelse hermed og til bekræftelse derpå ses virkelig et par stedlige ting at have været i virksomhed allerede før 930, nemlig Kjalarnæsting for Ingolfs landnam og oprettet af hans søn, Torstein2), og et ting på Torsnæs, oprettet af landnamsmanden Torolf mostrarskæg3). Om fremgangsmåden, domstole og desl. vides intet, men uden tvivl har disse ting været indrettede efter norske forbilleder og da sikkert Gulatinget, da både Ingolf og Torolf stammede fra Gulatingslagen. På Kjalarnæsting har man allerede dømt til fredløshed4), og det hedder endogså, at sager fra fremmede egne blev dér førte frem, hvis man tør fæste lid til Grettissagas fortælling (k. 10, s. 15), der intet urimeligt indeholder. Hvorledes det i dette tidsrum er gået til i andre dele af landet, derom forlyder der intet; mulig har de enkelte høvdinger hver i sin egn søgt at afgøre stridigheder, som det kunde falde sig.

Så skete det, som Are meddeler (k. 2), at »en Nordmand, Ulfljot, først førte lov hertil fra Norge, som kaldtes Ulfljotsloven, men den var for det meste ordnet, således som Gulatingsloven dengang var eller som Torleif den spake Hordakåressøns råd gik ud på, hvor der skulde føjes til eller afviges derfra«. Dette var Teits beretning. Denne Ulfljot siges at have været en søn af Tora Hordakåres datter, en søster til Torleif. Han siges fremdeles at være kommen til Island — når kan ikke bestemmes — og dér at have købt land af Tord skegge østerpå i Lon. Henved 60 år gammel rejste han så til Norge for at få en lov i stand, og efter 3 års fravær kom han tilbage (Ldn.). Det følger af sig selv, at Ulfljot ikke egenmægtig har indladt sig på et sådant foretagende. Det må sikkert antages at være sket ifølge samråd med flere eller færre andre islandske høvdinger. At Ulfljot fra en så afsides liggende egn blev valgt, finder sin forklaring dels i den anseelse, han må have nydt, dels og måske mest deri, at han havde så udmærkede slægtskabsforbindelser som med Torleif spake. Det er betydningsfuldt og værd at fremhæve, at her træffes en mand med netop dette tilnavn. Torleif har været en i sin tid almindelig anset mand, særlig bekendt for sin lovkyndighed og kløgt (speki); han træffes også som Hakon d. godes juridiske rådgiver. Det er ikke urimeligt at tænke sig, at det er Torstein Ingolfsson, der har gjort tiltaget til det hele på grund af de erfaringer, han havde gjort m. h. t. folks søgning til hans ting. Tilknytningen mellem ham og Ulfljot er let nok; Tord skegge, af hvem Ulfljot købte land, bosatte sig bagefter i Mosfellssveit, i Ingolfs landnam, hvor han så at sige blev Torsteins nabo. At Torstein har haft med sagen at gøre, kan også sluttes deraf, at det i den følgende tid var hans familjes ret (i eftertiden) at indvi hvert alting.

Da Ulfljot nu var vendt tilbage, måtte man nødvendigvis sammenkalde et møde af alle landets vigtigste høvdinger, men hvorledes dette skete og hvor det holdtes, derom vides intet. Man har i al fald enedes om Ulfljots lovforslag og om oprettelse af et fælles ting med bestemte institutioner, der fik navnet alting, alþingi, et navn, der også var kendt udenfor Island, f. ex. på Gulland. I året 930, da 9 uger var forløbne af sommeren, mødtes man for første gang til en altingssamling på den i forvejen dertil valgte plads, sletten i hraunsænkningen nord for søen Ølfusvatn — senere Þingvallavatn — , på det berømte Þingvöllr, Þingvellir, som stedet siden er blevet kaldt. Her var alle betingelser til stede for et sådant øjemed; et bekvemmere sted kunde der, efter landets beskaffenhed, næppe gives.

Altingets institutioner var følgende5). Først og fremmest en lovrette, der uden tvivl oprindelig bestod af 36 medlemmer, ligesom dens forbillede, den gulatingske (ifølge Egilssaga). Et omtvistet spørsmål er, hvorledes denne lovrette har virket. Om den norske vides det, at den på engang var lovgivende og dømmende. Der er imidlertid meget, der taler for (se V. Finsens afhandling Om fristatens institutioner), at man fra først af på Island har fundet det praktisk og hensigtsmæssigst at udskille den dømmende myndighed fra den lovgivende og oprette en egen domstol, der rimeligvis har været kaldt alþingisdómr, hvilket navn findes vistnok som et minde om de ældste tilstande. Selvfølgelig bestod denne domstol af 36 medlemmer. Grunden til denne udskillelse, der må antages at være frugten af Ulfljots og Torleifs fælles rådslagninger, har været den, at man forudså, at der vilde blive stillet så store krav til lovretten både som lovgivende og dømmende, at den i løbet af den korte tid (14 dage), den var samlet, umulig vilde kunne magte dem.

Til lovretten var lovsigemanden, lögsögumaðr, nøje knyttet. Denne stilling, det eneste embede — hvis det kan kaldes så — , som fristaten besad, blev oprettet samtidig med fristaten selv. Lovsigemandens hværv var, foruden at være etslags formand i lovretten, også og navnlig fra det berømte lovbjærg, lögberg, for tingforsamlingen at fremsige de gældende love, alle i løbet af det treårs tidsrum, han valgtes på, og »tingsordningen«, þingsköp, hvert år — hvilket sidste også er et udslag af sansen for, hvad der var hensigtsmæssigt og praktisk. Lovsigemændenes hele række kendes nøjagtig6) lige fra den første Hrafn Hæingsson (930 — 49) til den sidste Torleif hreim (1271). Af listen over dem vil man se, at et stort antal ved genvalg har virket i en lang række af år, de to første 20 år hver, de to næste henholdsvis 15 og 17 år; senere findes sådanne, der har beklædt stillingen i 10, 12, 15, 20, 24 år osv.; den længste tid har den berømte Skapte Torodsson, nemlig 27 år (1004 — 30), at opvise. Dette har uden tvivl haft en gavnlig indflydelse på lovenes faste og følgerigtige udvikling.

Ved lovsigemandsembedet var der sørget for, at der stadig var og skulde være mænd, der så at sige var forpligtede til at være lovenes mundtlige bærere og forplantere. Man har følt stillingens betydning, ansvar og værdighed. Der skete aldrig nogen ændring deri.

I året 963 (eller som mart plejer at sige »o.965«) skete der derimod en vigtig forandring m. h. t. lovretten og dommene i forbindelse med en bestemt inddeling af hele landet i fjærdinger og de allerede bestående tings indordning under disse. Landet deltes i 4 bestemt afgrænsede fjærdinger og hver fjærding i 3 ting, hvert med 3 goder, med undtagelse af Nordlandsfjærdingen, der på grund af de lokale forhold fik 4 ting. På grund heraf ændredes lovrettemændenes antal, idet man lagde Nordfjærdingens godeantal til grund og udnævnte 3 goder til for hver af de andre blot for at virke som lovrettesmænd. Hver af disse 48 udvalgte desuden 2 kyndige mænd, der skulde sidde foran og bagved goden i lovretten (den bestod af 3 bænke) og være rådgivere (»bisiddere«). Denne bisidderinstitution var måske indført allerede 930. Således kom da lovretten til at bestå af 144 mand foruden lovsigemanden og, fra 1056 og 1106, de to biskopper.

Den oprindelige 36 medlemmers domstol deltes, når, vides ikke, i 4, svarende til landets fjærdinger og opkaldte efter disse, på 9 medlemmer hver. Rimeligvis har man først overdraget de 9 fra hver fjærding at dømme i vedkommende fjærdings sager, dels fordi de måtte betragtes som de mest sagkyndige, dels forat de mange sager kunde des lettere pådømmes. Angående det meget omtvistede spørsmål om antallet af medlemmerne slutter jeg mig ganske til V. Finsens udvikling, idet forskellige steder i Grågåsen vistnok kun kan forstås således, at hver gode kun havde at udnævne ét medlem til en enkelt domstol (og ikke til alle 4). Mindsteantallet 6 - for at en dom kunde fældes - er i og for sig bevis nok. Disse domstole virkede selvstændig og uafhængig af hinanden.

Grunden til disse ændringer og landets inddeling beretter Are (k. 3), hvortil der henvises.

Herefter skete der ingen ændringer i altingets institutioner undtagen den, at der år 1004 oprettedes en femte domstol, femterretten, fimtardómr, et slags overret, hvortil sager fra fjærdingsdommene kunde appelleres, og som i enkelte sager var første domstol. Den bestod af 48 medlemmer, hvoraf dog kun de 36 skulde dømme; de blev udnævnte af goderne.

I øvrigt henvises angående disse institutioner til V. Finsens Ordregister (Grág. III).

Således var det islandske alting udstyret, og således forblev det lige til landet underkastede sig den norske konge, hvilken underkastelse medførte flere gennemgribende forandringer. Altinget blev efter dets oprettelse midtpunktet for landets hele offenlige liv. Her mødtes hver sommer så at sige landets hele frie befolkning, mænd og kvinder, unge og gamle. Umådelig er dets betydning for hele statslegemet, umådelig for de enkeltes liv og udvikling. Hvilken litterær betydning, f. ex. for sagaen, altinget har haft, er foran fremhævet. I denne sammenhæng er det særlig lovretten, der har krav på vor opmærksomhed.

Hvad Ulfljotslovene angår, vides så godt som intet om deres omfang eller indhold. Desværre haves ikke den gamle Gulatingslov, der var disses forbillede. Imidlertid er der grund til at antage, at loven har indeholdt hele retssystemet og dog været forholdsvis kortfattet og lidet indviklet. I nogle kilder hedder det7), at det var »ophavet til de hedenske love, at man ikke måtte have dragehoveder på skibene, når man nærmede sig landet«, for at ikke landvætterne skulde blive bange, og der tilføjes, at der skulde ligge en ring af en bestemt art på altret i hvert hovedhov, ved hvilken eder skulde aflægges; formularen herfor tilføjes. Det er mærkeligt, at denne begyndelse, forudsat at efterretningen er rigtig, synes at have været af religiøs art; Grågåsen begynder jo med Kristenretten. Det er alt, hvad der erfares om den ældste lov. Hvad enten denne har været mere eller mindre omfangsrig, er det sikkert, at det stats- og samfundsliv, der kom til at udfolde sig så rigt, stillede store krav til lovretten, desto større, jo flere fejder og stridigheder der opstod på Island i løbet af det følgende århundrede, dette gæringens og de ubeherskede lidenskabers tidsrum. V. Finsen har utvivlsomt ret, når han, særlig i sin afhandling i Aarbøger, har udtalt og begrundet den mening, at lovretten må have udfoldet en stor og rig virksomhed netop i det nævnte hundredår. Går man ud fra, at de i vore lovhåndskrifter optegnede fristatslove — for en stor del i hvert fald — hidrører fra tiden før 1100, da er det den første del af denne tid, der må siges at have været den mest lovavlende. Det er fejder, ufred og krænkelser, der skaber love, men ikke fred og enighed. Tiden mellem 1030 og 1100 var overvejende fredelig. Det er en selvfølge, at man kun i en meget ringe grad er i stand til at påvise den nøjagtige udvikling i denne lovgivnings gang eller enkelte efterhånden vedtagne love. Nogle af dem kendes dog, og disse vidner dels om den måde, hvorpå lovene efterhånden fuldstændiggjordes, dels om, hvad der om lignende æmner har bestået i forvejen. År 976 eller så omtrent blev det ifølge Eyjolf Valgerdssons råd vedtaget, at enhver fredløs kunde skaffe sig frihed ved at dræbe 3 andre fredløse8). I anledning af Stefner Torgilssons kristendomsforkyndelse og færd blev det vedtaget, at frænder af en vis slægtskabsgrad kunde sagsøge den, der forkyndte den kristne tro9). 994 vedtoges det10), at ingen kvinder eller mænd yngre end 16 år skulde kunne være rette sagsøgere efter en dræbt slægtning. På to steder i Grettiss. (s. 20. 141) hentydes der til særlige love, angående ejendomsretten til drivtømmer og om troldkyndige personers fredløshed (efter Grettes drab). Skapte siges11) at have foranlediget en lov om tillysning af drab, »for var der herom den samme lov som i Norge« (ɔ: Ulfljots-loven). Det er tillige klart, at kristendommens indførelse krævede en gennemgribende ændring på mange punkter. 1006 blev holmgangen ved lov afskaffet, og et par love til kunde nævnes. Fra den følgende tid (o: efter 1030) kendes meget få nye love; i året 1057 blev der vedtaget nogle flere fastedage12), og 1096 blev tiendeloven gennemført. Stadig ses, at det var livets krav, der gav stødet til forslag om nye love.

Disse islandske love, som ved år 1030 må anses at have opnået et ganske betydeligt omfang — hvilket også forudsættes af sagaerne, særlig Njála — , måtte nu gå fra slægt til slægt, fra mand til mand, ad den mundtlige overleverings og undervisnings vej. Naturligvis var det da først og fremmest lovsigemændene, der måtte blive denne overleverings bærere. Ligeså naturligt var det, at der blandt de mange høvdinger, særlig lovrettesgoderne, var flere, der særlig interesserede sig for lovgivningen. Det var jo dog noget, de så at sige hver sommer kom i en mer eller mindre stærk berøring med. I overensstemmelse hermed bliver da gentagne gange mænd omtalte og nævnede som særlig retskyndige, som lögmenn, hvilket er det sædvanlige udtryk, eller lögspakir menn. Flere af disse mænd førte tilnavnet spakr 'den vise, dybsindige', der betegner de medfødte ævner til at tænke, gennemskue og granske (jfr. froði om historikerne med deres tillærte kundskaber). Af lovkyndige kunde en stor mængde med dette tilnavn nævnes, f. ex. Hroðgeirr (Ldn. 54. 303), Torstein surt (sst. 98), Gestr (sst. 137, Laxdæla 108), Ljótr (sst. 144 — 45), Torarinn (sst. 186, Bandams., Grettiss.), Bjarne (sst. 291; Grettiss. 9), Hafr (Njála 131. 590), Móðólfr (sst. 493), Þiðrandi (sst.), Bjarni bóndi (Floam.s. 160), Ósvifr kaldes spekingr mikill (Laxd. 106, jfr. 244), Ölvir (Reykd. 87), Óleifr hjalte (Egilss. 94); blandt disse vides flere at have været retskyndige, f. ex. Ósvífr, Gestr, Torarin osv., for ikke at tale om hin Bjarne, bedstefaderen til Markus Skeggjason, der siges at have været den kyndigste af alle, når undtages Skapte, eller, som han også kaldtes, Lögskapte 13); Óleifr hjalte var fader til Torarin lovsigemand; her ses tilknytningen. Dernæst nævnes udtrykkelig flere retskyndige som Sámr (Hraknkelss.), Helge (Dropl), Arnkell gode (Eyrb.), Halle (Vallalj.), Mörðr gige i Njála (jfr. Glúmss. 56) osv.14). Ja, der findes flere oplysninger om, at de ældre retskyndige ligefrem underviste yngre opvoksende mænd i lovkyndighed; således meddelte Torstein på Borg den unge Gunnlaug undervisning deri15), Njáll den unge Torhall, Torgils Hölluson Gudruns og Bolles søn, Torleik16), osv.; til disse unge mænd hørte også den fra Njála så sørgelig bekendte Eyjolf Bölverksson. Hertil kan det føjes, at om Torgils Arason på Reykjahólar hedder det17), at han særlig forstod sig på at fremsige gridformularen og foretage andre retsforhand- linger (lögskil); jfr. Hafr i Grettiss. (s. 164). Ser man på de her fremdragne navne, viser det sig for det første, at de er spredte over hele landet, skønt syd- og vestlandet er rigest repræsenteret, og dernæst, hvad der her er af særlig betydning, at de hører netop til det ovenfor omtalte tidsrum og svarer således ganske til de frode mænd ved 1100 og derefter. Der er ingen tvivl om, at det er disse mænd, som i forbindelse med goderne mest har bidraget til de islandske loves udvikling ved at foreslå og gennemføre lovændringer og nye love (nýmæli) for at fuldstændiggøre de ældre, ganske som det i Islbók (k. 4) hedder, at kalenderforbedringen »blev ført ind i loven (vedtaget som lov) ifølge Torkel månes og andre spake mænds råd«. Uagtet der vistnok særlig gærne var en ydre tildragelse, der gav stødet til en lovændring, er der næppe noget i vejen for at tænke sig disse spake mænd som etslags teoretikere, der, af systematiske hensyn, lejlighedsvis søgte at fuldstændiggøre lovens enkelte afsnit og bestemmelser.

I hovedsagen har den positive islandske lovgivning været afsluttet ved midten af det 11. årh. Men naturligvis blev man i den følgende tid ved med at vedtage fornødne ændringer, og af sådanne kendes da også nogle, ligesom en sammenligning af lovhåndskrifterne klart viser dette. Også navnene på enkelte lovkyndige — foruden lovsigemændene — kendes. Men nogen gennemgående forandring i lovene er ikke foregået. Det er nu klart, at der af den ældste lov, Ulfljotsloven, ikke kan være meget, måske intet tilbage i dens oprindelige form. En hel række af lovbestemmelser fra det 10. årh. må nødvendigvis være gået ud; derfor er der intet mærkeligt i, at man i sagaerne lejlighedsvis finder love antydede, der ikke stemmer med Grågåsen, men viser tilbage til en tid, der ligger forud for det 11.-12. årh. — således som det for Njálas — af V. Finsen — , for Eyrbyggjas — af K. Maurer — vedkommende er påvist18) ). En af de sidste love af virkelig betydning — foruden Kristenretten — var uden tvivl biskop Gissurs tiendelov af 1096, der vistnok fra først af forelå i skreven form.

Til det foran bemærkede skal endnu føjes, at V. Finsen utvivlsomt har ret19), når han — imod K. Maurer — indskrænker sædvanerettens betydning for de islandske loves udvikling til det mindst mulige. Ved siden af den stadig virkende lovrette er der kun ringe plads for nogen anden retskilde.



Noter:
1) Islendingabók k. 3. Hermed menes ikke folkemængden, men landets bebyggelse i udstrækning.
2) Ldn. (1900) 9. 134. 266.
3 ) Eyrb. k. 4; Ldn. (1900) 32. 153.
4 ) Islendingabók k. 3.
5) Angående opfattelsen af disse institutioner og deres udvikling følger jeg i det hele V. Finsens anskuelser, der synes ikke alene i sig selv de naturligste, men også mest i overensstemmelse med kilderne. I øvrigt henvises til følgende hovedværker og afhandlinger: Schlegel: Indledning til Grág. 1829, jfr. Nord. tidsskr. f. oldkh. I; B. Einarsson: Bemærkninger om Grág., Jurid. Tidsskr. 22. b.; V. Finsen: Den isl. Familieret efter Grág. Annaler 1849—50; K. Maurer: Die entstehung des isl. Staats 1852; samme: Graagaas i Ersch u. Grubers Encykl. 77, 1864; V. Finsen: Om de isl. Love i Fristatstiden, Aarbøger 1873, Den isl. Fristats Institutioner 1888; K. Maurer: Island, 1874, foruden flere særafhandlinger, bl. a. Die Quellen- zeugnisse über das erste landrecht, Abhdl. d. bay. Akad. d. Wiss. I Cl. XII, Ueber die isl. gesetze, Krit. Ueberschau I, Zur isl. rechtsgeschichte, Ueberschau d. deut. gesetzgeb. VI, Ueber das alter einiger isl. rechtsbücher 1869, foruden Udsigt over de nordgerm. retskilder 1878; E. Hertzberg: Nord. Retsencyklopædi 12. h.; K. Lehmann: Zur frage nach ursprung des gesetzsprecheramtes, Zs. der Savignystift. VI; P. Briem: Um Grágás i Timarit VI, Nokkur orð, Andvari XV. V. Finsens bemærkninger i udgaven, Grágás I — III (særlig ang. håndskrifterne; ordregistret i III), samt hans utrykte Den islandske retshistorie, AM Accessoria 6.
6) Se Safn til sögu Islands II.
7) Hauks Landnáma k. 268; jfr. Þorst. þ. uxaf. Fms. III., 105—6 = Flat. I, 249 (teksten her hæntet fra Ldn.), Ldn. (1843) s. 334—35 (også en afledet kilde uden selvstændig værd), Þórð. hreð. (1860) s. 93 — 94 (også beroende på Ldn.). Jfr. V. Finsen: Fristat. Instit. og K. Maurer: Die Quellenzeugnisse. — Fra den ældre Isl. bók hidrører næppe efterretningen.
8) Ldn. (1843) s. 323.
9) Fms. I, 285.
10) Eyrb. k. 38.
11) Islendingabók k. 8.
12) Ldn. (1843) s. 323
13) Bisk. I, 28.
14) Jfr. K. Maurer: Graagaas-art., V. Finsen: Aarb. 1873, s. 116 — 19.
15) Gunnl. 10—11 .
16) Laxd. 212.
17) Heiðarv. 98.
18) Jfr. i det hele A. Heusler: Das strafrecht der Isländersagas.
19) Aarbøger 1873, s. 129 ff.