FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Markús Skeggjason

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson


G. E. C. Gads Forlag
København 1923


Andet tidsrum

1. afsnit: DIGTNING


§4. Islandsk digtning


A. Fyrsteskjalde og andre historiske kvads digtere.

I. Egenlige fyrsteskjalde.


Markús Skeggjason
Markús Skeggjason, hvis formentlige broder Þórarinn før (I, 622) er nævnet, var en søn af Skegge, der igen var en søn af den lovkyndige Bjarne, hvis bedstemoder var en søster til Skapte lovsigemands bedstemoder1). Slægten havde således hjemme på sydlandet. Markús' moder hed Halldóra, som nedstammede fra Vémundr, en broder til Hallsteinn Þengilsson (I, 519). Om Markús' opdragelse vides intet bestemt, men sikkert har han efter datidens forhold fået en omhyggelig, muligvis gejstlig uddannelse. Markus nød blandt sine landsmænd stor anseelse, og han siges at have været hinn mesti spekingr ok skáld 2). I en længere årrække (1084—1107) beklædte han lovsigemandsembedet3), hvorfor han jævnlig kaldes »lovsigemand«. Som sådan støttede han af al kraft biskop Gissurs forslag om en almindelig tiendelov, vedtagen 10964). Som hjemmelsmand for lovsigemandsrækken anføres Markús af Are4). Markús døde den 15. oktober 11075). Gennem sin datter Valgerðr blev Markús en af Sturlungernes stamfædre.

Af Markús' digte kendes omtrent kun hans Eiríksdrápa6), hovedsagelig fra Knýtlingasaga, hvis forfatter har stærkt benyttet digtet som en historisk kilde, hvad han også med fuld føje kunde gøre, da det handler om en med digteren samtidig fyrste. Kvadet er et arvekvad om den danske konge, Erik egode, og rettet til (sendt til?) dennes broder og efterfølger, kong Niels (1103 — 34). I øvrigt vides ikke, hvad der har foranlediget Markús til at digte sit kvad, der sikkert er forfattet i tidsrummet 1104—6. Digteren omtaler kongens ungdomstog i østerleden, hans gode egenskaber, gavmildhed og retfærdige strænghed — »Erik besad ethvert fortrin; som ung lærte han mange sprog; han var særdeles modig og mægtigere end nogen anden fyrste«. Dernæst omtales Eriks prægtige pilgrimsrejse til Rom, hans gavmildhed undervejs, samt oprettelsen af Lunds erkebispesæde. Herpå følger beretningen om Eriks krigstog mod de oprørske Vender, hans sejre og fjendernes ynkelige underkastelse. Efter at Eriks venskab med Frankrigs konge er omtalt, kommer til slutning beskrivelsen af Eriks sidste færd, pilgrimstoget til det hellige land, samt omtalen af hans død.

Det er klart, at digtet i formel (metrisk) henseende er en efterligning af Arnórs Hrynhenda; det er det næste digt i hrynhent versemål efter det i tiden; men også i indhold har Hrynhenda tjænt Eiríksdrápa som mønster. Dette kunde så meget lettere ske, som bægge de besungne fyrster lignede hinanden i karakter (bægge kaldtes jo »den gode«), bægge var konger i Danmark og havde krig og kampe med Venderne. Anvender Arnórr stærke udtryk, bruger Markús dem ikke mindre stærke, men hos ham har de ikke den originale kraft og umiddelbarhed, følgelig heller ikke den poetiske inspirations kendemærke som hos Arnórr. Markús omtaler således kong Eriks fortræffelighed og siger ikke alene, at »ingen kender nogen bedre fyrste« (v. 2) og at »han besidder enhver fortræffelighed« (v. 9), men også, »at det er langtfra, at der vil fødes nogen herligere fyrste« (v. 3); der mærkes her en vis højtravende stil, ja undertiden svulst, der ikke altid lyder umiddelbart tiltalende. Markús' digt er, i sammenligning med Arnórs, langt mere gennemtrængt af en religiøs følelse og digteren finder ofte lejlighed til at omtale kongens fromhed og gudsfrygt; også retfærdighed roses hos ham (»han fældede rigtige domme«). Vi tør heri se et udslag af digterens samtid og dens sæder; den gejstlige stands forøgede indflydelse, sædernes forandring, idet de nu var blevne mildere og humanere, den religiøse følelses forøgede styrke — alt dette kommer til syne i Markús' digt.

Digterens beskrivelse af sejlads (v. 16), af kamp og krig (v. 17 ff.) er ganske vist i det hele taget levende, men dog overhovedet den traditionelle og bærer ikke den originale anskuelses og umiddelbare friskheds præg. Om nogen ejendommelig, poetisk begavelse kan digtet i det hele ikke siges at vidne, men som en historisk kilde er det fortræffeligt. Omskrivningerne er i det hele få; de valgte udtryk og billeder med tilhørende valg af passende ord er i reglen heldige.

Nogle verbale lån fra Hrynhenda kan ikke i væsenlig grad påvises, og for så vidt er digteren nogenlunde selvstændig overfor sit forbillede; dog synes vers 21 at være stærkt påvirket af Hrynhendas 12,5-6. Versene er i det hele godt byggede, rytmerne behagelige og ordstillingen temmelig jævn; for så vidt er digtet meget tilgængeligt og let forståeligt.

Af Markús' i Skáldatal antydede digte om den svenske konge, Inge Steinkelsson, og Knud den hellige i Danmark, hvoraf man kunde slutte, at digteren engang havde været udenlands hos de nævnte fyrster, er, så vidt vides, intet bevaret, undtagen et halvvers, der med nogen sandsynlighed kan henføres til digtet om Knud, da der heri siges, »at der ingen bedre mand vil fødes end Svens broder«.

Af et digt om Kristus synes et halvvers og en fjærdedel at være, hvoraf det første omtaler skabelsen. At Markús har digtet et sådant kvad, stemmer med det religiøse sindelag, som fremtræder i Eiríksdrápa.

Endelig haves et vers og et halvt — bægge løse vers. Det første er en kunstlet firdobbelt variation af sætningen: »bølgebjørnen løb frem på (over) havet«, således at kenningen »bølgebjørnen« (-skib) stadig beholdes. — I det andet vers erklærer digteren, at han ikke vil »nide« en mand (uvist hvem), »ti den er slet, som fordærver digtningen« (ɔ: ved at digte nidvers; jfr. I, s. 631)7).


Noter
1) Lda. 291, 309.
2) Bisk. I, 68. jfr. 28.
3) Se herom Safn II, 2. 20-21.
4) Islbók 15.
5) Sturl. II, 395; Ártiðaskrár s. 109, jfr. Safn II, 21; Bisk. I, 68, anm. 2.
6) Navnet: Fms. XI, 295. Skj. digtn. B I, 414-21.
7) Når nogle bøger, som Flat., tillægger Markús Rekstefja, er det en misforståelse hos en afskriver.