FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Nóregskonungatal

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson


G. E. C. Gads Forlag
København 1923


Andet tidsrum

1. afsnit: DIGTNING


§4. Islandsk digtning


A. Fyrsteskjalde og andre historiske kvads digtere.

II. Skjalde, som har besunget tidligere levende fyrster og ældre begivenheder.


Nóregskonungatal.
Vi vil til slutning her nævne et ejendommeligt høvdingedigt, der er nærbeslægtet med de foregående, men adskiller sig derfra ved at handle om en med digteren samtidig islandsk stormand, det såkaldte:

Nóregskonungatal.
I Flatøbogen1) findes et digt i kviðuháttr, der bærer denne titel, hvortil så tilføjes: er Sæmundr fróði orti; denne tilføjelse er af samme art, hvad sandhed angår, som Bergsbogens til Óláfsdrápa (se ovf. s. 108); men her er dog urigtigheden ligefrem håndgribelig, eftersom digtets forfatter bl.a. i v. 40 påberåber sig Sæmundr som en historisk hjemmelsmand. I øvrigt vil vi senere komme tilbage til forfatteren. Digtet består af 83 vers og er, hvad indhold og form angår, en efterligning af de gamle digte Ynglingatal og Háleygjatal. Sæmundr frodes søn, Loptr, blev gift med en norsk kvinde, Þóra, som bagefter viste sig at være en datter af kong Magnus barfod. Deres søn var den bekendte høvding på Odde, Jóan, Snorres fosterfader (se ovf. s. 77) d. 1197. Det er denne mand, digtet er forfattet om, og det er hans kongelige herkomst, der åbenbart har givet anledning til at det blev til. Forfatteren opregner nemlig alle Jóans kongelige forfædre og begynder med Halfdan svarte, efter reglen: »man skal først ro langt borte fra hvalfisken [der skal fanges], for til slutning at komme den på nært hold«. De norske konger opregnes i en rigtig rækkefølge, deres død omtales og deres regeringsår anføres; der sluttes med Magnus Erlingsson, »som nu ligger begravet i Bergen«, og kong Sverre, »som nu alene råder over Harald hårfagres rige« (v. 71—2); derpå omtales Þóra, hendes giftermål med Loptr, samt sønnen Joan; digteren ender med en bøn for denne.

Digtet er helt igennem en historisk-prosaisk fremstilling; næppe et eneste poetisk glimt kommer nogensteds tilsyne. Dets betydning er derfor udelukkende kronologisk-historisk; og denne er ingenlunde ringe; for det første får vi deri, efter digterens angivelse, Sæmundr frodes2) eget kongeregister til og med Magnus den gode med en nøjagtig angivelse af de fleste kongers regeringsår. Digtet er således en vigtig kronologisk kilde3). Hvad tiden efter Magnus den godes død angår, har digteren dels kunnet benytte sin egen viden (om sin samtid og den nærmest forudgående tid ɔ: det 12. årh.), dels stammer hans beretning fra traditionen eller kyndige mænd (jfr. 42.1 »det er mig fortalt«, »ifølge mænds beregning« 47.8 »det har jeg hørt« 50.5). Nogen skriftlig kilde antydes ikke. Hvorvidt der for forfatterens vedkommende er grund til at antage nogen selvstændig syslen med den gamle tidsregning, er ikke muligt med bestemthed at afgøre. Nærmest ligger det for hånden at antage, at han har fulgt sine hjemmelsmænd og traditionen.

Digtet er bevislig forfattet efter Magnus Erlingssons død 1184 og før Jóan Loptssons død 1197; men i hvad år indenfor disse grænser, er vanskeligt at bestemme. Digterens egne ord i 71—2, hvor han ytrer: »nu er Magnus' lig lagt i graven osv« og »nu er det klart, at Sverre alene råder for landet«, synes dog nogenlunde bestemt at antyde, at digtet er blevet til i tiden nærmest efter Magnus's fald; hvis digtet var forfattet så sent som muligt (ɔ: 1196), vilde disse udtryk være mildest talt påfaldende. Jeg må således antage, at digtets tilblivelsestid næppe falder efter 1190 senest.

E. Mogk har fremsat den formodning4), at digtet skulde være et ungdomsarbejde af Snorre Sturluson selv og digtet i Jóans allersidste leveår, da jo Snorre er født 1178, og altså kun 19 år gammel ved Jóans død. Senest 18 år skulde han have digtet sit kvad. At han kunde have digtet det i den alder, er naturligvis ingen absolut umulighed, men det er i højeste grad usandsynligt, fordi man så nødes til at antage, at det skulde være forfattet så sent som blot tænkeligt, hvad netop det anførte udtryk snarest modsiger. Hertil kommer, at digtet vidner om en langt større modenhed, end man kunde vænte hos en 16—18-årig yngling5); således indledningsordene. Mogks grunde forekommer mig ikke bevisende. Den omstændighed at digteren må have kendt Ynglingatal og været en ven af Jóan Loptsson savner enhver beviskraft for forfatterskabet. Endnu mindre har det at betyde, at digtet ligesom Háttatal skulde være tredelt og at det ligesom dette ender med et ønske; inddelingen af digtet i afsnit er for det første i sig selv meget tvivlsom; dernæst var det, som vi i det foregående flere gange har set, en for denne tid meget almindelig skik at ende digte med et ønske. Ligeså liden betydning har den omstændighed, at der i bægge digte forekommer de samme digteriske benævnelser. Alle fyrstebetegnelser var kendte af alle digtere, og at der findes så mange i bægge digte, kommer simpelt hen af, at de er så lange og så megen afveksling som muligt var ønskelig og tildels på grund af forlydsrimene selvfølgelig; nogle særlig ejendommelige ord findes der end ikke, og det selvsamme gælder enkelte andre ord som tillægsord. Heller ikke kan jeg tillægge det nogen betydning, at digtets fremstilling »i enkeltheder« stemmer med Heimskringla, så meget mindre, som den i virkeligheden langt fra altid stemmer dermed, og i det mindste visse tilfælde synes at gøre det ganske mærkværdigt, om digtet stammede fra Heimskringlas forfatter. Der er således en stærk uoverensstemmelse mellem v. 5 og Hkr.s beretning (min udg. 97) om Halfdan den svartes højlægning. I digtet hedder det (v. 12), at kong Hakon bad sin broder (Erik) om halvdelen af riget, medens Snorre giver en helt anden fremstilling; digtet lader (v. 17) Hörderne, Snorre »hans venner« højlægge Hakon; digtet lader (v. 18) Harald gråfeld herske i 9, Snorre i 15 år over Norge. Snorre fortæller, at Erik jarl Hakonsson døde af blodtab (s. 232), medens digtet her er nøjagtigere, idet det bemærker, at han døde, fordi drøbelen blev skåren (v. 27); Magnus den gode begraves ved Klemenskirken i Nidaros ifølge Snorre (s. 569), ved Kristkirken ifølge digtet (v. 39), og der gives endnu flere indbyrdes afvigelser. Det forekommer mig således fuldstændig ubevist, at Snorre skulde være forfatteren, ja, de påpegede uoverensstemmelser mellem digtet og sagaen synes mig overhovedet at forbyde den antagelse. — Bortset fra selve formen og digtets anlæg indeholder det kun få efterligninger fra ældre digte og da naturligvis særlig fra Ynglingatal og måske også fra þórarins Glælognskviða.


Noter
1) Flat II, 520-28. I Skj. digtn. B I, 575-90.
2) Han menes naturligvis også i v. 28.6: at tali fyrða.
3) Se herom G. A. Gjessing: Kongesag. fremvæxt II, 12 ff.
4) Arkiv f. nord. fil. IV, 240-44. Jfr. Litt. gesch. 697
5) Den »jugendfeuer«, som Mogk omtaler, kan jeg ingensteds opdage i digtet; der er overhovedet ikke spor af »ild« deri, eller »gnist«, rettere sagt.