FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Niddigtning

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson


G. E. C. Gads Forlag
København 1898


Andet tidsrum

1. afsnit: DIGTNING


§4. Islandsk digtning


C. Niddigtning


I slutningen af den foregående periode mærkes meget lidt til en satirisk digtning, og som det dengang var, synes forholdet at have været omtrent hele det 12. årh., hvilket uden tvivl hænger sammen med de almindelige fredelige tilstande, som da herskede på Island, og den ærbødighed for loven, som da endnu var almindelig. Fra delte århundrede haves kun enkelte vers eller småkvædlinger som oftest uden brod eller bitterhed og henkastede ved et lystigt lag og lignende lejligheder; men lystigheden kunde naturligvis udarte. Anderledes er det med en tid, der er opfyldt af indbyrdes fjendskab og stridigheder, bitre kampe og fejder, en tid, hvor kun enkelte har hele magten og disse uafladelig bekæmper hinanden. Under sådanne forhold er det våbnene, der taler, og loven, der tier: da dannes der en jordbund, op af hvilken der vokser mere eller mindre giftige urter, der uhindret får lov til at vokse og brede sig. Dette mærkes i Norge under kong Sverre, men fremfor alt på Island i den såkaldte Sturlungetid i det 13. årh.s første halvdel. Her finder vi en satirisk digtning, hvoraf vistnok den mindste del er bevaret. Om dens anseelse vidner måske den omstændighed, at de fleste vers, der haves, er anonyme.

Disse vers ligner, uagtet den direkte sammenhæng med den gamle niddigtning kun synes at være tynd, dog den gamle i indhold som, naturligvis, også i form. Dette bl. a. viser, hvor lidet udviklingsdygtige Nordboerne overhovedet var med hensyn til deres anlæg og begavelse. Vi finder atter den gamle fornærmelige sammenligning af mennesker med hopper, ja, i et enkelt tilfælde gøres flere på engang til en hoppe, idet én udgør ryggen, fire benene, én — der var niddigter — bagdelen osv (1). Det siges ganske vist ikke bestemt, at dette nid var på vers, men sandsynligst er det, at det har været tilfældet. Denne fornærmelse kaldes ófögnudr og spott. I overensstemmelse hermed går bebrejdelserne næsten altid ud på modløshed, mangel på krigersk dygtighed, tilbøjelighed til at trække sig tilbage. Også den lettere ironi og latterliggørelse af en forholdsvis uskadelig art forekommer, som når det hedder om (trællen?) Kúge — selve navnet kunde afgive stof til latter - at »enhver er ganske forskrækket for ham«, eller når der gøres nar ad ens legemlige udseende eller når ens vers parodieres og spottes. — Følgerne af nid blev, som tidligere, ofte voldsomheder og manddrab.

De nidvers, der haves, er følgende:

»En skjald«, der var hos kong Magnus barfod i slaget på Foxerne, digtede et spøgefuldt vers om den vælske ridder Gifffarðr, der skulde kæmpe med, men forsvandt lige før slaget. Verset var naturligvis lidet smigrende for kujonen. Kort efter tog ridderen bort og fik også på rejsen over til England lejlighed til at vise sin uduelighed. Blandt skibets besætning var der en ung Islænder fra Húsavik, ved navn Eldjárn; denne digtede et vers, hvor ridderen opfordres til nu at vise sin dygtighed. Da de var komne til England, anklagede ridderen Eldjárn for den første borggreve, de traf. Eldjárn blev stævnet og skulde fremsige det fornærmelige vers. men han digtede straks et andet, hvori han — ironisk — roser ridderen for hans mageløse tapperhed — »han alene kæmpede, medens alle andre flygtede«; herpå frifandtes Eldjárn for videre tiltale, men ridderen var lidet tilfreds.

Fra det bekendte bryllup på Reykjahólar 1121 haves nogle småvers (2) af ironisk-skæmtende indhold, særlig om den gamle astmatiske høvding, þórðr i Vazfjorden, hvis ramme ånde og halvskallede hoved gjordes til genstand for spottende bemærkninger. Den, der begyndte, var ingen ringere end selve præsten, Ingimundr Einarsson (se nedenfor); tilsidst blev det þórðr for broget, og han forlod gæstebudet; idet han gik ud, hørtes det sidste vers: »Goden ræbede så, da han gik forbi — nakkens hår strittede i vejret — at enhver sa’: fy!«. Et af spotteversene synes ifølge sagaens forfatter at være digtet af en Óláfr Hildisson, en fredløs mand, hvis tilstedeværelse opdagedes og var medvirkende til, at Þór5r drog bort.

Om et høvdingemøde i samme år haves et i metrisk henseende noget regelløst spottevers, hvor de tre i mødet deltagende høvdinger ikke nævnes ved navn, men antydes ved sammensatte navne, hvis sidste led er -höfði (Amb-, Orkn-, Hjart). — Fra år 1137 haves et par linjer om høvdingen Vatnormr, der kom til kort imod Sigurd slembe. — Om Hvamm-Sturla digtede Jón Þorvaldsson omkring 1180 et halvvers, hvor Sturlas list og træskhed fremhæves. — Af præsten Magnús þórðarson haves to spottevers (omkring 1200 i runhent og drotkvædet) om en mand, hvem han berøvede en kvinde, der hellere vilde have præsten; her fulgtes spot og skade ad. — Om den elendige þormóðr, der havde ladet sig benytte til en uretfærdig handling og som selv bragte sit hoved til den fornærmede, haves et morsomt vers (fra 1196) i fornyrðislag: »Alting græd — så har jeg i det mindste hørt, det tyktes et under — Balder ud af Hel. Dog har Tormod, da han bragte sit hoved, tudet højere, og det ved jeg er ingen løgn«. — Om en Gellir, der pralede af sin krigerdygtighed, haves et vers (3) fra 1196. — Rimeligvis fra slutningen af det 12. årh. er den Kúgadrápa (hrynhend), hvoraf der anføres to linjer (jfr. foregående side). Den Kúge, hvorom digtet er, har vistnok været en træl. Det har næppe noget med den fra Orkneyingasaga kendte bonde Kúge at gøre (4). — Fra det 12. årh., mulig fra dets begyndelse, er spottedigtet Hafliðamál, hvoraf der haves et halvvers, i málaháttr; på grund af indholdets dunkelhed er det ikke muligt at sige, om digtet er om den bekendte høvding Hafliðe Mársson (5).

Omkring 1211—12 var der megen ufred imellem to af Øfjordens stormænd: Kálfr på Grund og Hallr på Hrafnagil. I anledning af striden hedder det, at Hrafnagilsmændene »digtede meget om Kalv og gjorde megen spot om ham« (6), hvorpå der anføres 2½ vers (runhent, drotkvædet). Det er den forhånedes navn (Kalv), der her særlig har givet anledning til spotten; således lyder en del af det første vers: »Der fødes et æmne til en kalv, ildeset af alle mænd; den har kun to ben og er ikke skabt som andet kvæg; den har ingen hale og har levet altfor længe«. I et andet vers lader digteren, som om han har redet forbi Kalfs dør og ytrer: »Det var ingen skøn tale, da Grunds-mændene — kalvens trælle var i stærk bevægelse — , glammede hjemme som hunde«. At disse fornærmelige vers, hvis grovhed er større end deres ånd, ikke ustraffet lod sig digte, følger af sig selv. Kort efter dræbte Kálfr sin modstander (december 1212). — Om en kohyrde Þorsteins feje optræden under sin husbonds kamp (år 1215) blev der digtet et vers, hvori han siges »at have flygtet bort med sit feje hjærte hængende ned fra sin bag« (7). — Omtrent til samme tid nævnes en Tannr Bjarnason i Midfjorden, der siges at have været orðillr og níðskár; af ham haves et temmelig ufint vers om de såkaldte Gilssønner. — Andre navngivne skjalde er: Óláfr Brynjólfsson, der »gjorde nar ad andre, der var bedre end han selv«, spottede Snorre Sturluson og ytrer, at »denne har hævnet sin måg med en kvædling« (8), omkring 1230. — Guðmundr Ásbjarnarson digtede et spottevers, fra 1237. — »En islandsk mand«, Gunnarr, digtede i Norge (år 1244) et spøgefuldt vers om et slagsmål ved et drikkelag.

Anonyme enkeltvers er: et halvvers om en Guðmundr klase, der under Helgastad-kampen (år 1220) opfordrede til flugt (Bisk.). — Fra samme tid stammer nidverset om Snorre (se ovf. s. 79. 88), som Þóroddr i Selvog fik en mand (for en bede) til at digte; heri spottedes Snorres adj. harðmúlaðr og hans vers overhovedet. — Et par vers om Þorvaldr i Vazfjorden med flere, hvori deres fejhed spottes (Sturl.). — Et muntert runhent spottevers fra 1236 om en overløber: »den feje karl, den smalskuldrede Hjalmr, der intet har at rose sig af« (sst.). — »En gammel kone« i Tunga siges 1244, da overfaldet på Sturla þórdarson udøvedes, at have digtet et vers, hvori ufredstifterne kaldes »tyve og røvere« (sst.).

Fra denne periodes sidste årtier antager jeg, at Njálssagas nidvers, som Sigmundr Lambason skal have digtet om Njáll og hans sønner, stammer; versene, der i sagaen kaldes flím og orð þau en illu, spotter over Njáls skægløshed og kalder hans sønner møgskæglinger; ellers er disse vers ikke synderlig åndfulde. — Ligeledes hører hertil en del spottevers i Snorra-Edda II (9) om et par flygtende mænd, om en tjænestekarl og tjænestekvinde (en »ostedræber« og en »brødgyge«). Endelig nævnes en Drápa Gnóðar-Ásmundar eller Gnóðardrápa (10) i runhent versemål, hvoraf et halvvers anføres; det er åbenbart om en træl (ved navn Ásmundr?, »spadernes fyrste«) og synes at være af en lignende art som Kúgadrápa.

Endnu omtales etslags nidvers, der kaldes danse (danz, flt. danzar). De nævnes ved år 1221 og 1245. Det fortælles i anledning af den mellem Loptr Pálsson (d. 1261) og Björn þorvaldsson (d. 1221) omkring 1220 opståede strid om grænseskel, at Björns mænd (Breidbølingerne«) »flimtede« Loptr »og gjorde om ham mange danse og megen anden slags spot« (11). I anledning af denne strid foretog Loptr et overfald på Björn hjemme på hans gård; da Loptr red i tunet, kvædede Björn et halvvers i fornyrðislag, hvori Loptr sammenlignes med en grýla (et kvindeligt uhyre, hvormed særlig uartige børn kyses) »med 15 haler«. Efter kampen og Björns fald begav Loptr sig for sikkerheds skyld ud til Vestmannøerne og opholdt sig dér en tidlang. Herom digtedes da en lille kvædling: »Loptr er ude på øerne, tygger lunde[søpapegøje]ben; Sæmundr [i Odde, hvis stilling til striden var noget mistænkelig] er derimod på hederne og har intet at spise uden bær«. De nævnte to vers er temmelig frit digtede, særlig det sidste; mellem 3. og 4. linje er der ingen rimbogstav-forbindelse, medens den 4. linje har to rimstave (etr berin ein); det samme kunde også antages at være tilfældet med 2. linje (bítr lunda bein), men her kan l (lunda) tillige rime med l (Loptr) i 1. linje (12). At disse vers, der snarest er en mellemting mellem vers og prosa, skulde have tilhørt en dans, forekommer mig højst tvivlsomt; men de er ikke uinteressante lævninger af en let folkelig satire, hvis udbredelse eller almindelighed ikke nærmere kan bestemmes.

Da Kolbeinn den unges tidligere følgesvende, der siges at have været »fulde af spas«, og hvoraf et par nævnes ved navn, opholdt sig hos Brandr på Staðr 1245 (se ovf. s. 93), »gav de sig af med at lave danse . . ., men da Brandr kom under vejr med deres niddigtning (flimtan), bad han dem holde op med den slags ondskab (illendi)« (13). Atter her fremtræder »danse« som digte af fornærmeligt og sårende indhold. Hvorledes disse digte har været beskafne, er fuldstændig ubekendt. — En, som det synes, særlig forfatter af sådanne danse nævnes: danza-Bergr ved og efter år 1222 (14).

Selve ordet danz er af fremmed oprindelse, og da det eller den forlystelse, som det betegner, aldrig nævnes i slægtsagaerne, skulde man antage, at det i det 11. årh. var indkommet til Island. I biskop Jóns saga hedder det (15), at biskoppen forbød den leg, som mange holdt af, at en mand i dans skulde synge blødagtige og erotiske vers til en kvinde og en kvinde kærlighedsvers til en mand«. I det 13. årh. omtales mange gange dans som en folkeforlystelse (16). Etsteds (17) betyder ordet muligvis digt eller sang, da dans her som underholdningsstof modsættes sagaers oplæsning. At den egenlige dans var uadskillelig forbunden med sange, fremgår af det anførte eksempel, samt til overflod af, hvorledes der dansedes i andre lande. De sange, man hertil brugte, har haft et andet versemål end de gamle nordiske, og sådanne, der kunde svare til de bevægelser og trin, der gjordes. Indholdet af disse sange var og kunde være meget forskelligt. Det kunde være erotisk, som det fremgår af Jónssaga. Den anvendelse af ordet dans i det 13. årh., vi i det foregående har set, nemlig i betydningen »spottedigt«, beror på den særudvikling, indholdet fik, idet man anvendte digte af spottende indhold, hvor det rimeligvis gik ud over en eller flere af de tilstedeværende, aldeles som det kan være tilfældet endnu den dag i dag på Færøerne (18). Ligeledes kunde indholdet være af en melankolsk art; en sådan dans antydes etsteds (19) og der anføres en linje deraf: »Mine er sorgerne tunge som bly« (af fremmed oprindelse?); denne linje og dens form synes at vise, at »dansene« har haft lighed med de danske folkeviser (20).


Noter
1) Sturl. I, 230. Det er som dette stod i forbindelse med folkelege (ligesom de senere vikivaka-lege); lege af satirisk art antydes allerede tidlig; om en Brandr hedder det i Ljósv. s. (Ísl. forns. I, 143), at han holdt meget af at drille folk og han siges først at have opfundet Syrpuþingslög; det har rimeligvis været en parodi på altinget og dets processer; bekendte personligheder er derved vistnok blevne parodierede.
2) Sturl. I, 17—19.
3) Se f. ex. Bisk. I, 649 med anm.
4) Jfr. Den 3. og 4. grt. afhdl. 231; Sn.-E. II, 179, not. 7.
5) Jfr. Den 3. og 4. grt. afhdl. 185-6.
6) Sturl. I, 225.
7) Sturl. I, 233.
8) Sturl. I, 290.
9) Sn.-E. II, 116. 166. 182. 634.
10) Sn-E. II, 628. 629.
11) Sturl. I, 245; jfr. s. 246: fór þá upp sumr kveðskaprinn 'da fremkom en del af de digtede vers'.
12) Det synes mig rimeligst, at hovedbetoningen hviler på bítr . . . bein, etr . . . ein men at ordene lunda og berin har en forholdsvis stærk bitone. Jfr. Steenstrup: Vore Folkeviser 117.
13) Sturl. II, 67-8.
14) Sturl. I, 258. 267. 268.; II, 332. 335; Bisk. I 540-41. 623-26.
15) Bisk. I, 237.
16) Se herom Ól. Davíðsson: Íslenzkir vikivakar osv. 1894 s. 9fr.
17) Sturl. II, 245.
18) Færøsk antologi I, XXXIII; jfr. digtet Jákup á Mön s. 293 ff.; Steenstrup: Vore Folkeviser s. 19 med anm. 1; Ól. Davíðsson: isl. vikivakar s. 93.
19) Sturl II. 264.
20) Jfr. Steenstrup: Vore Folkeviser s. 9.