FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Norsk litteratur. § 2. Religiøse oversættelser

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson
G. E. C. Gads Forlag
København 1923


Andet tidsrum
6. afsnit. Norsk litteratur


§ 2. Religiøse oversættelser


Der er foran dvælet ved, hvad der er ejendommeligst for den norske litteratur og hvorved den har gjort en indsats i nordisk åndsliv. Til det således behandlede slutter sig oversættelser, der tildels stammer fra ældre tider og som ikke står i noget tilblivelsesforhold til de romantiske sagaer. Det, der her skal gennemgås, svarer til, hvad der ovenfor, under behandlingen af den islandske litteratur, i det foregående afsnit § 19 B er fremført. Disse norske oversættelser af legender, prædikener osv. er af samme art som de islandske, og hvad der er sagt om disse, gælder også om de norske, og det så meget mere, som de islandske i flere tilfælde vistnok er afskrifter af de oprindeligt norske.


1. Helgensagaer

Hvad der her er tale om, er, med en enkelt undtagelse, kun nogle få og ubetydelige rester. Blandt Postolasögur er der kun et brudstykke af Matteússaga (udg. s. 823—25), der er norsk. Blandt Heilagra manna sögur findes endel mere: et brudstykke af Agathusaga (udg. I, 13—14), Blásíussaga, (et gammelt brudstykke I, 269—71), Brandanússaga (I, 272—75), Gregóriuss. (I, 395—96), Hallvarðss. (I, 396), Plácidúss. (II, 207—9). Endelig findes der af Máríusaga et brudst. i Stockh. 1,8°. I Máríus. (udg. s. 1016) hedder det, at kong Hakon lod fra latin oversætte en samling af jomfru Marias jærtegn; det er den, der findes i hdskr. E, ɔ: Stockh. 1,4°; jfr. AM 655 XXXII; Ungers fortale s. XXXXI. Hertil kommer:


Tómássaga

Denne er udg. af Unger i Thomas saga erkibyskups (1869) efter Stockh. 17,4° (norsk fra beg. af det 14. årh.) og af E. Magnusson 1875. 1883. Sagaens original, der findes under teksten i udgaven, er den såkaldte Quadrilogus, der er et uddrag og en sammenstøbning af 4 ældre vitæ — alt på latin. Jfr. Ungers fortale s. II. Hdskr. har endel lakuner og slutningen mangler. Oversættelsen er ret god, men, som sædvanlig, ikke nogen ordret gengivelse. Sproget er mindre rent og har mange fremmedord og kan umulig være ældre end fra det 13. årh.s slutning; den tilhører måske de af Hakon Magnusson foranstaltede oversættelser af religiøse skrifter, hvorom nedenfor.


2. Legender, Homilier

Af sådanne har man fra begyndelsen af haft en mængde. De fleste er tabte eller gåede til Island og opbevarede der. Latinske helgenlegender m. m. om indenlandske helgener, Olaf d. hellige og Hallvard, hvortil også Magnus d. hellige, jarl på Orknøerne, kan regnes, haves tildels endnu. Jfr. om Hallvard Heilm. s. l. c., Monum. hist. Norw. 155—58. Fremfor alt er at nævne Passio et Miracula beati Olavi (= Acta sancti Olavi i Monum. hist. N. 127—44)1), udg. af F. Metcalfe 1881 efter et hds. i Oxford. Der knytter sig den interesse til dette skrift, at det er forfattet af selve Eysteinn Erlendsson ærkebiskop i Nidaros 1161—88 (d. 26. jan. 1188). Eysteinn var landflygtig i årene 1180—83 og opholdt sig i England; det på latin affattede skrift er på en eller anden måde knyttet til England og åbenbart skrevet for nogen dér. Det indledes med nogle kortfattede biografiske bemærkninger om helgenen, hvorefter der følger en lang jærtegnsliste. Der nævnes både ældre og yngre, endogså sådanne, som Eysteinn kender af selvsyn eller personlige meddelelser, foruden en, som har vederfaredes ham selv efter et svært fald i den under opførelse værende domkirke. Skriftet er affattet i et forholdsvis godt og utvunget sprog. Begyndelsen deraf er identisk med de af Storm udgivne Acta sancti Olavi, men teksten er her noget mangelfuld. Den første del deraf blev oversat på norsk og findes i den norske homiliebog (s. 146—68); den er i det hele meget god, men på sine steder noget omredigeret og med nogle mindre tilføjelser, som oversætteren ud fra sit særlige kendskab til den norske overlevering kunde gøre. Eysteinn var en kirkens mand og hans navn er også knyttet til kirkelig lovgivning, hvorom nedenfor.

Foruden dette skrift haves også lectiones og breviarier, hvorom henvises til Mon. hist. Norw. Ang. Magnus jarl se Icel. sag. I, 299—305. Her kan også nævnes Acta sanctorum in Selio (M. h. N. 147—52; jfr. indl. XXXXI— IV), der tildels ligger til grund for Odd munks k. 20 (Sth.). Fremdeles også De spinea corona (sst. 161—62, jfr. indledn. XXXXV — VI) fra o. 1274 om en splint af tornekronen, en gave fra kong Filip den dristige til kong Magnus lagabøter. — Vigtigst af alt er imidlertid:

Den norske homiliebog, AM 619, 4°, fra o. 1200, udg. af Unger 1864. Jfr. E. Wadstein: Fornnorska homiliebokens ljudlära 1890, G. Storm i Arkiv X, 197—200, E. Wadstein sst. XI, 351—58 — diskussion om bogens affattelsessted. Denne bog, der er et af de vigtigste norske sprogmindesmærker, består kun tildels af homilier. Den første del er nemlig en oversættelse af den berømte angelsaksiske lærde Alcuins (735—804) skrift: De virtutibus et vitiis, hvilket er rettet til en »Vido comes«; det er af en etisk-praktisk art og indhold. Oversættelsen er særdeles tro, næsten ordret, og kærnefuld (en isl. afskrift heraf ovf. s. 929). Den anden hoveddel af bogen er homilier af samme art som de, der findes i den isl. homiliebog, hvor enkelte stykker også genfindes. Den norske bog indeholder prædikenerne for det meste i rigtig perikopisk ordning; der findes enkelte gange nogle prædikener indskudt, der ikke synes at tilhøre nogen bestemt dag. Der sluttes med den såkaldte Visio Pauli, en samtale mellem sjæl og legem, samt med en forklaring af Fadervor. Det vigtigste indskud er Olaf d. helliges jærtegn (s. 146—68) af Eysteinn (jfr. ovf.) med overskriften: In die Sti Olavi regis et martiris. Endelig bemærkes, at der i steden for et tabt blad er indsat (se udg. s. 181) 4 blade af en helt anden bog, men skrevne med samme hånd som hovedhdskr. (hånd I). Indholdet er trykt s. 202—13 og indeholder en messeforklaring samt et brudstykke af en tale om den yderste dom.

Wadstein antog, at bogen ikke er skreven på Vestlandet i Norge (Ljudl. s. 3), men snarest på Østlandet — og da i Hamar — , men de sproglige kriterier, som der fremføres til støtte herfor, holder ikke stik2). G. Storm har derimod påvist, at det er rimeligst, at oversættelsen af Olafs-jærtegnene er foretaget i Nidaros (ordet kaupangr, der forekommer, betyder naturligvis Nidaros), men at afskriften er udarbejdet et andet sted, men hvor, kan ikke nøjere bestemmes. M. Hægstad mener (Gl. Tröndermaal 1899, s. 97) at de 4 indskudte blade vidner snarest om gammelt »Rygjamaal«.

Til det foranstående kommer endelig to oversatte værker, der nærmest henhører under religiøs opbyggelseslitteratur; til det første knytter der sig en særlig interesse.


3. Barlaamssaga ok Jósafats

Denne »saga« findes i hovedhdskr., Stockh. 6, fol., der er norsk fra det 13. årh.; det er noget mangelfuldt, men sagaen findes i flere isl. hdskr. og brudstykker, AM 230—32, fol. Af afhdler kan henvises til den særdeles oplysende af E. Kuhn i Abhdl. d. kgl. bayer. Akad. XX, 1897. I det 6. årh. opstod der på græsk — efter østerlandske æventyr og fortællinger en roman af kristeligt-etisk indhold, hvis hovedstof er legender om Buddha. Romanens hovedpersoner er den indiske kongesøn Josafat (gr. Joasaf) og munken (eneboeren) Barlaam. Josafat opdrages strængt af faderen, der er en ivrig hedning, og holdes i en fuldstændig afsondrethed, fordi det er spåt ham, at han skal blive kristen. Men Barlaam skaffer sig adgang til ham og underviser ham nu i kristendom, troslære og sædelære, ved mange fortællinger og parabler. Josafat lader sig døbe, og det lykkes ham endogså at få sin gamle forhærdede fader blødgjort og døbt. Josafat bliver konge efter sin fader, kristner sit rige og ordner det, hvorpå han forlader tronen og riget for at opsøge Barlaam og leve hos ham resten af sit liv. Den græske roman blev oversat på latin, og det er en latinsk tekst, der ligger til grund for den norske oversættelse. Til denne knytter sig den særlige interesse, at den er besørget af Hakon den unge (d. 1257), Hakon den gamles søn. Da Hakon er født 1232 er oversættelsen foretagen omkr. 1255. Det er abbed Arngrimr, der i sin Gudmundarsaga (Bisk. II, 54) giver os denne værdifulde oplysning; rigtignok blander han denne Hakon sammen med Hakon Sverresson. Det rette forhold er påvist af G. Storm (Arkiv III, 85—87); også Maurer havde set det rette (Ueber die ausdr. Anm. 61 jfr. Moe i Arkiv II, 187—89). Sagaen, som skriftet højst uegenlig kaldes (f. ex. s. 17), er helt igennem præget af »en stræng-kristelig ånd, et varmt på engang belærende og underholdende foredrag og endelig en poetisk-sværmerisk tone« (fortalen s. VII); den fandt en stor udbredelse i middelalderen. Oversættelsen er en fri og forkortet gengivelse. Det er af udgiveren påvist, at nogle stykker ikke genfindes i originalen. Da G. Storm har påvist (Arkiv III, 84—5), at f. ex. k. 168 beror på den gamle bibeloversættelse, er det rimeligst at antage, at de er virkelige indskud, hvad enten de nu stammer fra oversætteren selv eller en anden. De fleste af de andre stykker beror på Antoniussaga, dog ikke helt i den form, som nu haves. Sproget i oversættelsen er ikke just så godt og tiltalende som ofte ellers. Der er fuldt op af forlydsrimende forbindelser, part. præs. bruges hyppig, og sætningsforbindelsen er langtfra mønsterværdig; oversætteren var ingen god stilist, og originalen er hyppig misforstået, eller udtrykkene sådanne, at de ikke kan forstås uden at sammenlignes med den. Der findes også efterligninger af de romantiske sagaers stil. Dette gør den i forvejen grundkedelige bog ikke morsommere at komme igennem.


4. Duggáls leizla

Duggáls leizla er en gengivelse af den latinske Visio Tnugdali, idet leizla betyder »søvn- eller død-lignende tilstand, under hvilken sjælen er i bevægelse og virksomhed«. Der gaves i middelalderen en mængde visiones, alle af moraliserende indhold og tendens. »Synet« af helvedes pinsler og himlens herlighed skulde henholdsvis afskrække fra synd og føre til dydigt levned. Det er en visio, der udgør hoveindholdet af Sólarljóð. I den sidste halvdel af det 12. årh. blev den såkaldte Visio Tnugdali til; den er engelsk eller snarest irsk, og skal ifølge fortalen være forefalden år 1149; dette findes endogså angivet i de isl. annaler (cod. reg.), hvor Tnugdal kaldes Dubgall. Den latinske tekst er udgiven af O. Schade (1869); den norske tekst er en næsten ordret oversættelse deraf. Med levende farver skildres her de mest afskrækkende rædsler og så de saliges glæder. Oversættelsen findes i nogle, tildels mangelfulde yngre isl. håndskrifter som AM 681 A, 4°, der er den bedste, udg. i Heilagra manna sögur I (uddragsvis i 44 Prøver); men dette hdskr. slutter i k. 22, så at resten mangler. Foran teksten findes der en indledning i dårlige knittelvers af moraliserende indhold og med den oplysning, at det er kong Hakon, der oversatte (ɔ: lod oversætte) den. Når Unger mener, at den kan hidrøre fra oversætteren selv, anser jeg dette for umuligt. Den mangler også ganske i det ene hovedhdskr. og den indeholder ny-islandske ordformer. Hvis dens oplysning er rigtig om kong Hakon, er det uden tvivl Hakon den gamle, der er ment, ti sprogets renhed og klarhed viser, at den ikke kan hidrøre fra Hakon Magnusson.


5. Stjórn

Endelig er der lævninger af den gamle oversættelse af en del af det gamle testamente, som plejer at kaldes Stjórn, hvilket navn ikke findes i oldtidens litteratur3). I AM 225—29, fol. (225 er dog kun en afskrift af 226) findes de pågældende håndskrifter, der alle er islandske store, tospaltede folianter fra begyndelsen af det 14. årh. og derefter. De er tildels mangelfulde; 228 begynder først i udg. s. 3524). I 226 findes rækkefølgen Stjórn — Rómverja sögur — Alexanderssaga — Gyðinga sögur (hvortil der i 225 endnu er føjet Vitæ patrum), åbenbart for at få en sammenhængende historie. Bibeloversættelsen, Stjórn, er udgiven af Unger 1862. Udgaven er indrettet således, at 226 (A) er aftrykt som hovedtekst i den første del s. 1—299; s. 300—49 (2. Mos. 19 — 5 Mos.) findes i A, men kun her og det på 8 indskudsblade, skrevne med en noget yngre hånd. Det øvrige s. 349—654, er hæntet fra 228 (C), med undtagelse af begyndelsen, s. 349—52, og slutningen, s. 650—54 (mangler i C), der er tagne fra 227 (B) og A. Det første afsnit af denne del ɔ: Josvabogen, findes i en anden bearbejdelse i A og er trykt under teksten s. 349—64; derefter stemmer A's tekst med C og er her benyttet til varianter. B er for største delen kun brugt som varianthåndskrift.

De antydede to hoveddele af værket betegner nu i virkeligheden to forskellige oprindelser. Tager man først C's tekst i betragtning, er denne en oversættelse af bøgerne fra og med Josvabog til og med Kongernes bøger og er upåtvivlelig én mands arbejde fra først til sidst, mulig dog bortset fra enkelte mindre indskud. Oversættelsen, der er gjort efter Vulgata, er i det hele ganske fortrinlig, ikke helt ordret, men dog uden videre udeladelser eller stærkere sammendragninger (især ved opregninger); der er overalt en umiskendelig stræben efter at lægge teksten til rette for norske læsere, så at den blev så klar og forståelig som muligt; heraf kommer nogle tillægsbemærkninger og overgangssætninger på passende steder, samt omstillinger af enkelte mindre stykker for den historiske sammenhængs skyld. Sproget er rigt, og der bruges flere ord end i originalen; det er rent, kærnesundt og velklingende; det er en ren fornøjelse at læse denne mesterlige oversættelse. Kun enkelte gange har oversætteren set sig nødsaget til at beholde det latinske ord, f. ex. på dyr, hvor det norske sprog intet tilsvarende ejede. Til trods for sin ubestridelige dygtighed har han etsteds med rørende beskedenhed udtalt sin uformuenhed til at gengive originalen; og det må indrømmes, at der her forelå særlige vanskeligheder; det er beskrivelsen af templet, det drejer sig om (se s. 564).

Der findes hist og her forskellige indskudte bemærkninger af historisk-genealogisk art, der er hæntede andensteds fra; der citeres bøger som Imago mundi af Honorius. Dernæst findes der, navnlig efter et større afsnits slutning, på flere steder indskudt en allegorisk forklaring af det foregående, skýring; disse forklaringer er dog ikke systematiske; de er hæntede fra Augustin, Hieronym5), Ambrosius o. fl. Det kunde rigtignok være tvivlsomt, hvorvidt disse skýringar stammer fra selve oversætteren eller en bearbejder. Det sidste er vistnok det rimeligste, og vi vil se et kriterium derfor.

At oversætteren er norsk, må betragtes som utvivlsomt, da der foreligger hentydninger til norske forhold, bygninger og desl.; jfr. G. Storm (Arkiv III, 2516). Sproget viser, at oversættelsen ikke er yngre end 1250, hvilket også er indlysende af forholdet til Barlaamssaga, der har nyttet den; der er ingen grund til at antage, at den skulde være yngre end o. 1220, snarest er den noget ældre.

For nu at vende tilbage til hdskr. A findes her, som bemærket, for det første en forskellig gengivelse af Josvabogen; denne er en oversættelse — ikke af Vulgata, men — af fremstillingen i Petrus Comestors Historia scholastica. Hvorledes dette hænger sammen, kan ikke påvises; man kan gætte på, at bogen manglede i afskriverens original, så at han så sig nødsaget til at udfylde det manglende fra Hist. schol.

Dernæst findes der i A, som ovenfor også bemærket, en oversættelse af 2. Mosebog 19 til 5. Mosebog slutn., hvorved det hul, der vilde være imellem den første og anden hoveddel, udfyldes. Det er udgavens s. 300—349. Hvorvidt dette stykke har stået i C, er umuligt med sikkerhed at afgøre. Denne oversættelse er efter Vulgata og stemmer som sådan med det øvrige. Den er overhovedet ligeså god og nøjagtig, men den forkorter og sammendrager grundteksten stærkt, vel at mærke dog kun hvor der i denne er overflødige opregninger og især gentagelser, hvoraf der jo som bekendt er mange i 4. og 5. Mosebog. Det hele er gjort med sikker smag og dygtighed. Her har man med den selvsamme dygtighed, selvsamme fremgangsmåde at gøre som i C-teksten. Også den sproglige behandling forekommer at være den samme. Der er næppe noget ivejen for at antage, at dette stykke hører til den samme oprindelige oversættelse som det øvrige i C. Imidlertid har G. Storm villet hævde, at det er en senere, islandsk oversættelse, udarbejdet for at fylde det nævnte hul mellem de to hoveddele, men hans grunde for dette er ikke fyldestgørende. Det er i grunden kun ordet rétt, en fårefold, som han fremfører som bevis for islandsk oprindelse; men hvilket ord skulde vel en norsk oversætter have kunnet bruge? At det kendtes i Norge, viser den norske retterbod for Færøerne. Det er ganske sikkert heller ikke blevet til på Island. Det er nu klart, at de nævnte skýringar må betragtes som senere tillæg, da de ikke findes i den her omhandlede del, der på grund af indre og ydre ligheder med C-teksten må fra først af have hængt sammen dermed. At den sidste del ellers er bleven noget bearbejdet, er der anført et slående eksempel på. Forudsat, at det forholder sig så, er den første del, den 1. Mosebog til 2. Mos. 18, helt gået tabt, — grunden vil fremgå af det følgende — , ti de to ikke sammenhængende blade, der findes i AM 238, XIX, fol., og som kaldes Biflíusaga — indholdet er af Genesis — er åbenbart ikke af denne oversættelse, men de indeholder en tekst, der mulig beror på den.

Hvad den første hoveddel, 1. Moseb. — 2. Moseb. 18, angår, er den af en helt forskellig art. Her gengives teksten sætning for sætning, paragraf for paragraf eller flere sammen — , og det ret frit, således, at hver sætning eller paragraf ledsages af en udførlig kommentar, der er hæntet fra mange forskellige kilder, men især fra Historia scholastica og Speculum historiale af Vincents, denne kolossale encyklopædi af alt mellem himmel og jord; desuden er også Augustinus (De civitate dei anføres), Isidor, Gregors homilier, prædikener m. m. benyttede. Jfr. G. Storm: Arkiv III, 251—52. Det hele er et uhyre af et lærd arbejde; forklaringerne svulmer hyppig op til hele bøger, kunde man sige, så at den egenlige tekst drukner i al denne vidtløftighed. Der optages en hel jordbeskrivelse og oversigt over alle jordens virkelige og fabelagtige folkeslag osv. — Det er tydelig betegnet, hvorfra hvert enkelt stykke er hæntet. — Et arbejde som dette var i virkeligheden et kæmpearbejde, hvis det skulde føres ensartet til ende, et arbejde, der i virkeligheden vilde have oversteget én mands kræfter. Heldigvis, kan man sige, kom man ikke synderlig vidt, men hvad der er leveret, har taget lang tid og kostet megen møje. Og længere end til Exodus 18 er forfatteren aldrig nået. At et sådant værk måtte vinde samtidens bifald og beundring, er vistnok utvivlsomt. Det er grunden til at senere, islandske afskrivere, der fik fat deri, optog det i deres afskrift af den gamle bibeloversættelse, hvorved den første, tilsvarende del af denne fortrængtes og gik helt tabt.

Foruden en indledning af oversætteren, der på en ret forvrøvlet måde handler om bibelens og enkelte udtryks åndelige forståelse m. m., findes der en prolog, der giver en fuldstændig oplysning om arbejdet. Her hedder det, at efter at kong Hakon den kronede, kong Magnus' søn (ɔ: Hakon højlæg 1299—1319) havde ladet oversætte en — nu tabt — bog, kaldt Hellige mænds blomster (helgensagaer, der var bestemte til oplæsning for kongen og hirden på visse dage), vilde han, at selve den hellige skrift også skulde oversættes til oplæsning for ham og de i kongens herberg forsamlede mænd, og udså dertil en mand, der udførte arbejdet »mere på grund af kong Hakons befaling« end fordi han følte sig i besiddelse af de fornødne ævner, hvorfor han beder om læserens undskyldning. Arbejdet er nu godt nok ifølge den lagte plan, men man vil ikke savne det, selv om det ikke var der. Det må være foretaget omkring 1310. Til denne tid svarer det knudrede og meget efterklassiske sprog, det er affattet i; det vrimler med unorske ord, vendinger og sætningsforbindelser. Dette gælder også oversættelsen af selve bibelteksten. Oversætteren, hvis navn altid vil forblive ukendt, har stået på højden af sin tid som lærd teolog, og han har haft en righoldig bogsamling at råde over.

Både heraf og af andre kilder ses, hvor ivrigt kong Hakon Magnusson tog sig af litteraturen, rigtignok blot den rent teologisk-opbyggelige; det er slægtens traditioner, der her endnu engang træder frem, men hermed er det også forbi, forbi med dens og forbi med Norges litterære virksomhed overhovedet. Kong Hakons personlighed og tilstandene ved hans hird belyses ved dette arbejde. Det har overhovedet været et litterært hof; hans dronning skyldes de berømte Eufemiaviser. Selv var Hakon meget lærd; han kunde endogså holde taler på latin. Jfr. Munch N. F. H. IV, 2, 643—44.


-----


Foruden den religiøse oversættelseslitteratur findes også spor af oversættelse af fremmed lægelitteratur. Således findes et brudstykke af en oversættelse af Henrik Harpestrængs (d. 1244) lægebog i AM 696 I, 4° (udg. af M. Hægstad i Kria Vidensk. Selsk. Skr. 1906). Hægstad mener, at oversættelsen er foretagen i det nordvestlige Norge, Søndmøre eller Romsdalen og mulig knyttet til Giske. Den originale oversættelse kan næppe have været yngre end fra o. 1300.



Noter:
1) Jfr. Storms indledn. XXXIII ff. Jfr. også S. Nordals skrift om Olafss, s. 133 ff.
2) Således den umulige opfattelse af un i plur. af svage intetkønsord, der allevegne er = u + artiklen.
3) Ordets betydning er usikker. Enten betyder det guds styrelse (sål. de fleste) eller er det oversættelse af  »liber regum« (G. Storm Arkiv III, 245).
4) Om hdskrr. se K. Gíslason Frumpartar IX— XVI.
5) Når det enkelte gange efter bemærkninger som »og dette ses endnu i dag« hedder, »siger præst Hieronymus«, beror dette på misforståelse. Oversætteren har trot, at disse bemækninger stammede fra oversætteren af Vulgata, men de står i grundteksten.
6) Fra en isl. afskriver stammer beskrivelsen af bryntröll (s. 461), der er ligefrem et lån fra Egilss. s. 166.





HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.