FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Snorre Sturluson

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson


G. E. C. Gads Forlag
København 1923


Andet tidsrum

1. afsnit: DIGTNING


§4. Islandsk digtning


A. Fyrsteskjalde og andre historiske kvads digtere.

I. Egenlige fyrsteskjalde.


Snorre Sturluson.
Denne, den islandske litteraturs mærkeligste mands ydre livsvilkår og offenlige virksomhed vil senere udførlig blive behandlede i sammenhæng med hans prosaværker. Her skal han kun behandles som skjald. Kun 3 år gammel kom Snorre (1181), der jo hørte til en vidtforgrenet famijje, som talte mange berømte digtere (Egill, Skúle Þorsteinsson, Markus Skeggjason, Einarr Skúlason osv.), til gården Odde, hvor han blev opfostret hos den berømte Jóan Loptsson, Magnus barfods dattersøn; hos ham var han til 1197, da Jóan døde. At Snorre på Odde, Sæmund frodes gamle gård, har lagt grunden til sin senere videnskabelige såvelsom digteriske virksomhed, er sikkert en ligeså rigtig som gammel antagelse, skønt oldskrifterne intet indeholder om hans ungdomsstudier. Vi kan vistnok også med rette forudsætte, at en del af disse studier har været helligede de ældre skjaldekvad samt digtekunstens teori. I overensstemmelse hermed hedder det i anledning af et digt om Hakon galinn omkring 1214: »han blev en god skjald«1). Ifølge et længe næret ønske rejste han til Norge 1218; her opholdt han sig i to år og vandt kong Hakons yndest, »der gjorde ham til sin skutilsvend«, særlig sluttede han sig dog til Skule jarl og blev hans fortroligste ven. De forærede bægge Snorre store gaver, som han med stolthed mindes i sit hoveddigt. Snorre blev dræbt natten 22-23 sept. 1241.

Ifølge Sktal (A) skal Snorre have digtet om kong Sverre. Denne bestemte angivelse kan næppe bestrides, men om digtet har været et arvekvad — hvad der er sandsynligt — eller ej, vides ikke; det er fuldstændig tabt. — Ligeledes antyder Sktal (A), at han har digtet om Hakon jarl galinn, Norges virkelige hersker i en årrække (d. 1214). Herom får vi også oplysninger i Sturlunga2). Digtet, der rimeligvis er forfattet 1212 eller 1213, sendte han til jarlen, og denne sendte ham tilbage sværd, skjold og brynje som digterløn; det var herom, Máne digtede et vers (ovf. s. 75). Jarlen indbød samtidig Snorre til at besøge sig i Norge, men da døde han kort efter, og Snorres rejse opsattes. — Jarlen havde, som det synes, med det samme bedet Snorre at digte et kvad om sin hustru, fru Kristine Nikulasdatter. Snorre digtede, vistnok kort efter, digtet Andvaka om Kristine3). Dette, nu tabte, digt har Snorre rimeligvis bragt hende selv i året 1219, da han besøgte hende, der da var anden gang gift med Askel, lagmand i Vester-Götland. Kristine gav Snorre mange gaver for digtet, deriblandt en fane, der havde tilhørt kong Erik Knutsson. Digtets navn betyder uden tvivl »nattevågen« og antyder således den ulejlighed, digtningen har voldt. — Af Sktal vides endvidere, at Snorre har digtet om kong Inge Bárðarson (d. 1217), måske på opfordring af dennes broder, Skúle, men også dette digt er tabt.

Dernæst omtales to digte om Skule jarl4), der sikkert er forfattede 1218—20. Det fremgår af meddelelsen herom, at det ene har været en drape, det andet en flokkr. Jeg har tidligere udtalt den mening5), at drapen helt igennem har været alhend (ɔ: med to par rim i enhver linje), idet jeg dengang gik ud fra ordene som de foreligger i Sturl.4), hvis tekst kan forstås, som om alhend gik på drápunni. Dette er dog ikke rigtigt, idet der skal interpungeres efter kvæði, som i den nye udgave. Meningen bliver så, at det var drapens klofasief (I, 411), der var alhend, og dette er det naturligste i og for sig. For disse digte modtog Snorre af jarlen »et skib og 15 store gaver« (jfr. Háttat. 95). Af drapen er kun stevet bevaret; i dette forekommer ordet harðmúlaðr (egl. hårdmulet, hårdmundet, af Snorre brugt i en overført betydning); sydlændingerne på Island, Snorres fjender, benyttede lejligheden til at gøre nar ad dette udtryk og lod digte et spottevers derom, hvori det hedder, at »jarlen var nok hård at kysse«6). Flokken er fuldstændig tabt.

Háttatal. Digtet7) findes helt i cod. regius af Snorres Edda, i cod. worm. fra og med v. 7 til v. 86.3, i cod. upsal. v. 1—56; desuden findes her foran digtet en fortegnelse over v. 1—34 og 36, idet den første, undertiden de to første linjer af hvert vers anføres; og endelig i Utrechterafskriften til v. 61. Enkelte vers findes anførte i andre kilder som Hakon d. gamles saga o. fl. — Digtet består i det hele af 102 vers, hvert for sig i en særlig versart eller dog i en særlig variation; deraf digtets navn. Skønt meningen fra først af har været den, at alle versene skal udgøre ét samlet hele, består Háttatal dog af 3 digte eller i det mindste 3 afdelinger; for det første udgør v. 1—30, der handler om kong Hakon, en sådan; dernæst8) v. 31—67, der handler om Skule jarl9) og endelig10) v. 68—101, der handler om bægge fyrster11), men dog fortrinsvis om kongen; det slutter i overensstemmelse hermed med et ønske for denne, ligesom det begyndte med en omtale af ham og hans magt; det er kong Hakon, der er digtets alfa og omega. Hvad det virkelige indhold angår, består dette, kort sagt, af almindelige lovprisninger over kongens og jarlens magt, anseelse og tapperhed, gavmildhed og andre fyrstelige egenskaber; disse lovord gentages og varieres så at sige i det uendelige. Af virkelige begivenheder, kampe eller lign., omtales eller antydes kongens kampe med Slittunger og Ribbunger, v. 4-9, 17-22, 1221; Skules kampe i årene 1213—14 (Páll drottsetes fald, Vágsbrúarsumar) og 1218—21 mod Ribbungerne, v. 32-8, 49—66. Den kraftige styrelse af landet fremhæves hyppig. Desuden mindes digteren ofte det glade og muntre liv i hallen om vinteren efter sommerens besværligheder, ligesom han ikke undlader at omtale sit eget forhold til bægge fyrster, v. 27—29, 67, 68—70, 80—1, 95, 100—1. Det er klart, at dette store digt, så kunstigt i form, skal være en — enestående — taksigelse for al den ære og hæder, Snorre havde været genstand for under sit ophold i Norge, et fra formens side uovertruffet »tak for sidst«.

Der er en dobbelt systematisk indretning af digtet, både hvad dets indholds beskaffenhed og den metriske form angår.

I det første digt, v. 1—30, gør en tre-tals inddeling sig gældende, således at v. 1-3 svarer til 14-16 (indhold: kongens dygtige styrelse og beskyttelse af landet), v. 4—9 til 17—22 (2 x 3; indhold: kampe med Slittunger og Ribbunger), v. 10-12 til 23-25 (indhold: kongens magt og landeværn, opholdet i hans hal), v. 13 til 26 ligner i indretning meget hinanden, idet de indeholder forn minni dog i et forskelligt antal; det ser ud til, som om de skulde være etslags stefvers. Til slutning kommer så 3 vers, 27-29 (om digterens egen rejse til Norge og forhold til fyrsterne); de danner etslags tilføjelse for sig, og dette betegnes rimeligvis ved selve navnet på versarten i det 27. vers: álagsháttr (»variatio supplementorum«). Endelig danner v. 30 en passende afslutning på det hele (ønske om lykke og høj alder for kongen).

I det andet digt, v. 31—66, gør derimod ni-tallet sig gældende og det synes at være delt i 4 partier på 9 vers, der dels handler om de ovenfor nævnte kampe, dels roser Skúle i almindelighed. V. 67 danner overgangen til det sidste digt; dette begynder med 3 vers i tøglag og her findes det eneste virkelige stef (68.1 + 70.8: Fremstr varð Skúli .... skjöldunga ungr) der dog af formelle grunde ikke kunde gentages. I øvrigt er tre-tallet atter her herskende: v. 68—70 (indledning), 71-79 (3 x 3; søtog), 80-82 (mere personlige bemærkninger og overgangsvers, svarende til indledningen), 83-91 (3 x 3; ophold hos fyrsterne osv.; modsætning til 71-79), 92-94 (almindelig ros og et par personlige bemærkninger ≠ 80-82), 95-97 (digtet selv og grunden dertil); 98-102 er en afslutning for sig (personlige bemærkninger, almindelig ros, slutningsønske).

Den metriske form. Længe før Snorres tid var de enkelte versemål udviklede og havde fået en fast normalform; således drotkvædet, runhent (oprindelig kun på linjer à 4 stavelser), tøglag, hrynhenda, foruden de mindre (eddakvads)versemål og enkelte andre, der kun undtagelsesvis benyttedes. Da studiet og den bevidste betragtning af versemålenes form begyndte at blive almindelig, lagde man mærke til forskellige afvigelser, som kunde findes indenfor hver enkelt art. Man indså f. ex., at i et drotkvædet linjepar kunde den første rimstavelse indtage forskellige pladser, foruden at der kunde findes flere end to i hver linje; ligeledes kunde bistavene indtage forskellige pladser og da falde sammen med rimstavelsernes begyndelsesbogstaver eller ikke. Fremdeles indså man, at de enkelte stavelser kunde og måtte, ifølge deres kvantitet, komme i forskellige forhold til hinanden. Sætningerne selv indenfor et halvvers kunde endvidere indtage forskellige stillinger indbyrdes og være af forskellig udstrækning. De enkelte ords art og beskaffenhed kunde også komme i betragtning (systematisk anvendelse og gentagelse af en superlativ f. ex.), ligeledes sammenstilling af ord, der var tvetydige og dannede, om end kun tilsyneladende, indbyrdes modsætninger (heit, köld, hed, kold). Endelig havde man lagt mærke til, at stavelseantallet i linjen kunde være forskelligt (ved hjælp af hvad vi kalder opløsninger), foruden at linjen på forskellig vis kunde afkortes, og der kunde være tale om endnu flere særlige egenheder. I det 10. og 11. årh. vil man finde alt dette hos digterne, men hos disse er det vistnok i de aller fleste tilfælde rent tilfældigt og ubevidst. At man derimod allerede ved midten af det 12. årh. var kommen godt i gang med at opfatte alt dette på en systematisk måde viser den ovenfor behandlede Háttalykill, hvor vi finder f. ex. versarter bestemte ved sætningsantallet (sextánmælt, áttmælt) ved forkortelse af linjerne (stúfar) ved sammenstillingen af hinanden i betydning modsatte ord (refhvörf) osv. Men dette digt viser, som ovf. bemærket, endnu i meget mangel på virkeligt system med hensyn til enhver afvigelse. Ganske i sin orden må man finde det, at det ældste ufuldstændige drotkvædede versemål nu blev opfattet som en særlig art og fik en systematisk form (som munnvörp hos biskop Bjarne).

Hvad runhent særlig angår, indså man, at man ikke behøvede at indskrænke sig til runhent på 4 stavelser; linjen kunde være på 5, 6, 7, ja 8 stavelser; rimene kunde gå igennem 2, 4, 6, ja alle 8 linjer, og her kunde så atter tages hensyn til bistavenes stilling osv.

Når vi nu betragter Snorres digt, mærker vi straks en ganske anderledes bestemt og systematisk indretning i småt som i stort end hos Hallr—Rögnvaldr. Systemet og ensartetheden indenfor ethvert vers (versart) er her med den strængeste konsekvens gennemført indtil de mindste enkeltheder lige fra de egenlige versarters indbyrdes forhold til bistavenes og rimenes, ja de enkelte ords forhold til hinanden. Sjælden er et system mere strængt og med sådan dygtighed og talent gennemført som hos Snorre. Lad os da se lidt nærmere på hans behandling af de enkelte versemål.

Ifølge kommentaren til digtet — hvorom mere i det følgende — synes to slags hovedarter at kunne fastslås, »de drotkvædede versemål« og »de mindre versemål« (smæri hættir). Den første hovedart indbefatter v. 1—67. I spidsen stilles den fuldt udviklede, normale dróttkvæðr háttr, hvortil der slutter sig drotkvædede versemål, hvor forskellen kun beror på omskrivningernes forskellige mængde og længde (kent, tvíkent, riðit), på tilføjelsen af tillægsord (sannkenningar) og disses yderligere stigning (tvíriðit) samt endelig på, hvorvidt den samme omskrivningsmåde er gennemført i verset (nýgjörvingar). Vi befinder os her på det rent sproglig-retoriske område, som i grunden intet har med metrik at skaffe. Dette indrømmes også af kommentarens forfatter (hans bemærkning til v. 6). Derimod befinder vi os i de næste to versemål, hvor forskellen beror på stavelsernes større eller mindre antal tilligemed en bestemt stilling af rimene, på metrikens område. Hermed er et afsnit forbi. Det andet afsnit er atter af retorisk art, idet forskellen her beror på sætningernes art, deres antal (sextánmælt, áttmælt, fjórðungalok), deres indbyrdes stilling (stælt [1. og 4. linje hører sammen], hjástælt, langlokum [1. og 8. linje sammenhørende]), den sidste sætnings fortsættelse eller det sidste ords tilnærmelsesvise gentagelse i begyndelsen af det følgende vers (tiltekit, drögur). Det tredje afsnit indeholder også retoriske afvigelser, hvor to ord af modsat betydning (refhvörf) stilles ved siden af hinanden, dels i hver linje (og da undertiden to par), dels i hveranden osv. (hin meiri, hin minni refh., refhvarfabróðir). Til det fjærde afsnit hører sådanne, atter retoriske afvigelser, hvor enten en omskrivning forklarende sætninger indskydes, ordsprog tilføjes, personlige bemærkninger gøres (tilsagt, orðskviðaháttr, álagsháttr), eller hvor rimstavenes nære og rimstavelsernes fjærne stilling er hovedsagen og lign. (tvískelft, detthendr háttr, draugsháttr).

Det andet digt består af 5 afsnit. Til det første af disse hører versemål, hvor det er afstanden mellem rimstavelserne (bragarbót, riðhendur) eller enkelte stavelsers art (indskud af stavelse; veggjat, flagðaháttr), som er det afgørende, hvortil der føjes en versart med helrim i 3. linje (hin forna skjálfhenda). Herpå følger forskellige versarter, hvor det er rimenes art og antal i de enkelte linjer (þríhent, hinn dýri háttr) der er bestemmende. Det andet afsnit indledes med to versarter, beroende på ordstilling og sætningsart (spørsmål og svar; tiltekit, greppaminni), hvorpå atter mange slags variationer af rim anføres (liðhent, rétthent, alhent, minni alhenda; stamhendr háttr, samhent, iðurmælt, klifat). Dernæst følger som tredje afsnit de såkaldte afstumpede versemål, det vil sige sådanne, hvor det sidste ord er et enstavelsesord i en eller flere af versets linjer (forskellige stúfar). Disse versemål danner overgangen til de mere ufuldkomne, de såkaldte fornskáldahættir, der begynder med v. 52 (og ikke, som kommentaren vil, med v. 54); det ejendommelige ved disse er en eller anden mangelfuldhed ved rimene, der har sit forbillede i de ældste skjaldes ufuldstændige drotkvædet; den adskillelse, der i den lærde tid (det 12. og 13. årh.) er gjort mellem de enkelte af disse versemål, er mere eller mindre vilkårlig (skothendr háttr, liðhendur, Ragnarsh., Torfeinarsh., Egilsh., Fleinsh., Bragah.). Herpå følger som fjærde afsnit de såkaldte kimblabönd, en modsætning til de foregående stúfar, hvor et helt rimord (af formen _́ ⏝) er tilføjet dels i én, dels i flere linjer. Det er klart, at denne versart står på overgangen mellem drotkvædet og hrynjandi hættir i egenlig forstand, og, ganske rigtig, følger disse straks efter; en versart med 7 stavelser i linjen knyttes dertil. Endelig som femte afsnit kommer to versarter, hvor også rimene er mangelfulde (munnvörp, háttlausa).

Alle de nævnte versarter er, tiltrods for deres indbyrdes afvigelser og digterens tankegang, dels rent drotkvædede, dels sådanne, der er afledede af disse enten ved bortkastelse eller tilføjelse af stavelser, hvorved der i visse tilfælde kan siges at fremkomme nye versemål.

I det 3. digt kan tre afsnit skælnes, men alle har de det tilfælles, at de er mindre, d. v. s. mere kortlinjede versemål. Der begyndes med tre slags tøglag (tøglag, annat t., hagmælt), hvorpå forskellige mindre versemål følger, hvor forskellen beror på rimenes ensartethed, kvantitet og hyppighed (hinn grænlenzki h., skammi h., nýi h.), på rimstavelsernes nærhed og form (stúfhent, náhent, hnugghent, hálfhnept, alhnept), hvortil føjes málaháttr med drotkvædets egenskaber (haðarlag). Andet afsnit indeholder alle de forskellige arter med slutningsrim (runhent), hvor forskellen atter beror dels på rimenes antal, linjernes længde og slutningsord, rimstavenes antal osv. I alt er der således 5 systematiske »balker« (klasser) af runhent. I det sidste afsnit findes så til slutning de forskellige eddakvads-versemål og afarter af disse, beroende på lignende forskelligheder som tidligere (málaháttr, fornyrðislag, bálkarlag, stikkalag, ljoðaháttr, galdralag, kviðuháttr).

Det ses af denne oversigt, hvor gennemtænkt og logisk gennemført hele systemet, på et par undtagelser nær, er. Ikke desto mindre hviler det på en ganske uhistorisk grund; den historiske udvikling af versemålene har Snorre ikke gennemskuet og har fra sin tids standpunkt heller ikke kunnet det. Han har ladet sig blænde af det pragtfulde og højtidelige drotkvædet til at sætte det i spidsen, det er, som det i kommentaren hedder, »ophav til alle andre«. Ganske vist udgik derfra forskellige nydannelser, men selv berode det på ældre og simplere versemål. Snorre tager således fat ved den forkerte ende; følgen er da også bleven den, at han ofte adskiller, hvad der i virkeligheden hører sammen; således er f. ex. tøglag (68—70) kun fornyrðislag (96) med drotkvædets rimforhold; således er haðarlag (79) kun málaháttr (95) med de samme rim; málaháttren burde have stået efter fornyrðislaget osv. Bortset fra denne fejlagtige betragtning af forholdets historiske udvikling er Snorres system kløgtigt og dygtig gjort. Ligesom hele ordningen og indretningen deraf er hans originale værk, således er behandlingen af hvert enkelt versemål hans egen. Dette er vi berettigede til at antage, da vi af Snorres forbillede ved, hvor småt det stod til med et strængt gennemført system og fordi vi ikke kender til noget digt før Snorres tid, hvor formen er holdt så nøjagtig og følgerigtig som hos ham. Snorres eget arbejde består altså i, at have udtænkt og givet en bestemt og med sig selv i alle enkeltheder overensstemmende norm for enhver versart. Vi kan tænke os hans fremgangsmåde omtrent på følgende måde. De eddadigte f. ex., der er forfattede i fornyrðislag, har Snorre undersøgt og da iagttaget forskelligheder med hensyn til de enkelte linjers form (de 5 typer f. ex.); han har da set, at der ofte stod et ubetonet ord i linjen foran hovedstaven (typen B eller C). samt at der ofte anvendes kun én bistav; heraf danner han så et særligt versemål, hvor alle de lige linjer er af typen B eller C; alle 4 linjer bliver altså ens; og dette versemål giver han i de ulige linjer kun én bistav og opstiller dette som det rigtige, normale fornyrðislag. Forekomsten af to bistave og anbringelsen af hovedstaven forrest i linjen (A, D, E-typen) bevirker fastsættelsen af et nyt systematisk ordnet versemål med disse ejendommeligheder helt igennem (bálkarlag); dernæst opdagedes der, at bægge ejendommeligheder kunde forbindes (to bistave, B eller C-typen) og så fremkom en ny versart (stikkalag). Således får Snorre, måske ved betragtningen af et eneste vers i fornyrðislag, blot ved en systematisk ligedannelse tre efter hans og samtidens begreber forskellige versemål, hvor vi ved, at forskellighederne er så underordnede, at der alligevel kun er tale om én versart.

På lignende måde er det gået med de enkelte drotkvædede versemål, f. ex. de såkaldte fornskáldahættir. Hos Brage, Egill, Torfeinarr findes intet aldeles svarende til Snorres vers12); men han har grebet en enkelt linje og formet de enkelte versarter derefter. Den i tidens løb ændrede udtale af ord bevirkede, at man i det 12. og 13. årh. udtalte verslinjer anderledes end tidligere; således udtalte man nu sjá i én stavelse og ikke séa; herved blev flere oprindelige seksstavelseslinjer udtalte som femstavelseslinjer. På grund af disses enkeltvise forekomst danner nu Snorre, der naturligvis ikke kendte den sproghistoriske udvikling, et versemål, hvor hveranden linje består af 5 stavelser (uden at være afstumpet), men er ellers fuldkommen drotkvædet.

Vi står nu overfor spørsmålet, om Snorre da selv har skabt nye versarter; dette spørsmål må besvares bekræftende; det sidst omtalte versemål er sikkert Snorres eget påfund; og selv siger han i v. 70, at »mangt et versemål om fyrsten aldrig før er blevet benyttet«. V. 71 er digtet i den såkaldte grænlenski háttr; en modsætning hertil er hinn skammi h. (v. 72), hvor de stavelser i de lige linjer, som i det grønl. versemål er lange, er korte. Eksempler på dette versemål er fuldstændig ukendte, og det ligger nær at antage, at det er Snorre selv, der har opfundet det for systemets skyld; det samme gælder den »nye« versart (v. 73), samt runhent på 3 stavelser i linjen, der ellers aldrig findes i litteraturen. Der er således en grundet formodning om, at Snorre for sit systems skyld har lavet nye versarter på grundlag af de gamle og i tilknytning til dem, foruden at han gennemgående har bearbejdet og normaliseret hvert enkelt versemål. Digtet beror således ikke alene på en digters virksomhed, men også og ikke mindre på videnskabsmandens tankearbejde og kløgt. Vi møder allerede her Snorre som den fuldt modne videnskabsmand, som en stræng teoretiker, men med det samme også som en dygtig praktiker, der på den letteste måde tumler med de vanskeligste metriske opgaver.

Hvad versarternes navne angår, er det i flere tilfælde vanskeligt at sige, om de er ældre end Snorre eller dannede af ham selv. At Snorre har dannet navnene på de ny, af ham selv skabte versarter er vistnok sikkert. Ellers er de fleste vistnok ældre. Ved en sammenligning med Háttalykill findes en mængde navne fælles for dette kvad og Snorres digt13) eller forekommende i bægge, om end i en noget afvigende form, uden at de dertil hørende vers altid fuldstændig svarer til hinanden. Men også i dette tilfælde mærker vi hos Snorre en systematiseren, og det er muligt, at han undertiden har behandlet navnene på en noget vilkårlig måde, som når Háttalykils alstýft hos ham bliver til hinn meiri stúfr osv. I enkelte tilfælde har der vistnok været dobbelte navne fra en meget gammel tid ved siden af hinanden (jfr. Hl.s refrún, Ht.s refhvörf).

Som K, Gíslason med sikkerhed har påvist14), er Háttatal digtet efter vinteren 1221—2 (da foretog Skule toget mod Ribbungerne, v. 66) og før sommeren 1223, da Sigurðr ribbungr blev fanget, men denne vigtige begivenhed omtales ikke i digtet; det må således være at henføre til vinteren 1222—2315).

Anm. Den kommentar, der i håndskrifterne, i en mere eller mindre fuldstændig skikkelse, ledsager Háttatal, vil blive behandlet i en anden sammenhæng.

Endnu kan et digt af Snorre påvises, i det der haves to linjer af ham, hvori en biskop opfordres til at høre på et digt; den følgende prosa oplyser, at denne biskop er Guðmundr Arason (1202—37). Jeg har med nogle16) antaget17), at digtet har handlet om Guðmundr selv og er forfattet omkring 1224, medens andre18) har tænkt på vinteren 1209—10, da Guðmundr som en elendig flygtning opholdt sig hos Snorre. B. M. Ólsen formoder19) at digtet slet ikke handler om Guðmundr, men om en eller anden helgen, og at Guðmundr blot opfordres til at høre derpå; dette forekommer mig mindre sandsynligt. Men spørsmålet kan ikke afgøres og har desuden ringe betydning.

Af løse vers haves for det første 4 hele og et halvt vers. Det første er digtet i anledning af overfaldet på Sturla Sigvatsson på Sauðafell 1229, det andet om kampen på Örlygsstaðir og drabet på Sturla og dennes gamle fader ofl. 1238; dette sidste vers er digtet i Norge og er af en særegen vemodig art. Det 3. er forfattet i Norge om den snedige stormand Gautr på Melr, der antoges at sætte splid mellem kongen og Skule; Gautr sammenlignes med Odin (der også hed Gautr), der stiftede ufred mellem konger. Det 4. er en hilsen til en »god og brav, fattig bonde«, digteren Eyjólfr Brúnason. I halvverset udtaler Snorre sin beundring for en kvindes skønhed, hvem digteren har set i færd med at rede sit smukke hår.

Dernæst er der ingen tvivl om, at to løse vers uden navn i Sturlunga20) bør tillægges Snorre; de er digtede henholdsvis året 1221 og 1226 i anledning af en af Snorres modstanderes, høvdingen Björn þorvaldssons drab samt nogle andre mænds fald; de angives at være forfattede på Stafaholt og Reykholt, hvor Snorre dengang netop opholdt sig, men at Sturla ikke har villet nævne versenes forfatter ved navn, kommer deraf, at de er af et ironisk indhold og som sådanne temmelig sårende. Det første vers slutter med den steflinje, som sydlændingerne netop havde spottet (se ovf. s. 78); den passer fortræffelig til Snorres stemning (se Sturlunga anf. st.) og gør en sådan virkning, at næppe nogen anden end Snorre selv kan have digtet verset.

Skal vi nu danne os en mening om Snorre som digter, er hans glimrende herredømme over sprog og form det, der først påtrænger sig vor iagttagelse. Ligesom han i sine prosaskrifter viser sig som den fuldendte sprogkunstner, således også i sine digte. Ingen versform er ham for svær, der er ingen detaljer i den ydre form, han ikke får med, ja han synes ligefrem at have lagt an på at skabe sig vanskeligheder, og dog kan man aldrig se, at det er faldet ham besværligt at overvinde dem; hans vers er, hvad ordstilling angår, ikke mere indviklede end andres, og netop den første del af Háttatal viser, hvilket ubegrænset herredømme han havde over sætningernes form og stilling. Hans vers lider aldrig af nogen kejtethed eller tunghed. Snorre er kort sagt verskunstneren fremfor alle andre, og han vidste selv, hvilke fortrin han besad. Med berettiget og i ingen henseende uklædelig stolthed udtaler han sig om sit hoveddigt på forskellige steder deri, f. ex. v. 67: »Nu har jeg digtet i 60 versemål om de vise fyrster; de, som hædrede mig, har ikke kastet deres hædersbevisninger og guld i havet«; i v. 70 hedder det: »flere af mine versemål er aldrig før benyttede«, i v. 95: »hvor i hele verden kender nogen et digt, forfattet med en ypperligere form om en gavmild hersker?«, jfr. også v. 96—7 og 100.

At Snorre med hensyn til de poetiske omskrivninger og det dertil hørende valg af ord ikke alene viser sig som den teoretisk indsigtsfulde, men også som den smagfulde digter, er ikke mere, end hvad man kunde vænte af Skáldskaparmáls forfatter. Også i denne henseende er Snorres vers fremragende, skønt de ingenlunde kan siges at være i besiddelse af den morgenfriske oprindelighed og umiddelbare naturlighed, som de ældre og bedre skjaldes.

Som digter i egenlig forstand når Snorre nemlig mindre vidt end som teoretiker og ordkunstner. Háttatal kan med hensyn til dets virkelige indhold kun betragtes som et hoveduddrag af hele den gamle fyrstedigtning. Skule og Hakon berømmes i høje toner og med stærke udtryk for alt hvad en fyrste ikke alene havde, men også burde have; de er på engang idealer af krigshelte, af gavmilde fyrster og venlige herskere, af gode sæders vogtere og moralske tilstandes hævdere. De enkelte skildringer af kampe, søtog og vinterlivets glæder i kongehallen er ganske vist ret livlige og anskuelige, men nogen original kraft eller ejendommelighed møder man her ikke. Der er en jævn sikkerhed og tøjlet beherskethed udbredt over det hele. Snorres egne følelser fremtræder bedst i hans løse vers, der danner et velkomment tillæg til Háttatal, hvor hans eget jeg trænges noget i baggrunden; i dette digt fremtræder han nemlig kun som den, der i høj grad glæder sig over den ham viste hæder og æresgaver, hvilket peger i retning af den ærgerrighedens egenskab, som han i sit liv ofte lagde for dagen. I de løse vers lærer vi Snorre at kende som den, der ikke beklager sine bitre modstanderes fald — et træk, som ikke mindst passer til tilstandene på Island i det 13. årh.s første halvdel — men omtaler det i en jævn rolig tone ikke uden anstrøg af let ironi. Vi lærer ham at kende som den, der var oplagt til spøg og spøgefulde hentydninger, men atter her finder vi en jævn beherskethed, ingen kådhed eller løssluppethed. Vi lærer ham fremdeles at kende som den, der ikke var uimodtagelig for indtrykket af den kvindelige skønhed — noget vi også kender fra hans privatliv — , og endelig ser vi, at han besad dybe og inderlige følelser, som han kunde give et alvorligt-ophøjet udtryk.

En overmåde tiltalende og harmonisk udviklet ånd er det, vi således møder i Snorres digtning, og denne ånd vil vi genfinde i hele hans livsfærd og i hans øvrige værker.


Noter
1) Sturl. 1, 328; jfr. det interpol. stykke i 1. kap. i Gunnl. s.
2) Sturl. sst.
3) Sturl. I, 331.
4) Sturl. I, 340 : Snorri hafði ort um jarlinn tvau kvæði alhend; váru klofastef i drápunni (sål. interpungeret i udg.) I den ældre udg. af Sturl. (II, 56) står alhend efter drápunni forbundet dermed med ok. - Alle Snorres kvad findes Skj. digtn. B II, 60—90.
5) Sn.-E. III, 662.
6) Sturl. I, 340.
7) Navnet: Sn.-E. I, 594; II, 372 (Upsal), 148, 419; Den 3. og 4. grt. afhdl. 4; Flat. III, 46.
8) Jfr. annat kvæði Sn.-E. I, 642 (cod. reg. — vorm.).
9) Þat er ort er um Skúla jarl cod. worm.
10) it þriðja kvæði Sn.-E. I, 682.
11) Jfr. f. ex. omkvædet i v. 68 og 70 og 102.2: konungr ok jarl.
12) Jfr. Njála II, 17 anm. 15; 19, anm. 18.
13) Jfr. Sievers: Metrik og min Stutt bragfræði 54—55.
14) Aarbøger f. nord. Oldkh. 1869, 147—8, jfr. Möbius: Háttatal I, 33-4.
15) Jfr. Storm: Sn. Sturl. Hist. skrivn. 82.
16) Udsigt osv. 155.
17) Sn.-E. III, 669—70.
18) Sn.-E. II, 115.
19) Den 3. og 4. grt afhdl. s. 184.
20) Sturl. I, 347-48, 386.