FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Snorre Sturluson (som forfatter)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson
G. E. C. Gads Forlag
København 1923


Andet tidsrum
2. afsnit: SAGALITTERATUREN


§ 15. Snorre Sturluson


Denne mand tilhørte gode, gamle islandske slægter1). En af hans forfædre var Snorre gode; dog er det ikke sikkert, at det er hans navn, Snorre har fået, da hans faders oldefader også hed Snorre (Jörundarson). Snorres fader var den bekendte kraftige og stridbare høvding, Sturla Þórðarson — hvis saga ovfr. er omtalt; hans moder var Guðny Böðvarsdottir, »Sturlungemoderen«, af Markus Skeggjasons slægt. Snorre, der er født 11792), kom 3 år gammel til Odde til opfostring hos landets mægtigste og anseteste mand, Sæmund frodes sønnesøn, Jon Loptsson (d. 1197; jfr. ovf. s. 550). Om hans barndom og opvækst findes intet som helst i kilderne. Man har for længe siden udtalt, at hans ophold i Odde må have haft en afgørende betydning for ham og hans åndsudvikling. Intet er heller rimeligere, ti Odde var i det 12. årh. et af litteraturens og studiernes hovedsæder på Island. Her kan Snorre have stiftet bekendtskab med Sæmunds skrift om de norske konger, hvad enten han forstod latin eller ej; ligeledes kan han her have lært Ares bøger at kende. At Snorre har fået nogen gejstlig uddannelse er mere end tvivlsomt; da han overhovedet aldrig viser noget som helst direkte kendskab til latin, må det antages, at han slet ikke har kunnet det sprog; at han bruger den latinske udtryksmåde i dateringer, beviser intet som helst; de er direkte hæntede fra hans originaler, og de kan være uforandret gået over i de afskrifter af disse, han lod foretage, men derfor kan han godt have forstået deres betydning3). Derimod er det tilladt at antage, at Snorre i Odde har tilegnet sig datidens geografiske kundskaber, sat sig ind i Islands ældre historie, samt i forbindelse dermed fået indsigt i de islandske love.

Da Snorres fosterfader døde, var han 18 år gammel4); han stod på overgangen til en selvstændig stilling og virksomhed. Man måtte begynde at tænke på hans fremtid, og det så meget mere som han var uden formue; fædrenearven havde moderen forødt. Da var det, at hans ældre broder Þórðr og hans fosterbroder Sæmund, Jons søn, trådte til og på hans vegne fride til Herdis, datter af den hovedrige præst Berse på Borg. Giftermålet kom i stand 1199; det var åbenbart et ret og slet fornuftgiftermål, vistnok uden tilbøjelighed på nogen af siderne. De nygifte opholdt sig den første tid (1199—1200) i Odde; efter Berses død 1201 flyttede de til Borg, hvor Snorre bode, indtil han vistnok i året 1206 erhværvede gården Reykjaholt (i den nordre Reykjardal). Herdis har vistnok ikke fulgt ham til den nye bopæl, men er bleven boende på sin fædrenegård, og rimeligvis er deres ægteskabelige samliv dermed faktisk afsluttet; de havde to børn, der bægge er født før 1206. På Borg døde Herdis 1233. Vi savner alle oplysninger om forholdet mellem ægtefolkene, og man har ikke den fjærneste grund til at rette nogen bebrejdelse mod Snorre; har der været kølighed eller ligegyldighed til stede mellem dem, kan det lige så vel have været hendes som hans skyld. Også må man se forholdet i belysning af tidens tilstande og opfattelse af forbindelsen mellem mand og kvinde. Men et er sikkert, at forbindelsen med Herdis lagde den første grund til Snorres magt og anseelse, der dog navnlig først for alvor mærkes efter erhværvelsen af Reykjaholt. Det varede ikke længe, før han fik lejlighed til at optræde i kraft af sin stilling, så meget mere som han fik en del af et godord af sin farbroder. Allerede mens han var i Odde, havde han deltaget i forberedelserne til en sag mod en sydlandsk høvding, men dette havde han gjort på Sæmunds vegne (Sturl. I, 242). Da han bode på Borg, kom han i strid med nogle orknøske købmænd, som han behandlede meget hårdt (St. I, 273—74), ja han siges at have sendt 3 stimænd ud på dem, og det, uagtet de havde fået tilflugtsted på Odde. Vi ser heri et vist uklogt, ungdommeligt overmod og lyst til at vise sin vælde; Snorre høstede heller ingen ære af sagen. At han til en vis grad i det mindste har været i sin formelle ret, kan næppe betvivles, men vi savner sikre efterretninger om sagens sande sammenhæng. Rimeligvis har dog Snorre allerede heraf draget en nyttig lære m. h, t. sin fremtidige optræden, således som denne skildres os. Efter at Snorre — efter flytningen til Reykjaholt — havde fået som gave en del af et godord på Nordlandet (Eyvellingagoðorð ; St. 1, 275), var hans magt grundet for bestandig. Før havde han fået det halve Lundarmannagodord. »Han blev da en stor høvding, ti han manglede ikke penge; han var også en meget driftig mand (fjárgæzlumaðr); han var meget »mangesindet (ɔ: ustadig i forhold til kvinder) og fik børn med flere kvinder end Herdis« hedder det i sagaen (St. I, 274, hvor hans børn opregnes); bortset fra det sidste giver denne beskrivelse os en træffende betegnelse af Snorre som den praktisk-dygtige landmand og bestyrer, der sikkert har taget virksom del i driften af sine gårde.

I de følgende år til 1214 hører vi i det hele kun lidt om Snorre. Sammen med andre høvdinger deltog han i toget til Holar 1209 mod biskop Gudmund; Snorre havde ham hos sig den følgende vinter og behandlede ham godt og ærbødigt5) (jfr. ovf. 86) ; på dette tog hedder det udtrykkelig om Snorre, at han gav en gejstlig livet (St. I, 285 ff). På grund af dette tog blev han ligesom de andre høvdinger af erkebispen opfordret til at rejse til Norge, men han brød sig, og med rette, intet om denne »udstævning«. Heller ikke de fleste af de andre efterkom befalingen. — I nogle stridigheder (St. I, 320—21), der opstod mellem Midfjordsmændene og Vididalsmændene, undlod Snorre at tage parti (»han vilde ikke forøge striden«), men søgte — han var jo godordsmand dér — at stifte fred, det kom til kamp men det lykkedes ham at udvirke et forlig mellem de stridende parter, og han dømte dem imellem. Dette viser Snorres fredelige sind. Desuagtet kunde han selvfølgelig meget godt optræde med kraft og bestemthed, når det galdt at værne om hans eller hans mænds formentlige ære og selvstændighed; således f. ex. engang da en ubetydelig hændelse på altinget (o. 1212; St. I, 325—27) nær havde bevirket en åben kamp mellem ham og Sæmund i Odde. Her kom Snorre imidlertid til kort, uden at der falder nogen skygge på hans karakter; det var ikke første gang, at man kæmpede, eller at det truede med kamp på altinget. Derimod er Snorres optræden i en anden sag, hvor han søgte at oprette nederlaget (St. I, 327), mindre hædrende for ham. Det var en afdød kones arv, det drejede sig om. Snorre skaffede en ukendt arving til veje; det kom til et forlig, og han, hedder det, havde ære af sagen. I hvert fald er det vist, at det ikke var for at berige sig selv, at Snorre tog sig af sagen.

Ved dette tidspunkt er det, at sagaen siger om Snorre, »at han blev en god skjald«, d. v. s. at han nu for alvor begyndte at digte; som sådan var han også nu kendt i Norge, eftersom Hakon jarl galinn (d. 1214) indbød ham til at besøge sig (se ovf.). Det hedder fremdeles, at Snorre »var meget kunstfærdig m. h. t. sine hænders brug og forstod sig godt på at foresige, hvad der skulde gøres«.

Vi ser altså Snorre nu som manden med de fremragende ævner, som den dygtige skjald, hvis ry farer over havet, som den udmærkede økonom og praktiske mand. Det undrer os ikke, at han ansås for moden til at opnå den højeste værdighed i landet, lovsigemandsembedet. Han beklædte dette første gang i 4 år (1215—18; Safn II, 28), men hans virksomhed kendes ikke; disse år var meget fredelige.

Så er det, at Snorre får sit ønske opfyldt, at rejse til Norge. 1218—20 er han udenlands (St. I 331, 339—416); han opnår Skule jarls og kong Hakons gunst og nød stor anseelse, og dog skulde denne rejse blive skæbnesvanger for ham. Forholdet mellem Nordmænd og Islændere var i de år ikke godt. Páll Sæmundsson fra Odde var druknet i Norge 1216; faderen beskyldte Nordmændene for at have forårsaget hans død; til hævn havde han frataget nogle Bergenske købmænd endel gods, hvad der førte til gensidige manddrab. I Norge var stemningen meget ophidset og det i den grad, at Skule allerede forberedte et formeligt krigstog til Island, tiltrods for manges betænkeligheder. Snorre var en af de ivrigste til at fraråde det; for helt at forpurre toget, fattede han den beslutning at love at virke for, at landet uden blodsudgydelse underkastede sig den norske konge. Hermed lod man sig nøje, man opgav toget, og kongen gjorde Snorre, der for var bleven udnævnt til skutilsvend, til sin »lendermand«; heri lå, at han skulde komme til at styre det »land«, der underkastede sig kongen. Snorre havde foreløbig opnået, hvad han vilde, og reddet sit fædreland. Det løfte, han havde givet den norske konge, tænkte han vist nok fra første færd af ikke på at holde; han har sikkert aldrig et øjeblik i virkeligheden tænkt på at ville forråde sit fædreland, og han gjorde aldrig det mindste forsøg derpå. Fra et islandsk standpunkt og fra datidens moral var dette en patriotisk og nærmest rosværdig handling, en pia fraus, der var på sin plads. At kong Hakon derimod bagefter betragtede Snorres færd med andre og alt andet end milde øjne, er fuldt forståeligt. Han måtte føle sig stærkt krænket og skuffet, og han var ikke den, der glemte krænkelser eller sine mål. Forholdet mellem Hakon og Snorre har vistnok aldrig været synderlig varmt, kun formelt venskabeligt. Kongen var jo også ganske ung, kun 14 år. Anderledes var forholdet til Skule, i hvis hus Snorre opholdt sig bægge vintre; det ses at have været ligefrem hjærteligt; Snorre forfattede mange digte om Skule, og denne får sin rigelige broderpart af lovordene i Háttatal. Snorre skulde sende sin søn til kongen som gidsel; dette, der nærmest kun var en formsag, skete i 12217).

Da Snorre kom hjem, blev han ikke godt modtagen; rygtet var gået forud og havde fortalt om, hvad han skulde have lovet kongen; hvad der også bidrog til at stille ham i et dårligt lys hos hans landsmænd var de mange og prægtige gaver, han havde modtaget. Navnlig var det den unge høvding Björn Torvaldsson, Gissurs halvbroder, der var forbitret på Snorre; det var hans svigerfader, de norske købmænd havde dræbt. Man hånede Snorre og digtede nidvers om ham. Dog kom det ikke til noget ligefremt overfald på ham. Han følte sig i høj grad fornærmet og var tilsinds at hjælpe Loptr Pálsson i hans stridigheder med Björn, hvad Snorre dog lod fare, da hans broder Sigvatr frarådede ham det (St. I, 343—44, 347—48). Da så Björn var bleven dræbt (1221), ytrede Snorre sin tilfredshed dermed. Ganske ejendommeligt er det, hvad Sigvatr ytrede om det første møde med Snorre: »det var som om Snorre havde en økse over skulderen — da tog jeg en hén af min pung og strøg æggen dermed, så at øksen blev sløv og det i den grad, at den smilte til mig, for vi skiltes«. Hvad Snorre her lovede, holdt han. Vi ser også heraf, at han ikke var den hævngærrige, der med halsstarrighed holdt fast ved hævntanken, men en mand, som var tilgængelig for fornuftens formaninger; alt viser, at han i grunden var en fredeligsindet mand.

Noget efter opstod der en strid mellem Snorre og Torvald i Vatsfjord (St. I, 360—61, 368—69), som det ikke er nødvendigt her at dvæle videre ved. Den endte med fred og forlig og giftermål mellem Torvald og Snorres unge datter Tordis (1224). Kun skal bemærkes, at et overfald, der foretoges på Torvald, sikkert ikke var planlagt af Snorre, uagtet nogle af de hos ham boende mænd deltog deri, ligesom han heller intet havde at gøre med stridens begyndelse. Men sagen bærer vidne om, at Snorre, efter at have taget den i sin hånd, ikke godt kunde tåle, at andre høvdinger skulde vokse ham over hovedet.

Den uvilje, der var bleven vakt mod Snorre, må hurtig have lagt sig igen. Ti han blev 1222 atter valgt til lovsigemand, og han blev genvalgt til 12318).

En af de for Snorre vigtigste begivenheder i disse år var hans indgåelse af et slags ægteskabeligt samliv med den nævnte Björn Torvaldssons hovedrige enke, Hallveig; de gjorde »halvfællig« med hinanden 1224, hvilket atter forøgede både Snorres formue og magt. Forholdet mellem ham og Hallveig synes at have været meget oprigtigt og hjærteligt og berot på gensidig tilbøjelighed; han siges at have sørget dybt over hendes død, der indtraf i juli 1241. Samme år (1224) giftede Snorre sin datter Ingibjörg med Gissur Torvaldsson, hvilket skulde blive til ulykke for bægge parter. Til Snorres og Hallveigs navn er stykke III i Reykjaholts måldage knyttet, ligesom det sidste til ham og den nævnte datter.

I øvrigt havde Snorre i dette tidsrum en lang strid med sin broder Sigvatr og dennes søn, den senere så bekendte og voldsomme Sturla, i anledning af slægtens godedømme (Snorrungagoðorð), som Snorre havde retmæssigt krav på at få del i (St. I, 380—419). Snorre, hedder det, gjorde et tog til Dalene og »lagde landet under sig«, d. v. s. bemægtigede sig gode-herredømmet (i de egne). Tidligere havde han truet med at ville overfalde Sturla, men det blev ved truslen. Under alt dette var det, at Torvald i Vatsfjords sønner gjorde det ulyksalige tog til Sauðafell, hvor Sturla bode, for at tage ham af dage (1228). Man plyndrede og ødelagde, dræbte mænd og kvinder, og opførte sig overhovedet på den skændigste måde. Bagefter var der dem, som beskyldte Snorre for at have været ophavsmanden til dette afskyelige overfald. Men der haves for det første intet som helst bevis herfor, og dernæst, selv om han skulde have opfordret til toget, kan han ikke under nogen omstændigheder gøres ansvarlig for den måde, hvorpå det udførtes, eller de enkelte nidingsgærninger, der udøvedes. Efter forliget med Torvaldssønnerne og Sturla blev forholdet mellem ham og Snorre bedre, og de forligtes endelig 1230. Den følgende vinter opholdt Sturla sig endogså hos sin farbroder og siges da at have været ivrig i at lade »afskrive de bøger, som Snorre havde sat sammen«.

Sommeren 1231 havde Snorre på altinget en strid med Ormr fra Svinafell angående en sag, hvor han mente det galdt hans høvdingeære, og han beredte sig til at værge den med våbenmagt, men der kom et forlig i stand (St. I, 423 — 24).

Snorre havde villet forlige Sturla og Torvaldssønnerne (St. I, 426—43), men Sturla overfaldt dem og dræbte dem (1232). I drabssagen blev der indgået forlig mellem Snorre og Sigvatr. Samtidig havde Snorre haft en strid med den nordlandske høvding Kolbeinn Arnorsson, — der før havde været gift med hans anden datter — , angående de nordlandske godord. Men også de forligtes, og Snorres søn Orækja ægtede Kolbeins søster.

1231 er Snorres sidste lovsigemandsår9). De følgende år, Snorres sidste 10 år, er i en langt højere grad end før, uroens og trængselens år for ham. Der var ufred fra indenlandske høvdingers side, som den strid han 1234 havde med Kolbeinn, uden at det var Snorre, der havde gjort Kolbeinn nogen uret; han havde blot venskabelig modtaget en mand, der var flygtet bort fra Kolbeinn; så blev Snorres gårde plyndrede. Kunde Snorre rolig finde sig i sligt? Han samlede en hær, men til kamp kom det dog ikke (St. I, 460—67).

Sturla Sigvatsson var rejst til Norge 1233 og kom tilbage to år efter. Kong Hakon havde i denne ærgærrige mand fundet et altfor villigt redskab til at fremme sine planer angående Island. Han har da set, at af Snorre kunde han intet vænte. Orækja, der altid voldte sin fader uro og bryderier og som oftest optrådte som fredsforstyrrer, havde, ved at undertrykke Sturlas tingmænd, pådraget sig dennes fjendskab, og dette var et påskud for ham til at vende sig mod Snorre selv. Da Snorre erfarede Sturlas planer, vilde han dog ikke samle folk for at overfalde Sturla, men kun til det nødvendige selvforsvar, idet han erklærede, at »han ikke vilde gøre et tog mod sin broder«; der tilføjes rigtignok som grund, at der var så mange helligdage for hånden (St. I, 480) ; dette var imidlertid kun et påskud, ti bagefter sendte Snorre mænd med forligstilbud. Den, der derimod ikke ænsede helligdagene, eller tog hensyn til slægtskab eller klogskab, var Sturla; både han og Sigvatr samlede en hær og begav sig til Reykjaholt, hvor de bemægtigede sig gården og alt hvad der var (1236; St. I, 482). Snorre var flygtet bort til sin gård, Bessestad, og herfra tog han til det østlige sydland og så atter tilbage til Bessestad efter jul 1237 (St. I, 482, 487). Orækja blev fanget og mishandlet på det skammeligste, hvorpå han rejste udenlands (jfr. ovf. s. 102). Om foråret fik Snorre samlet en hær for at jage Sturla bort fra sin gård, men Torleifr i Bær frarådede toget, og det gik så overstyr. Bagefter kom det til det bekendte slag ved Bær, men dér var Snorre ikke tilstede, og han havde ingen del deri. Kort efter tog Snorre den beslutning, som det ikke er let at forklare, at rejse til Norge (1237), og her blev han nu atter 2 år (til sommeren 1239; St. I, 500)10). Den første vinter opholdt han sig hos hertug Skules søn, Pétr, i Trondhjem, men synes ikke at have truffet kongen; så meget nærmere sluttede han sig atter til Skule, hvad bl. a. det vers viser, han digtede om Gautr på Melr, og hvori han dadler denne som en ufredstifter. At kong Hakon ikke nu var venligere stemt mod Snorre end før, siger sig selv. Snorre rejste, som bekendt, hjem til Island trods kongens udtrykkelige forbud, men med hertugens billigelse. Ja, denne siges at have gjort Snorre til sin jarl — Styrmer kalder Snorre for folgsnarjarl ɔ: hemmelig jarl — . Dette var dog sikkert kun et ondskabsfuldt rygte; Sturla Þórðarson siger udtrykkelig, at ingen af de Islændere, som da var i Norge og havde kunnet give besked derom, har kunnet bekræfte den sag for ham. At den ukritiske og lettroende Styrmer kunde tro på et sådant rygte, er ikke overraskende, men han burde vistnok have været den sidste til at plette Snorres minde.

Imidlertid var det forbi med Sigvats og Sturlas magt på Island. Da de vendte sig mod Gissur Torvaldsson, fik de en modstander, der ikke, som Snorre, undgik at overfalde sine modstandere. I det store slag ved Örlygstad fældede Gissur dem bægge og tog selv del i drabet på Sturla på en såre lidet tiltalende måde. I anledning af dette slag digtede Snorre i Norge det smukke, vemodige vers, han sendte til Tord kakale, Sigvats søn (se ovf. s. 86). Da Snorre kom hjem, var sagen i anledning af slaget ved Bær endnu ikke bilagt (St. I, 543); det blev overdraget Snorre alene at bestemme forliget og betingelserne (1240).

Herefter fortælles der ikke meget om Snorre; han afstod til Sturla Þórðarson en del af godordet (St. I, 544) og holdt Hallveigs søsters bryllup (sst). Det antydes, at det var på Snorres opfordring, at Orækja nu drog til Vestlandet, hvor han opførte sig meget egenmægtig og overmodigt, ikke mindst overfor sin fætter Sturla, men de forligtes på en smuk måde (St. I, 544 — 45).

Sommeren 1240 modtog Gissur og andre høvdinger breve fra kong Hakon, hvis indhold gik ud på at få gjort Snorre, i hvem kongen nu så en ligefrem modstander, uskadelig, enten ved at få ham sendt til Norge eller ved at tage ham af dage. Gissur har uden tvivl straks fattet sin bestemte plan, nemlig den at rydde Snorre af vejen, såsnart han fik et antageligt påskud dertil. Den underfundige og magtsyge mand holdt sig foreløbig i ro. På det sidste alting, Snorre deltog i (1241), lod han endnu, som var han hans gode ven; Snorre havde ingen grund til at mistænke ham. Da Hallveig døde, forlangte hendes sønner deres arvelod af Snorre (St. I, 550), men de blev misfornøjede med delingen. De henvendte sig naturlig nok til deres farbroder Gissur, og nu var påskudet der, nu var den gunstige lejlighed kommen. Gissur samlede sine mænd; bl. a. kom Kolbeinn, der var bleven indviet i hemmeligheden, nordfra. Natten til den 23. september kom de til Reykjaholt, og her foregik den udåd, der altid vil blive en skamplet på Gissurs minde. Snorre blev dræbt på en særlig tragisk måde (St. I, 552 — 53) ved et samarbejde mellem den konge, hvem Snorre havde lovprist i et uforgængeligt digt og hvis forfædres liv han havde skildret i sit udødelige mesterværk, og en kortsynet, indenlandsk ærgærrighed, der åbenbart ikke kunde tåle, at nogen høvding skulde stå ham og hans stræben i vejen. Ja, bagefter gik hans frækhed så vidt, at han »lagde alle sager under kong Hakons dom« (St. I, 563), som om denne endnu havde den mindste ret til at blande sig i specielt islandske sager. Men med Snorres død er det virkelig forbi med landets selvstændighed. Kongen bemægtigede sig, uden skygge af ret, endel af Snorres jordegods. At den blodige udåd af samtiden føltes som et tungt slag, er utvivlsomt. De følgende fejder, som ikke her kan skildres, de kampe, som Gissur måtte bestå, de overfald, han var genstand for m. m., hidrørte fra drabet på Snorre. Klart udtales hævnfølelsen og hævnlysten — foruden i hvad der fortælles om Sigurd vegglágr 1243 (St. II, 35) — i St. II, 163, i Olaf hvitaskalds ord 1252, samt og ikke mindre i Kolbeinn grøns udbrud under branden på Flugumyrr (1253): »Er der nu ingen, der husker Snorre Sturluson«. Snorre mindedes længe; han mindes endnu den dag i dag, og han vil mindes, sålænge der er en tøddel af oldislandsk litteratur tilbage.

Når der skal dømmes om Snorres karakter og færd, er der mangt og meget at tage hensyn til, først og fremmest de samtidige samfundsforhold og de andre høvdingers gøren og laden. Snorre bliver jævnlig strængt bedømt; biskop Finnur Jónsson sluttede i sin tid sin levnedstegning af ham med ordene: male parta male dilabuntur, og det er vistnok denne levnedstegning, der har haft indflydelse på eftertidens dom.

For at begynde med Snorres formentlige begærlighed efter penge og gods, kan han ikke ganske frikendes for denne, i øvrigt temmelig almen-menneskelige svaghed. Men derved må det dog ikke glemmes, at så godt som hele sin rigdom erhværvede han på en fuldkommen ærlig måde — hvad man vistnok ikke kan sige om alle hans samtidige — ved giftermålet med Herdis, ved kontrakten med den lidet duelige præst i Reykjaholt, der fuldkommen frivillig afstod sin gård til Snorre, mod at denne skulde underholde ham og hans familje på livstid, hvad Snorre også ærlig gjorde, og endelig ved formuefælliget med Hallveig. Da Snorre tillige var en dygtig forvalter, er det ikke underligt, at han blev så rig, ja en af sin tids rigeste mænd, som ikke kunde føle det som noget stort tab på engang at miste 100 høveder. Han ejede mange gårde rundt omkring. Vi hører intet om, at han søgte at skaffe sig rigdom ved mindre ærlige midler11) — Snorre var ærgærrig; det skal ikke nægtes. Hans ideal var, som det fremgår af flere steder, en helst enerådende fyrste, en høvding af samme art som de gamle herredsgoder eller de norske stormænd. Hans sympatiske skildring af en mand som Erling jarl på Sole viser dette. En sådan mand vilde Snorre selv være, og han havde mange betingelser til at være det. Men heraf fulgte, at når han blev tirret og krænket eller nogen gik hans ære for nær, vilde han ikke finde sig deri, men skaffe sig respekt og, i givne tilfælde, hævne sig og straffe modparten. Dette er ikke i mindste måde påfaldende. Til dette høvdingeideal svarer, at Snorre gentagne gange rider, ledsaget af 6, 8, 9 hundrede mand, til altinget, hvor han går af med sejren. Også på anden måde ser vi Snorres forkærlighed for oldtidens pragt og ejendommelighed. Han holder julegilde »i følge [»gammel« er åbenbart meningen] norrøn skik« (St. I, 386) ; hans bod på altinget hedder Valhal (sst. 424) — han var selv etslags Odin — ; han omgiver sine gårde med volde (sst. 409, 555) — kort sagt, han udfolder allevegne en høvdings pragt, vi kan tilføje, i god gammel stil.

Man har bebrejdet Snorre underfundighed. Denne beskyldning kan dog ikke i nogen nævneværdig grad bevises ved kilderne. Hans løfte til kong Hakon kan næppe regnes hertil. Hvis Snorre derimod skulde have været årsagen til overfaldet på Sauðafell eller sendt Orækja til Vestlandet for dér at stifte ufred, vilde det være tegn på den mindre heldige side af Sturlungekarakteren, men eksakte beviser brister i bægge tilfælde. Skønt Snorre nok var hævnlysten som alle andre og ikke undlod at glæde sig, når det gik modstanderne ilde, må det stærkt betones, at Snorre overhovedet er en fredelighedens, fordragelighedens og besindighedens mand. Aldrig finder vi Snorre som deltager i en eneste kamp, aldrig er han med i et eneste overfald — toget til Holar 1209 er ikke et sådant. Dette finder sin træffende belysning, når vi ser hen til de fleste af de andre samtidige høvdinger, for hvem kampe og overfald så at sige hørte til dagens orden. Når Snorre har samlet mandskab for at hævne en krænkelse eller til selvforsvar, opgiver han toget eller lader sig det fraråde, han lader sig formilde og er altid rede til at gå ind på forlig, ligesom han på den anden side altid søger at forlige andre12). Han er mild mod folk; han behandlede gentagne gange biskop Gudmund som en ven og viste ham velgærninger, når andre høvdinger ringeagtede og fortrædigede prælaten; jfr. også hans behandling af Brandr på Staðr (St. I, 398). Når Snorre selv ytrer (S.t. I, 456), at »han ikke plejer at tage del i bygdestridigheder«, er dette fuldkommen rigtigt. Når man ser på Snorres færd, minder den i noget om hans forfader Egill Skallagrimsson. Han brød sig ikke om folks kævlerier, men ingen hævnede mere eftertrykkelig personlige krænkelser. Altid skåner Snorre sine slægtninge så meget som muligt (jfr. Egils slægtfølelse), hvad de sandelig ikke altid gjorde overfor ham. I så henseende står Snorre højt over de fleste af sine samtidige. Sturlungerne ligesom spalter sig m. h. t. karakteren i to grene; den ene er stridbar, uretfærdig, listig, og viger ikke tilbage for noget som helst (Sigvatr, Sturla osv.); den anden er fredelig, spagfærdig, besindig og dog kraftig (som Þórð, Bödvarr, Sturla Þórðarson osv.), og til denne hører Snorre afgjort. Hvad der end yderligere gør hans skikkelse så tiltalende, er hans nationale følelse, hans patriotisme, der aldrig fornægter sig. Uadskillelig fra denne og måske tillige baggrunden for den er hans indtrængende kendskab til oldtidens, særlig den islandske fortidskultur og åndelige liv og de gamle storladne høvdingeskikkelser. Gennem sine historiske studier har han stiftet bekendtskab med sådanne mænd som Einar på Tværå; måtte ikke hans svar i anledning af kong Olaf d. helliges forsøg på at få fodfæste på Island gøre et mægtigt indtryk på en mand som Snorre? Hvad var det andet end et forsøg på at træde i hans fodspor, når Snorre ved sit løfte forhindrede Hakon d. gamle i hans forsøg i samme retning? Han har ligesom følt en fælles forbindende og forpligtende tråd mellem sig og fortiden. Snorre er overhovedet en af det 13. årh.s største personligheder og mest tiltalende skikkelser blandt de mænd, som er kendte i historien.

Det her givne, på kilderne grundede billede af Snorre (jfr. Munch: N. f. H. III, 1004—5) styrkes i alt ved hans forfattervirksomhed, både hans digte (se foran) og navnlig ved hans prosaværker.



Edda.
Dette ved flere håndskrifter og kilder hjemlede navn betyder poetik13) og viser således, hvad der er værkets hensigt og indhold. Denne hensigt fremtræder ofte og på mange måder14). Af håndskrifter er her flere, nemlig codex regius, 2367 4°, gml. kgl. saml., Wormianus, AM 242 fol., Upsalaedda, Delag. 11, AM 748, 1eβ, 757, 4°. Af disse er reg., worm. med 1eβ de bedste, så vidt de når, og af dem er regius atter fuldstændigst. Til dem slutter sig en papirsafskrift i Utrecht, der er en afskrift af en tabt membran fra o. 1280, af betydelig værdi for tekstkritikken15). Worm. har store lakuner og mangler hele stykker, medens 1eβ kun er et brudstykke. Upsalahdskr. har omtrent hele stoffet, men ordnet på en ejendommelig måde, idet afskriveren først kun har villet tage enkelte dele og afsnit med og udelade det øvrige; det meste af dette er han alligevel bagefter kommen til efterhånden at tilføje, idet han har ændret sin plan og måske fået bedre tid. Han forkorter desuden ofte teksten og mishandler den, så at den hyppig bliver uforståelig; dog kan dette håndskrift, der er det dårligste af alle, benyttes til at kontrollere de andre. I 748—757 findes kun værkets andet hovedafsnit, dog ikke i dets helhed og desuden vilkårlig behandlet. Snorres egen tekst findes utvivlsomt bedst og oprindeligst bevaret i reg.—worm.—Utr., og det både m. h. t. ordning og ordlyd; dog findes der her enkelte indskud og fejl. Om alt dette kan henvises til min afhandling i Aarbøger f. nord. Oldk. og Hist. 189816). Til de her hævdede resultater har Nordal i hovedsagen sluttet sig.

Skriftet falder i 3 afdelinger, hvoraf den sidste er digtet Háttatal; se herom ovf. s. 78—86. Det hele indledes med en fortale af Snorre selv, hvori han giver en kort fremstilling af verdens tilblivelse og jordens inddeling for så at komme til at omtale Trojanerne eller Tyrkerne og »den gamle« Asgård-høvding, Odins indvandring til Norden. Det hele er en euhemeristisk, på middelalderlig vis fremsat historisk opfattelse og stemmer i det hele med Snorres fremstilling i Heimskringla, hvor den dog er mere detaljeret. Det er som om Snorre med denne sin fortale vilde antyde, at han tager afstand fra den rent mytologiske opfattelse, der særlig og rent fremtræder i Gylfaginning. Fortalen er i Worm. stærkt interpoleret med middelalderligt, æmnet uvedkommende lærdomskram.

A. Heusler har (i sin Urgeschichte-afhdl.) grundig undersøgt prologen. Han er enig i opfattelsen af W.s indskud, men hvad det øvrige angår, mener han at kunne hævde, at i den form som prologen fremtræder i Reg.-T-Ups. heller ikke hidrører fra Snorre, men beror på omarbejdelse af den ægte fra Snorre selv stammende fortale. Tiltrods for det skarpsindige i undersøgelsen forekommer resultatet dog at være tvivlsomt. At Snorres fremstilling i Yngl.s. skulde være primær i forhold til prologen i Edda, er også ret tvivlsomt. Jfr. Nordals skrift s. 21f.

Gylfaginning kaldes værkets første del17). Rammen om denne er den, at kong Gylfe i Sverrig opsøger Asgård i en rejsendes skikkelse (jfr. en tegning i cod. Ups.) og har en samtale om hele den mytiske historie med 3 personer: Hár, Jafnhár, Þriði. Gylfes rolle består i at stille spørsmål og gøre enkelte som oftest humoristisk-ironiske små bemærkninger18) i anledning af det meddelte, medens en at de 3 stadig svarer. Denne indretning har sit forbillede i middelalderens almindelige lærebøger.

Det egenlige emme, gudehistorien, verdens og naturens tilblivelse, indretning, beståen og undergang, tilligemed en fremstilling af de enkelte gudevæsner, skildres i en fra først til sidst fuldkommen logisk rækkefølge. Efter at k. 2 (k. 1. i reg.-worm., er et yngre tillæg19) har skildret Gylfes rejse og ankomst til Asgård, begynder denne, der kalder sig Ganglere (»den gangtrætte«), i k. 3 med spørsmålet om, hvem der er ypperst af guderne; svaret lyder »Alfader«, der nærmere beskrives. Herfra går man over til den egenlige kosmogoni med en udførlig fremstilling af Borssønnernes virksomhed og menneskenes oprindelse (k. 4—9) samt Asgårds tilblivelse; Odin, Frigg og Tor nævnes allerede her som de mægtigste guder, og det er klart, at forf. identificerer Odin med den nævnte Alfader, men på en noget uklar, tvetydig måde. Herpå skildres (k. 10—13) Nat og Dag, Sol og Måne m. m. personificerede, samt forbindelsesmidlet mellem himmel og jord, broen Bifrost. Efter at universet således er skildret, vender forf. sig til det liv, der rører sig deri, og dettes udvikling i urtiden, hvortil beskrivelsen af verdenstræet med tilbehør (nornerne osv.) behændig knyttes, foruden omtalen af gudernes boliger m. m. (k. 14—17). Hertil føjes to kapitler om vinden, og Vinter og Sommer, der næppe kunde have stået på en bedre plads. Et nyt afsnit dannes af k. 20—36. der indeholder en systematisk beskrivelse af de enkelte guder og gudinder, og hertil knyttes fortællingen om Freyr og Gerdr (k. 37). Det næste afsnit handler om Valhal og livet derinde, Einherjerne m. m., om Sleipner og andre gudeklenodier (k. 38—43), hvorpå enkelte Torsmyter udførlig anføres; de går navnlig ud på at oplyse Tors kampe mod jætter og jættevæsner til forsvar for menneskeheden (k. 44—18). K. 20—48 er tilsammen et hovedafsnit, hvori fortid og nutid og de herhen hørende tilstande er skildret. Det 3. og sidste hovedafsnit indledes med fortællingen om Balders død, hvorved det sidste tidsrum i den mytiske verdenshistorie begynder; nu går det hastig fremad med skildringen — gennem Lokes straf til Ragnarokskampen, til gudernes og verdens undergang (k. 49—51), samt til det genfødte liv efter denne (k. 52—3). Endelig er der et lille slutningskapitel, der skildrer Gylles pludselige væren-alene med sig selv, idet hallen med de 3 mænd pludselig forsvinder, samt hans rejse hjem.

Det er klart, at det er et digt som Völuspá — i dens nuværende form — , der har tjænt forf. som et vejledende forbillede20). Her var rammen given og de vigtigste punkter i den mytiske histories udvikling fastslåede. Men fremstillingen måtte og kunde gøres langt indholdsrigere og fyldigere ved hjælp af andre kilder; således måtte en beskrivelse af de enkelte guder, hvortil der ikke var plads i Völuspå, indsættes på et passende sted, hvilket også skete. Spørsmålsformen er helt igennem vel bevaret; i reglen er det Hár, der svarer; forholdsvis få gange fordeles svarene også på de to andre, så at det både er Jafnhár og Þriði, der taler indenfor det samme kapitel. Nordal har påvist en vis klimaks i valget af hvem der svarer.

I det hele er fremstillingen kortfattet; kun enkelte gange får vi en udførlig, så at sige sagamæssig fremstilling, som når Tors rejser og bedrifter fortælles, og her er det at Snorres glimrende fortælletalent bedst viser sig.

De benyttede kilder angives i grunden tilstrækkelig af forf. selv. Det er da først og fremmest gamle digte, hvoraf der anføres en mængde vers. Blandt disse er det atter Völuspá, der fortrinsvis er benyttet og citeret (omtr. 28 vers)21), dernæst Grímnismál (omtr. 20 vers), Vafþruðnismál (omtr. 8 vers); desuden er Hávamál 1 benyttet (ved Gylfes indtrædelse i hallen), samt et vers af Skirnismál, Fáfnismál, Völuspá hin skamma, Heimdallargaldr (kun 2 linjer; digtet er ellers ukendt), samt endelig Þorbjörns Haraldskvæði, og et vers, der er en sammenstøbning af 3 vers af Lokasenna22). Et par vers af Skaðe-Njörðr, Vane-Gná og Þökks vers er rimeligvis ikke hæntede fra sammenhængende digte, men har fulgt med den mundtlige tradition. Det er klart, at Snorre også her indfører sagaskrivningens princip med dens erkendelse af de gamle digtes kildeværd og udnyttelse deraf. Anførselen af de benyttede vers er også her vilkårlig, og Snorres fremstilling beror langt oftere på vers end han citerer dem. Angående dette kan der henvises til Mogks grundige fremstilling i hans Untersuchungen II, skønt jeg ikke på ethvert punkt er enig med ham.

Foruden disse digte, hvoraf Snorre har søgt at uddrage et logisk helhedsbillede af den gamle mytologi, har han på sine steder f. ex. i fortællingen om Tors kamp med midgårdsormen flittig benyttet de gamle skjaldekvad, der behandlede æmnet. Endelig er også en gammel tradition og folketro grundlaget for enkelte træk23) og længere mytefremstillinger f. ex. Tors færd til Udgårdsloke, hvorom ingen digte kendes (jfr. k. 5 - 6 og 16). Men denne kilde har åbenbart kun kunnet spille en ringe rolle for forf. Den gamle myte-tradition måtte ved 1200 være ganske anderledes afbleget og mangelfuld end den historiske. Det ser vi af, at hvor de gamle kvad lod Snorre i stikken, der er hans fremstilling netop mangelfuld eller unøjagtig, og han har mange steder intet vidst udover hvad digtene kunde yde. Således ved han intet om »de 3 tursemøers« betydning (k. 14; jfr. Vspá 9); han misforstår åbenbart ordet lúðr ( Vafþr.; k. 7) ; han opfatter Gjallarhorn som et drikkehorn (k. 15); han har rimeligvis heller ikke kendt den rigtige sammenhæng m. h. t. Sleipners tilblivelse eller hvilken skæbnesvanger begivenhed, der lå bagved (Vanekampen osv.; jfr. Vspá); ligeledes beror det på en misforståelse, hvad der i k. 52 meddeles om de forskellige opholdssteder efter Ragnarök, samt når det i k. 15 hedder, at askens 3. rod var i himlen. Hertil kommer, at det er umiskendeligt, at kristelige forestillinger har gjort sig gældende og på sine steder forstyrret fremstillingen noget. Således er der ingen tvivl om, at den Alfader, der omtales i k. 3, et af de uheldigste kapitler i Gylf., er et genskin af Jehova og Odin på engang, og lignende kommer et par andre steder til syne. I begyndelsen mærkes der nogle steder en vis vaklen og usikkerhed. I fortalen fremtræder Snorre, som sagt, som den euhemeristiske historiker, og her indblandes adskillig middelalderlig lærdom. Forestillingen om de 12 dommere (jfr. de 12 díar) hidrører måske fra en oprindelig svensk institution (jfr. de 12 høvdinger hos den svenske konge i Hkr.), men den har intet at gøre med den gamle gudeverden; hvordan man så end regner antallet af guderne, får man ikke tallet 12. Dog er det næppe Snorre selv, der har skabt denne forestilling, da »de 12 guder« også antydes i Vspá in skamma. Alfaders 12 navne hænger også sammen hermed (det er konstrueret), samt den skælnen mellem Asgård og den gamle Asgård (jfr. Hkr.), der hist og her dukker op og virker tvetydighed og en del forvirring. I øvrigt er komposition og fremstilling i det hele glat og god.

Tiltrods for disse mangler er Gylfaginning et uvurderligt kildeskrift i flere retninger og indeholder et fra Snorres standpunkt og i forhold til hans samtids mytologiske viden en virkelig dygtig, med videnskabelig sans og kritik udarbejdet fordomsfri oversigt over den gamle gudelære. Var det vanskeligt at udrede de enkelte tråde på et rent historisk område, hvor traditionerne var mange gange rigere, måtte det være dobbelt vanskeligt, når der, som her, var tale om forsvundne tiders trosforestillinger, en mytisk labyrint, hvor utallige gange og sidegange stadig kunde forvirre og forvirrer endnu den dag i dag. Så meget mere anerkendelsesværdig er Snorres litterære ydelse; den bliver til en virkelig bedrift.

I sin Hkr. har Snorre givet en forskellig fremstilling af visse enkeltheder; noget, som man havde væntet at finde i Gylf. (som myten om Hæner—Mimer), findes kun i Hkr. Dette har Snorre vistnok ikke fundet en passende plads til i sin systematiske fremstilling. Afvigelserne mellem bægge værker beror, som det ofte har været fremhævet, sikkert på, at Snorre det ene sted skriver en hedensk gudelære, det andet derimod vil han skrive historie, måske også på forskel i Snorres udviklingstrin. At der ikke er tale om to forfattere, fremgår — foruden af håndskrifternes i sig selv utvetydige vidnesbyrd — også bl. a. deraf, at i bægge værker kommer den selvsamme forfatterånd (særlig kan fortalen jævnføres med Hkr.), den selvsamme kritiske brug af oIdkvad og vidtstrakte kendskab til disse, samme eller lignende udtryksmåde (f. ex. i beskrivelsen af de 3 verdensdele osv.24) atter og atter til syne.

Hvad endelig den sproglige fremstilling angår, er den i det hele fortrinlig og afpasset efter indholdet; snart er den imponerende højtidelig og alvorsfuld (Balders død), Ragnarok), snart skæmtende og ligesom let konverserende, som når Ganglere indfletter sine spydigheder og gør sådanne spørsmål, som det var vanskeligt eller for en af guderne pinligt at svare på. Det er som om det morer Snorre at bringe Aserne i forlegenhed; de redder sig da ofte med en behændig gåen-udenom sagen eller med en ligefrem godtkøbsbemærkning. Fremragende stilistiske afsnit er f. ex. stykket om Tor og Udgårdsloke, hvor alvor og skæmt, ironi og lune stadig spiller ind og gør det til en af de kosteligste perler i den gamle litteratur; ligeledes er stykket om Fenrisulven og de forskellige lænker udmærket fortalt osv.

Den anden hoveddel, Skáldskaparmál25), indledes med et afsnit, der sædvanlig, men ganske urigtig26) opfattes som et selvstændigt stykke for sig under navnet Bragaræður. Også her finder vi en ramme, idet forf. lader Æger indfinde sig hos de forsamlede Aser; det er digterguden Brage, der for Æger foredrager »digtekunstens sprog« i den sædvanlige samtaleform; Æger er den spørgende. Dialogen er dog ikke helt overholdt, idet forf. eller afskrivere ikke har brudt sig om at beholde den stadige gentagelse af spørsmål og svar, der skulde have indledet hvert kapitel. Hvad der taler for, at det er Snorre selv, der efterhånden har opgivet rammen eller dialogformen, er fremstillingen i kap. 33, begyndelsen.

Den omtalte indledning består af den mytiske fortælling om Iduns rov ved Tjasse og Skaðes optagelse i gudefamiljen, dernæst beretningen om digtekunstens eller digterdrikkens oprindelse, samt om, hvorledes Odin og Aserne kom i besiddelse af den. Denne prosafortælling må bero dels på gammel skjaldetradition, støttet til omskrivninger, dels og da i den første del hovedsagelig på Tjodolfs Haustlöng. Denne del, der ikke står i nogen indre sammenhæng med den om skjaldedrikken, må være optaget, fordi den fører til skjaldeomskrivninger for guld, der spillede en så stor rolle, og til omskrivninger overhovedet, der her ligefrem kaldes skáldskapr eller med et ligesom mere højtidelig-mystisk navn rúnar (jfr. I, 330). Bemærkningen herom er det, der bevæger Æger til at spørge, hvorfra den kunst (at digte) stammer. Svaret gives i følgende stykke, der ender med at omtale en kenning på skjaldskab som »Odins fangst, drik, gave«. Dette fører atter over til det næste spørsmål — her må vi følge håndskrifterne, men ikke den AM’ske udgave — om skjaldesprogets »arter«, hvorpå svaret er, at de er mál ok hættir ɔ: poetisk sprog og poetisk form. Ved mál hentydes til hele det følgende afsnit (værkets 2.), ved hættir til det 3: Háttatal. Fremdeles gøres der straks rede for, hvoraf mál består, nemlig at nefna hvern hlut sem heitir, fornöfn, kenningar. I Ups. hedder det kortere: at mál består i kent og ókent, hvilket er simplere, men vistnok det samme27). Der oplyses så i almindelighed, hvad kenningar, som jo var det vigtigste, er for noget. Hertil føjes så (også i Ups.) en kort bemærkning af forf. til de unge skjalde om ikke at være bange for de gamle omskrivninger, »som hovedskjaldene har ladet sig behage«. Forf. er åbenbart lidt bange for, at de skal blive dømte ud fra et snæversynet kristeligt synspunkt, fordi de indeholdt minder om hedenskabet. Snorre vil kun have det hele opfattet som poetiske virkemidler, som noget, poesien ikke kan eller bør undvære, kort sagt, som en uskyldig men nødvendig digtningsegenskab. Snorres opfattelse gør både hans skarpsyn og frisind ære. Men i formel henseende bryder denne bemærkning den oprindelig tænkte ramme (samtaleformen)28).

Med tanke på, hvad man i egenlig forstand kunde kalde skjaldesprog, d. v. s. ord og betegnelser, der mer eller mindre afveg fra den almindelige tale, falder dette af sig selv naturligst og simplest i 2 afdelinger, netop dem, som Snorre anfører: 1, De egenlige omskrivninger, kenningar 2, benævneIser — der for det meste ikke tillige brugtes i daglig tale — heiti, disse kunde være af noget forskellig art, både sammensatte og usammensatte; de første synes Snorre at have kaldt viðkenningar eller fornöfn29). Denne inddeling blev naturlig grundlaget for Snorres systematiske fremstilling. Denne består aItså af 2 tilsvarende afsnit, hvor de enkelte ord og betegnelser oplyses ved skjaldecitater, undtagen i den sidste del af det andet afsnit. Inden for hvert afsnit behandles enhver person eller genstand i en i det hele velbetænkt orden og de to afsnit er så vidt muligt harmonisk-ensartede. Det første afsnit (kap. 1-53) begynder med omskrivninger for Odin og for hans vigtigste gave, skjaldedrikken, hvorefter der følger omskrivninger for de øvrige guder, til hvem Loke knyttes, og for gudinderne. Herfra går forf. over til naturen, himmel, jord, hav, sol, vind, ild, vinter, sommer, og så er vi komne til mennesket, til mand og kvinde, hvis kenninger først omtales i almindelighed. I disse omskrivninger spillede »guld« en overordenlig rolle; de hang altså nøje sammen med dem for mand og kvinde. Derfor behandles de nu i en lang række af kapitler (32—46), hvortil der så ganske logisk føjes sådanne omskrivninger for mand og kvinde som »guldets bryder« og så videre. Derpå går forf. over til menneskelivet eller dets vigtigste gærning, mandens ædleste id, kampen, og dens redskaber, våbnene, samt knytter dertil kenninger for skibet, der for Nordboen spillede en så stor rolle og fremhæver hans anden hovedid, søfarten. Endelig følger så en gruppe af særlige mænd, høvdingerne, og den indledes med kenninger for høvdingernes høvding, Kristus. I det andet afsnit råder der et lignende system, med afvigelser, der tildels ligger i sagens natur. Særlig bemærkes, at i den sidste del er det hovedsagelig mand og kvinde og menneskets legeme, der behandles. I det hele kan man sige, at systemet er godt og dygtigt gennemført. At man på sine steder kan kritisere det, skal derfor ikke nægtes, ligesom der ikke altid er skarpe grænser mellem de to sidste arter30). Til den sidste regner Snorre enkeltbenævnelser, der falder sammen med det almindelige talesprogs.

Hvert kapitel eller mindre afsnit indledes i reglen med en almindelig fremstilling og opregning af navne og kenninger, hvorpå skjaldebeviserne for hver enkelt følger, så vidt sådanne forefandtes — alt i den bedste orden. Den almindelige oversigt forbigås dog ikke sjælden. Skjaldebeviserne mangler undertiden, særlig i de kapitler, der handler om de enkelte guder, hvor der dog, f. ex. i k. 5, 8, henvises i al almindelighed til digte. Sine skjaldebeviser har Snorre samlet hovedsagelig fra de ældre skjaldes digte; det er henved 70 skjalde, der citeres, og ofte flere kvad end ét af den samme skjald. Desuden er andre digte benyttede som Alvissmál, Fáfnismál og lign., foruden Bjarkamál og et par gamle navneremser. Det hele er gjort med smag og finfølelse.

Ind i denne sin fremstilling skyder Snorre undertiden længere prosaisk fortalte myter og sagn, hvortil han vistnok ikke havde kunnet finde plads i Gylfag.31), og som oplyser grunden til visse kenninger. Således de to myter om Tor og jætterne Hrungne og Geirrød, der ganske naturlig knyttes til omtalen af de mandlige guder og Loke. Jfr. k. 3332) (guld), 35 (Sifs hår), 39—42 (Niflungesagnet m. v.), [Müllenhoff antog, at en stor del af disse kapitler var senere tilføjet, da det kun findes i reg. og ikke i Ups.; det er muligt, at den sidste del senere er tilføjet, men kun fra og med s. 366 øverst33)], 43 (Grotte), 44 (Rolf krake og Adils), 50 (Hjadningesagnet), 64 (Halfdan d. gamle og hans sønner). — Disse indskudte myter og sagn beror, som Gylfaginning, på gamle digte og, tildels i hvert fald, på overleveringen; de er fortalte på samme vis som de i Gylfag. med den samme efter indholdet afpassede stil. Til dem knyttes i de fleste tilfælde enten hele skjaldekvad eller større dele af sådanne, på hvilke de åbenbart beror. Men spørsmålet er, hvorvidt det er Snorre selv, der har indsat disse sidste. Det modsatte er vistnok tilfældet. I »Bragaræður« anføres ingen digte, og dog var der også dér god lejlighed dertil. I enkelte tilfælde er det håndgribeligt, at der foreligger efter-Snorriske indskud. Således er det klart, at Grottesangen er senere tilføjet. 1eβ viser her det oprindelige forhold; Snorre har på vanlig vis inde i sin fremstilling henvist til sangen og anført dens første vers; dette er i reg. udeladt, og hele sangen uden overskrift eller overgang bagefter tilskreven; i Ups. er det hele forkortet. — Indholdet af k. 33 er hovedsagelig hæntet fra en prosaisk indledning til Lokasenna omtrent af samme art som den, vi har i cod. regius (eddadigt). K. 35 er mulig hæntet fra et nu tabt skjaldedigt; k. 39—42 går vistnok for det meste tilbage til en skreven saga om Sigurd Fáfnisbane. Da nu slutningen af kap. 42 (se ovf.) vistnok er et yngre tillæg, er det rimeligt, at også det stykket af Ragnarsdrápa, der anføres, er senere tilføjet, tilmed da det netop ikke indeholder et bevis for, hvad det i det foregående egenlig kom an på. I k. 44 er vistnok Skjöldungasaga benyttet.

I k. 17 og 22 anføres større stykker af Tjodolfs Haustlöng, i k. 18 Eilífs Torsdrape. Af k. 17 er det imidlertid kun den sidste del, der kan bero på Haustlöng, resten beror på traditionen, og digtet er endda ikke synderlig stærkt udnyttet; at henvise til det i almindelighed kunde Snorre godt gøre; men til at optage det, var der næppe nogen tvingende grund. Endnu stærkere grunde taler imod, at han skulde have anført det andet hovedstykke af digtet i k. 22 (Iduns rov osv.). Sagen er nemlig den, at Snorre havde benyttet det helt og holdent i sin indledning, og dér burde han have anført digtet; da han ikke gjorde det dér, var der endnu mindre grund til at anføre det i k. 22. I k. 18 har Snorre gjort stærk brug af Eilífs digt, der så helt indføres; men han har også haft en anden kilde (eddadigte og [eller] traditionen). Alle disse digtes benyttelse må bedømmes på en ensartet måde, og da de mangler i Ups. — hvad der dog ingenlunde er afgørende — , er det højst sandsynligt, at de ikke er indsatte af Snorre selv. Det samme gælder Ragnarsdrápastykket i k. 50. Jfr. hermed at f. ex. i Heimskr.-håndskrifter Hákonarmal er indsat efter Hakon d. godes saga, tiltrods for at Snorre kun har anført det første vers. Mulig beror også enkelte små vers på indskud.

Allevegne fremtræder her Snorres gode videnskabelige sans og sigtende kritik; fremstillingen vidner om hans fremragende stilistiske ævne. Hvor fin-diskret hans stil kan være, viser bedst afsnittet om Tors færd til Udgårdsloke. Hans humor fremtræder på en indtagende måde i skildringen af Hrungne og Tor med den udmærkede episode med den lille 3-nætter gamle Magne, der næsten beskæmmer sin stærke fader, selve kraftguden — og således videre.

Efter Skáldsk.m. følger de såkaldte nafnaþulur (se ovf. 174—8434)). De er ikke antydede i indholdsangivelsen i Ups. De består af mere end heiti og fornofn, nemlig også af egennavne, og falder således udenfor den egenlige ramme. Da de ganske savnes i Ups. og Worm., er de uden tvivl senere tillæg, tilmed da der for resten ikke er noget som helst, der kunde tale for, at de stammede fra Snorre selv; det kan ikke ses, at han har benyttet dem35). På den anden side er de som tillæg lette at forstå; de dannede et ikke uvelkomment tillæg til Skáldsk. og indeholdt endel der dér ikke fandtes.

Hvad endelig det 3. hovedafsnit Háttatal angår, henvises til behandlingen foran. Hvad der her er af interesse at undersøge, er den kommentars oprindelse, der ledsager digtet. Denne, der udelukkende er af metrisk-formel (-sproglig) art, bliver mod slutningen mindre udførlig end i begyndelsen, hvad i og for sig kan være forståeligt nok. Den er uundværlig for den rigtige opfattelse af de enkelte versemål, idet den forklarer, hvad der er ejendommeligt for ethvert af dem (hvor den ikke helt mangler — mod slutningen); af en særlig betydning bliver f. ex. den sproglige forklaring til versene i refhvarfahættir. Men er kommentaren af Snorre selv? Hvad der for det første kunde tale for det, er at kommentaren findes i alle håndskrifter, også i Ups. Dernæst svarer dens form og indretning ganske til Skáldsk. Således er begyndelsen til den: hvat eru hættir skáldskapar? ligesom en direkte fortsættelse af indledningen til Skskm. (hvor der er tale om mál og hættir, og hvor det er det første, der dér behandles nærmere). Herimod kunde der gøres den indvending, at en sådan fremstilling var overhovedet den almindelige. Ikke desto mindre må jeg nu antage, at det er Snorre selv, der er forfatteren36). Der er ingen tvivl om, at han, idet han forfattede sit digt, må have været gennemtrængt af de selvsamme tanker, som udtales i kommentaren; de svarer nøje til versets form og egenskaber. Hvad var naturligere end, at han også med det samme gav disse tanker udtryk i en fortløbende forklaring? En så subjektiv bemærkning som den i k. 93 (at flest frumsmið stendr til bóta, jfr. Hungrvakafortalen) er næsten fuldgyldigt bevis for, at det er Snorre, vi har for os. Skulde han ikke være forfatteren, måtte man antage en sådan, der så at sige var Snorres alter ego. Det ses da også, at forfatteren til fortalen til de 4 grt. afhandlinger har antaget Snorre som forfatteren (Sn. E. II, 8), om dette end ingenlunde er noget bevis. Jeg er ikke med Möbius enig i at antage større indskud, f. ex. opregningen af leyfi; de er i deres orden, og Möbius’ indvendinger beror for største delen på en misforståelse fra hans side. Når han til slutning kommer til det resultat, at kommentaren er forfattet af en af Snorres litterære tjænere eller medarbejdere under hans tilsyn, kan jeg ikke finde det begrundet37). I det hele er kommentaren — tiltrods for Möbius’ forsøg på at vise det modsatte — rigtig nok og i overensstemmelse med, hvad versene selv lærer os om deres metriske ejendommeligheder.

Tilblivelsen af Edda må sættes før 122238). Háttatal er forfattet senest 1222—23 og digtet forudsætter, ikke mindst ved kommentaren, alt det foranstående. Da Snorre var udenlands 1218—20, må affattelsen snarest ligge forud for 1218. Hertil svarer, hvad vi ved om Snorres litterære og digteriske virksomhed (jfr. ovf. og Munch N. f. H. III, 1041—42). Også forholdet til Snorres andet hovedværk gør denne antagelse sandsynlig. Af en særlig betydning er følgende. I Edda tillægges et vers i Gylfag. k. 2 Tjodolf, således som også tilfældet er i Fagrskinna og Upphaf, men i Heimskringla (I, 125) henføres det rigtig til Torbjörn hornklofe. Dette beror sikkert på, at Snorre i sit første værk har fulgt en kilde, der tillagde Tjodolf verset, uden at han havde nogen grund til at undersøge sagen nærmere; under sine historiske studier og, i forbindelse dermed, studiet af de historiske skjaldekvad er Snorre kommen til den rigtige erkendelse af, at verset hørte til et digt af Torbjörn.

Ser vi tilbage på et værk som Edda, er det fra først til sidst et efter en bestemt plan vel udarbejdet hele, udført med et overlegent kendskab til æmnet, kritisk bearbejdelse af stoffet og et frisindet blik. Skriftet er blevet, hvad det skulde være, en udførlig og fortrinlig lærebog i skjaldepoesien, dens sprog og teknik, der særdeles godt egnede sig til »at studeres og tilegnes af vordende unge skjalde«.



Heimskringla.
Nóregs konunga sögur, Konungasögur39). I håndskrifterne findes dette værk ikke nu tillagt Snorre40), men han antydes flere steder i andre værker som forfatter til kongesagaer41). Også henvises der nogle steder til et samlingsværk om de norske konger — Nóregs kon. sögur eller Ævi N. kga eller lign. — , hvorved sikkert ofte Snorres værk menes42).

Hkr. findes i følgende håndskrifter: Kringla AM 35, 36, 63, en papirsafskrift af Ásgeir Jónsson; af den gamle membran er kun ét blad bevaret; den stammede fra omkr. 1260. Jöfraskinna, en membran fra o. 1325, hvoraf nogle blade haves; ellers har man en papirsafskrift i AM 38, fol. (Ásgeir; mange og tildels store lakuner), samt i AM 37, fol., en del af en fortrinlig norsk afskrift fra 17. årh. Om alle disse håndskrifter kan der henvises til Brudstykker af Kr. og Jsk. i fototyp. gengiv. 1895 samt til fortalen til Hkr. (F. J.) og G. Storms bog. Codex Frisianus fra o. 1325, AM 45, fol. — hvor Olaf d. helliges saga findes udeladt. AM 39, fol., er brudstykker af et hdskr., der står Kringla meget nær. Hertil kommer endel mindre brudstykker. Alle disse håndskrifter er islandske undt. Jöfrask. Kringla er ubetinget det bedste af dem alle, dernæst 39; til dem slutter Frís. sig, men er langt fra så pålidelig, idet afskriveren behandler teksten vilkårlig; i sagaerne efter Olaf d. kyrres død optages der mange stykker fra Mork.-teksten, så at vi her ikke kan betragte Fris. som et håndskrift af Snorre. I Jsk. er teksten sammendragen og forkortet, navnlig i Olaf d. helliges saga, efter et eksemplar af den særskilte saga.

Spørsmålet om Snorres forfatterskab til Hkr. — for at begynde hermed — må ved G. Storms arbejde om Snorre betragtes som løst og forfatterskabet fastslået for bestandig; de af K. Maurer tidligere fremsatte betænkeligheder må anses for hævede. Der er ingen grund til at komme nærmere ind på denne side af sagen. Kun skal bemærkes, at den helt igennem ensartede benyttelse af kilderne, den forfatterånd, der allevegne gør sig gældende på en og samme måde, bekræfter og stadfæster, at vi har med én enkeltmands arbejde at gøre. Mod Snorres forfatterskab taler ikke den omstændighed, at vi i Kringla, der har bevaret teksten renest og bedst, finder kejser Frederiks død (1250) omtalt som sket for nylig; dette er et af de sædvanlige afskrivertillæg ligesom f. ex. hele Hákonarmál er tilføjet.

Gangen i Snorres historiske forfatterskab må nu siden S. Nordals bog om Olaf d. helliges saga (1914) siges at være bragt på det rene. Efter al sandsynlighed er det resultat, han er kommen til, rigtigt. Der findes i mange håndskrifter en lang fremstilling af Olaf d. helliges saga, der plejer at kaldes »den særskilte«. I nogle håndskrifter indledes denne med Snorres prolog til Hkr., hvilket tildels ialfald utvivlsomt er uoprindeligt. Sagaen selv indledes med en kort oversigt over Norges historie fra Harald hårfagre af, ligesom der også efter sagaen findes en Jærtegnssamling i tilknytning til de regerende konger ned til Harald gilles sønner. Iøvrigt er denne saga i alt væsenligt identisk med sagaen som den foreligger i Hkr. Tidligere har de fleste forskere ment, at denne særskilte saga var en afskrift af Hkr.s. A. D. Jørgensen havde dog udtalt den mening, at den var ældre. Nordal har hævdet og begrundet denne opfattelse, vistnok på en fyldestgørende måde. Man har været opmærksom på flere uoverensstemmelser mellem den særskilte saga og den i Hkr. Nordal forklarer dette så at vel er de samme kilder bleven nyttede, men Snorre har, idet han gennemgik sin ældre fremstilling, rettet og ændret nogle steder, hvor han mente eller opdagede, at noget var mindre heldigt eller urigtigt. Ved indarbejdelsen i Hkr. måtte der være ændringer at foretage. Det må indrømmes, at afvigelserne bedre forklares på denne måde. Herved forklares også den omstændighed, at Olafssaga er så vidtløftig som den er og uforholdsmæssig omfangsrig, idet den udgør godt og vel en tredjedel af hele Hkr. hvad man bedre forstår, når sagaen oprindelig var tænkt som et for sig stående selvstændigt arbejde. Den selvstændige saga blev ikke blot optaget i det samlede værk om de norske konger, men levede ned igennem tiderne som selvstændigt værk og blev atter og atter afskrevet, og da ofte tillige stærkt bearbejdet (indskud). Dette hænger utvivlsomt sammen med at så mange kirker var indviede til hellig Olaf, der helst skulde eje et eksemplar af hans saga43).

Gangen i Snorres virksomhed må man nu tænke sig således: efter at Olafss. var afsluttet var det meget naturligt, at han fik lyst til at arbejde videre, han »var jo kommen ind på at studere kongesagaen i hele dens udstrækning«44), og det lå da nær for ham at tage fat på at udarbejde lignende fremstillinger af de tidligere og efterfølgende kongers sagaer — ned til 1177, ɔ: ned til Sverrissagas begyndelse; jfr. de andre samlede fremstillinger. Vanskeligst måtte det være at give en fremstilling af de ældste tidsrum, men Snorre fattede ikke desto mindre ingen ringere plan end at gå så langt tilbage som muligt, til den ældste sagntid. Det er dette arbejde, som har sysselsat ham i årene 1222—30. Hvad der oprindelig bevægede Snorre til at skrive en saga om Olav d. hellige, har Nordal søgt at forklare (s. 28).

Snorre indleder sit sagaværk med en fortale, hvori han gør rede for sine kilder og benyttelse af disse; se herom ovf. s. 212—13. Snorre viser her, hvilke kilder der overhovedet ligger til grund for kongesagaerne i al almindelighed — de enkelte eksisterende ældre sagaer nævner han ikke særlig. Den fælles kilde var den mundtlige overlevering, og denne antyder og omtaler han tydelig nok. Ved siden deraf nævnes en anden såre vigtig kilde, nemlig skjaldenes digte, og disses betydning fremhæves meget stærkt og med rette. Af skrevne værker lader Snorre sig nøje med at anføre Are, vistnok særlig som kronologen. Inde i selve værket henvises der enkelte gange til særlige sagaer som Skjöldungasaga, Knútssaga; disse henvisninger stammer dog ikke fra Snorre, men fra de af ham nyttede original-sagaer. Derimod er det Snorres egne ord, vi hører og læser, når Hallfreðr omtales så smukt som pålidelig kilde (Hkr. I, 407). Fortalen er Snorres eget værk og et logisk mesterværk45).

Hkr. består i øvrigt af en fremstilling af de norske kongers historie fra den ældste tid af og ned til 1177. De norske kongers oprindelse taber sig i en mytisk urtid. Allerede længe før Snorre havde man istandbragt slægtregistre for den norske kongeslægt helt op til Odin ; et sådant havde Are frode haft — for ikke at tale om Tjodolfs Ynglingatal. De virkelig historiske norske konger begynder med Halfdan hvitbeinn, men Snorre har fundet det passende at begynde »ab ovo«. Snorre har villet skrive om de norske konger. Derfor falder hans værk i afsnit, der er opkaldte efter kongerne, medens derimod de herskere over Norge, der ikke bar kongetitlen, eller de, som kun kunde kaldes uretmæssige herskere (som Sven Alfifasson), ikke behandles i særlige sagaer; deres historie fremstilles i og med de egenlige kongesagaer, Hakon jarls i sagaerne om Harald gråfeld og Olaf Tryggvason, Sven Alfifassons i Olaf d. helliges saga osv. Heller ikke Erik blodøkses ganske korte regering behandles særskilt. — I k. 246 af Olaf d. helliges saga (Hkr. II, 523) hedder det, at der nu »er fortalt en del af kong Olafs saga« ; hermed menes sagaen om ham som jordisk konge. Den antydede øvrige del af sagaen siges straks efter at være jærtegnene, d. v. s. de undergærninger, Olaf som evig konge og hersker over Norge stadig udførte, alt ifølge den opfattelse, der fra Magnus Erlingssons indvielse til konge gjorde sig gældende (perpetuus rex Norwegiæ)46). Disse jærtegn, der allerede begyndte ved Olafs død, og hvoraf nogle allerede meddeles i k. 230 (jfr. 203), sml. k. 236, 240, 245, findes, i overensstemmelse med Snorres hele strænge synkronistiske fremstilling, anførte og fordelte på de følgende sagaer, og udgør ligesom en forbindende tråd, et symbol på og udtryk for Olafs kongelige perpetuitas. Ja, tråden er allerede antydet i Halfdan d. svartes drøm (Halfd. sv. k. 7).

Allerede her ses en konsekvent stræben efter en kunstnerisk komposition. Denne bliver endnu tydeligere, når man — for at holde sig til det ydre — lægger mærke til, hvorledes de enkelte sagaer knyttes til hinanden. I de tidligere samlingsværker om de norske konger havde de enkelte sagaer stået så omtrent ganske for sig selv, uden at nogen indre sammenhæng var forsøgt tilvejebragt. På dette punkt er Hkr. stærkt afvigende fra dem. Her er de enkelte sagaer således knyttede til, vævede ind i hinanden, at de ikke hver for sig danner et helt og fuldt forståeligt hele. Stærkest mærkes dette i de første dele. Halfdan svarte omtales allerede i Ynglingasaga; Harald hårfagre i Halfdan d. svartes saga; hans og hans efterkommeres mængde og magt er desuden antydet og forberedt i drømmene. Hakon d. godes fødsel og opdragelse i England omtales i Harald hårfagres saga. Ikke mindre er Olaf Tryggvasons saga forberedt og indledet i Harald gråfelds saga, for ikke at tale om den måde, hvorpå jarlernes sagaer er indflettede i dem bægge — og således fremdeles47). Allerede dette viser forf.s kunstnerånd, tilmed da det er klart, at dette ikke er blot en ydre anordning, men at det som oftest beror på en dybere forståelse af den indre sammenhæng i den historiske udvikling.

Et andet, men hermed nøje sammenhængende princip for Snorre, er begivenhedernes rigtige tidsfølge. Men her var mange vanskeligheder at overvinde. Hos sine forgængere fandt Snorre på mange punkter kun forvirring og sammenblanding. De havde enten ingen eller da en højst ufuldkommen tidsregning; navnlig m. h. t. synkronismen. Det hjalp naturligvis under sådanne omstændigheder, at Snorre havde Ares årsangivelser for de norske fyrster. Hans tælling anføres nogle gange48), men den kunde sikkert have været anført eller udtrykkelig nævnt som sådan mange flere steder. For mange begivenheders vedkommende forelå der ikke nogen kronologiske holdepunkter; så måtte man gå frem efter bedste skøn og grundig overvejelse — naturligvis uden altid derfor at træffe det rette. Således var det f. ex. tilfældet med tiden for Hakon Ivarssons griben ind i Harald hårdrådes saga. Ved og efter midten af det 10. årh. er der stor usikkerhed tilstede, noget, der ikke er påfaldende. Undertiden kunde kildernes egne angivelser med deres tælling efter »vintre« og forskellige tvetydige udtryk være vanskelige at finde rede i. Således er Snorre bleven bragt til at antage, at Olaf Tryggvason kom til Norge efteråret 995 i steden for om våren (hvad der rigtig står i Ágrip), fordi der tales om is på Gulelven i forbindelse med Hakon jarls flugt. Herefter må Snorre så ordne begivenhederne indenfor Olafs liv på den efter omstændighederne fornuftigste måde. Skønt han vistnok ikke her overalt har truffet det rigtige, kan fejlene ikke være synderlig store; da her kun er tale om 5 års tidsrum, kan de heller ikke være af stor betydning. Enkelte ting måtte helt udskydes, fordi der ikke blev plads dertil; således kan Snorre ikke fra sin kilde optage bemærkningen om, at Olaf og Tyre fik en søn, der døde et år gammel, da deres ægteskab ifølge hans tidsregning ikke havde varet længe nok dertil. Enkelte ældre fejl i tidsregningen havde Snorre ingen midler til at rette, f. ex. angivelsen af, at Sven tveskæg døde 1008 (f. 1014). Snorres fornuftmæssige og indtrængende stræben efter at ordne alt kronologisk mærkes ingensteds klarere og smukkere end i Olafernes sagaer. Som det senere vil blive bemærket, var de gamle skjaldedigte en hovedkilde for Snorre. Han havde alle betingelser for at forstå dem rigtig og udnytte dem forstandig og smagfuldt. Men kronologiske støttepunkter kunde de kun for så vidt yde, som de oplyste, i hvilken rækkefølge begivenhederne var foregåede. Men aldrig stod der i dem, hvor lang tid der var gået mellem de enkelte begivenheder. Når traditionen da ikke trådte oplysende og udfyldende til, havde man intet at holde sig til, og her kunde endogså en mand som Snorre føres og er virkelig bleven ført på vildspor. Når han således, åbenbart efter Glymdrápa skildrer Haralds kampe i Götland (Har. hárf. k. 15—17) og ansætter hans Götlandstog — og i forbindelse dermed Värmelandsrejsen — til tiden for Hafsfjordslaget49), beror dette ene og alene på, at Glymdrápa, der intet ord indeholdt om det nævnte hovedslag, ikke havde nogen antydning af, om toget til Götland var foretaget før eller efter slaget i Hafsfjord. Her var altså plads til misforståelse; Snorre tog fejl og formodede, at det var sket før. Åbenbart beror også k. 71 i Olaf d. helliges saga på en misopfattelse af Sigvats vers; det hedder, at Sigvatr rejste med Björn og Hjalte, men det var først senere, at han foretog sin rejse til Skara. Når Snorre fremdeles fortæller (O. Tr. k. 24), at Harald blåtand sendte bud til Hakon jarl om at komme til Danmark »tidlig om våren«, beror dette på en misforståelse af skjaldens ord við frost, der betyder »ved vintertide«; toget foregik nemlig, som vi nu ved, i oktober — december 97450). Men her var Snorre undskyldt.

Hermed er vi ved spørsmålet om Snorres hele måde at arbejde på, samt hans forhold til de nyttede kilder.

Egenlig anfører Snorre aldrig i selve teksten sine prosakilder (med undtagelse af Eiríkr Oddssons bog og Jarlasögur; jfr. foran), men han har i fortalen antydet dem. I og for sig er det en selvfølge, at en mand som Snorre, der påtog sig at skrive en udførlig Norges historie, måtte skaffe sig alle eller dog så mange som muligt af de tidligere eksisterende kilder eller sagaværker, og af sådanne forelå der, som vi ved, omkr. 1220 ikke få. Snorre har uden tvivl haft sin bogsamling i så henseende omtrent i den bedste orden. Når vi sammenligner hans værk med de andre sagaværker, navnlig samlingsskrifter som Ágrip, Fagrskinna, Morkinskinna, er det uomtvisteligt, at der er et nært slægtskab mellem dem. Stykkevis er de eller kan de være omtrent enslydende. Spørsmålet bliver så, hvorledes forholder det sig med dette slægtskab? G. Storm har ment, at Snorre havde nyttet netop de nævnte værker, foruden de levende traditioner. Hvad de første angår, kan jeg ikke antage, at Snorre har nyttet dem. Fremstillingen er på mange punkter så forskellig, at det forekommer mig umuligt; selve Fagrsk., Ágr. og Mork. beror, som foran vist, alle på ældre enkeltsagaer, og det samme er utvivlsomt tilfældet med Heimskringla. Det er ikke let at se, hvorfor Snorre ikke skulde have nyttet de tidligere udførlige sagaer, ligesom han bevislig nytter og udskriver værker som Orkneyinga- og Færeyinga saga, og i dets sted have brugt de mere eller mindre kortfattede udtog af de enkelte sagaer, som han desuden sikkert med lethed kunde anskaffe sig51). Noget af det vanskeligste for Snorre var istandbringelsen af Ynglingasaga. Hans kilder herfor var næppe meget andet end de gamle slægtregistre (langfeðgatöl) f. ex. hos Are, jfr. Hist. Norw., der indeholder Ynglingerækken og en kort bemærkning om enhvers endeligt; han havde Skjöldungasaga, der delvis havde berøringer med Yngl.sagaens indhold, og han har brugt den. Men hans vigtigste kilde var dog uden tvivl Þjodólfs Ynglingatal, som han har haft i dets fulde udstrækning. Det er rent vilkårligt hvad han anfører deraf. Fra de nu tabte vers har han hæntet en del af hvad der findes i hans fremstilling. Og så kommer endelig den mundtlige overlevering, men på dette oldsvenske område kan den næppe have været særlig righoldig eller systematisk bevaret. Om der for hans tid har foreligget en Ynglingasaga er vist meget tvivlsomt. Når således stoffet skulde hæntes fra så mange sider og kombineres til et hele, er det klart, at Snorre her måtte få brug for al sin skarpsindighed og al sin arkæologiske viden. Gentagne gange indfletter han bemærkninger om oldtidsskikke og navneforklaringer. Hvor pålidelig hans fremstilling i virkeligheden er, viser de nyeste arkæologiske (B. Nermans) undersøgelser. Det første afsnit om Odin og asernes indvandring er i nær slægt med hans fremstilling i Eddaprologen; her kunde han også nytte eddadigte og andre kvad. Yngl.saga er måske Snorres mest originale saga og den, der bedst viser hans ævner til at skrive historie; i de andre sagaer findes dog også ikke få kapitler, der hidrører fra ham selv; ialfald kendes nu ingen kilder, han kunde have brugt, og ofte er disse kapitler netop af antikvarisk indhold (f. eks. de om blotene i Trondhjem). De ældre sagaer om Halfdan svarte, Harald hårfagre og Hakon d. gode har Snorre selvstændig benyttet52). Hvorvidt der har været en ældre saga om Harald gråfeld, vides ikke bestemt. Alt tyder på, at det ikke har været tilfældet; deraf forklares de så afvigende fremstillinger i de forskellige skrifter. Hos Snorre synes sagaen om ham hovedsagelig at være skreven efter vers, tildels efter Odds Olafssaga og for en — ringe — del efter traditionen (gråfeld-kapitlet); endelig har der måske eksisteret en selvstændig þáttr om Eyvind skaldespiller, som Snorre har nyttet. En sådan þáttr vilde fra et isl. standpunkt være let forståelig, på grund af det venskabelige forhold, Eyvind stod i til Islænderne (se I, 454), — han var også i slægt med visse familjer på Island — , og på grund af den rolle, han spillede i Hakon d. godes dage. Under denne forudsætning forstås først rigtig, at Snorre lader ham få en så stor plads i Harald gråfelds saga. Hvad der fortælles om ham oplyser fortrinlig forholdet mellem Harald og modpartiet, samt de elendige uårstilstande, der da herskede i Norge. Mulig har der også været en þáttr om kong Sigurd slefa, som Snorre og andre har benyttet. En sådan findes også i Flatøbogen, men i den form, som den her har, kan den ikke have foreligget Snorre. I tilknytning til denne saga giver Snorre en fremstilling af Hakon jarls liv og bedrifter (dog ikke som selvstændig saga) ; her har sagaen om Ladejarlerne været en af hans bedste kilder foruden den ældste Jomsvikingesaga. — Olaf Tryggvasons saga er hovedsagelig skreven efter Oddr, men med tilbørlig hensyntagen til andre kilder, sagaen om Ladejarlerne, Jomsvik. saga, Íslendingabók, Kristnis., samt skjaldedigte og endelig traditionen, f. ex. i k. 63, 74—80; egne betragtninger og tilføjelser findes også. Snorre har fornuftmæssig bragt Odds historiske stof i en bedre orden og omredigeret det; han samler, hvad der hos Oddr er adskilt, omstiller og retter ved hjælp af skjaldevers og kronologiske beregninger. Snorres selvstændighed og kritik viser sig her allevegne i sin fulde glans. — Olaf d. helliges saga (den oprindelige) er optaget med fradrag af indledning og hvad der ellers kun tilhørte sagaen som selvstændigt værk. Grundtrækkene og hovedbegivenhederne i Olafs liv var allerede givne i Ældste saga, der åbenbart helt igennem danner grundlaget for Snorres fremstilling. Men ingen steds har Snorre brugt flere kilder ved siden af end her, og ingen steds fremtræder hans ævne til historisk sammenarbejdelse og harmonisk fremstilling klarere end her. Foruden skjaldedigte, særlig Sigvats vers, som han i en udstrakt grad har brugt, har han for det første vistnok benyttet Styrmes bearbejdelse af Ældste saga eller de kilder, denne har øst af, og fået de derfra hæntede stykker vel indarbejdede i sin fremstilling. Dernæst optager Snorre længere stykker af Jarlasögur og Færeyingasaga, foruden enkelte andre mindre fortællinger f. ex. om Torodd Snorrason, Steinn Skaptason osv. Men aldrig optages der noget uvedkommende og alt indskrænkes til det nødvendige, uden at det dog bliver mindre forståeligt. Disse fra vidt forskellige sider optagne stykker skal tjæne til at vise, hvorledes Olaf stadig og ufortrødent arbejdede for sit dobbelte, bevidste formål; udbredelsen af guds rige, kristendommen, med fuldkommen udryddelse af hedenskabet og dets skikke på den ene side, udbredelsen og grundfæsteisen af sit eget jordiske rige i selve landet og udvidelsen deraf både mod øst (Jæmtland) og vest (de af Nordmænd befolkede Øer i Vesten) på den anden; hans stræben lykkedes i bægge tilfælde, undtagen hvad Island angik; dér strandede hans politiske planer ganske. Denne samling og sikring af Norges rige forløb uden at skabe nogen egenlig misstemning imod kongen, om han end gjorde enkelte høvdinger til sine fjender, fordi han ikke vilde tåle, at deres magt og myndighed blev for stor (Erling på Sole). Ganske anderledes følger for ham havde derimod hans virksomhed i guds riges tjæneste; ved denne skaffede han sig mange mægtige mænds fjendskab og had, særlig i det nordenfjeldske Norge. Til alt dette kom, at Olaf vilde sikre den indenlandske fred, ro og orden ved gode love, så at alle og enhver kunde få deres ret. Den strænge overholdelse heraf og af kristendommens fordringer har sikkert skabt uvilje imod ham mange steder. Da så Knud d. store fik tid til at beskæftige sig med Norge og dets forhold til Danmark og fandt ud, at han kunde gøre fordring i det mindste på en stor del af landet, var alt så godt forberedt, at det var ham en let sag at lokke de norske høvdinger til frafald, både ved hjælp af løfter, han ikke altid holdt, ved kloge formaninger og ikke mindst ved ligefremme bestikkelser. Hermed var Olafs skæbne afgjort. Indenlandsk utroskab, udenlandsk samvittighedsløs agitation var det, der bragte Olaf til fald, det, der berøvede ham land og liv. Men hvis hin berømte sætning: mors reparatio vitæ est nogensinde har vist sin sandhed, har den gjort det ved martyrdøden ved Stiklestad. Det er denne betydningsfulde begivenhed, som alt det forudgående egenlig stadig stiler hen imod og bestandig forbereder. Det er med dette for øje, Snorre benytter sine mange og rige kilder til sin udførlige skildring af kong Olaf. Denne er lykkedes aldeles fortrinlig både ved optagelsen af de enkelte afsnit, den sikre fastslåen af deres betydning for helheden, og ved de enkelte personers optræden, hvor det dog stadig er kongen selv, der er det midtpunkt, alt drejer sig om og som aldrig tabes af syne. I sagaen er der en påfaldende mængde afsnit og kapitler, hvis umiddelbare kilde ikke nu kan påvises, således f. ex. k. 32—35, 36—38, 59, 60—67, hele stykket om Torgny53), 73—85, 137—38 osv. En del heraf kan have stået i de ældre, udførligere samlingsværker eller sagaer, Snorre nyttede. I andre tilfælde synes enkelte selvstændige þættir at foreligge (f. ex. hele afsnittet om Hrærekr, mulig en saga om Sigvatr skjald, som G. Vigfússon i sin tid antog, osv.). Endelig kan en del bero på levende norske og islandske traditioner, der først er optegnede og litterært udnyttede af Snorre. Nogle mener, at en del beror på Snorres egen digtning; dette må man dog vist være ret forsigtig med at antage.

For Sven Alfifassons regering har Snorre nyttet tidligere fremstillinger i forbindelse med Olafssaga samt digte (Tryggvaflokkr). For de følgende sagaers vedkommende er det klart, at Snorre overhovedet har nyttet og helt igennem kunnet følge de tidligere eksisterende kongesagaer og værker, idet han dog tillige har anvendt den samme kritik, den samme fornuftmæssige ordningsmetode, og endelig haft de samme midler til at rette sine forgængere, tildels ved udstrakt brug af skjaldedigte. Skønt forarbejderne her var ganske anderledes udførlige og pålidelige end før, var der dog stadig grund til at anvende kritik mod dem, og en sammenligning viser, at Snorre var stadig den årvågne; om det så kun er enkelte småændringer, omstillinger og lign., er de i så henseende betegnende. Også i denne del findes kapitler, der ikke står andre steder (som k. 7—11 i Magnus d. godes s., hvor atter en saga om Sigvatr tydelig spores; Magnus barfods s. k. 17—20, Sig. — Eyst. — Olafs s. k. 28—29), samt kilder selvstændig nyttede som Hakon Ivarssons saga (i Har. harðr.). Enkelte afsnit, f. ex. det om Vendernes overfald på Konungahella, synes at bero på islandsk tradition, der måske særlig bør knyttes til Oddaslægten (jfr. G. Storm: Sn. St. Hist. skr. 71—72). For årene 1130—61 har Eiríkr Oddssons bog — som ellers — også for Snorre været hovedkilden — hvad der jo ligefrem udtales (s. 360. 364. 365. 368; jfr. ek 363, der er Eiríkr, ikke Snorre). Her var der overhovedet kun lidet at tilføje eller rette. Hvad sagaen om Inge og Sigurd angår, trænger den til en særlig bemærkning. Det er ved en nærmere betragtning, ganske klart, at k. 14—20 er et (senere) indskud i den oprindelige, til grund liggende tekst, der dog ikke helt stammer fra Snorre, da Morkinsk. også har deres indhold. Indskuddet er altså ældre end c. 1210—1220. At kap. 13, hvor det i almindelighed fortælles, at Eysteinn kom til Norge og af sine brødre fik en tredjedel af landet, er oprindeligt, er givet; i en saga om Sigurd og Inge måtte denne begivenhed omtales. Begyndelsen af k. 14 om Magnus — den 4. broder — er hæntet fra Einars vers, der kun findes her; den er optagen af Snorre selv. Når det så bagefter om Ottar birting hedder, at »han var lendermand og en stor høvding, trøndersk af slægt«, kommer denne bemærkning — hvis indhold dog ikke direkte er meddelt før — i al fald for sent, og er så meget mere påfaldende her, som Ottar ofte er bleven omtalt i det foregående både som høvding og som sådan særlig knyttet netop til Trondhjem (se navnlig s. 360). Denne noget kejtede oplysning kan kun bero på, at der her dukker en ny kilde op, der ikke er nyttet med den tilbørlige årvågenhed. Til k. 14 er 15 (om Ottar) knyttet. Hos Eiríkr har Ottars død kun været antydet, som det sker i k. 21; der var ingen grund til at dvæle særlig ved hans død, mere end de andre høvdingers. K. 17 vedkommer ikke kongerne, men er indsat her, ligesom k. 16, af kronologiske grunde. K. 18 handlei om Hakon hærdebreds fødsel, som det ifølge Snorres princip var passende og konsekvent at indsætte her, men som Eiríkr ikke havde nogen grund til at omtale. Endelig er der k. 19—20, der særlig handler om Eysteins krigstog, udelukkende efter Einar Skulasons vers — altså efter ganske andre sagaprincipper og kilder end Eiríks skrift i det hele. K. 21 fortsætter direkte k. 13; da nu Fagrsk. intet kender til k. 14—20, men har ud i ét et uddrag al k. 13 og 21, må det betragtes som sikkert, at de nævnte kapitlet er indskud54). — Hakon hærdebreds saga er vanskelig at kontrollere, da de andre kilder her er meget få og mangelfulde; men uden tvivl har Snorre for dens, ligesom også for Magnus Erlingssons sagas vedkommende — hvor vi har Fagrsk. til sammenligning — benyttet en ældre saga, men en sådan, hvor der kun var lidet at ændre.

Det er således, på enkelte undtagelser nær, allevegne litterære kilder55). Snorre har haft til sin rådighed; hertil kan også skjaldenes digte regnes. Benyttelsen af dem begynder allerede i Ynglinga saga (Ynglingatal m. m.) og de udgør her den vigtigste kilde. For den historiske tids vedkommende havde Snorre »alle kongers kvad« fra og med Harald hårfagres. For ham spillede dog de digte, der hidrørte fra det (9.), 10. og 11. årh., samt det 12. årh.s første del, den største rolle. Denne har han selv træffende angivet i sin fortale. De var, kort sagt, både en kilde og en prøvesten — med hensyn til traditionen — , »når de opfattedes rigtig«. At Snorre havde flere forudsætninger til at opfatte dem rigtig end de fleste af hans samtidige, er sikkert og vist. Han har da også i det hele forstået dem, som de skulde, med undtagelse af enkelte tilfælde, hvor det var ham så at sige umuligt, hvorom ovenfor. Ved versenes hjælp har han rettet overleveringen og andre kilder vistnok på flere steder, end vi er i stand til at kontrollere det56). At han på enkelte steder har undladt at gøre dette eller ikke lagt mærke til en uoverensstemmelse mellem prosa og vers, viser den omstændighed, at han lader kong Magnus d. gode opholde sig på Hørdaland (Hkr. III, 29), hvor Sigvats vers viser, at Magnus må have været nord for Sogn. Men dette er omtrent enestående. Hvor grundig Snorre har brugt sine vers, viser i det mindste ét interessant eksempel. I Olaf d. helliges saga (k. 3) hedder det om Olafs øjne, at de var så skarpe, »at det var frygtindgydende at se ham i øjnene, når han var vred«. Denne bemærkning, der ikke findes — og næppe fandtes — i Snorres kilder, er hæntet fra det vers af Sigvatr, der anføres i k. 226 (vers 151). I hvor høj en grad Snorre har benyttet versene, kan måles ved en sammenligning med Fagrsk. Der skal blot mindes om Sigvats vers, som han vistnok fuldstændig har kendt og tildels for en stor del først anvendt, og således videre.

Misforståelser af de prosaiske kilder, beroende på fejllæsning og lign., forekommer vistnok sjælden eller aldrig. Derimod har det hændtes Snorre at misforstå sin kildes angivelse og derfor foretage en »rettelse«, der viser sig at være urigtig, som når han opfatter slaget »foran Vestland på Re« (Magn. góð. k. 29) som en kamp med Sven, istedenfor med vendiske vikinger.

Når Snorre havde to forskellige kilder, har han kunnet gøre et af to, enten at forkaste den ene kildes fremstilling til gunst for den anden — således som han hver gang fandt rimeligst — eller søge at forene bægge, udjævne striden imellem dem, optage bægge beretninger. Det første har han sikkert hyppigst gjort; det sidste har han valgt nogle gange, hvorved den historiske sandhed, som det i den slags tilfælde i reglen plejer at ske, forrykkes eller forvanskes57). Når det i visse ældre fremstillinger af Olafssaga udtrykkelig hed, at Olaf Tryggvason havde deltaget i kejser Ottos krigstog til Danmark (974) — hvorom andre kilder tav — , har Snorre ikke helt turdet forkaste denne beretning, tilmed da den efter hans beregninger vistnok ikke var så aldeles kronologisk umulig; til Snorres undskyldning tjæner imidlertid, — og her viser hans kritiske sunde sans sig — , at han intet har optaget af de foreliggende kilders udførlige fremstilling af Olafs deltagelse i krigstoget (Danevirke-angrebet); grunden hertil er utvivlsomt den, at de samtidige skjaldes kvad intet indeholdt om Olaf i forbindelse med kejserens tog. Han har altså kun den nøgne beretning, at Olaf var med. En større og mindre forsvarlig forvanskning af de historiske forhold er Snorres fremstilling af Magnus d. godes forhold til Harald hårdråde efter dennes ankomst til Norden. Her fandt Snorre to fremstillinger, hvoraf den ene (som f. ex. den Ágrip) gik ud på, at bægge fyrster straks ved det første møde eller i al fald uden at Harald først havde været i Norge, var blevne forligte, medens den anden (i Fagrsk.— Morkinsk.) udtrykkelig påstod, at Harald først var sejlet hjem til Norge, hvor han mod Magnus' vilje havde fået den unge Tore på Steig til at hylde sig på tinge og udråbe sig til konge over Norge. For dette sidst anførtes der en så god og uimodsigelig kilde som muligt58); den kunde Snorre ikke lade uænset. Uagtet nu denne hylding ved Tore var ganske overflødig, ja næsten utænkelig, hvis det hele var gået venskabelig til fra først af, og burde være forkastet, forudsat at den anden beretning antoges som rigtig, forbinder Snorre bægge med hinanden; herved må han have foretaget temlig vilkårlige ændringer i teksten; således nævner han ikke det sted, hvor forligsmødet holdtes, da det ikke passede godt til hans fremstilling. Så vidt det kan skønnes, er denne kombination en af de få virkelige pletter på Snorres i øvrigt så mønsterværdige komposition. At det ikke er skjaldene, der er skyld i denne fremstilling, er forhen (I, 362—65) eftervist.

At det var Snorres ufravigelige princip kun at skrive, hvad der var godt afhjemlet, er utvivlsomt. Derfor borger først og fremmest hans egne ord i fortalen; dernæst den omstændighed, at han aldrig søger at besmykke en norsk konges færd eller nederlag, således som det kan være tilfældet i andre bearbejdelser. Siledes lægger han Magnus barfods utvivlsomme Foxerne-nederlag ubarmhjærtig blot, hvor f. ex. Ágrip lader ham sejre. Hans upartiskhed og vilje til at fortælle den usminkede sandhed viser sig også f. ex. deri, at han lader Olaf d. hellige fælde en uretfærdig dom (k. 140), hvilket også bliver et led i høvdingernes rejsning imod ham. Han lægger heller ikke skjul på Olaf Tryggvasons hæslige grusomheder. Hermed hænger Snorres ufravigelige lyst til at være retfærdig mod alle på det nøjeste sammen. Dette træder tydeligst frem i hans sammenfattende domme over de enkelte personer, som f. ex. Hakon jarl (Ó. Tr. k. 50). Ganske vist havde allerede Oddr i sin bog ladet ham vederfares retfærdighed ved særlig at fremhæve jarlens legemlige skønhed, klogskab og tapperhed — medens Ágrip om ham kun har ondskabsfulde ord: »således afsluttede skjørlevneren sit liv i et smudsigt hus (ɔ: svinestien)«. — Men Snorre giver en ganske anderledes fyldig og virkelig sympatisk skildring af Hakon — også med anførelse af Torleifs vers — , der sikkert ikke er langt borte fra den historiske sandhed. I disse udtalelser om forskellige personer har Snorre føjet meget til af sit eget.

Når nu bortses fra de forskellige omstillinger, kritiske ændringer, kombinationer, rettelser og forbedringer, Snorre har foretaget i sine forgængeres tekster, samt fra hans egne udtalelser, kan det i det hele taget siges, at han overfor de enkelte afsnit, hvori der var lidet eller intet at ændre, har forholdt sig temlig passiv. Han har taget de enkelte fortællinger, han fandt i sine kilder, for så vidt de ikke på grund af legendeagtigt indhold var mistænkelige, og indført dem eller ladet dem indføre i sit værk ofte ganske ordret, hyppig dog, hvor det af sagamæssige grunde kunde lade sig gøre, noget forkortede eller sammendragne; i stilistisk henseende har han sikkert ofte forbedret dem. Når han skulde benytte længere sagaværker, gjorde han et passende udtog af dem, uden at han dog i nogen væsenlig grad ændrede deres udtryksmåde. Dette kan man let overbevise sig om. Således er f. ex. stykket om finnen Sváse (Hkr. I, 132—35) ordret stemmende med Ágrip, det om Sven Alfifassons love (Hkr. II, 513) med leg. s. og Ágr. I Olaf d. helliges saga kan det især iagttages, hvorledes Snorre har gjort sine uddrag. I k. 96—103 findes der uddrag af Jarlesagaerne; først gives en ganske kort udsigt over øernes historie; men omtrent fra og med k. 97 bliver fremstillingen så at sige en nøjagtig afskrift af sagaen. Her var intet at tilføje, og da Snorre nu var kommen til at fortælle om de mænd, Olaf fik at gøre med, mente han, at fremstillingen ikke burde eller behøvede at forkortes. I dette og lignende tilfælde består altså Snorres selvstændighed i, hvor meget han optager af sin kilde, og hvorledes han indordner det optagne under sit historiske helhedssyn. Men netop her er det, vi allevegne, som bemærket, får lejlighed til at beundre Snorres kritiske blik og historiske takt.

Denne måde at benytte sine kilder på, d. v. s. at afskrive dem mere eller mindre nøjagtig, er ikke ejendommelig for Snorre alene; således bar man sig overhovedet ad i oldtiden — også udenfor Island; at betegne dette som plagiat vilde være fuldstændig meningsløst. Vi kan nu både ved hjælp heraf og ved enkelte direkte fingerpeg danne os en klar forestilling om. hvorledes Snorre overhovedet har arbejdet.

Prologens og altså Snorres første ord er: »I denne bog lod jeg (eller: har jeg ladet) skrive« osv.; Ó. Tr. s. k. 80 (s. 402) slutter med ordene: idet vil jeg nu straks herpå lade skrive — at fortælle om isl. mænd59)«, (jfr.: »som jeg vænter endnu skal senere blive sagt i Olafssagaen, Hkr. II, 309). Disse udtryk forudsætter tydelig, at Snorre har benyttet skrivere, hvem han har foreskrevet, hvad der skulde afskrives, og — vi tør tillægge — hvem han uden tvivl har dikteret, hvad der skulde stå, når de ikke ligefrem skulde afskrive et bestemt afsnit efter en foreliggende kilde. Men stadig har Snorre »siddet over« dem, som det hedder om kong Sverre og Karl; stadig har han passet nøje på; det er overalt hans ordnende hånd, hans skabende ånd og hans kritik, der helt igennem føles. Værket er fra først til sidst én mands personligheds-udtryk.

Til trods for Snorres påpasselighed og udmærkede kompositionsævne var det næsten en uundgåelig følge af den fremgangsmåde, der brugtes, af kildernes forskellige art, samt af, hvor lang en tid, der må være medgået til udarbejdelsen af et så vidtløftigt værk, at der opstod ujævnheder, enkelte inkonsekvenser, Ja modsigelser mellem de enkelte sagaer. Disse er dog i det hele taget af en meget underordnet art. Således er f. ex. Rudejarlernes slægtregister i Ol. hell. s. (k. 20) ikke ganske stemmende med det det i Har. hårf. s. (k. 24; Hkr. I, 132). Afvigelserne beror på benyttelsen af forskellige kilder, og Snorre har undladt at slå op på det første sted, da han skrev eller lod skrive det sidste. I Har. hård. s. (k. 20) hedder det, at Magnus d. gode tog til Norge efter Helgenæs-slaget, medens det i Magnus' egen saga (k. 35) hedder, at han om vinteren opholdt sig i Danmark. Forklaringen bliver den samme60). En ujævnhed er det, når f. ex. Sváse i afsnittet om ham (Har. hårf. k. 24) uden videre nævnes, som om han var nævnet før. At dette virkelig har været tilfældet i Snorres kilde, ser vi af Ágrip. Ved en uagtsomhed er således en bemærkning udfalden, der dannede en indledning til Sváse-Snæfrid sagnet. Snorre lader Hakon jarl Grjótgardsson (Har. hárf. k. 12) dø altfor tidlig (omkr. 870), men han må have levet til henimod 900 eller endnu længere, eftersom hans søn Sigurd først dør 962 (jfr. P. A. Munch og G. Storms bemærkninger herom). Fremstillingen i k. 37 synes da også at stride imod k. 1261).

Snorres komposition er alt i alt nærbeslægtet med slægtsagaernes. Han samler og behandler stoffet overhovedet på samme måde som disse. Han indfletter ofte taler, som han uden tvivl dels selv har formet, dels stiliseret; de er i reglen fortrinlige. Først og fremmest må da f. ex. nævnes kong Olafs og Torgnys taler på Upsalatinget som nogle af de mest glimrende. Ved siden af dem står brødrene Hræreks og Hrings taler; hver af dem repræsenterede sit princip. Det er lykkedes Snorre fortrinlig at udtrykke disse. Men det er klart, at talerne ofte kun er talerør for ham selv og hans egne meninger, ligesom også Einar Tværåings tale (Ól. helg. k. 125) sikkert er Snorres egne ord — tildels møntede på forholdet mellem Hakon d. gamle og Island — og dog er de i fuld overensstemmelse med den talendes egen karakter62). Man kan fremdeles pege på taler som kong Olafs i k. 211 og ikke mindre på biskop Sigurds i k. 218, der er særlig ejendommelig. Også mange samtaler er fortrinlige (f. ex. i Saga Selsbana, Ól. helg.).

Snorre lægger særlig vægt på personskildringen — ligesom tilfældet, mere ubevidst, er i slægtsagaerne. Ikke alene viser dette sig deri, at hovedpersonen overhovedet altid er den, hvorom alt drejer sig og som belyses fra så at sige alle sider, idet bipersonernes optræden skal tjæne til at stille den i det klareste lys. Gennem dette, ved sine taler, ved sine handlinger står enhver person — dette gælder også bipersonerne — fuldstændig klar og utvetydig for os. En særlig forkærlighed har Snorre åbenbart haft for de gamle norske stormænd, mænd som Erling Skjalgsson, Hárekr i Tjotta, Arnesønnerne, hvortil den svenske gubbe Torgny slutter sig osv. osv. Han forsømmer ikke skildringen af dem, den er hans hjærtenslyst; han har følt sig åndsbeslægtet med dem. — Vi har i det foregående omtalt hans upartiske behandling af disse mænd. Højest når Snorre, når han skal skildre personlige modsætninger som Olaf d. hellige — Olaf den svenske, Magnus — Harald, Sigurd — Eystein, Arnesønnerne osv. osv. Vi får herigennem et klart blik for Snorres dybe og fine psykologiske sans, der både fremtræder i den måde, hvorpå han skildrer og fastholder familjekarakteren slægtled efter slægtled, og den måde, hvorpå han, i givne tilfælde, viser denne karakters udvikling (jfr. G. Storms bog s. 100 ff.). Den finhed, han lægger for dagen f. ex. i afsnittet om Asbjörn Selsbane, er uforlignelig. Ikke mindre fint blik har Snorre for de forskellige kvindekarakterer; i så henseende kan der mindes om kvinder som Asta, Ingibjörg, dronning Astrid — og den hovmodige Alfhild (i forholdet til Astrid) osv. Hermed hænger nøje sammen følelsen af forholdet mellem skyld og straf, som Snorre har haft en indtrængende forståelse af. — I alt dette er vi berettigede til at se Snorres egne åndsævner; det er netop ved stoffets tilrettelægning, personers og bipersoners optræden, og navnlig deres taler, at de opfattes og karakteriseres af forf. selv.

Sine personskildringer indskyder Snorre på passende steder, når et afsnit afsluttes og forf. ligesom får råderum til at hvile lidt under den fremadskridende fortællings gang (O. Tr. k. 85), eller ved og i anledning af personernes død (Hakon jarl) eller når skildringen kan tjæne til belysning eller bedre forståelse af deres færd straks i det følgende (Erling Skjalgsson, Ol. helg. k. 22—23).

Alt dette hører også med til kompositionen i det hele, der i det foregående i øvrigt er belyst. Til det fremdragne kan endnu føjes, at Snorre holder af at give korte, ræsonnerende betragtninger og vejledende sammenstillinger af de forskellige virkende grunde og sammenstødende motiver (f. ex. Ol. helg. k. 181 fin., hvor grundene til opstanden kort og fyndig med ægte historisk blik samles; sst. k. 46 om lendermændene osv.; jfr. O. Tr. k. 111). Heri afviger Snorre fra sine forgængere og viser sin selvstændighed.

Snorre interesserer sig — ligesom hans private liv viser — særlig for svundne tiders forhold, indretninger og sædvaner, og viser sig således atter i nær slægt med slægtsagaernes forfattere. Skildringen af disse forhold indsættes på passende steder; særlig mærkes den i Yngl. s. jfr. ovf. Ligeledes beskriver han med forkærlighed mærkeligheder, han har set i Norge og som passende kunde indflettes i fortællingen; f. ex. Harald hårfagres ligsten (sagaens k. 42) ; denne omtales ganske vist også i Fagrsk., men Snorre har åbenbart selv været i Haugesund, set stenen og målt den, og hans mål er rigtigt nok. — Fremdeles indfletter Snorre geografiske beskrivelser. Med en sådan begynder jo Yngl. s.; Sverrig beskrives i Ol. helg. k. 7763). Nogle af disse beror på Snorres eget selvsyn og er absolut træffende64), som beskrivelsen af Sarpsborg (sst. k. 61), og Karmøen (sst. k. 118). Snorre har i Norge kun færdedes på de almindeligste ruter (f. ex. den almindelige kystvej fra Nidaros af), men afstikkere til historiske steder på øer eller inde i landet har han ikke haft lejlighed til at gøre. Således har han hverken været ved Stiklestad eller på Frædøen eller Stordøen eller på Re osv. Heraf et par unøjagtigheder i hans terrænskildringer (se ovf. s. 238 — 39)65), der alt i alt dog er ganske træffende, således er beskrivelsen af skuepladsen for Foxerneslaget, som Snorre sikkert ikke selv har besøgt, mærkelig svarende til de nuværende forhold osv.

Ved hele sin metodiske fremgangsmåde, ved sit dybe blik for og gennemtrængende forståelse af personligheden, af hvad der var det vigtigste i udviklingen og forholdet mellem bægge disse dele, fremdeles ved sit kritiske skarpsind og sans for en afrundet logisk sammenhængende, pragmatisk fremstilling er det lykkedes Snorre at skabe et værk, der ikke alene langt overgår alle andre samlingsværker om de norske konger, men et værk, som står på højde med de bedste slægtsagaer — hvor stoffet var ulige lettere at tumle — , og overhovedet kan måle sig med verdenslitteraturens bedste historiske værker. Siden Thukydides’ dage var der ikke skabt et værk som Snorres; siden Snorres dage er det først det 19. århundrede, der har frembragt historikere, der kan jævnføres med ham, og på grund af videnskabens nuværende standpunkt kan siges at overgå ham. I virkeligheden er Snorres historieskrivning rent moderne.

Snorres stilistiske fremstilling66) må man her være meget forsigtig med at bedømme67), da man aldrig — undtagen i enkelte tilfælde — rigtig kan vide, hvad der er hans eget, i det mindste helt hans eget. Vi ser da også, at stilen ofte er temmelig forskellig i de forskellige sagaer og afsnit; grunden hertil forklares ved Snorres fremgangsmåde. Dog kan der vistnok udpeges afsnit, som Snorre synes at have sat sit selvstændige præg på, og hvor vi finder den samme stil som i Edda, således f. ex. den glimrende saga Selsbana; jfr. hvad der ovenfor er bemærket om taler og samtaler. Gennemgående genfinder vi i Hkr. det bedste i slægtsagaernes, f. ex. Egilssagas, stil. Fremstillingen er overalt let, flydende og gennemsigtig; sætningsforbindelsen så godt som altid utvungen; talen bevæger sig i det hele jævnt, roligt og behageligt. Hvor der undtagelsesvis findes tilløb til retoriske kunster (f. ex. i Har. hårf. k. 24 fin.) er det ikke Snorres egen, men kildens udtryksmåde, som Snorre ikke har fundet grund til at ændre. Virkningsfulde sætninger findes rundt omkring. Det vilde føre for vidt at komme nærmere ind herpå. Dog kan afsnittet om Torgny lagmand fremhæves og bl. a. her særlig en sætning som den fireords sætning Hkr. II, 142.18: Þá stóð upp Þorgnýr, der naturligvis må læses i forbindelse med det foranstående og følgende. I al sin simpelhed er den uforlignelig. Som den står der, virker den som en elektrisk gnist og driver spændingen til det højeste; desuden ejer den, betragtet for sig selv, en betagende kraft, netop derved, at det er ordene þá og Þorgnýr, der får hele sætningsbetoningen (man læse ordene i rækkefølgen: þá stóð Þ. upp eller Þ. stóð þá upp — hvad der vilde være den simpleste ordstilling — , og man vil føle ordenes mathed). Synet af Torgny, da han rejste sig, må have gjort et overvældende indtryk; det er noget af dette indtryk, den lille sætning formår at bibringe læseren. Dette er blot ét eksempel af mange.

Der er enkelte partier af Hkr., vi i det foregående lige har nævnet; det er Olaf d. helliges jærtegn68). De findes, som bemærket, fordelte på alle sagaer efter Olafs egen undtagen Magnus Erlingssons. Alle disse jærtegn, der kun står i tidsforhold til de enkelte sagaer, de findes i, er udskrevne af en ældre jærtegnsbog, og vistnok ordret. At Snorre i nogen væsenlig grad skulde have udøvet nogen kritisk virksomhed eller forbedret dem i stilistisk henseende kan næppe med rette antages. Efter at han havde bestemt, at og hvor de skulde optages, har han overladt sine skrivere at indføre dem. Tonen er undertiden i den grad legendarisk, æmnet i den grad latterligt (f. ex. i det sidste jærtegn i Sig.-Eyst.-Ol.s saga), at man næppe kan forstå, at det er Snorre, der har kunnet bekvemme sig til at optage sligt, — han, som ellers er fornuften selv. En del af disse jærtegn genfindes i Geisli, de fleste i den norske homiljebog, men i en noget forskellig orden; ligeledes i Metcalfes udg. af Passio et miracula beati Olavi (1881) og i Acta Scti Olavi.

Endelig er der det spørsmål, når Hkr. er forfattet og udarbejdet.

At den skulde være skreven før Snorres første udenlandsrejse, er så at sige utænkeligt, og modbevises ved de (få) stedsbeskrivelser, der forudsætter Snorres selvsyn og andre tegn på hans rejser og de derved erhværvede kundskaber (om forskellige forhold i Sverrig; mulig hører hans Emundar saga hertil). Men umuligt var det ikke, at han havde fattet tanken og gjort nogle forberedelser ved at samle ældre skrifter og studere disse. Langt sandsynligere er det imidlertid, at det først er selve Norgesrejsen og opholdet hos Hakon og Skule, der har vakt tanken eller modnet den; en opfordring fra Hakons side var i og for sig ikke unaturlig69). Hvordan det nu end forholder sig hermed, — ét må vistnok betragtes som sikkert, nemlig, at Hkr. er skreven i tidsrummet 1220—30. Dette tidsrum var uden tvivl det roligste og lykkeligste i Snorres senere liv; uagtet han havde en del stridigheder navnlig med sin frænde Sturla, var det dog intet i sammenligning med, hvad der senere væltede ind over ham i de sidste ti år, han levede. Hertil kommer, at Sturlunga må antages at give os umiskendelige oplysninger om grænsen for Hkr.s tilblivelse nedad i tiden. Det hedder der — se ovf. s. 672 — , at Sturla Sigvatsson i vinteren 1230—31 lod »afskrive de saga bøger, som Snorre havde sat sammen«70). Hermed kan kun Heimskringla menes.

At Snorres værk om de norske konger har en overordenlig stor historisk betydning, vil ingen falde på at nægte eller betvivle. Men på grund af hans kritiske virksomhed, hans subjektive kombinationer, der trods den skønsomhed, der viser sig deri, dog må siges ofte at være vilkårlige, må den historiske gransker i nutiden aldrig forsømme, hvor det er muligt, at sammenligne Snorres fremstilling med de andre, der haves, og som enten var hans kilder eller af disse afledede og altså med dem — hvor de er tabte — sidestillede skrifter.

Man har i senere tider forsøgt at tillægge Snorre andre sagaværker, først og fremmest Egilssaga. Så interessante som den slags tanker er og så tiltalende som dette for enkelte værkers vedkommende kunde være, kan der dog aldrig frembringes andet eller mere end en mulighed. Når det forholder sig så, bør de pågældende sagaværker heller betragtes som hvad de i deres anonymitet er. Der vindes intet ved at ville tillægge dem bestemte personer, når der ikke er et afgørende sandsynlighedsbevis tilstede. Her vil vi derfor ikke dvæle videre ved dette spørsmål.



Noter:
1) Jfr. Tab. II i Isl. s. I, 1843.
2 ) Se herom Nordal Sn. St. s. 1. — Om Snorre haves flere afhandlinger og biografier, f. eks. F. Jónsson: Vita i Tom. I af Hkr. jfr. Schiönings fortale sst; F. Magnussen i Skand. litt. Selsk. Skr. 19; Munch: N. f. H. III; Maurer: Uber die Ausdr. Anm. 22—23, jfr. 24—26, 32; Safn til sögu Isl. II, 28—29; jfr. Sturla Þórðarsons biografi sst. I; G. Vigfússon: Sturl. Proll. § 14—15; Boesen: Sn. Sturlason i Kulturhist. personligheder II; S. Nordal: Snorri Sturluson 1920 (jfr. afhdl. i Skirnir 1916); Fr. Paasche: Snorre Sturlason og Sturlungerne 1922. Hovedkilderne er: Sturlunga I, Hákonars. gamla, Isl. annaler, jfr. Dipl. Isl. I og Biskupas. Her skal under ét anføres de vigtigste af de mange afhandlinger, der vedrører Snorres værker, især Heimskringla, selv om de ikke alle tager direkte sigte på Snorre som forfatter: A. Heusler: Die gelehrte urgeschichte im altisl. schrifttum 1908; R. Meyer: Snorri als mythograph, Arkiv XXVIII; B. Salin: Aserne i Hkr., Festskr. til Montelius 1903; B. Nerman: Sverikes hedna litteratur 1913 samt hans forskellige afhandlinger om gravhøjene ved Upsala og Ottarshögen (1913. 1917), om Rögnvald heiðumhár i Maal og Minne 1914; H. Gjessing: Sn. St.s arkeologiske kundskap, Oldtiden III; S. A. Sørensen: Det gamle Skiringssal 1900, Kongshaugen og Olaf Geirstaðaalfs haug 1902; A. Kjær: Hvad var Skiringssalr?, NHist. tidsskr. 4 r. I; S. Bugge: Mytiske sagn om Halvdan svarte og Harald hårfagre, Arkiv XVI; H. Koht: Småting fra Halvdan svartes og Harald hårfagres sagaer, NHist. tidsskr. 4 r. II; Y. Nielsen: Slaget i Hafrsfjorden 1906, Snæfridssagnet, Afhdl. viede S. Bugges minde, 1908, Studier over Har. hårfagres historie, NHist. tidsskr. 4 r. IV; A. Bugge: Harald hårfagres løfte, Edda VII; R. K Brynildsen: Hakon d. gode som missionskonge, NHist. tidsskr. 5 r. IV, Om tidsregningen i Olav d. helliges historie, 1916; A. Bugge: Sandhed og digt om Olav Tryggvason, Aarbb. 1910; Y. Nielsen: Nesjar, NHist. tidsskr. 4 r. V; A. Kjær: Nesjar og Nesit, 1907; flere afhdl. ang. Olaf d. helliges saga af O. A. Johnsen, NHist. tidsskr. 5 r. III (Friðgerðarsaga), Edda VI, Hist. tidsskr. 5 r. IV, Videnskabernes Selsk. skr. 1916; B. Nerman i Fornvännen 1917; Åkerblom: Sv. Hist. tidsskr. XIX; Schirmer i Fornminnesforen. Årsberetn. 1903; S. Lindquist i Fornvännen 1920; Fr. Paasche: Hkrs. Olavssaga, Komposition, Stil, Karaktertegning, Edda VI; N. Beckman: Torgny lagman, Edda IX, jfr. B. Nerman i Arkiv XXXII og J. Jónsson sst. XXXIV; S. Nordal: Om Olaf d. helliges saga, 1914 (et hovedværk); H. Koht: Hadlandssagnene, Edda XI (1919) — foruden de ældre skrifter og afhdl.: P. E. Müller: Sagabibliothek III, Om kilderne til Snorres Hkr., Vidensk. Selsk. afhdl. 1824; G. A. Gjessing: Kongesagaens fremvæxt I— II; og frem for alt G. Storm: Snorre Sturlassöns Historieskrivning 1873, jfr. Arkiv I. Se iøvrigt Möbius' fortegnelser over litteraturhistoriske arbejder, indledninger til udgaver og oversættelser.
3) Heller ingen betydning har et ord som processio (-onem); G. Storm: Sn. St. Hist. skr. 77—78.
4) Sturl. I, 241.
5) Det må erindres, at Sturla, Snorres fader, først var gift med biskop Gudmunds faster, Ingibjörg.
6) Jfr. Fms. IX, 292—6, Dipl. Isl. I, 603 ff.
7) Om Snorres rejse og Norges-ophold kan henvises til min afhdl. i No. Hist. tidsskr. 5. r. V. Under den besøgte han Askel lagmand i Vester-Götland og hans hustru Kristin, Hakon galins enke.
8) Som mærkelighed kan anføres, at der haves et dokument, som Snorre har oplæst i lovretten 1226; Dipl. Isl. I, 496.
9) I Sturl. I, 448. siges der rigtignok, at han i året 1233 var lovsigemand. Jfr. Safn II, 30.
10) Jfr. Fms. IX, 436. 453.
11) Nordal har (s. 49) fremdraget et eksempel på, at Snorre formentlig ikke havde holdt sit ord, men hvad der her fortælles er ikke så graverende, da der er tale om en kvinde, som sagaen selv betegner som “halvtosset” (hálffifla). At ingen vilde have hende til hustru, er da ikke så underligt.
12) Nordal ser i meget af dette karakterbrist hos Snorre, mangel på beslutsomhed og personligt mod og tegn på vankelmod. Jeg ser noget anderledes på sagen.
13) Denne af K. Gislason begrundede opfattelse (Aarb. 1884) ser jeg ikke nogen grund til at forlade, hverken til gunst for Eir. Magnussons eller Symons’ tydning, i følge hvilken navnet skulde stå i forbindelse med Odde.
14) Særlig i slutningen af det 1. kap. af Skáldskaparmál.
15) Udg. af van Eeden 1913 med en udførlig indledning. — Den fyldigste og bedste udg. af det hele er den store Arnamagnæanske 1848—87. Jfr. håndudgaven 1900.
16) Af den temmelig righoldige litteratur skal særlig fremhæves: Müllenhoff: Deut. alt. V; Mogk: Untersuchungen über die Gylfaginning I— II i Paul Braune's Beitrage VI— VII; S. Bugge, Aarb. f. nord. Oldkh. 1875 (Bj. Kolb. og Sn. E.); E. Wilken: Untersuchungen zur Sn. E. 1878; A. Heusler: Die gelehrte urgeschichte osv. 1908; Nordals skrift s. 18 ff.
17) Jfr. Nordals skrift s. 107 ff.
18) Det er Snorres egne randgloser til indholdet.
19) Det bedste bevis herfor er begyndelsen af kap. 2 i Worm.: “Gylfe hed en mand, han var konge osv.”; således kunde en mand ikke skrive, hvis 1. kap. var oprindeligt.
20) R. M. Meyer har i sin lille afhdl. Snorri als mythograph modsagt dette og hævder, at forbilledet er at søge, vel at mærke rent formelt, i den 3. afhdl. i de af Bode i 1834 udgivne Scriptores rerum myth., en antagelse, der er i højeste grad usandsynlig. Der findes ellers intet kendskab til den på Island.
21) Henimod slutningen anføres en sammenhængende række vers, hvoraf Ups. — forkortende — udelader de 6.
22) Snorres eksemplar af eddadigte har enten manglet dette digt, så at han anfører det efter hukommelsen, eller hans optegnelse har været forvansket.
23) Nogle sådanne har også folkeovertroen givet ham (honningfaldet — neglene).
24) Kap. 1 i Gylf., der mangler i Ups., er et indskud, og passer slet ikke m. h. t. indholdet i et mytologisk skrift. Dette må jeg stadig hævde, også overfor S. Nordals sidste stærke udtalelse om, at det er ægte.
25) Navnet findes i Ups. SnE. II, 250, 302, i 748 SnE. II, 427, jfr. I, 224. 230. 26) Jfr. Munch N. f. II. III, 1042.
27) I Ups. er Odinsomskrivningerne i k. 34 kun et forvirret uddrag af versene i R—W, Skskm. k. 1.
28) Hvad der herefter følger i R—W er et dårligt indskud af samme art som det i fortalen i W.
29) Udtrykkene er ikke ganske klare, men den her givne opfattelse, der i det hele skyldes Nordals udvikling (s. 102ff.) er dog vist den sandsynligste.
30) I det 1. afsnit findes kenninger, der burde være henførte til det sidste; på den anden side findes her, især i dettes sidste del, en sammenblanding af enkeltbenævnelser og kenninger; mulig beror en del heraf på omarbejdelse eller indskud.
31) Og hvoraf nogle slet ikke passede der, som Nordal bemærker s. 98.
32) At dette mangler i Ups. er uden betydning; det er her simpelt hen oversprunget.
33) Jfr. Symons: Zs. f. d. Phil. XII, 103—4. Nordal antager ingen indskud her, s. 99, men der er ting, der temmelig stærkt modsiger dette, som når Sigurd pludselig kaldes Sigurd svend s. 366, men er aldrig nævnet således før.
34) Det kan bemærkes her, at S. Bugge i sin afhdl. i Arkiv XVI, 31 (hvad der tidligere er overset) har frafaldet sin formodning om, at biskop Bjarne har forfattet remserne.
35) En del af stoffet måtte blive fælles; men hvor Snorre kun anfører navne (uden vers), dér er rækkefølgen en anden end i remsen, ligesom remserne ofte har flere navne; hvorfor tog Snorre ikke dem alle?
36) I min afhdl. i Aarbb. har jeg endnu hyldet Möbius’ og fleres mening; se nedf. Også Nordal antager, at Snorre er forfatteren.
37) Jfr. Hoffory i Anzeiger IX. Heller ikke Hofforys mening om, at den skulde være forfattet af en anden end Snorre (uden hans tilsyn), kan bifaldes. Hans bemærkning om, at forklaringen til v. 8 skulde være urigtig, er ubegrundet. Det er nemlig klart, at de ulige linjer i det versemål, der her er tale om, skal bestå af 9 stavelser (der må netop ikke læses spyrk for spyr ek og lign.). Det viser særlig den sidste (7.) linje, samt hele versemålet som en modsætning til det i v. 7.
38) Således også Nordal.
39) Navnene (undt. det moderne Heimskr.) findes i håndskrifter: det første (N. K. s.) ofte, det sidste i Jöfraskinna; Konungabók har Frísbók. Jfr. Maurer: Ueber die Ausdr. Anm. 23.
40) Jfr. G. Storm: Arkiv I, og L. Hanssöns Sagaoversættelse, der nævner Snorre som forf.
41) Således Icel. sag. I, 248-49; jfr. 284, Flat. II, 429; Fms. II. 310. 314, III, 1. 5, Flat. I, 481. 483. 492-93. 494.
42) Flat. I, 152, Knytl. 29. 54. 55, 60 anm., Fms. XI, 388, Fms. III, 63, jfr. I, 190, Flat. I, 217. Flat. III, 469; Egilss. 198 anm. til 1. 13. Þórð. hreð. 5, jfr. G. Storm: Sn. St. Hist. skr. s. 3—5.
43) Jfr. J. Þorkelsson: Digtningen s. 27—28.
44) Nordal s. 203.
45) Den bemærkning, som her (s. 5) findes om de forskellige aldere, er hæntet fra Skjöldungas, den genfindes i Arngrims Supplementum. Ang. fortalen som også hørende til Olaf d. helliges saga — hvor den findes i nogle hdss. — kan henvises til Nordals bog; han hævder, at den ikke oprindelig har stået i denne; en modsat opfattelse gør O. A. Johnsen gældende (Edda 1916); ifg. denne skulde prologen være primær i Olafss., men — af Snorre selv — senere omarbejdet til prolog for Hkr. De af prof. O. A. Johnsen fremførte grunde er ikke uden betydning. Men man kunde spørge, om ikke prologen er sammensat af 2 forskellige afsnit Der er dog meget, der taler for, at Olafssagaen, netop som det først skrevne, havde haft en prolog. Den oprindelige fortale til Olafssagaen skulde da være stykket om Ari og slutningen (OH 1853 s. 3.9-17); denne fortale kunde også godt bruges som fortale til Hkr. sammen med det andet afsnit, der udelukkende tilhører denne. En sammenstøbning lå meget nær.
46) Munch N. f. H. II, 931—32; K. Maurer: Norwegens schenkung an den heil. Olaf.
47) Kun Magnus Erlingssons saga er ikke således indvævet i den forangående saga, undt. for så vidt som hans fader der omtales og spiller en vigtig rolle. Men han var og blev hovedpersonen.
48) Ó. Tr. k. 14 fin.; ÓH k. 179 fin., hvor Ares regning stilles op imod almindelig (folkelig) tælling, k. 246.
49) En urigtighed, som Munch N. f. H. I, 1, 482—83 har bemærket, uden at se grunden dertil.
50) Mere af lignende art findes anført i Nordals bog.
51) Jfr. Rosenberg i Nordboernes Aandsliv II.
52) Jfr. ovf. under behandlingen af Ágrip.
53) De indvendinger, der er fremsatte angående dennes historiske tilværelse, er lidet betydningsfulde; at der kan have været 3 mænd (fader— søn — sønnesøn af det samme navn, har man virkelig ingen midler til at modbevise; hvad ved vi egentlig om de tiders svenske skikke? Jfr. J. Jónssons ovf. nævnte afhdl.
54) Heraf er det igen end yderligere klart, hvor rigtigt det er, når det hedder at Erik skrev om de to brødre, Sigurd og Inge, alt til deres død, eller - hvis man hellere vil - , herved er den vigtigste grund til at lade ordene: ”alt til deres død” kun gå på Magnus og Sigurd slembe (jfr. ovf. s. 372—74), bortryddet.
55) Fremmede — latinske og lign. kilder har Snorre slet ikke benyttet
56) Herom kan henvises til Nordals bog, s. 171ff.
57) Herom kan henvises til Nordals bog, s. 183ff.
58) En familjeoverlevering, knyttet til eksisterende genstande.
59) Denne sætning, der egenmægtig er udeladt i Frís., lyder som en løs notits, der i og for sig ikke var bestemt til at optages i selve værket. Jfr. Keyser s. 456.
60) Om det er Snorres eller afskriveres skyld, at en sætning, Hkr. II, 237 øverst, er udfalden, er usikkert. Det hedder, at kong Olaf »beredte sig til at rejse op« på Romerike; dette forudsætter, at han kommer nede fra Viken; men beretningen om, at han var kommen til Viken mangler. Ligeledes er der uden tvivl udfalden en bemærkning om, at Tóste jarl faldt i Stanfordslaget.
61) Når man har anket over, at Snorre (Hák. góð. k. 11) henviser til et tidligere sted angående Halfdan svartes love, der ikke skulde indeholde, hvad der sigtes til, er det dog sikkert, som Storm hævder, k. 7 (Hkr. I, 94—95), der menes. I øvrigt må det ikke glemmes, at Kringlas tekst netop her er tabt. Det er ikke udelukket, at den her har lydt anderledes end de andre håndskrifter.
62) Jfr. G. Storm: Sn. St. Hist. s. 99—100: ”Overalt er hvert ord skrevet ud af personernes karakter”.
63) Her er dog fejl begået. — Snorre kender ikke det rigtige forhold mellem Lyrskovsheden og Skodborgå, hvad der er så meget mere tilgiveligt, som Arnorr jarleskald sammenblander bægge.
64 ) Når han siger, at der ”går et næs nord fra til fossen Sarp”, er dette netop rigtigt.
65 ) Jfr. G. Storm: Sn. St. Hist. skr. s. 86 (om Oplandene).
66 ) Nogen samlet fremstilling findes desværre ikke. Jfr. Nordals bog s. 210 ff.
67) G. Vigfússon har endogså som særligt eksempel på Snorres stil fremhævet kapitler — der aldrig har stået i Hkr.
68) Jfr. G. Storm: Sn. St. Hist. skr. 170—72; Nordal: Om Ol. d. hell. saga s. 133 ff, 190 ff. — I den oprindelige Olafss. måtte jærtegnene stå i en samlet gruppe; dog er de der henførte til forskellige tider og konger. Nogen forskel er der tilstede i anordning og tekst.
69) Var det måske det fjendtlige forhold til Snorre, der senere bevægede Hakon til at få en anden til at skrive Fagrskinna?
70) Sturla…lagði mikinn hug á, at láta rita sögubækr eptir bókum þeim, er Snorri setti saman (St. I, 421). Denne udtalelse er tydelig nok; impf. setti betyder uden tvivl her — som så ofte — »havde sat« (plusqupf.). Når der her tales om »bøger« i flertal, er dette vel forståeligt; enten tages der sigte på de forskellige sagaer, eller de skindbogs-hæfter, de var skrevne på.