FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Sprogvidensk. Indl. bemærkninger

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson
G. E. C. Gads Forlag
København 1923


Andet tidsrum
4. afsnit. Sprogvidenskab, grammatik, retorik


Indlledende bemærkninger


Den lærde litteratur har mer eller mindre sin rod i den almindelige europæiske videnskabelige litteratur i middelalderen. Det viser sig, at Islænderne har stået i en meget nær forbindelse med de videnskabelige strømninger ude i Evropa og søgt at blive delagtige i den middelalderlige literatur.

Så snart kristendommen var bleven vedtaget som landsreligion, måtte man være betænkt på at sørge for den unge kirkes tarv, først og fremmest for oprettelsen af kirker og uddannelsen af præster. At det i begyndelsen er gået noget småt med dette, medens en ordnende øverste myndighed savnedes, er indlysende. Det måtte blive mænd som Gissur og Hjalte, der havde fået kristendommen indført i landet, som nærmest måtte føle sig forpligtede til at virke til bedste for den, dens befæstelse og udbredelse. De havde ført gejstlige med sig fra Norge; det er disse, der straks må have taget fat på uddannelsen af præster og indretningen af gudstjenesten osv. Men Gissur traf desuden den vigtige foranstaltning, at han sendte sin egen søn Isleif til Tyskland for at studere i Herford, omkr. 1025.

Efter at være kommen hjem »som præst og vellærd mand« holdt han i en lang årrække en skole i Skalholt, ikke alene før han blev viet til biskop, men og ikke mindre ivrigt derefter. Hans disciple, blandt hvilke den første biskop på Holar Jon Ögmundsson nævnes, har så igen undervist andre. Desuden var der allerede i den første halvdel af det 11. årh. endel fremmede gejstlige på Island1). Af disse er der særlig grund til at fremhæve Bjarnhard den bogvise, der opholdt sig i 5 år i landet, Hrodolf (19 år), der bode i Borgarfjorden, og endelig en anden Bjarnhard (ligeledes 19 år), der bode i Vatsdalen på Nordlandet. Det følger af sig selv, at disse mænds ophold, undervisning og bogsamlinger ikke har været uden befrugtende virkninger, måske i flere retninger end det er muligt nu at eftervise. I de følgende tider høres der om undervisning og skoler på så berømte gårde som Haukadal og Odde2), og ikke mindre på Holar, efter at det nordlandske bispesæde var oprettet (1106); dette blev nu det andet arnested for den gejstlige undervisning. Om flere af biskopperne hedder det, at de ikke alene var lærde, men også fortrinlige og flittige lærere, som biskop Jon, Klöng3), Torlak osv.; til den sidste er knyttet en Tjörve præst, der også nævnes som en dygtig lærer. Efter at der var oprettet klostre, blev disse også hjemsteder for gejstlig undervisning og litterær virksomhed.

Største delen af den islandske gejstlighed har således fra først af fået sin uddannelse i selve landet; at denne i flere tilfælde har været tarvelig nok, er givet; men i det hele og store har den vistnok været tilfredsstillende efter forholdene. Der var stadig nogle, der rejste udenlands for at studere og som således stod i forbindelse med evropæiske videnskabshjem. Sæmund frode og Jon Ögmundsson studerede i Paris og måske flere steder, biskop Torlak i England (Lincoln) og Paris, Páll i England; denne siges at have været lærdere end nogen anden4)hans sønner berømmes da også for deres begavelse og kundskaber5). Om Hallr Teitsson, der skulde bispevies, men døde i Utrecht 1150, hedder det sikkert noget overdrivende6), at han talte ethvert folks sprog, han kom til, »som han der var barnefødt«. Hvor litterært optaget den gejstlige stand overhovedet har været, er der i det foregående vist så mange eksempler på; til den hører de fleste ypperste forfatternavne, der kendes. Hvad der angående denne fremdeles må fremhæves og som aldrig bliver stærkt nok fremdraget, er denne gejstligheds fuldtud nationale folkelighed — noget som det følgende også vil give adskillige smukke eksempler på.

Hvad de lærde studier angår, havde de det samme præg som i udlandet. Alle skoler var indrettede efter fremmede mønstre, undervisningen foregik på samme måde og ved hjælp af de samme midler (bøger) som i udlandet. Det kunde ikke være anderledes. Foruden i teologi undervistes der i de 7 kendte fag, artes liberales: astronomi, geometri, aritmetik, musik (quadrivium), grammatik, retorik, dialektik (trivium) — der findes alle, nogle dog meget svagt, repræsenterede i den islandske litteratur i dette tidsrum. Af størst vigtighed var dog grammatikken eller latinundervisningen samt astronomien på grund af hensynet til tidsregning og kalendervæsen.

Fremmed litteratur og lærebøger indførtes til landet efter en stor målestok, ikke alene teologiske skrifter og afhandlinger, men også klassiske profane forfattere, som Ovid »de arte amatoria«; det eksemplar, der engang fandtes i hænderne på en elev, den senere biskop Klöng, blev rigtignok beslaglagt som usund litteratur af den nidkære biskop Jon7), men tilstedeværelsen af en sådan bog er interessant og oplysende nok. Større bogsamlinger har man været i besiddelse af; ikke alene i klostrene fandtes der sådanne, men også hos privatmænd. Således omtales en »bogkiste«, tilhørende den begavede præst, Ingimund8); hovedsagelig bestod de af fremmede skrifter, mest latinske; så godt som hele oversættelseslitteraturen forudsætter latinske originaler. Sådanne nævnes adskillige gange som f. ex. Gregors Cura pastoralis, Cantilena Lamberti, Expositiones Gregorii9), foruden psaltere (allerede i Laxdæla, Gudrun) og plenarier m. m., homilier, legender osv. Mange af disse bøger har sikkert været pragteksemplarer; i det mindste omtales sådanne i Norge 10). Disse bøger er erhværvede som gaver eller ved køb. Kirkerne ejede i reglen flere bøger, foruden håndbøger og lign. i reglen sagaen om den helgen, de var viede til m. m. 11).

Af særlige lærere nævnes der ikke mange, og de få, der nævnes, er, tilfældigvis, for største delen fremmede, som hin Gisle Finnason fra Gotland, der af biskop Jon sattes til at styre skolen på Holar12) og undervise i grammatica, og hin Rikinne, samme biskops kapellan, der skulde undervise i messesang og versificatura13). Under Gudmund gode nævnes en Tord upse14); fra senere tider også andre.

At Islænderne meget tidlig har haft en vis sproglig sans og sproglige interesser, er sikkert nok15). Det var navnlig skjaldepoesien, der ikke alene udviklede sansen for ordenes forskellige betydninger, men også ved sin strængt regelmæssige indretning og metrik måtte vække og skærpe sansen for sproglige foreteelser, særlig stavelsers og vokalers kvantitetsforhold, og for sproglig vellyd. Skjaldenes øre, og folks overhovedet, var fintmærkende i så henseende. Dette anerkendes af den første islandske grammatiker, når han i sin afhandling ytrer: »skjalde er autoriteter (dommere) i ethvert spørsmål om skrivemåde og udtale«; dette siger han i anledning af, at han omtaler tostavelsesformen éarn, mellemformen mellem isarn og jarn. Oprindelig var skjaldenes opfattelse naturligvis kun den medfødte, men det har sikkert ikke varet længe, før deres kunst, netop hvad stavelser og deres indbyrdes forhold angik, blev mere bevidst; dette ses i digte som Háttalykill og hos skjalde ved år 1100 og derefter hos den særlig regelrette Einarr Skúlason. Nogen sproglig indsigt i dybere forstand kan man dog ikke forudsætte, hverken med hensyn til ordafledning eller sprogets udvikling. Her gribes der så godt som altid fejl, som når man ved 1100 opfattede Gissurr som ét med Gisrøðr ɔ: Gisfried (Are) eller når Snorre afleder Auðon af Oðinn (Hkr. I, 20) osv. Jfr. Olafs klassiske eksempel på lucus a non lucendo: Hlér kaldes havet, þviat hann hlýr allra minnst. Men dette viser, at man tidlig grublede over sproglige ting. At man ikke, hvad der heller ikke kunde væntes, gennemskuede sprogformers udvikling, ses af navneremserne, hvor f. ex. isarn og jarn opfattes som to forskellige ord, samt af Snorres lære om drotkvædede 5-stavelsers linjer. Den beror sikkert på, at Snorre hos ældre skjalde læste visse oprindelige tostavelses ord, som séa, féar, som én stavelse (sjá, fjár) og drog deraf den falske slutning, at skjaldene havde tilladt sig 5-stavelsers linjer. Man behøver ikke at minde om alle de etymologiske og sproglige fejltagelser, som Olaf hvítaskáld har begået i sin afhandling; han tror, at hvaðarr er udvidet af hvárr, þórrøðr af Þórðr, at knarra (af knarri) er opstået ved tillæg af a — alt sammen blot for at linjen skal være lang nok (at kveðandi haldisk).

Nogen egenlig beskæftigelse med skriftsprog og alfabet har man det 11. århundred igennem ikke indladt sig på. At de gejstlige har kendt det latinske alfabet og i ny og næ brugt det til mindre latinske optegnelser, er naturligvis givet. Først i slutningen af det nævnte århundrede kan det antages, at man også har begyndt at gøre optegnelser af mindre omfang i modersmålet. Det er forudsætningen for nedskrivningen af de islandske love i vinteren 1117-18. Herom og om den nyttede skrift henvises til s. 241-58 (2. afsnit § 3). Det er der påvist, hvor utilstrækkeligt det latinske alfabet måtte føles til optegnelser i islandsk sprog; hvorledes skulde f. ex. de 3 tandlyd d, ð, þ, udtrykkes? eller en lyd som æ? Dette gav folk noget at tænke på; vanskelighederne måtte vise sig, og de førte naturligvis til ønsket om at kunne overvinde dem. Det er denne grublen, dette ønske, der førte til et forbedringsforslag allerede ved eller lidt før midten af det 12. årh.



Noter:
1) Jfr. Ares Isl. bok k. 8, Hungrvaka k. 3.
2) Om skoler m. m. kan henvises til K. Maurer: Island 225 ff., 244 ff., 259 ff., B. M. Olsen: Den grt. litt. i middelald. II, Indledn. Sml. Tímarit XIV.
3) Bisk. I, 83.
4) Bisk. I, 92, 127.
5) Sst. 138.
6) Sst. 80.
7) Bisk. I, 165, 238.
8) Sturl. I, 138. 140.
9) Bisk. I, 74, 75, 876.
10) Hkr. III, 510, 313.
11) Jfr. E. Olmer: Boksamlingar på Island (1902). — Af interesse er listen over biskop Arne af Bergens bøger; deriblandt nævnes, mærkeligt nok, et Poenitentiarium, foræret ham af hans navne- og kaldsfælle, biskop Arne i Skalholt. Men denne liste er fra så sen tid som o. 1300. O. A. Johnsen: Norske bogsamlinger i Afhdl. viede S. Bugges minde (1908).
12) Bisk. I, 163, 168.
13) Bisk. I, 168.
14) Sturl. I, 332.
15) At dette også var tilfældet i Norge, ses af et digt som Alvísmál, men dette hænger sammen med skjaldenes sproglige interesser.