FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Stridsvers og satire

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson


G. E. C. Gads Forlag
København 1898


Andet tidsrum

1. afsnit: DIGTNING


§4. Islandsk digtning


D. Uægte vers i sagaerne.

a. De uhistoriske sagaers vers (versene i de såkaldte Fornaldarsögur)


Stridsvers og satire.
Kunde Islændernes medfødte satiriske anlæg ikke rigtig komme til at udfolde sig i vers og digte om hverandre, var der i disse oldsagaer en fri, uden for alle love stående tumleplads, og den blev rigelig benyttet. Fra ældgamle tider havde det været en almindelig underholdning i Norden ved gilder og gæstebud at tage sig en jævningsmand, d. v. s. to og to havde en indbyrdes kappestrid i ord om, hvem der var den dygtigste; dygtigheden måltes naturligvis ved deres »store og gode« handlinger (mannjöfnuðr). Af historiske eksempler er det nok at erindre om brødrene Sigurd Jorsalfars og Eysteins berømte mandjævning (1). I ældre tider har det, i det mindste lejlighedsvis, været skik, at striden førtes på vers, samt at et horn skulde tømmes ved hvert vers, der fremsagdes; det var både kappestrid i drik og digtning; spøgen gik ud på aldrig at mangle svar (og naturligvis altid at tømme hornet); den ene kom da let til at overbyde den anden ved overdrivelser, ja ligefremme løgnehistorier og opdigtede kendsgærninger, hvilke for de tilstedeværende sikkert tidt og mange gange har lydt morsomme nok. Til fjendtligheder og manddrab blev der ved samme lejlighed rigeligt stof. Også mellem virkelige fjender kunde der, når de mødtes, opstå en ordstrid, der da nærmest gik ud på gensidige bebrejdelser og beskyldninger for fejhed og lign. Blandt de gamle traditioner har der sikkert været mange eksempler på en ordstrid af enhver art. Blandt Eddadigtene findes netop alvorlige ord- og visdoms-kampe (Vafþruðnismál, Alvissmál) så vel som ordstrids-digte med gensidige forhånelser (Lokasenna, Hárbarðsljóð, striden mellem Sinfjötle—Guðmundr, Atle—Hrímgerðr). Nærmest i slægt med disse sidste er forskellige stridsvers i de uhistoriske sagaer. De findes i Ragnarss.; hvor to gamle kampfæller, der ikke mere kender hinanden, strides, i Ketilss., hvor Ketill mundhugges med Finnekongen Gusir og troldkvinden, i Grímss. (Grímr og to troldkvinder), i Örvar-Oddss., hvor en ikke uinteressant ordstrid finder sted mellem de drikkende, Sigurðr og Sjólfr på den ene og Örvar-Oddr på den anden side; dernæst en ordstrid mellem denne og en hedensk tempelforstanderske (af underordnet betydning); endelig findes en sådan flere gange i Hjálmþérss. Det interessanteste eksempel er striden mellem Sigurðr—Sjólfr og Örvar-Oddr. De bringer hinanden fyldte horn og fremsiger ved hvert et vers, hvor det f. ex. hedder: »Du kløvede ikke brynjer (el. lign.), den gang da vi slog Venderne og kampen rasede«, eller: »Du var ikke i kamp, da vi lod kongens mænd falde; jeg fik der adskillige sår [og kæmpede altså drabelig], men du?, du gik omkring og betlede mad«. Herpå kunde svaret f. ex. lyde: »Du lå på køkkengulvet [eller: gantedes med pigerne], uden mod og manddom, da jeg sloges og fældede så og så mange« osv. Det går i det hele ud på at skælde hinanden ud for fejhed, blødagtighed, leflen med kvinder (tjænestekvinder), uværdige handlinger, men prale af sit eget mod og bedrifter; det hele kan blive noget ensartet og fuldt af gentagelser.

Alle disse vers er temmelig unge, rimeligvis alle fra det 13. årh., hvortil alle forhold, også de historiske på Island (jfr. ovf. s. 133), bedst passer. De forekommer da også kun i de sagaer, hvor versene af forskellige grunde må høre til de yngre og yngste lag. Hvad særlig ordstriden i Örvar-Oddss. angår, er det tilstrækkeligt at henvise til, at der i den hentydes til begivenheder i »Akvitanien« (!).


Buslubæn.
Noget beslægtet med disse, men omtrent enestående i sin art, er digtet Buslubæn i sagaen om Herrauðr og Bose. Da de to fostbrødre var dømte til døden af kongen, Herrauðs fader, kom Boses fostermoder, den gamle, troldkyndige Busla om aftenen til kongens sovekammer og fremsagde over ham sin »bøn« (d. v. s. forbandelse), der ifølge sagaen skal have bestået af 3 dele, hvoraf den sidste hed Syrpuvers, Af dens første del er 7 vers bevarede (af noget forskellig og uregelmæssig længde), af anden del kun et, »da jeg (siger forfatteren) vil undlade at skrive den, efter som det ikke er godt for nogen at gentage den«; af den sidste del (Syrpuvers), »hvori der var stærkest galder og som ikke må synges efter solnedgang«, haves kun slutningsverset. Digtet indeholder de kraftigste forbandelser: »Klipperne rævne, himlen briste, vejret forværres, hvis du ikke giver dem liv«, »dit hjærte skal gnaves af orme, dine øren sløves, dine øjne vendes om, hvis du ikke« osv., »hvis du sejler, skal tovene brydes, roret skylles bort, sejlet styrte ned, hvis« osv., »dersom du rider, skal hestene blive halte, alle veje blive dig ufremkommelige, din sæng blive dig som brændende halm, dit højsæde som en rullende bølge«, foruden rene obscøniteter osv. Det kan ikke nægtes, at der er en vis kraft i den masse af forbandelser, digtet har indeholdt, og det er intet under, at sagaen lader kongen bukke under for deres overvældende magt. Men digtet er i øvrigt stemmende med den temmelig lave tone, der råder i sagaen; det er lavt-grotesk uden spor af ophøjet lidenskab; der er en himmelvid afstand mellem Buslas besværgelse og f. ex. Sigrúns forbandelser over sin broder (I, 91. 256), en lige så stor afstand som der er mellem det 10. årh.s valkyrje og det 13. årh.s signekælling. Ældre end fra det 13. årh.s sidste halvdel kan digtet ingenlunde være (2). Det er i det hele i metrisk henseende noget formløst og nærmer sig en þula. Det er sikkert ingen omdannelse af en ældre Buslubæn, der mulig kan have eksisteret, hvad jeg dog ikke anser for rimeligt.


Noter
1) Jfr. I, 649-50.
2) Jfr. et linjepar som 2.7-8: en þeim þó fjándligust, sem ek vil fortala; klárar (= heste) og en linje som en sál þin sökkvi i víti! At digtet stammer fra en noget senere tid, er meget muligt. Sagaen synes at stamme fra 14. årh. Jfr. Jiriczek i sin udg. (1893) s. LV-LVI.