FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Sturla Þórðarson

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson


G. E. C. Gads Forlag
København 1923


Andet tidsrum

1. afsnit: DIGTNING


§4. Islandsk digtning


A. Fyrsteskjalde og andre historiske kvads digtere.

I. Egenlige fyrsteskjalde.


Sturla Þórðarson.
Sturla Þórðarsons liv og lævned vil udførlig blive fremstillet i en anden sammenhæng. Han er født 1214. Meget tidlig lærte han, ligesom broderen Óláfr, sin farbroder at kende, og der er ingen tvivl om, at bekendtskabet med denne fremragende personlighed og digter har været af stor betydning for den lærvillige Sturla, både med hensyn til sagaskrivning og skjaldekunst. Sturla stod senere, ligesom Óláfr, på Snorres side og tilhørte hans parti. Af den grund var han ikke vel set af kong Hakon og det norske regeringsparti. Han blev i året 1263 af sine modstandere tvungen til at rejse til Norge for at formilde kong Hakon; men denne var da allerede på sit vesterhavstog. Sturla traf altså sammen med Magnus; det første møde med denne (under en sejlads) faldt uheldig ud, uagtet Sturla blev støttet af høvdingen Gautr på Mel (ovf. s. 86); Magnus vilde ikke have Sturla »i sin tjæneste«. Sturla forblev dog ombord på kongens skib og underholdt om aftenen sine nærmeste skibsfæller ved at fortælle sagaen om jættekvinden Huld; den derved opståede sammenstimlen bevirkede, at dronning Ingeborg, Erik plovpennings datter, blev opmærksom på ham; dagen efter måtte han fortælle hende den samme saga. Dette hjalp på Sturlas sager. Kongen lod sig efterhånden formilde, og nu bad Sturla om at måtte fremsige digte både om Magnus og Hakon. Dronningen støttede hans bøn, og Magnus tillod ham da at fremsige digtet om ham selv. Da det var gjort, skal dronningen have ytret: »Jeg tror det er vel digtet«. »Forstod du det da så godt« spurgte kongen. »Jeg vilde, at I syntes, at så var tilfældet« sagde hun, hvorpå Magnus atter svarede: »Ja, jeg har nok hørt, at Sturla forstår at digte«. Dagen efter lod kongen Sturla kalde, drak ham venlig til og bød ham nu at fremsige digtet om Hakon. Dette skete. Da ytrede Magnus de velbekendte ord: »Jeg tror du digter bedre end paven selv.«1). Disse ord er et klart vidnesbyrd om, hvad indtryk Sturla har gjort på kongen, for hvem han var bleven så stærkt bagvasket. Siden blev det ærefulde hværv overdraget til Sturla at skrive en saga om kong Hakon. Sturla rejste hjem efter nogle år og var lagmand 1272—82; han døde den 30. juli 1284. Af Sturlas mange digte er ganske betydelige lævninger bevarede, særlig fordi han i sin saga om Hakon den gamle indfletter en stor del af dem (jfr. ovf. s. 25) som historiske beviser. Havde han ikke gjort det, vilde største delen deraf rimeligvis være tabt. Hans digte findes i Skj.digtn. B, II, 112—36.

Det første digt af Sturla, som vi møder, er Þverárvísur2), et digt om kampen ved Þverá i Øfjorden 19. juli 1255 mellem Sturla og Þorgils skarðe på den ene og Hrafn Oddsson og Eyjólfr Þorsteinsson på den anden side. Eyjólfr faldt og Hrafn flygtede. Af digtet om denne kamp og sejr er kun et halvvers bevaret, i hvilket Þorgils selv berømmes. Jón Sigurðsson antog3), måske med rette, at digtet blev fremsagt ved det prægtige gilde, Sturla holdt den følgende vinter og hvortil han indbød Þorgils4).

Þorgilsdrápa, et arvekvad om den samme Þorgils5), død 1258; heraf haves 3 vers. Digtet har formodenlig været et oversigtskvad og bl. a. behandlet Þorgils' modige optræden under branden i Bergen 12486) og kampen ved Þverá.

Dernæst kommer vi til Sturlas fire digte om kong Hakon den gamle, alle fra årene 1262—4. Det første af disse er

Hrynhenda, det digt7), som Sturla agtede at bringe kong Hakon 12638) og som rimeligvis er forfattet den foregående vinter før Sturla vidste noget om kongens vesterhavstog; heraf forklares det, at Sturla tiltaler kongen i selve digtet. Af kvadet haves betydelige lævninger, der handler om begivenhederne i tidsrummet 1247—62: den pragtfulde kroning ved Nikolaus af Sabina 1247, Hakon den unges bryllup med Birger jarls datter 1251, krigstog mod Danmark og hærgning i Halland 1253, andre tog til Danmark 1256—7, hans datter Kristinas rejse til Spanien, hvor hun skulde giftes med en spansk prins 1258; tilsidst et par vers om Hakons store magt og udstrakte herredømme, samt hans berømthed overalt i verden. — Ved sin elegante form og sine temmelig stærke udtryk er digtet bestikkende nok; det er åbenbart digterens hensigt at blænde og derved at formilde den unådige konge, som, hvis han havde oplevet at høre det, sikkert ikke havde været ligegyldig for al den virak, digtet ofrer ham. Digteren bruger, som antydet, ikke alene meget stærke udtryk (stærkt rosende adjektiver) om kongen personlig, hans tapperhed, kløgt og pragtudfoldelse, men også om hans skibe og sejl osv.; skibene er prægtig malede, sejlene guld- og sølvindvirkede (dem havde Sturla aldrig set), hele flåden stråler i solskinnet som lueforgyldt, sejladsen er én lynstråleglans fra først til sidst. Hertil svarer digtets hele ordpragt; det er helt igennem et ordfyrværkeri med alle ydre virkemidler. Nogen egenlig personlig følelse kan man, når man kender forholdet mellem kongen og Sturla, ikke vænte at finde. Ganske vist kaldes kongen mægtig, krigersk, tapper, vis, berømt osv., men der findes intet ord om andre personlige egenskaber, som mildhed, retfærdighed og. lign. Man skulde tro, at Sturla havde undgået at hentyde til kongens ny-erhværvede magt over Island, fordi han selv havde søgt at hindre kongens bestræbelser. Men Sturla har sikkert set, at derved var intet at gøre, sagen var engang for alle tabt, og han har rimeligvis fundet det klogest at finde sig i tingenes tilstand, ja, måske indset, at hvad der var sket efter omstændighederne ikke var det værste, der kunde hænde. Hvad der derimod i dette digt i høj grad forundrer, er den mangel på originalitet, på et ejendommeligt og særlig udviklet digtertalent, som allevegne kommer tilsyne. Enhver, som kender Arnórs Hrynhenda, vil, under læsningen af Sturlas digt, ikke undgå at lægge mærke til den mængde genklange, de mere eller mindre åbenlyse lån og efterligninger, der findes deri, både med hensyn til enkelte ord og sætninger. Også andre digte har Sturla kendt, hvoraf han har ladet sig påvirke9). Af alt dette følger, at Sturlas digt ikke kan sættes så højt, som man undertiden har villet. Det savner Arnórs friske fylde, originale frodighed og forårsyppighed; det er i sammenligning med hans digt en pragtfuld drivhusplante, hvor man mærker gartnerens hjælpende kunst og arbejde. Hvor langt digtet har været, kan ikke med vished bestemmes. Det er næppe rimeligt, at det har omtalt nogen begivenhed før 1247; grunden hertil er sandsynligvis den af Sveinn Skúlason10) påpegede: Sturla vilde undgå at omtale de tidligere stridigheder og kampe med Skule, og efter dennes fald var kroningen den første mindeværdige begivenhed, der kunde digtes om.

I hvilken rækkefølge de øvrige digte om Hakon er blevne til, vides ikke; men de har alle det tilfælles, at de er digtede (i Norge) efter Hakons død og, vistnok tildels, i den hensigt at supplere Hrynhenda. De er:

Hákonarkviða. Allerede navnet11) viser, i hvilket versemål digtet er forfattet: kviðuháttr; det danner således en litterær-metrisk fortsættelse af Þjóðólfs Ynglingatal, Egils Arinbjarnarkviða, Eyvinds Háleygjatal, þórarins Glælognskviða osv. Af digtet haves meget betydelige brudstykker i Hákonarsaga; i alt 42 vers. Hvor langt det har været, er umuligt at vide; Jón Sigurðssons antagelse12), at det skulde have bestået af 3 ligelange afdelinger (hver på 20 vers), er ikke bevislig, men derfor ikke helt usandsynlig. Digtets indhold handler om Hakons første ungdom, de farer og efterstræbelser, han var genstand for, hvor digter-historikeren sammenligner Hakon med Olaf Tryggvason, men »Kristus havde til alt held sat en skjulehjælm på kongsæmnet«, så at Hakon reddedes; derpå omtales valget af Hakon til konge 1217 og den samtidige og i forbindelse dermed satte frugtbarhed; dernæst kampen med Ribbunger 1221, Vermlændingerne 1225, på Láka 1240, toget mod Skule, den sidste kamp med denne og Skules fald. Tilsidst omtales kongens kroning 1247 og hans gavmildhed ved denne lejlighed, samt endelig hans forhold til Svenskerne og Birger jarl 1249. Der er næppe grund til at antage, at digtet har omtalt senere begivenheder, det havde Sturla allerede grundig gjort i Hrynhenda.

Om dette digt er noget lignende at bemærke som om Hrynhenda; kun er det meget simplere i ordvalg, mindre højtravende i udtryk, ligesom dets form er så simpel som muligt. Her hersker overhovedet større ro og stilhed; digtet er nærmest at betegne som den lidenskabsløse historikers rimede fremstilling af en mærkelig mands lævnedsløb. Der er her den samme mangel på udtryk for personlige følelser som i Hrynhenda, undtagen der, hvor Sturla, åbenbart af gammel sympati, under sin omtale af Skules færd, udtaler, at han var en berømmelig mand, »uagtet den svigefulde jordiske lykke drejede sit hjul imod ham, da han til al ulykke foretog sig for meget og lod sig vælge til konge på Eyrar«. Omskrivninger og ordvalg er i det hele simpelt og korrekt, men der er i reglen ingen levende farve derover; de er matte og i et meget stort antal lidet originale. Efterligninger og lån (af udtryk hos Þjóðófr, Þorbjörn, Eyvindr, Egill ofl.) forekommer også her ikke sjælden. Dog må det fremhæves, at der findes ret kønne og ejendommelige vers, som når Sturla beskriver kongens færd i kampen således: »liglynene [spydene] fløj i sværdets leg frygtelig mod Odins himmel [skjoldet], men skjoldalven for frem, flængende kampskyerne [skjoldene] med blodlynene«, eller når han siger, at kongen var ligeså »løst holdende på sværdet som fastholdende på sit land«. Digtet er i teknisk henseende fortræffeligt.

Det 3. digt om Hakon er det såkaldte Hrafnsmál (13); det er forfattet i haðarlag og er således ikke alene hvad navnet, men også hvad den metriske form angår, en efterligning af Þormóðr Trefilssons digt (I, 473). Kun er Sturlas digt i modsætning til Þormóðs fuldstændig regelmæssigt med hensyn til rimstavelser og lign. Intet viser bedre Sturlas færdighed i rimkunsten og hans herredømme over sproget end dette indviklede digt. Af det er 20 vers endnu i behold; de handler alle om Hakons vesterhavstog og forskellige kampe og sejre på dette; det danner således etslags fortsættelse af Hrynhenda. Hvor meget der er tabt, er usikkert, men rimeligvis har Sturla deri omtalt kong Hakons død og ligets overførelse til Norge. Digtet ligner Hrynhenda ikke så lidet med hensyn til ordprunk, men som her vistnok tildels er betinget ved formen; på et par steder har denne også forført digteren til at danne mindre gode og indviklede omskrivninger. I beskrivelsen af kongen og hans færd ligner digtet også en del Hrynhenda; der findes heller ikke her personlige følelser eller subjektive bemærkninger; en undtagelse danner dog udbruddet: »hvem vil hævne ringbryderen?«, der tilmed har den usædvanlige spørgeform. Også her findes enkelte efterligninger; således minder v. 2.5-8 stærkt om Háttatals 79.1-4, der netop er i samme versemål.

Det 4. og sidste digt om Hakon er Hákonarflokkr i drotkvædet versemål14); det er, at dømme efter de bevarede 11 vers, etslags kort oversigt over Hakons hele liv. Der omtales forskellige tog og kampe fra årene 1221, 1224, 1225, 1226, 1227, 1253, 1257 og endelig toget vestpå 1263 samt Hakons begravelse i Bergen 22. marts 1264. Digtet er fuldstændig historisk og mere afdæmpet i tone og udtryk end Hrynhenda og Hrafnsmál og ligner for så vidt mere Hákonarkviða. Også i dette digt findes efterligninger af steder hos Þórðr Kolbeinsson, Háttatal, Vellekla osv.

Om Magnus lagabøter siges Sturla at have digtet »mange kvad« og derfor fået »mangfoldige hædersbevisninger«15). Allerede første gang, han traf Magnus, havde han et digt færdigt om ham16). I de bevarede brudstykker af Sturlas saga om Magnus findes ingen vers, og af alle de antydede digte er der kun to vers tilbage, som, ifølge Jón Sigurðssons antagelse17), har hørt til det første digt om kongen, da de omtaler dennes bryllup og kroning 1261.

Om den mægtige jarl Birger Magnússon digtede Sturla både en flok på 12 vers (tólfvísnaflokkr) 1264 og senere (1265) en drape18), men de er bægge tabte.

Af løse vers haves endelig 4. De 3 første er digtede 1242 i anledning af Sturlas svigefulde tilfangetagelse ved Hvitárbrú; deri klager digteren over den svig og ilde medfart, han og Órækja, Snorres søn, var genstand for; versene indeholder en mandig klage og ånder et vist vemod. Det sidste vers fra 1262 indeholder en bitter klage over Gissurr jarls listige adfærd og forligsbrud.

I det foregående er Sturla i grunden tilstrækkelig skildret som digter. Han var, ligesom Snorre, en fremragende teoretiker og verskunstner. Han var endvidere vel bevandret i ældre skjaldes kvad og har kunnet en god del deraf udenad. Deraf kommer, at han så stærkt benytter lånte ord og sætninger — undertiden måske uden selv at vide det. Alt dette i forbindelse med hans sprogfærdighed har sat ham i stand til at udøve en så rig digterisk virksomhed i løbet af så kort en tid. Men hans digte er i grunden kun historie i rimets og versets form uden personlige bemærkninger og subjektive betragtninger som de, der ofte gør ældre vers så friske og tiltalende. Således er den sidste virkelige fyrsteskjald, hvis digte tildels er bevarede, mere en rim- og ordkunstner, og vi føler måske bedst her, i hvor høj en grad den gamle fyrstedigtning havde overlevet sig selv og hvorledes den var sunken ned til en rent efterklassisk digtning uden virkelig betydning i historisk henseende. I sproglig henseende er Sturlas vers af betydelig værd; dér finder vi f. ex. første gang œ udtalt som æ, œgi rimet på býjar og lign.


Noter
1) Jfr. Sn.-E. III, 386 anm.
2) Navnet: Sturl. II, 267.
3) Sn.-E. III, 388.
4) Sturl. II, 284-5.
5) Navnet: Sturl. II, 268.
6) Sturl. II, 144-45.
7) Navnet findes ikke i gamle kilder, men er blevet almindeligt.
8) Sturl. II, 325. 326.
9) Jfr. Samnask bað til hverrar hömlu Arn. 9.5. ≠ Framla dreif til hverrar hömlu (4.1); síðan vas þats suðr með láði Arn. 9.1. ≠ siðan helduð suðr med láði (4,3); hæstan kynduð hlenna þrýstir Arn. 12.3 ≠ Hæstan kyndu hirðmenn traustir (10.1); auðit vas þá flotnum dauða Arn. 12.2 ≠ auðit lézt þú flotnum dauða (5.6); hele vers, 14—15, har Arnórs v. 18—9 til forbillede; fjandmenn þinir vesöld sína Arn. 6.8 ≠ fjandmenn þínir lifi sinu (17.8) osv. — Markus Eir. dr. 22.2: hryggðafull i Vinda byggðum ≠ (?) hryggðarfólk i Dana byggðum (6.8); elris grand i himni standa 22.8 ≠ elrisgarmr í ráf it varma (11.2) osv. — Ógnarbáru höfuðsára (9.6) ≠ Háttatal 60.2: ár flest meginbára sára osv.
10) Safn til sögu Isl. osv. I, 599—600.
11) Findes: Fms. IX, 234. 265; Flat. III, 6. 22; Icel. s. II, 5. 29; Frís. 390.
12) Sn.-E. III, 391.
13) Navnet: Fms. X, 120. 127. 133. 141 anm.; Flat. III, 218. 222. 224; Icel. s. II, 330. 336. 341; Frís. 570. 573. 575.
14) Navnet: Fms. IX, 374 (Hák. kviða i Flat. III, 78 er galt); Icel. s. II, 112.
15) Sturl. II, 327.
16) Slurl. II, 326.
17) Sn.-E. III, 394. (Det er således meget vildledende, for ikke at sige urigtigt, hvad der herom står i Isl. ártíðaskrár s. 46 nederst.)
18) Sturl. II, 327.