FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Sturla Þórðarson (som forfatter)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson
G. E. C. Gads Forlag
København 1923


Andet tidsrum
2. afsnit: SAGALITTERATUREN


§16. Sturla Þórðarson


De fleste bidrag til denne mands levnedsskildring findes i Sturlunga; den giver os en i det hele fyldig beskrivelse af hans liv og hovedtrækkene i hans karakter1).

Sturla var en søn af Snorres broder Þórð Sturluson og dennes frille, Tora, af ukendt herkomst. Med hende havde Þórðr 5 andre børn, hvoraf Oláfr hvitaskáld vistnok var det ældste2). Sturla er født 29. juli 1214. Om hans opvækst vides kun, at han blev opdragen hos sin bedstemoder, Guðny, der vilde lade ham arve alt, hvad hun ejede, hvad Snorre dog ikke vilde tillade (Sturl. I, 372). Þórðr og Snorre forligtes angående sagen, og der opstod intet uvenskab mellem de to slægtlinjer. Tværtimod sluttede Sturla sig tidlig til Snorre; det er klart, at han har betragtet denne som slægtens overhoved og ypperste; hans minde omfattede Sturla altid med hengivenhed og han opkaldte en søn efter ham. Allerede 1226—27 er Sturla hos Snorre i det berømte julegilde og i 1233 er han særlig knyttet til ham (Sturl. I, 386. 448). Sturla har været tidlig udviklet; året efter lod man ham og broderen Olaf foretage en ekspedition, og Olaf foreslog endogså Sturla til voldgiftsmand, sammen med faderen, hvad modparten gik ind på (Sturl. I, 463—64). I den følgende tid findes Sturla på faderens vegne indviklet i stridigheder særlig med Orækja; de sluttede forlig, og det bestemtes (1235), at Sturla skulde »opholde sig hos Snorre«, og den følgende vinter har han uden tvivl været hos ham (St. I, 465. 471. 477). Men tiderne var ugunstige for Snorre, og 1237 rejste han til Norge. 1236 blev Orækja ilde medhandlet af Sturla Sigvatsson, uden at Sturla, der da var i Reykjaholt, kunde forhindre det; han blev endogså tvungen til at opgive Orækjas sag (St. I, 484—87). Året efter, 1237, døde Sturlas fader, hvorefter han overtog gården Eyrr (St. I, 489—492). Forholdene førte det nu med sig, at Sturla ret naturlig sluttede sig til sin frænde Sturla Sigvatsson imod den fælles modstander Gissur Torvaldsson. Man træffer da også Sturla både som deltager i toget til Apavatn, da det var hensigten at fange Gissur, og i det store slag ved Örlygstad (1238); om Sturlas personlige deltagelse i kampen forlyder der imidlertid intet (St. I, 503—34). Året efter anlagde Gissur sag på altinget mod alle deltagere i slaget, og de måtte udrede høje bøder. Derefter og til Snorres død levede Sturla forholdsvis rolig; kun med Orækja havde han en strid, under hvilken denne fratog ham gården Staðarhóll, den gård, som i fremtiden blev Sturlas egenlige hjem; men de forligtes på en smuk måde. I denne tid fik Sturla godt og vel halvdelen af familjegodordet. Efter Snorres død måtte han føle sig som den, der skulde hævne Snorre; han og Orækja sluttede sig nøje sammen; derimod var han misfornøjet med sin broder Bödvars holdning, fordi denne havde ladet sig bruge som etslags spejder for Gissur. Sturla og Orækja foretog et tog mod Gissur til Skálaholt (1241 — 42), hvor det kom til kamp; i det hele var toget dog mislykket; det endte med et forlig, men kun af navn, og ufreden var lige stor efter som før. Gissur og den nordlandske høvding Kolbeinn unge sluttede sig sammen mod Sturla og Orækja. Det kom da til det bekendte møde ved Hvidåbro, hvor Sturla og Orækja svigagtig toges tilfange. Sturla forpligtede sig til at rejse udenlands og blev af Kolbeinn ført som fange til Nordlandet. Sturla blev dog af denne fritagen for udenlandsrejsen mod at sværge ikke i fremtiden at stå imod Kolbeinn (St. I, 555—76). Ved dette tidspunkt (1242) begynder Tord kakales optræden i Island. Denne, en søn af den af Gissur fældede Sigvatr, følte det som sin pligt at hævne Örlygstadslaget på Gissur; også Kolbeinn, der havde konfiskeret hans fædrenearv, måtte han blive modstander af. Han henvendte sig nu til Sturla med anmodning om at støtte sig, men Sturla følte sig bunden af sin ed og kunde intet love, medmindre Kolbeinn forbrød sig mod ham (St. II, 10. 15. 27. 31—32). Sturla har dog sikkert følt lyst til at støtte Tord, og da Kolbeinn uden grund endogså gav sine udsendinge pålæg om at dræbe Sturla, anså denne sig løst fra sine forpligtelser, og nu først sluttede han sig til Tords sag. Indtil 1250 er han nu nøje knyttet til Tord; det var store og vigtige begivenheder, der i disse år foregik, men vi kan ikke her gå nærmere ind på dem (St. II, 33. 40—106.). Uagtet det måske ikke stod ganske klart for Sturla, hvad det drejede sig om, eller hvad begivenhederne vilde føre til, er det dog sikkert, at Sturla med mod, standhaftighed og ærlighed stod både overfor ven og fjende.

I året 1250 rejste Tord kakale bort til Norge for aldrig mere at vende tilbage. Den følgende tid var fredelig for Sturla. Det hedder (St. II, 106), at han blev valgt til lovsigemand 1250, og ved år 1251 nævnes han som sådan i Isl. ann.3). Han var det dog vistnok kun det ene år, ti året efter kom Gissur til Island, og det gamle fjendtlige forhold fornyedes. Allerede 1252 blev der af Tords venner, deriblandt Sturla, planlagt et overfald på Gissur, men det blev ikke til noget (St. II, 134. 135.). Samtidig hermed fremtræder en ny mand af Sturlungeætten, den tapre og overmodige Torgils skarde, en søn af Bödvar. I begyndelsen var forholdet mellem ham og Sturla fjendtligt; der fortælles vidtløftig om forholdet mellem dem (St. II, 149 ff., 155—85), indtil de endelig forligtes, ikke mindst på grund af Sturlas fredelige sind og forsonlighed. Også forholdet til Gissur forbedredes efterhånden. Og tiltrods for alt det forudgangne, tiltrods for at Sturla var bleven bansat af kong Hakons tro tjæner, den norske biskop Henrik, kom der et formeligt forlig i stand mellem Gissur og Sturla, der besegledes med et ægteskab mellem Sturlas datter Ingibjörg og Gissurs søn Hallr (St. II, 188—89). Ægteskabet varede desværre kun nogle dage, ti Hallr omkom i hin sørgelige brand på Flugumyr (1253), hvorfra Gissur selv kun med nød og næppe slap med livet. Fra nu af er der ikke mere tale om fjendtligheder mellem de to, og Sturla stod i den følgende tid på Torgils skardes side (St. II, 227—30, 246—69); Gissur var da også udenlands 1254—58. I det sidstnævnte år kom han hjem som kongens betroede mand og forsynet med jarletitlen. De mellemliggende års begivenheder skal ikke her nærmere berettes (St. II, 279—92); kun skal bemærkes, at Sturla deltog i Øfjordstoget (1255) mod Hrafn og Eyjolfr, der havde foranstaltet Flugumyrbranden; i det påfølgende slag faldt Eyjolfr, og Sturla var således med til at hævne sin svigersøn. Det var om dette slag, han digtede drapen til Torgils. Senere forligtes han og Hrafn; desuagtet opstod der snart et spændt forhold mellem dem. I øvrigt er der ikke synderlig meget, der fortælles om Sturla efter 1258 (i hvilket år Torgils blev dræbt) og indtil Hrafn, vistnok ikke uden Gissurs stiltiende billigelse, tvang ham til for første gang at rejse til Norge. Sturla var iøvrigt af Gissur bleven gjort til »lendermand« (St. II, 305 jfr. 310), hvorved hans stilling til kong Hakon var bleven en anden. Den modstand, han altid og konsekvent havde gjort mod kongen og hans mere eller mindre åbenlyse indblanding i islandske sager og forhold, var nu brudt. Sturla har indset, at der ikke var noget mere at gøre, men med sorg har han sikkert set tingenes uundgåelige vending. 1262 aflagde han — sammen med andre — eden til kong Hakon; han fandt sig i skæbnen. Ikke desto mindre erfarede han sikkert med ublandet glæde, at kong Hakon var rejst til Skotland før han selv måtte tiltræde sin Norgesrejse 1263. I Norge traf han da sammen med kong Magnus, der til at begynde med var ham uvenlig stemt, men han lod sig snart formilde (St. II, 320—27; foran s. 96—97). Sturla vandt kongens og dronningens højeste yndest og blev af ham benyttet som rådgiver, foruden at det var på hans opfordring, at Sturla forfattede sagaen om hans fader. Sturla, der både blev hirdmand og skutilsvend, opholdt sig, vistnok uafbrudt, i Norge til 1271, hvorhen også hans hustru nu kom og blev særlig hædret af dronningen. Island havde imidlertid underkastet sig den norske konge; følgen var, at en fuldstændig omvæltning i landets øverste styrelse og lovgivning var uundgåelig. I 1271 rejste Sturla hjem med en lovbog, der vistnok var udarbejdet under medvirkning af ham, og som skulde vedtages af Islænderne og afløse de gamle fristatslove (St. II, 328; Arn. bisk. k. 9, 20; Safn II, 39—42). Lovbogen blev tildels vedtagen året efter, og samtidig blev lagmandsembedet stiftet. Den første, der beklædte dette, var Sturla selv, først for hele landet til 1276, så, da embedet var blevet delt, over den nordvestlige halvdel deraf 1277—82. Men nu var Sturla bleven gammel; og det hedder, at han som lagmand ikke var energisk nok, »ikke gjorde gavn nok«. Dette tyder på en misfornøjelse med ham. Derfor foretog han i 1277 sin anden rejse til Norge, hvor han var vinteren over og nød kongens fulde gunst som tilforn og blev »herre«. Herefter førte Sturla et roligt liv, de to sidste år som privatmand. Han døde på Fagerø d. 30. juli 1284. »Hans lig blev ført til Stadarhol, hvor han begravedes ved apostlen Peters kirke, hvem han havde elsket mest af alle de hellige mænd« (St. II, 328).

I Sturla møder vi en ualmindelig sympatisk mand. For det første er han en harmonisk karakter, der altid er sig selv lig, en betænksom og sindig mand, der undgår alle lidenskabernes overdrivelser. Dernæst var han en pålidelig og trofast personlighed, der aldrig svigtede sin overbevisning, aldrig brød fred eller forlig, som altid samvittighedsfuldt overholdt sine edelige løfter, sålænge andres færd mod ham var uden svig. Han var den, der trofast værnede om Snorres minde, som stadig var tro mod sit fædreland og stred så længe som muligt mod kong Hakons bestræbelser; da han så, tvungen af den hårde, historiske nødvendighed, kom i berøring med en konge, var det hans lykke, at det ikke blev kong Hakon selv, og at det skete på det tidspunkt, hvor landets underkastelse var bleven en kendsgærning. Det taler højt om Sturlas personlige vindende egenskaber, at kong Magnus fik ham så kær. Pålidelig var da Sturla også som få.

Som Sturla var besindig, var han også fredsommelig. Tiltrods for at han ikke kunde undgå at deltage i kampene og ufreden på Island, er det sikkert, at han først af alle og atter og atter optrådte som mægleren, som fredstifteren, og hans forsøg var ofte heldige. Under alt dette er hans færd præget af den største uegennytte og aldrig svigtende klogskab. Den sidste egenskab fremhæves ofte. Allerede Tord kakale skal (1242) have ytret, at han havde hørt, at Sturla var »den største og viseste i de egne af hans frænder« (St. II, 10). I det bekendte indskud i Sturl. I, 120 sluttes omtalen af ham således: »Og vi stoler på ham både m. h. t. forstand og oprigtighed (vit ok einurð) til at fortælle, ti han var den viseste og mest mådeholdne mand, vi har kendt«. Et smukkere eftermæle af en samtidig kunde Sturla ikke få. Han var utvivlsomt en stor menneskekender. Nu er det ofte så, at kloge, skarpsindige ånder allerede af samtiden betragtes som udrustede med ævner til at kunne se ind i fremtiden. Således også med Sturla. Denne hans formentlige ævne fremtræder både som drømmeævne (f. ex. St. I, 515) og som en direkte spådomsævne (f. ex. St. II, 248 og mange andre steder), ofte på en meget karakteristisk måde, og han har vistnok selv trot på denne sin ævne. Han er end ikke langt fra at optræde som en troldkyndig mand; han siges (St. II, 328) at have besiddet »vokstavler« (vaxspjöld), ved hjælp af hvilke — ved etslags udregninger? — han kunde forudsige ting, »efter at have leget med dem i nogen tid«. Med alt dette var han gudfrygtig (jfr. bemærkningen om hans begravelse ovf., jfr. St. II, 251) og tillige efter vor udtryksmåde noget overtroisk. Det er ganske vist så, at de fleste af hans samtidige har været gudfrygtige mænd, endogså dem, der ikke veg tilbage for de værste ufredsgærninger; det er mærkeligt, hvor ofte og alvorligt de fører gud og helgener i munden, disse det 13. årh.s urostiftere, men til disse kan Sturla ikke regnes. I modsætning til de fleste andre var hans private liv pletfrit. Han levede i et lykkeligt samliv med sin hustru Helga, med hvem han havde 4 børn; om nogen uægte børn tales der ikke.

Hvad Sturla som digter angår, kan der henvises til, hvad der foran i så henseende er bemærket. Hans historiske skrifter vedrører dels Island, dels Norge.



I. Sagaværker vedrørende Island.
Der er her forskellige, men tillige meget vanskelige forhold at behandle og udrede, dels fordi de positive oplysninger om Sturlas værker ikke er nøjagtige nok, dels fordi disse ikke mere haves i deres oprindelige skikkelse.

I det foregående er Landnámabok behandlet4). Det blev påvist ved hjælp af Haukr Erlendssons utvetydige meddelelse, hvilken andel Sturla har haft i udformningen af dette skrift. Man kan ikke give ham andet eller mere end en bearbejders andel deri. Hans bearbejdelse foreligger omtrent i dens oprindelige skikkelse i AM 107, fol. Men »vi savner midler til at afgøre, hvad Sturla har tilføjet til den oprindelige tekst . . . Bortset fra hans egen familjes slægtregistertillæg har han vistnok kun tilføjet nogle små historisk-antikvariske stykker eller stumper af slægtregistre; dette passer også bedst til den virksomhed af Sturla, som vi iagttager f. ex. overfor et værk som Kristnisaga«5).

Angående det sidstnævnte skrift er det også (ovf. s. 571 jfr. Indledn. til Hauksbok) blevet antaget, at Sturla har bearbejdet det og optaget det som fortsættelse af sin Landnáma; hertil er Kristnis. i hdskr., blot ved en forandring i begyndelsesordene, temmelig mekanisk, knyttet. Det er som ovf. udtalt ligeså rimeligt, at Haukr har afskrevet den efter Sturlas som efter Styrmes Landnáma-håndskrift. Det er ligeledes påvist, at det sidste kapitel i Kristnis.6) intet som helst i virkeligheden har at gøre med sagaen om den isl. kirke som sådan, men fører udover den og peger hen på noget andet, på en lignende måde som der findes et overgangskapitel mellem Ldn. og Kristnis. I øvrigt består Sturlas bearbejdelse af sagaen vistnok kun i enkelte mindre historisk-anekdotemæssige tilføjelser, men vi er ikke i stand til nærmere at påvise disse (jfr. ovf. 571). Noget egenligt forfatterskab er der her ikke tale om.

Det »andet«, der lige blev antydet som fortsættelse af Kristnis., er, som foran (l.c.) bemærket, sikkert intet andet end sagaen om Torgils og Haflide (ovf. 546 — 49), der atter står i spidsen af den samling sagaværker, som plejer at benævnes Sturlunga saga, og hvoraf Sturlas egen Islendingasaga udgør en så vigtig og omfangsrig bestanddel. Heraf turde man have lov til at drage den slutning (jfr. Indledn. til Hauksbok), at Landnáma — Kristnisaga — Þorgilssaga ok Hafliða osv. ɔ: Sturlunga-samlingen (med fradrag af, hvad der efter Sturlas død er indsat i denne), der udgør en sammenhængende oversigt over Islands historie eller i hvert fald vigtige dele deraf, er af Sturla selv bestemt til at danne et hele, i lighed med de sammenhængende værker ang. Norge, som f. ex. Heimskringla. En Islands saga kunde efter omstændighederne næppe istandbringes på anden måde. En sammenarbejdelse af de enkelte slægtsagaer var næppe mulig, men Ldn. omfattede og erstattede dem så at sige alle sammen. Derfor blev den taget og stillet i spidsen. Den handler særlig om det 10. årh., medens Kristnis. behandler det 11. årh. og så fremdeles.

Der er, såvidt skønnes kan, ingen særlig grund, der taler imod, at det skulde være Sturla selv, der har foretaget denne ordning og sammenstilling af andre og egne værker. Hvorvidt Sturla ellers har syslet med de isl. slægtsagaer, er vistnok umuligt at bevise. Men at han har været sysselsat med deres personer og begivenheder, synes at fremgå af et par steder i Grettissaga. Her anføres (s. 161 og 208, Boers udg. s. 250, 315) et par udsagn af ham, indeholdende tidsbestemmelser og historiske ræsonnementer, men der kan ikke herfra sluttes til nogen redaktionsvirksomhed i almindelighed.

Sturlungasaga7). Dette, et af litteraturens vældigste værker, foreligger, som det samlingsværk det er, i to hovedhåndskrifter, AM 122 A og B, fol. Heraf er 122 B meget defekt og består nu kun af 30 blade, som tilmed er meget mishandlede og sværtede, men kun 24 vedkommer Sturlunga. Tabte er o. 108 blade. 122 A er heldigvis langt fuldstændigere; det består af 110 blade; her mangler der 26 blade foruden slutningen. De stammer bægge fra 14. årh.; 122 B er betydelig yngre end hint. De er bægge ensartede i indhold, undtagen for så vidt som Þorgilssaga skarða (udg. II, 136—85) ikke har stået i 122 A foruden enkelte andre kapitler, der har tilhørt den nævnte saga, samt en del mindre stykker. Den oprindelige teksts ordlyd er på den anden side ofte bedre bevaret i 122 B. Bægge håndskrifter er uden tvivl førte i pennen på Vestlandet8)

Angående Sturlunga som sådan må der særlig henvises til G. Vigfússons indledning, hans Prolegomena, samt og navnlig til dr. B. M. Ólsens særdeles grundige og fortjænstfulde afhandling: Um Sturlungu i Safn til sögu Islands III. b. Af udgaver haves der tre; den første fra 1817—20, udg. af det isl. litterære selskab; til grund for den ligger desværre kun papirshåndskrifter, så at teksten i enkeltheder er meget upålidelig, hvorimod tekstordningen selv er den oprindelige i samlingen som sådan. G. Vigfusson har lagt den ene membran og et dermed sammenhængende papirshåndskrift til grund for sin udgave; denne er dog i det hele ikke ret meget bedre end den gamle, eftersom det i den vrimler af unøjagtigheder i teksten, foruden at de enkelte afvigende læsemåder anføres kun ufuldstændig og vilkårlig, tildels urigtig. Det værste er dog den aldeles uforsvarlige omordning af tekstens enkelte stykker og afsnit, idet udgiveren, foruden at have omstillet enkelte kapitler, i flere tilfælde samler de til en enkelt saga hørende afsnit til et hele og således netop forvansker Sturlunga-samlingens egenlige skikkelse. På dette har nu dr. K. Kålunds udmærkede udgave rådet bod, idet den tilfredsstiller alle videnskabelige krav (1906—11).

Sturlunga udgør, som den findes i håndskrifterne, utvivlsomt en sammenstilling af forskellige sagaer, hvad der jo allerede fremgår af behandlingen af nogle af dem i det foregående. Det hele indledes med en lille 1) þáttr af Geirmundi heljarskinn, der var en af de fornemste landnamsmænd i det vestlige Island; til þáttren er slægtregistre knyttede. Derpå følger 2) sagaen om Torgils og Haflide; så kommer 3) slægtregistre (i Vigf.s udgave stillede foran Íslendingasaga som kap. 1), 4) Sturlusaga, 5) den oftere omtalte, mærkelige bearbejder-bemærkning, »prologen«, hvori Sturla omtales, 6) Guðmundar saga k. 1—149) (Bisk. 1—18), hvorpå indskydes 7) Gudmundar saga dyra k. 1 — 24; herpå følger (6) Guðmundar saga k. 15—16 (Bisk. 19—21, 26—27), hvorpå atter (7) Guðmundars. dyra k. 25—26; endelig følger herpå atter (6) Guðmundar s. k. 17—19 (Bisk. 28 fin.—36), og nu følger 8) Islendingasaga k. 2 — 17, og slutningen af (6) Guðmundar s., k. 20—34 (Bisk. 36—49). Derpå kommer atter (8) Islendingasaga til k. 163 (I. binds slutning), dog således, at den sidste del af 9) Hrafnssaga er indsat efter kap. 35. Derpå (i II. bind) kommer 10) Tord kakales saga, der i G. V.s udg. udgør k. 164—214. Det nu følgende kapitel (215, der atter deles i 15 afsnit) kaldes 11) Saga Svinfellinga eller Ormssona. K. 216—20 måtte så nærmest betegnes som tilhørende (8) Isl. saga10). I 122 B følger nu 12) Torgils skardes saga, k. 221—51 foruden flere kapitler i det følgende; så kommer atter (8) Isl. saga10), k. 252—327 (med fradrag af de til Torgilssaga hørende kapitler). Endelig kommer k. 328 — 32, der beror på forskellige kilder.

Denne oversigt er mere end tilstrækkelig til at vise en så at sige systematisk sammenarbejdelse af forskellige, selvstændige sagaværker, hvoraf nogle andenstedsfra kendes som sådanne (Sturlusaga, Gudmunds prestssaga, Gudm. dyres saga, Hrafnss. Þorgilss.). Sammenstøbningen beror på kronologiske principper, og det har åbenbart været sammenstillerens hensigt, at få en samlet oversigt over samtidige begivenheder, ligegyldigt om der forelå noget indre bånd imellem dem eller ej. Det er således en rent mekanisk sammenstøbning, der her foreligger, uden andet mål end at tilvejebringe en dynge af historiske begivenheder på et bræt. Et virkeligt historisk blik for pragmatisk historieskrivning mangler her ganske, d. v. s. en virkelig historiker kan ikke være ophavsmanden til en sådan sammenstøbning.

Her må vi tage den titomtalte bearbejderbemærkning (ovf. nr. 5) op til særlig betragtning11). Betegnende nok står den netop dér, hvor de sammenarbejdede sagaer begynder. Forf. ytrer, at der nu er »mange sagaer«, »der ikke alle kan skrives på engang«, og viser således, at han har et godt øje for sagaernes samtidighed, interesse for dem og deres personer. Man tager sikkert ikke fejl, når man i ham ser den person, der har foretaget sammenstøbningen af de enkelte sagaer til den, eller omtrent den samme, Sturlunga, som nu foreligger os. Forf. omtaler Sturla som død, men som en mand, hvem han personlig har kendt. Han nævner Sturlas værk: Íslendinga saga (således sing. 122 B; sögur plur. har 122 A), og siger, at Sturla har »foresagt Ísl. sögur« (således her bægge hdskrr.) — »han havde dertil [ɔ: øste af] kyndige mænds kundskaber, som levede i den første del af hans liv12), men en del skrev han efter breve, som de mænd skrev, der var samtidige med dem, om hvem der fortælles. Meget kunde han [desuden] selv se og høre af de store tidender, der skete i hans levedage«. Forudsat, at samleren er den samme som forfatteren til den her omhandlede bemærkning, kan man straks med nogenlunde sikkerhed antage, at Sturlungasamlingen stammer fra den sidste del af det 13. årh., eller at den i hvert fald ikke er ret meget senere foretagen, noget der også bestyrkes ved det ældre håndskrifts alder.

I det foregående (s. 546 — 58) er nogle af de sagaer, der findes i samlingen, behandlede og det er godtgjort, at de ikke kan være skrevne af Sturla. De andre bestanddele skal nu undersøges for at søge at fastslå, hvorvidt de hidrører fra ham som forfatter eller ej.

Geirmundar þáttr fortæller om kong Hjörr og hans hustru, samt deres to sønner, Geirmund og Håmund, der bægge fik det samme tilnavn (jfr. I, 414). Der dvæles dog særlig ved Geirmund, der bosatte sig i det vestlige Island, og ved hans dygtighed og rigdom; der sluttes med et lille legende-agtigt sagn om Geirmund, der indeholder en spådom om gården Skarð som en gård med en kirke. Hovedindholdet genfindes dels i Ldn., dels i Hálfssaga (der er identisk med den i selve þáttr'en anførte »sidste del af Hrok d. svartes saga«) ; der er et indre slægtskab tilstede, men de afvigelser, der findes, tyder ikke på gensidig benyttelse13). Heraf følger, at þáttr'en ikke kan være af Sturla. Den er da også åbenbart knyttet til en bestemt gård, Skarð, hvilket de tilføjede slægtregistre yderligere oplyser. Disse, der for det meste er hæntede fra en Landn.-tekst, i slægt med Styrmes eller Melabók14) har det tilfælles, at de fører ned til en til Skarð særlig knyttet familje; især er det præsten Skarð-Snorre Narfason (d. 1260) og hans slægtninge, det hele drejer sig om. Bl. a. nævnes her Skarð-Snorres broder, der var fader til Helga, »som Sturla lagmand Tordsson var gift med«. De sidste slægtled, der nævnes, er fra omkr. 1300. Þáttr'en er som følge heraf yngre end Sturla og er altså senere stillet i spidsen for Sturl.-samlingen. Da dens indhold intet eller meget lidet har med det øvrige at gøre, vilde Sturla vistnok heller ikke have anbragt den dér. Den nævnte Snorre spiller en ganske forsvindende rolle i selve sagaen, der ikke berettigede en så udførlig redegørelse, men vi får vistnok derigennem et fingerpeg om, at netop en af Skarðslægten har haft med samlingen af Sturl. at gøre, og rimeligvis er denne identisk med den foran omhandlede »prologs« forfatter.

Dernæst er der slægtregistrene, der i Vigfússons udgave er stillede foran den egenlige Isl. saga, nr. 3 i den foran efter hdskr. opstillede rækkefølge (ny udg. s. 46—53). De begynder med Sæmund frodes efterkommere, hvorpå følger Sturlungernes slægt, så de to Kolbein'ers, så Svinafellsslægten (biskop Brandr Jónsson, d. 1264), og her dukker atter Skarð-Snorre op, i virkeligheden umotiveret og uformidlet; så kommer Selárdalsslægten, der atter føres ned til Skarð-Snorres hustru, Vatsfjordsslægten og den øfjordske høvding Torstein rangláts efterkommere. Næsten alle disse slægter er jo sådanne, der spiller en hovedrolle i Islendinga saga, og det er åbenbart af hensyn hertil, at de er optagne. De gør også ganske godt rede for familieforholdene. Det sidste stykke vedkommer dog sagaen meget lidt, hvorimod der er tilknytning til Gudmundr dyres saga; i formel henseende er det også afvigende fra de andre; det er mulig et tillæg. Hovedsagelig tager disse slægtregistre sigte på det 13. årh. s personer og står således i nøje forbindelse, vel at mærke, ikke alene med Isl. saga, men også med hele samlingen som sådan. I den form, de nu har, kan de ikke stamme fra Sturla selv, men de beror heller ikke på en ældre form, hidrørende fra Sturla, således som G. Vigfússon og B. M. Olsen (s. 385) mente15). Disse slægtregistre gør i det hele mere indtryk af at stamme fra en bearbejder end en oprindelig historisk forfatter; således, med en bunke genealogier af den art, begyndte aldrig nogen islandsk saga. Forudsat at det er rigtigt, at Sturla har stillet sin Landnáma i spidsen af sin samlede Islands saga, var disse slægtregistre her da også tildels overflødige. — Om oprindelsen til disse slægtregistre kan næppe noget med sikkerhed siges. De stemmer ikke med dens form for slægtregistre. Derimod stemmer de i så henseende med dem, der i AM 162 findes foran Melabók (se Ldn., udg. 1843, Viðbætir IV), men denne form er sikkert sekundær og af en yngre oprindelse; blandt de sidstnævnte findes netop et stykke, der så at sige ordret stemmer med Sturl. I, 50 (Sigmundr osv.), men det gensidige forhold er usikkert. –

Som bemærket slutter Sturlusaga med at omtale Sturla d. ældres død; slutningsbemærkningen : »som det senere vil blive fortalt« — en henvisning til Isl. saga — , stammer snarest fra Sturl.-samleren, hvis virksomhed nu tager fat for alvor, eftersom der nu indsættes — foruden »prologen« (s. 119—20) — de »samtidige sagaer« om Gudmund Arason som præst, Gudmund dyre og Hrafn, om hvilke der i det foregående er handlet. Der er ingen som helst tvivl om, at de er optagne af Sturl.-samleren eller hovedbearbejderen, og fra ham stammer forskellige orienterende bemærkninger16) (som 143.24-25, 154.7 jfr. s. 225.24 : »nu forlader jeg denne saga«). Vi lærer her så tydelig som muligt, hvorledes han arbejder, hvorledes han forkorter de ældre nyttede sagaer, udelader og sammendrager, samt filtrer dem ind i hinanden. Der tilføjes slægtregistre som i 1. kap. af Gudm. dyres saga, der, betegnende nok, føres ned til »Narfesønnerne« (ɔ: Tord d. 1308, Torlak d. 1303, Snorre d. 1331), hvorved vi atter kommer til Skarðslægten. Sagaernes sammenstøbning er i det hele lidet kunstfærdig og nærmest kun mekanisk-kronologisk. Efter at være færdig med Gudmunds præstesaga til omtr. 1200, indskyder bearbejderen begyndelsen (kap. 2—17) af Isl. saga, der handler om tiden fra Sturlas død til 1201. Da Isl. saga var ført ned til år 1212—13, indskydes Hrafnssaga for årene 1202—13 (jfr. B. M. Olsen s. 250—52). I det oprindelige værk af Sturla må der have været tilknytningspunkter for denne sammenstøbning ; i øvrigt kender vi denne virksomhed fra flere andre sagaværker fra den sidste del af det 13., for ikke at tale om det 14. årh. I øvrigt vil hele spørsmålet yderligere og fyldigere blive belyst i det følgende, hvoraf det med sikkerhed vil fremgå, at det ikke er Sturla selv, der har foretaget denne sammenarbejdeise. Vi går da over til den egenlige

Íslendinga saga, som G. Vigfússon har kaldt den, d. v. s. det VII. afsnit i hans udgave; det består af kap. 2 (kap. 1 er de herhen flyttede slægtregistre) — 332 (Hrafnss. er udskilt). Af forskellige grunde skal vi først behandle k. 2—163 for sig, ɔ: tiden o. 1183—1242 (Snorres død). Det er denne del og kun denne, som B. M. Olsen har ment at kunne opstille som Sturlas egenlige værk.

Af ydre beviser for tilværelsen af et sådant værk17) overhovedet kan anføres, at den biskop Gudmunds saga, der kaldes Midsagaen, henviser til »Sturla Tordsøns Íslendingasaga« (således i sing.)18); henvisningen gælder begivenhederne i årene 1222 og 1226, og det er åbenbart k. 49, 63, 67 osv., hvortil der sigtes19). Dernæst har vi den betydningsfulde oplysning i bemærkningen s. 119—20, hvor selve Sturl.-samleren tillægger Sturla en Íslendinga saga eller sögur (jfr. ovf. 721), og han siges at »have foresagt Islendinga sögur«. Disse udtryk er ikke uden vanskeligheder. Foreløbig kan det dog bemærkes, at enkelttal — saga — synes at være mest passende; flertal kunde godt forstås i lighed med et navn som Nóregs konunga sögur om ét sammenhængende værk.

Spørsmålet bliver nu, hvorledes og af hvad omfang dette således betegnede værk af Sturla var. Der er blevet givet forskellige svar herpå til forskellige tider af én og den samme20), hvoraf det fremgår, at sagen ikke er så ligefrem ; deri er Sturl-samleren skyld. Dr. B. M. Olsen, der sidst og grundigst har behandlet hele spørsmålet, antager, som sagt, at kun k. 2—163 er Sturlas egenlige værk. Det er da også unægtelig et afsnit, der danner et så godt og logisk sammenhængende hele, som vel muligt. Det er en saga om de mest fremragende af Sturlungerne, efterhånden som de træder frem. Det er Snorre, hans broder Sigvatr og deres sønner, der er hovedpersonerne og hvis handlinger, der fortælles. Da disse særlig vedrører det nord-vestlige land, bliver sagaen på grund af begivenhedernes indgribende og almindelige betydning tillige disse landsdeles historie. Der kan ikke her være tale om at gengive indholdet, der, tiltrods for dets mangfoldighed og brogethed, i det hele udgør et godt og sagamæssigt hele. Episodisk er det dog i visse henseender. Det er, tiltrods for navnet Islendinga saga, i virkeligheden en »Sturlungernes saga«, og dette betegnes straks i begyndelsen, idet det er beretningen om Sturla i Hvammr, hans død, hans sønner og hustru, sagaen indledes med. Det hele fortælles i en stræng tidsorden med anførelse af kronologiske holdepunkter og med overordenlig udførlighed og nøjagtighed21); størst er denne dog i skildringen af begivenheder, kampe og desl., hvor Sturla selv var med; dette er, trods al udførlighed også i de andre dele, umiskendeligt. Fremstillingen er gennemført historisk, fremfor alt upartisk og uden at den ringeste personlige bitterhed nogen sinde kommer til syne. Ikke engang fortællingen om Snorres skændige drab aflokker forfatteren noget forbitrelsens udbrud; i det hele er den i al sin gribende simpelhed og historiske ligefremhed noget af det mest ophøjede, nogen saga har at fremvise. Det samme gælder f. ex. slaget på Örlygstad, hvor Sturla selv var med; beskrivelsen af Gissurs uædle færd her er ikke beregnet på at stille Gissur i et ugunstigt lys; hvad der ved den lejlighed skete, berettes som sådant; det er ikke fortællerens, men den handlende Gissurs egen skyld, når vi føler afsky for ham. På den anden side søger forf. ikke at besmykke sine venner og nærmeste, f. ex. selve Snorre. Der fortælles en del om ham, som ikke er absolut fordelagtigt (jfr. ovf.) ; det antydes (s. 343) bl. a. at han efter »nogles tale ikke frarådede Lopt at rejse sig mod Björn«. Kun en enkelt gang mærkes forf.s stræben efter at komme tilbunds i en sag for at rense Snorres minde, nemlig, hvorvidt Skule havde gjort ham til en »folgsnarjarl« ; det galdt om at slå Styrmers lettroende snak ned.

Fremstillingen er uhyre detaljeret, ofte langt mere end nødvendigt, i det mindste fra vort synspunkt. Talangivelser og personers nævnelse er nøjagtige og så at sige uendelige. Man mærker, at forf. er samtidig med begivenhederne og ikke er fuldt i stand til at udskille det mindre vigtige. Personbeskrivelser er derimod sjældne og undertiden temmelig umotiverede (f. ex. den s. 434—35, hvis den da hidrører fra forf.) ; ellers skildres personerne som sædvanlig gennem deres handlinger.

Enkelte gange træder forf. selv frem i jeg-form (St. I, 400. 411. 540 anm. 573), navnlig hvor der var anledning til en kritisk bemærkning. Særlige forfatterinteresser træder for så vidt frem, som forf. undertiden gør antikvariske bemærkninger, navnlig om våben. Derimod stammer næppe alle hentydninger til ældre sædvaner og ret (f. ex. I, 326. 554, ifølge den lov, der da [ɔ: før 1271] var her i landet) fra forf., men fra en bearbejder.

Stilen er helt igennem klar, jævn og rolig, uden alt glimmer og prunk. Navnlig i dialoger er den ofte fortrinlig og betagende, ofte ikke uden anstrøg af humor eller spøgefuldhed (f. ex. I, 441. 498—99). Hele fremstillingen vidner, kort sagt, om en over personer og begivenheder hævet, moden mand, der uden lidenskab og med historisk sandhedskærlighed fortæller sin samtids historie i en jævn og sund stil, men uden at han altid har været i stand til at skælne det vigtige fra det mindre betydelige.

At det er Sturla, der er forfatteren, kan efter de ydre vidnesbyrd lige så vel som efter indre kriterier, ikke være nogen tvivl underkastet. Alt, hvad vi i så henseende kan fremdrage, passer på ham, som vi kender ham fra hans Hákonarsaga; stilen, nøjagtigheden, forfatterinteresser, alt er talende nok.

Hvad Sturlas kilder angår, er disse lette at påvise. Efter omtr. 1235 skildrer han, hvad han selv oplevede og med forståelse mindedes, og hvad han tildels var virksom deltager i og øjenvidne til. Desuden havde han den rigeste lejlighed til at udfritte andre øjenvidner og således få den fulde sandhed at vide, ja han kunde så at sige stille dem mod hinanden og således kritisk behandle deres udsagn. Dette sidste gælder også den tid, der ligger forud for det nævnte tidspunkt. Også her kunde han få førstehåndsskildringer22) fra flere end én side. Dette ses han også samvittighedsfuldt at have gjort. Han antyder ofte — forskellige — udsagn og udtaler, hvad han selv anser for rigtigst (s. 400. 453. 497), eller han tilstår, når hans efterforskninger har været forgæves, sin uvidenhed (s. 573).

Den hernævnte kilde er jo bestemt udtalt i bemærkningen s. 119 f.; men her omtales tillige breve som forf.s kilde; som B. M. Olsen har bemærket, har Sturla ikke selv indført breve i sin fremstilling.

I alle tilfælde er det utvivlsomt, at Sturlas sagaværk i højeste grad er virkelig historie, d. v. s. fuldtud pålideligt, som et sagaværk overhovedet kan være. Men hvilken afstand er der ikke mellem dette — et af de sidste originale værker — Sturlas Íslendinga saga og det første, Ares Íslendinga bók, mellem Sturlas vidtløftighed og delvise smålighed og Ares kærnefulde fyndighed.

Vanskeligere er det at afgøre, når Sturla skrev sit værk; spørsmålet burde måske opsættes til efter behandlingen af det hele. Imidlertid kan allerede nu følgende betragtninger med føje gøres gældende. Da Snorre døde, var Sturla kun 21 år gammel, og 28, da det her behandlede afsnit ender. Der er ingen rimelighed for, at han da, kort efter, i så ung en alder, eller omtr. ved 30-års alderen overhovedet skulde have skrevet sit værk eller i det hele være begyndt at skrive23). Værkets egenskaber, fremfor alt dets upartiskhed og modenhed, taler på det bestemteste herimod. En tidsafstand mellem begivenhederne og affattelsen er så at sige håndgribelig. Før sit, lad os sige, 40. år har Sturla næppe skrevet sin saga eller i hvert fald ikke før o. 1250. Da det på den anden side er klart, at han 1263—64 var almindelig kendt som historisk forfatter, og da det ry, der da gik af ham, umulig kan være grundet på hans bearbejdelse af Landnáma eller Kristnisaga alene, må det antages som det sandsynligste, at sagaen er forfattet i tidsrummet 1250—60 (62), hvortil hans egne livsomstændigheder i øvrigt godt passer. Hvorvidt tiden nærmere kan bestemmes, vil den følgende undersøgelse af Sturlungasamlingen og Sturlas forhold til den vise. I ethvert tilfælde kan man ikke med B. M. Olsen (s. 433) henføre udarbejdelsen til Sturlas sidste livstidsrum, tiden 1272—84, navnlig da man ikke kan tillægge sådanne antydninger og udtryk som den I, 500 (Magnus, »som senere blev konge«), 331 (omtalen af præsten Grim Holmsteinsson, d. 1298) eller hentydninger til senere love (jfr. ovf.) nogen betydning, især ikke når de findes i et værk som den nuværende »Sturlunga«. Sligt er bearbejder-tilføjelser af den sædvanligste art.

Her gør et andet vigtigt spørsmål sig gældende, nemlig, hvorvidt dette afsnit, k. 2—163, er interpoleret eller i sin væsenlig ægte form. De nævnte små indskuds-bemærkninger, samt indsættelsen af Hrafnssaga viser i hvert fald en bearbejders virksomhed. Og man behøver ikke at søge længe for at kunne påvise andre indskud.

For det første træffer vi da på k. 12—16 eller det stykke, som B. M. Olsen har kaldt Haukdæla-þáttr; her gøres der rede for Ketilbjörn d. gamle og hans efterkommere ned til Torvald, Gissurs fader. Det er her, at det bekendte direkte lån fra Are frode findes. B. M. Olsen har vist, at disse kapitler er senere indskud, hvorved Sturlas ægte tekst, der findes i cod. Resenianus af Guðmundar saga, er forsvunden. Det er særdeles vigtigt og interessant, her, at konstatere og fastholde også denne fremgangsmåde, som forresten så godt kendes f. ex. fra Njála, den nemlig, istedenfor en kort og forholdsmæssig omtale af personer eller begivenheder at indsætte en lang, selvstændig beretning. En anden sag er det, hvorvidt denne såkaldte Haukdælaþáttr udgør begyndelsen af en Gissurarsaga; det vil af det følgende fremgå, at det formentlig ikke er tilfældet. De nævnte kapitler er vistnok kun bearbejderens egen kompilation efter skrevne kilder (Ldn., Are) og slægttraditioner (de to Tora'er; k. 16).

Af vigtighed er forholdet mellem Sturlas værk og sagaen om Gudmund som biskop, hans bispesaga. Gudmund omtales ofte (således i k. 24—26, 28—32, 41-42, 81, 123—24), og ikke blot, når han direkte griber ind i Sturlungernes liv og de dertil knyttede begivenheder. Den særskilte Gudmunds saga — som vi i øvrigt senere kommer tilbage til — viser sig at være omtrent ordret stemmende med Sturlas værk. B. M. Olsen har grundig behandlet dette spørsmål, og han er kommen til det resultat, at alle bearbejdelserne af Gudmunds saga i virkeligheden direkte stammer fra Sturlunga, det vil sige, fra Sturlas skrift i dets oprindelige skikkelse, medens Sturl.-samlingen på dette område atter er synlig påvirket af en bearbejdelse af Guðm. saga. Heri må jeg erklære mig for at være enig med B. M. Olsen. Ikke desto mindre er og bliver det påfaldende, at Sturla har optaget så meget om biskop Gudmund, tilmed meget, som ikke vedrører hovedsagaen, men kun biskoppens mere private historie. Det skulde så forklares som beroende på en særlig forkærlighed hos Sturla for den ulykkelige biskop (jfr. Snorres forhold til ham). En sådan forklaring er dog lidet rimelig. Der er en del, der tyder på, at man i virkeligheden har haft en ældre saga om Gudmund som biskop, og at det er denne, Sturla har benyttet; fra denne saga er der så bagefter, af en første interpolator — ikke hovedbearbejderen — optaget de kapitler, der ikke har noget direkte at gøre med sammenhængen i Sturlas saga. Den oprindelige saga om Gudmund måtte så — hvad der langt fra er enestående — være gået helt tabt, og en ny ved hjælp af Sturlas værk dannet; det er den, vi nu har. Denne antagelse bestyrkes ved forskellige stilistiske afvigelser (som f. ex. ved en stærk brug af præs. hist. i Guðm. s. foruden enkelte gejstlige udgydelser). Men denne stærke omtale af biskop Gudmund er det, der har bevirket, at hele hans præstesaga er bleven optagen i Sturl.-samlingen.

Til alt dette kan føjes, at k. 126 er en bearbejders indskud for at lette overgangen; k. 146 afbryder sammenhængen og falder tilmed udenfor den kronologiske rækkefølge, for ikke at tale om det i 122 A interpolerede stykke, der findes i udg. s. 535.24—537; jfr. i øvrigt B. M. Olsen s. 320 ff.

Det er heraf klart, at vi ikke har Sturlas saga i et og alt i dens ægte form. Til trods for de gjorte ændringer og tilføjelser må dog kap. 2—163 i det store og hele betragtes som Sturlas eget værk.

Herefter møder man først Þórðar saga kakala eller kap. 164—208 (214) (udg. II, 1—101) eller så omtrent; tiden: 1242 — 5024).

Kap. 162 slutter med forliget mellem Sturla og Kolbeinn; k. 163 omtaler Tord kakales ankomst til Island, hans rejse gennem landet og ankomst til Sturla selv. Det slutter så pludselig som overhovedet muligt; der er ingen virkelig slutning på k. 2—163. Kap. 164, sagaen om Tord, begynder ikke med en direkte fortsættelse heraf, men med en gentagelse af de sidste begivenheder fra 1242; her mærkes en åbenbar sammenføjning, med andre ord: der begynder et nyt afsnit, der ikke kan være tænkt som en ligefrem fortsættelse af en og samme oprindelige forfatter. Kun for så vidt adskiller det sig fra andre selvstændige sagaer, som det ikke begynder på disses vis med en genealogisk indledning og desl. En sådan er ved sammenstøbningen fjærnet. B. M. Olsen antager dette afsnit for en særlig og selvstændig saga, der ikke er forfattet af Sturla (s. 437 ff.). Heri har han sikkert ret; de modsigelser, der er tilstede imellem Sturlas Ísl, saga og Þórðar saga beviser det tilfulde; men også stilen i Þórðars. er afvigende fra Sturlas. Med 1250 er Tords saga ude; derefter rejste han udenlands og kom aldrig igen. Der var intet mere at fortælle om ham.

Herefter eller allerede efter k. 208 begynder det parti i Sturl., der hører til de vanskeligste, og hvor flere forskellige kilder er sammenarbejdede tildels på en højst uheldig måde. Kap 209—11 synes ikke at høre til det foregående, men være af en anden oprindelse; de handler dels om begivenheder på Island under Tords ophold i Norge, om kardinal Vilhelm i Norge og så ganske vist om Tords hjemkomst og færd på Island. Da kap. 213, om Tord og hans sidste bortrejse, ifølge B. M. Olsen, vistnok er af Tords saga, og da det delvis strider imod k. 210, er sammenstøbningen her af to forskellige kilder uomtvistelig. Man lægge i denne forbindelse mærke til, at der mellem k. 210—11 og Hákonarsaga gamla er verbale overensstemmelser.

Fortsættelsen af k. 211 er i hdskr. k. 210-11 eller Svinfellingasaga; efter stykke 7 følger 9, idet 8 mangler i 122 A og står et andet sted i de andre hdskrr. Denne — lille — saga er nu atter en saga for sig, der handler om stridigheder mellem Sæmund Ormsson på Svínafell og Ögmund Helgason i Kirkjubær; den begynder omkr. 1240 og ender ved 1252 og er altså en kronologisk parallelsaga til den om Tord, men står ellers ikke i nogen direkte forbindelse hverken med den eller med Sturlas værk. I Sturlunga-samlingen indtager den den samme plads som f. ex. Gudmunds præstesaga, Hrafnss. osv. Grunden til, at den er optagen, er simpelt hen den, at Tord nævnes i den; den giver således et lille tillæg til hans saga. I denne forbindelse må også kap. 212 og 214 nævnes; de handler om den nævnte Sæmunds sønner, særlig Philippus fra Hváll, der tilsyneladende ganske ubegrundet og uvæntet her træder frem; til den nævnte Svínfellingasaga hører disse kapitler ganske sikkert ikke; men hvorfra stammer de?

Kommer vi så til kap. 216—20, danner deres indhold en direkte fortsættelse af slutningen af Þórðarsaga (k. 213) eller perioden til 1250. Man kunde nu tro, at de også hørte til Þórðars., men dette er næppe tilfældet, da det må hævdes, at den var endt med 1250. Hvad der derefter skete på Island, har intet med Tord at gøre; det kunde altså heller ikke stå i hans saga. Med k. 218 vender fremstillingen sig til Gissur, der nu kommer til at spille en hovedrolle. Han kom tilbage til Island året efter, at Tord forlod det. Kap. 219 og 220 danner en logisk sammenhæng. Men nu kommer der atter en afbrydelse, atter en hel særskilt saga, men vel at mærke kun i det ene håndskrift, Torgils skardes saga eller udg.s k. 221—51 (foruden flere i det følgende). Herom nedenfor. Kap. 252 danner så en direkte fortsættelse (i det ene hdskr. uden afbrydelse) af k. 220.

Ser man nu tilbage på hele dette temmelig forvirrede stykke kap. 209—220 og udskiller 215 (Svínfellinga saga), får man en nogenlunde uafbrudt fortællingsrække for 1246—52, hvis fejl og mangler uden tvivl hidrører fra bearbejderen. Der er her huller tilstede, fremkomne ved sammenstøbningen af de forskellige kilder, og dog synes det klart, at der her foreligger resterne af en sammenhængende fremstilling, med undtagelse af k. 213 eller snarest dettes første del. Om oprindelsen til denne må der her en anden opfattelse gøres gældende end B. M. Olsen. Det er resterne af den oprindeIige fortsættelse af Sturlas eget værk, der her foreligger. Efter kap. 163 forlod samleren dette og optog Tords saga, hvorved naturligvis Sturlas oprindelige tekst, der også, men langt kortere handlede om Tord eller tiden o. 1242—48, delvis eller helt måtte forsvinde. Som kendetegn for Sturlas skrivemåde har vi her regentopregningen i k. 209, jfr. begyndelsen til Hákonarsaga, og tidsregningen; fremdeles i k. 211 den omtalte verbale overensstemmelse med samme saga; og ellers er der stor lighed tilstede her i fremstillingen. Kap. 212 og 214 er åbenbart revne ud af deres sammenhæng, men de har vistnok også hørt til Sturlas værk. Fortsættelsen kommer så i og med k. 216, hvor alt tyder på Sturlas fremstilling og stil. Alt hvad der herefter følger, naturligvis med fradrag af Torgilssaga (det sammenhængende stykke og de senere indskudte enkelte kapitler og kapitelgrupper), er antageligvis for det meste Sturlas værk til og med kap. 327, hvori det fortælles, at to tredjedele af landet underkastede sig den norske konge, hvorved den indenlandske ufred endelig sluttede (1262); det er først her, at der mærkes en virkelig, naturlig afslutning, hvorimod, som bemærket, intet tyder på en sådan ved kap. 163; her hentydes derimod bestemt til en fortsættelse, der netop ikke tyder på en bearbejder. Det vilde da også have været i høj grad mærkeligt, om Sturla så tidlig havde sluttet sin fremstilling. I den antagne fortsættelse findes den selvsamme fortællemåde, den selvsamme sikre ro og upartiske overlegenhed som i k. 2—163. For Sturlas forfatterskab taler endvidere, at der dvæles så meget ved og fortælles så udførlig f. ex. om Sturlas datter Ingibjörg; det er den faderlige følelse, der fremtræder i omtalen af hende under branden på Flugumyr (II, 205) og hendes andet giftermål. Jeg er således ganske uenig med B. M. Olsen med hensyn til Sturlas værks udstrækning. Følgelig kan heller ikke hans antagelse af en særskilt saga om Gissur jarl, der skulde være optaget her i teksten25), tiltrædes. En sådan saga har man næppe grund til at forudsætte. Når der her skulde mærkes en varmere eller venligere fremstilling af Gissurs færd end vænteligt kunde være, kan dette næppe siges at være tilfældet. Sagaens fremstilling er på intet punkt med hensyn til Gissur for venskabelig til, at den kunde stamme fra Sturla; man må for det første huske på dennes fredelige sind i det hele; dernæst på, at der var kommet et forlig i stand mellem ham og Gissur, et ægteskab mellem deres børn. Efter 1253 er Sturlas fremstilling af Gissur ganske naturlig og fuldt forståelig, og det var først langt senere, omkr. 1262, at forholdet til Gissur atter blev køligt, i årene 1254—58 var Gissur i Norge; da var der intet, der kunde forbitre Sturlas sind eller rive ham ud af de venligere følelser, han havde fået for Gissur.

Det er om denne, at det sidste afsnit hovedsagelig drejer sig; men også Sturla, der personlig deltog i endel af hvad der fortælles, og Torgils optræder deri. Det er umiskendeligt, at fremstillingen nu ganske naturlig ligesom udvides og bliver mere omfattende. Var den første del til Snorres død først og fremmest en Sturlungernes historie, bliver den sidste snarest eller snarere en Islendinga saga eller Islands historie til o. 1262, og for så vidt bliver dette navn netop berettiget.

Sturlas historiske arbejde bestod altså i en skildring af Sturlungernes og landets historie fra omkr. 1180 (1200) til omtr. 1262; men det afsnit, der handlede om tiden 1242—48 er for det meste ganske gået tabt ved Sturlunga-samlerens vilkårlige færd og optagelse af en særlig saga og andre fremmede bestanddele. Affattelsen kan nu vistnok nærmere bestemmes til årene omkring 1260; det hele var afsluttet før Sturlas rejse til Norge 1263.

Resten af Sturl.-samlingen, der i hdskrr. er meget forskellig og forvirret ordnet, handler om begivenheder i 1264, 1262 og følg. år, og særlig om Sturla selv, hans udenlandsrejser, sidste år og død26). Der findes her en parallel-fremstilling angående Islands underkastelse under kong Hakon i sagaen om denne. Det er vel almindelig antaget, at Hákonars. er originalen for Sturl.-fremstillingen. Men det kan ligesågodt være omvendt Sturl., der er originalen. I så fald er det givet eller sandsynligst, at kapp. derom (326 og stykket 317.30; 320.12) hidrører fra Sturla. I øvrigt er det vanskeligt eller umuligt at komme tilbunds i det problem, som den sidste kapitelgruppe frembyder.

Det er nu herefter klart, at den nuværende Sturlunga er en samlers eller bearbejders værk, hvor vidt forskellige sagaer er forbundne med hinanden, og hvorunder de mere eller mindre har lidt ved forkortning og udeladelser. Mest er det gået ud over visse partier af det oprindelige og egenlige grundlag, Sturlas Íslendingasaga. Samlingen er bragt i stand omkr. 1290, eller kort efter Sturlas død, og vistnok af et medlem af Skarðslægten, dette på grund af den almindelige interesse, der flere steder vises særlig for denne slægt. At søge at bestemme navnet på denne samler, må anses for frugtesløst. I sammenhæng hermed må det bemærkes, at den oprindelige samling neppe foreligger uforandret i noget af de bevarede håndskrifter.

Hvad enten man ser hen til Sturlas egen saga eller til Sturlunga-samlingen som sådan, er det et uvurderligt gode at være i besiddelse af en i det hele så godt sammenhængende fremstilling af den første halvdel af det 13. årh. og indtil landet underkastede sig den norske konge. Den giver os nøglen til at forstå de vigtigste personer og fremfor alt belærer den os om, hvorledes det kunde gå til, at Island efter 350 års selvstændighed hjemfaldt til den norske konge. Det åbner os en tydelig indsigt i tidsforhold og sæder, kultur og tilstande, som vi ellers vidste så godt som intet om. På en værdig måde har Sturla fortsat de ældre sagaer om det 10.—12. årh., og han har ved sin »Islændersaga« rejst sig selv et uforgængeligt minde.



II. Sagaværker vedrørende Norge.
Da Sturla havde opnået kong Magnus' gunst, hedder det i Sturlunga (II, 327), at denne overdrog ham det vanskelige hværv (vandi), »at sætte sammen hans faders, kong Hakons, saga, efter hans egen plan og de viseste mænds oplysninger (forsögn)«. Det forstår sig, at dette vilde kong Magnus ikke have gjort, hvis Sturla ikke i forvejen var bleven navnkundig som historisk forfatter. Når det kaldes et »vanskeligt hværv«, er dette rigtigt, eftersom Sturla hverken havde kendt kong Hakon personlig og heller ikke haft grund til at nære nogen videre sympati for ham. Men hans litterære uddannelse og ævner, hans upartiske sind hjalp ham over alle skær. Sturla påtog sig hværvet og fuldendte det store sagaværk i en forholdsvis kort tid, i løbet af kun 2 år (1264—65), som han selv etsteds angiver27).

Hákonar saga Hákonarsonar gamla danner en ligefrem fortsættelse af den gamle række af norske kongesagaer ned til Sverrissaga, Hákonarsaga, og Böglungasögur. Den findes i flere, tildels fortrinlige håndskrifter som: Flatøbogen, Frísbok (teksten her mindre god), Eirspennill (forkortet og defekt) osv. Udgaver i Fornmannasögur IX—X, Icelandic sagas II, Eirspennill 1913—16, Flatøbogen III og Frísbok, samt AM 81.

Sagaen begynder med en almindelig tidsbestemmelse (»I pave Innocents dage« osv.), fortæller dernæst om Hakon Sverrissons færd og forhold til Inga fra Varteig og deres søn Hakons fødsel. Herefter følger så dennes udførlige helhed, fortalt år for år og yderst nøjagtig med hensyn til alle ydre tildragelser i kong Hakons liv, hvorledes han efterhånden fik magten, senere må strides med hertug Skule derom, hvorledes han befæster sin kongemagt ved kroning uden nedværdigende indrømmelser til kirken, hvorledes han udvider sin magt over »skatlandene«, hvilken pragt han på andre evropæiske kongers vis udfoldede. Alt dette viser os, med hvilken klogskab, udholdenhed og politisk fremsynethed Hakon herskede og formåede at gøre Norge til et rige, jævnbyrdigt med de øvrige stater i Evropa og skaffe sig de samtidige fyrsters venskab og agtelse.

Fremstillingen af alt dette — såvelsom af kongens krigstog — er overordenlig detaljeret, ja undertiden ikke fri for at være trættende smålig. Til gengæld er der partier, livlig og fortræffelig fortalte og meget interessante; således afsnittet om kongens opvækst og forhold til de gamle gråhærdede Birkebejner (morsomme anekdoter om drengens tidlige modenhed), om hans valg til konge, forholdet til Skule; dernæst fortællingen om den prægtige kroning, hans datters brudefærd til Spanien — foruden mange andre. Til slutning giver Sturla en samlet oversigt over kong Hakons egenskaber, beskriver hans udseende og opregner hans store og gode foretagender i Norge (bygninger m. m.). I det hele giver sagaen et alsidigt og uden tvivl i alt væsenligt rigtigt billede af en af Norges største konger, og vanskelig kunde denne have fået en mere sandhedskærlig skildrer end Sturla — trods alt hvad der var sket. Det er underligt at tænke sig, at det netop er denne konge, der blev så prægtig besungen af Snorre og biograferet af Sturla.

Sturla anfører i sin saga en mængde vers først og fremmest af sine egne 4 hovedkvad om Hakon, dernæst vers af Snorre, Olaf hvitaskald, Gissur og flere, uden at man kan betragte disse vers som kilde; de er kun formel sagaprydelse (jfr. foran s. 25—26. 299). — Hvilke kilder Sturla har haft, vilde det være en let sag at tænke sig, selv om vi ikke — i Sturlunga — fik direkte oplysninger derom. Det er da i første række mundtlige fortællinger af de — ældre — Nordmænd, der havde kendt Hakon så at sige fra barnsben af. Af de Birkebejner, der var voksne omkr. 1210—20 og kongens lidt ældre jævnaldrende, var der sikkert o. 1265 endnu mange i live; der var ingen mangel på gode hjemmelsmænd. Dette fremgår tydelig nok af alle de mange detaljer angående antal af skibe, mandskab, kampe osv. Dernæst har Sturla haft uindskrænket adgang til det kongelige arkiv og andre dokumenter og derfra dels hæntet oplysninger, dels beviser for de mundtlige meddelelser. Af skrevne værker har han benyttet Böglunga sögur (se ovf. 636).

Der findes i sagaen flere paralleler til Sturlunga jfr. ovf. De fleste steder er enten ganske ens eller enkelte gange noget vidtløftigere eller kortere end i Sturl. Ofte er der verbale overensstemmelser. I øvrigt vidner sagaen om de samme egenskaber hos Sturla som Ísl. saga.

Magnús saga lagabætis. I Sturlunga-saga (l. c.) hedder det, at Sturla »under sin anden (sidste) udenlandsrejse« (1278) »satte sammen kong Magnus' saga efter breve og hans eget råd« (ɔ: meddelelser). Der var altså her et lignende forhold som mellem kong Sverre og abbed Karl. Der er dog vistnok noget unøjagtigt i dette udtryk. Rigtigt er det uden tvivl, at Sturla har fået både meddelelser af selve kongen og nyttet breve efter stor målestok, men sagaen er sikkert ført i pennen på Island i Sturlas sidste leveår og afsluttet først efter kongens død (1280). Sagaen er desværre for det meste helt gået tabt. Der findes kun 2 blade deraf i AM 325 X, 4°, udg. i Fms. X. Det første blad er af dens begyndelse, det sidste handler om begivenheder i 1274. Det lader ikke til, at Sturla her, som i Hákonars., har anført sine egne digte om Magnus. Ellers har sagaen den sædvanlige form.

Der er ingen tvivl om, at der rundt omkring i den senere sagalitteratur findes stykker og bemærkninger, der stammer fra Sturla, foruden forskellige personalhistoriske optegnelser og lign. Af sådanne kan der bestemt udpeges den lovsigemandsliste, der findes i Tord Jonssons tillæg i hans afskrift af Melabók (AM 106 fol.; udg. s. 146—48). Her hedder det ved år 1272, at med Sturla som lagmand for anden gang holder listen op »efter min [ɔ: Tord Jonssons] Landnáma«. Denne liste har altså formentlig stået bagved Sturlas Landn.-Kristnis., og listen er uden tvivl af ham selv. Det er Ares liste med tilføjelse af de senere lovsigemænd. Atter heri har man vistnok et fingerpeg om Sturlas historiske tanke. Ligesom Ares liste er den kronologiske tråd i hans skrift, således antydede Sturla ved sin liste, der omspænder tiden 930—1282, sammenhængen i sin historiske virksomhed; en fremstilling af landets historie til hans egen tid.




Noter:
1) Foruden til Sturlunga kan henvises til Landn., Dipl. Isl., Hákonarsaga, Arna biskups saga og Isl. annaler. Biografier haves af Schønning og biskop Finnur Jónsson i Heimskr. V. bind, Finnur Magnusson i Skand. litt. selskabs skr. XIX, Sveinn Skúlason i Safn til sögu Isl. I, jfr. II, 31. 39—42; K. Maurer: Ausdrücke, Anm. 31, jfr. 40, G. Vigfússon: Sturl. Proll. § 19, 30. Ker: Sturla the Historian 1906. Jfr. Jón Þorkelsson: Ævisaga Gizurar Þorvaldssonar.
2) Sturl. I, 48.
3) Side 26. 66. 191. 329; Safn II, 31.
4) Jfr. indledningen til Hauksbók og navnlig til særudgaven af Ldn. (1900) og Melabók (1921).
5) Landnáma, særudg. indledn. s. XXIX.
6) De små uoverensstemmelser mellem dette kap. og Torgilss. beror på to forskellige forfattere.
7) Dette navn findes først ved midten af det 17. årh.; Kålunds afhdl. s. 264.
8) Ang. håndskriftforholdet henvises til Kr. Kålund i Aarbøger 1901 og indledningen til hans udg.
9) Kapitelinddelingen er G. Vigfússons.
10) Foreløbig med alt forbehold.
11) Dens betydning for den isl. sagaskrivnings historie er foran (263—64) belyst og hævdet. Her nævnes B. M. Olsens og min afhdl. om æmnet.
12) öndverðum og ikke ofanverðum er det eneste rigtige.
13) Jfr. Andrews Hálfss. 34 ff.
14) Betegnende er, at Hrólfr kaldes »Kjallaksson«.
15) De således betegnede henvisninger gælder her og i det følgende den foran anførte afhdl. i Safn III. — Dr. Kålund har selvsamme opfattelse (s. 289) som den, der her er gjort gældende.
16) I kap. 15 af Gudm. præstesaga findes et selvstændigt indskud, der handler om biskop Torlaks forhold til forskellige personer; hvorfra den er hæntet, vides ikke; mulig fra en Torlakssaga, hvis den ikke ved hjælp af mundtlige sagn er lavet af bearbejderen selv.
17) Jfr. B. M. Olsen s. 386 ff.
18) Bisk. I, 589. 591.
19) Jfr. B. M. Olsen s. 387; angående abbed Arngrims (betydningsløse) henvisninger se samme s. 387—88.
20 ) Se herom B. M. Olsens afhdl., første afsnit.
21) Dog antydes der et par gange, at der er sket noget mere, end forf. finder det nødvendigt at fortælle (I, 514. 517).
22) Jfr. B. M. Olsen s. 415 ff., hvor det gøres gældende, at Sturlas fader, Tord, har været en af hans fornemste hjemmelsmænd.
23) Jfr. B. M. Olsen s. 432 ff.
24) Jfr. Kålunds afhdl. s. 296-97.
25) Dr. Kålund slutter sig til B. M. Olsens opfattelse (s. 290).
26) Der må henvises til den nye udgave, hvor det hele er overskuelig fremstillet.
27) Fms. X, 49; Icel. s. II, 270; Flat. III, 184; Frísb. 543.