FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Sturlusaga

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson


G. E. C. Gads Forlag
København 1898


Andet tidsrum

2. afsnit: SAGALITTERATUREN


§9. De navngivne forfattere og navnløse sagaværker før Snorre.
B. De navnløse sagaværker
II. Sagaer om enkelte personer i det 12. årh.



2. Sturlusaga.


Denne saga om Sturlungernes stamfader, Sturla Þórðarson i Hvammr (død 1183), findes kun i Sturlunga (udg. I, 40-85). Engang har den dog eksisteret som en saga for sig, da den nævnes blandt andre selvstændige sagaer i den bekendte optegnelse i Óláfssaga Stockh. 2. 4° (se f.ex. udg. s. XLVII, Sturl. CXXXI).

Sagaen indledes med en personliste, der efterhånden forøges; der er i det hele en usædvanlig mængde personer, der lidt efter lidt kommer til at spille en rolle i sagaen. I øvrigt udgøres indholdet af de evindelige bygdestridigheder, i dette tilfælde fra Saurbæregnen og tilgrænsende bygder; hovedmodstanderne er her Sturla og Einarr, en søn af den ovf. omtalte høvding Þorgils Oddason. De kommer hurtig til at stå som modstandere, og de påtager sig forskellige sager mod hinanden og hinandens mænd. En del heraf er meget småligt og ravnekrogsagtigt, og det meste af en lidet almindelig interesse. Den vigtigste begivenhed er det såkaldte Hedeslag (1171) mellem de to høvdinger (hvorefter sagaen også er bleven kaldt Heiðarvigssaga. Sturl. I, 101); Sturla vandt en afgørende sejr, men stridighederne var dog ikke dermed forbi (k. 1—28). Henimod slutningen af dette afsnit optræder også Þorleifr beiskalde i Hitárdal som Sturlas modstander; i den anledning fortælles den morsomme historie om den omstrejfende betler (k. 24), der er den samme som Skíðe i Skíðarima; han kommer vekselvis til Sturla og Þorleifr, og de spørger til hinandens befindende; der hentydes her til en epidemisk sygdom (jfr. sóttarvetr i Isl. ann.), hvilket viser, at dette må være sket året 1181. Den sidste del af sagaen handler om de såkaldte Deildartungumál, oprindelig en arvesag, hvor Sturla først kun indirekte var part i sagen, men blev hovedpersonen, efter at hans modstanders, præsten Páls, hustru havde overfaldet Sturla (hun vilde stikke det ene øje ud, forat »gøre ham så lig Odin, som muligt, hvem han jo ved sin falskhed efterlignede«). Sluttelig endte sagen dog med, at landets største høvding, Jón Loptsson i Odde, skulde være voldgiftsmand. Denne forbindelse mellem Jón og Sturla var det, der førte til, at Sturlas lille søn, Snorre, blev taget til opfostring af Jón. Dette er indholdet af kap. 30—5, hvortil k. 29 kan betragtes som et slags indledning, en kvindebortførelsessag, hvori Sveinn Sturlas søn var indviklet, og som Jón også afgør. I kap. 36 fortælles om Sturlas sidste dage og død.

Sagaen er en bygdesaga og må være skreven i Sturlas hjemstavn efter familjetraditioner og øjenvidners, f.ex. Sturlas egen hustru, Guðnýs beretninger, så nøjagtig og detaljeret som den er. Vanskeligere er det, som oftere, at bestemme tilblivelsestiden, eftersom der her gives få sikre holdepunkter, ti, som B. M. Ólsen siger1), de slægtled, der fører ned til midten af det 13. årh., kan være senere tilføjelser og er det vistnok. Af større betydning er det, når det om Guðný hedder, at hun efter Sturlas død længe bode i Hvammr; men denne gård forlod hun. kort efter 12002). Senere end i begyndelsen af det 13. årh. er sagaen næppe forfattet; deri er jeg enig med den nævnte forfatter3). Men når denne søger at gøre det sandsynligt, at det er Sturlas søn, Snorre selv, der har skrevet den, kan jeg ikke slutte mig hertil. Sagaens stil minder for det første mindst af alt om Snorres stil; så kunde Sturla langt snarere, hvad det angår, være forfatteren, men om ham kan der af andre grunde ikke være tale; han kan derimod godt have bearbejdet den og udvidet den, navnlig med forskellige personalhistoriske oplysninger, hvoraf det ligefrem vrimler. Hovedgrunden til at tænke på Snorre som forf. skulde være den, at der i sagaens slutning indtræder en anden tone, idet Sturlas mindre gode egenskaber her skulde træde mere frem og stærkere fremhæves end før, samt at Jón Loptsson her kommer til at spille en så vigtig rolle. Men herimod må indvendes, at det ikke er forf., men forholdene og de nu optrædende personer, der tvinger Sturla til mere at vise sig fra sine mindre gode sider og røbe sin egenkærlighed, stridbarhed og sit had til modstandere. Det er den historiske virkelighed, der taler ud af alt dette, og ikke nogen særlige forfatterinteresser. Men hvad der er ligeså vigtigt er, at Sturla på tidligere stadier har vist de selvsamme egenskaber. S. 68 (i k. 23) udslynger han den nederdrægtige beskyldning mod þorleifr beiskalde, at han skulde have indebrændt biskop Magnus, og tilføjer yderiigere den krænkelse, at »han selv grædende blev båret ud af ilden«. En hjærteløshed som dette er sandelig lidet smigrende for Sturla. I kapitlet om betleren siger Sturla om Þorleifr, da han hørte, at denne havde det godt: »ja det er vel fordi alle pinsler er opsparede til ham i den anden verden«. Så er Þorleifs udtalelse om Sturla af en ganske anden og mildere art. Det kan derfor ikke med rette siges, at Sturla er en anden person i den sidste end i den første del af sagaen. En sagaforf., selv om han havde været noget beslægtet med Sturla, vilde ganske sikkert ikke derfor have udeladt Jón Torvaldssons mindre smigrende vers om Sturla (s. 80); så ømfindtlig var man ikke i de dage; en historisk kændsgærning berettes uden sminke. Heller ikke kan jeg indse, at der er grund til at antage, at kap. 30-5 er et senere tillæg, fordi f.ex. betleren omtales kronologisk for tidlig i forhold til det følgende. Dette sker for sammenhængens skyld. Deildartungesagen og Sturlas deltagelse deri var desuden så vigtig, at Sturlas biograf sikkert ikke vilde have forbigået den.

Skønt sagaen er uden synderlig almindelig interesse, giver den et godt og sikkert veltruffet billede af en høvding fra et overgangsårhundred som det 12., med dens noget smålige rivninger, samt indblik i forskellige kultur- og livsforhold. Således er det forbavsende at se, hvor mange løse forbindelser der er mellem mænd og kvinder. Stilen er noget ensformig og simpel, men fremstillingen oplives af forskellige, tildels meget morsomme episoder.



Noter:
1) Safn osv. III, 214-16.

2) Sst. 213—14.

3) I k. 6 findes en mærkelig overensstemmelse med et sted i Laxd. (k. VII 29 i Kålunds tyske udg.).