FJ-Litteraturhist.Bd.3-Udsigt over de historiske tilstande

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Tredje Bind


af Finnur Jónsson


G. E. C. Gads Forlag
København 1924


Tredje Tidsrum
o. 1300 — o. 1450


Udsigt over de historiske tilstande som litteraturens baggrund.


Det tidsrum, der her skal behandles, danner den islandske oldtids afslutning og samtidig overgangen til den nyere tid. Egentlig kunde denne overgangstid rettelig regnes lige ned til reformationen eller til omkr. 1550. Der er dog forskel på tiden omkr. 1400 og tiden ved og efter 1500. Til noget ind i det 16. årh. bevarer sproget sin oldkarakter m. h. t. vokalers og stavelsers tidsmål, men derefter begynder dette forhold at vakle og i løbet af århundredet fuldbyrdes overgangen til det senere (nyislandske) udtalesystem, ligesom sproget gennemgående får en yngre form og tone. En mængde fremmede — mest latinske — ord optages omkr. 1300 og i den nærmest følgende tid, (formera, dispensera osv.), men brugen af sådanne ord tilhører vistnok udelukkende de lærde (gejstlige) forfattere; for det menige folk var de snarest ukendte, i hvert fald næppe nyttede i almindelig tale. Derimod er der i det 14. årh. og især i tiden derefter indkommet i sproget en betydelig mængde fremmedord af en anden art og oprindelse, nemlig danske og lavtyske udtryk ; disse ord har hurtig fået en ganske anden udbredelse end hine; de er for en stor del vistnok optagne i det almindelige talesprog, hvilket fremgår af den omstændighed, at de så hyppig findes i rimerne, der er digtede for menigmand og sikkert i mange — om ikke de fleste — tilfælde af ikke-gejstlige forfattere. Uagtet sproget i det 14. årh. endnu kan siges at være gammelt og rent og forholdsvis lidet ændret, har det dog en noget anden tone end tidligere. Den egentlige klassiske sagatone er det forbi med. Sætningsforbindelsen og konstruktioner er forskellige; særlig mærkes der en unaturlig jagen efter stavrimende ordforbindelser (f. ex. i Arngrims Guðmundarsaga), hvorved stilen bliver ufolkelig og søgt.

Hvad de litterære originale frembringelser angår, er der, bortset fra ganske enkelte sagaværker (samt annaler) og yngre romaner, overhovedet kun tale om digte, der er affattede i de gamle versemål, mest drotkvædet og hrynhent, samt de såkaldte rimer. Det er først efter o. 1450, at man finder andre og nyere versemål, der hidrører fra middelalderlige latinske digte (hymner og lign.). Selv om nogle af disse digte skulde være ældre end o. 1450, må de behandles sammen med alle de andre: hovedmassen er uden tvivl yngre. I Lopts Háttalykill findes ingen af disse senere versarter, hvilket dog ikke er af afgørende betydning, da forfatteren her har kunnet føle sig bunden af ældre forbilleder.

Når det erindres, at den originale sagaskrivning så at sige er afsluttet, at fyrstedigtningen er forstummet, at en ny digtart (rimer) opstår, er det klart, uagtet læselysten er lige så stor som før og afskrivningsvirksomheden mindst lige så almindelig, at dette tidsrums åndelige udseende er og må være forskelligt fra det foregåendes. Denne forskel hænger tildels sammen med de historiske tilstande.

Landets historie har nu et temmelig ændret udseende. I det gamle alting med de talrige forsamlinger af mænd og kvinder fra landets forskelligste egne var det engang for alle forbi med1). Det gamle selvstyre var forsvundet. Man fik hurtig følgerne af at have underkastet sig den norske konge at mærke. Man dømte endnu ganske vist på altinget som i gamle dage, men lovene var andre og domstolene ændrede. Lovgivningsmagten var i virkeligheden borte, netop det, som var udtrykket for det virkelig selvstyre. Jonsbogen var en tålelig lov, men der gaves ingen retterbod uden at »kongen gav den«. Alt loven vedrørende, alt under den øverste styrelse henhørende for ikke at tale om alt hvad der berørte gejstligheden (stridigheder med den), henvistes til den norske konges og den norske ærkebiskops afgørelse. Kongen satte visse mænd til at styre landet, d. v. s. modtage skat og skyld, og være kongens ombudsmænd i et og alt. Allerede i det 14. årh. kaldtes de hirdstyrere2), og de fremtræder som etslags forpagtere af landet. De fleste biskopper var Nordmænd. Den norske indflydelse måtte som følge heraf blive overvejende, og det var den hele det 14. årh. igennem. I 1380 forenedes Norge — og dermed Island — med Danmark, men nogen særlig dansk indflydelse mærkedes ikke straks og ikke før end ind i det 15. årh. Der måtte nødvendigvis gå nogen tid, inden den politiske forbindelse med Danmark gjorde sig gældende. Endnu så sent som ved år 1400 træffes Islændere som betrode mænd hos norske stormænd3) som hin Erlend Filippusson (omkr. 1400), om hvem det hedder, at »han trode bedre islandske mænd end norske, og han havde dem stadig i sin tjæneste«. Heraf ses tillige, at Islænderne endnu må have rejst udenlands i et ikke så ganske ubetydeligt antal, uagtet de ikke havde egne skibe at rejse på.

I litterær henseende har denne stadige forbindelse ikke haft nogen ringe betydning. Norske bøger bragtes stadig til Island (f. ex. Hakon Magnussons bibeloversættelse, se II, 976), for så vidt som der kunde være tale om sådanne. I en langt højere grad bragtes islandske bøger til Norge; her blev de tillige afskrevne for norske stormænd både af Nordmænd og Islændere (fra en Islænder stammer codex Frisianus af Heimskr.). Nogen ny, selvstændig bogavl førte dette litterære samkvem dog ikke til hverken det ene eller det andet sted.

Landets befolkning var endnu særdeles kraftig og handledygtig; der optræder endnu stolte og retsbevidste høvdinger, og lejlighedsvis tog man ikke i betænkning at træde endogså skarpt op imod den udenlandske magt. Således indgår »almuen« (alþýða) i Nordlandsfjærdingen 1347 ligefrem en politisk sammensværgelse imod biskoppen og hans fordringer4). En af kongens hirdstyrere, Smiðr Andrésson, gjorde sig hurtig forhadt ved sin voldelige færd; han lod en mand henrette uden lov og dom. Da han så (1361) opholdt sig på gården Grund i Øfjorden, samlede bønderne sig og slog ham ihjæl. Først 11 år senere kom der forlig i stand i anledning af drabet. Samme år omtales en kamp på altinget. Alt dette viser, at man i det 14. årh. ikke lod sig uden videre byde alt. Og det samme gælder også for det 15. årh.s første halvdel. Også da træffer man på store høvdinger og selvstændige handlinger, der viser ulyst til at tåle voldsfærd. Således blev den tyranniske biskop Jón Gerriksson i Skalholt i året 1433 taget af dage med sine svende. Hovedmanden derved var en Nordlænding.

Af store og rige høvdinger i dette tidsrum kan nævnes Gissurr galle (d. 1370), dennes sønnesøn Jón Hákonarson (d. 1398), Loptr Guttormsson, digteren (d. 1432), Björn Einarsson, jorsalfareren (d. 1415). dennes dattersøn Björn d. rige (d. 1467) osv. Flere af disse stormænd er nær knyttede til litteraturen dels selv som forfattere, dels som de, der har foranlediget og bekostet udarbejdelsen af store og vigtige håndskrifter, som den nævnte Jon, der bekostede den mægtige Flatøbog m. m., dels endelig som de, der underholdt digtere (rimedigtere) i egenskab af et slags folkeforlystere (Björn jorsalfar). Dette har sikkert været ret almindeligt, som det synes især på nord- og vestlandet. Store, velhavende gårde var der endnu rundt omkring; lejlighedsvis udfoldedes der stor pragt; der afholdtes store gilder og prægtige bryllupper, der varede i mange dage. Landets erhvervskilder til søs og til lands udnyttedes endnu med kraft og dygtighed som tilforn; ja endnu var kornavlen ikke helt ophørt; i Isl. ann. (s. 206) bemærkes der ved år 1331, at der dengang var uår m. h. t. korn«, hvilket tydelig viser, at kornavlen ikke var så ganske ringe endda.

Handelen på Island var ganske vist helt og holdent i fremmedes hænder, men den var hele tiden ret livlig, Og der kom stadig en hel del skibe til landet; der tales oftere om, at der var kommet skibe i et antal af 10-20 (ved år 1340, 1345, 1347). Kun undtagelsesvis nævnes år, i hvilke der ingen skibe kom til Island (f. ex. 1326). I det 14. årh. dreves handelen af stammefrænder, Nordmænd, men fra omtr. 1400 af kom Englændere til, og de overtog snart hele handelen. Disse kom ikke altid godt ud af det med Islænderne; historien ved en del at fortælle om deres røveriske færd, om hvorledes de dræbte endog højtstående personer, og om hvorledes disse blev hævnede. For den her behandlede litteratur har denne forandring i de islandske handelsforhold ikke meget at sige.

Det bemærkedes før, at man i de første tider efter forbindelsen med Danmark ikke mærkede meget til nogen dansk indflydelse. Men synderlig længe kunde det ikke vare, inden en sådan måtte gøre sig gældende. Allerede i slutningen af det 14. årh. nævnes danske som bisper, Mikael i Skalholt. 1383-88(90), Vilkin sst. 1394-1406, Pétur Nikulásson, 1392-1402(?), Jón Tófason på Holar o. 1415-23, hvortil kan føjes Jón Gerriksson (d. 1433). På andre måder mærkes forbindelsen med Danmark. For den her behandlede del af litteraturen har denne forbindelse vistnok kun ringe betydning, men det er den, der bl. a. har ført så mange af de gamle danske folkeviser til landet, hvor de oversattes og bevaredes helt ned til vore dage.

Uagtet befolkningen, som antydet, endnu var ret kraftig, var den dog næppe så modstandsdygtig som før, når uår og andre ulykker indtraf. I fristatstiden hører man kun undtagelsesvis om nød og elendighed, sult og pest. I det 14. og 15. årh. anføres hyppig uår og pest, f. ex. ved år 1301, 1309-10; på vest-, nord- og sydlandet, 1314, kopper 1379 osv; disse plager nåede toppen i den såkaldte »sorte død« 1402-3, der siges at have bortrevet 2/3 af befolkningen. Det er unødvendigt at udmale, hvilke følger en sådan begivenhed må have haft. Hertil, kommer i det mindste to meget farlige udbrud af Hekla (1341, 1390). Sandt at sige mærker man dog ikke nogen afbrydelse eller forringet frodighed i den litterære virksomhed, således som denne var bleven ved 1400. Hele tiden igennem findes nemlig den samme stærke interesse for læsning, afskrivning og for rime-digtning; det er stadig som hvert andet menneske var beskæftiget med pen og med blæk. Blandt disse litterært optagne mænd har de gejstlige uden tvivl indtaget en betydelig plads. Gejstligheden var på sin vis lærd og flittig. I den første halvdel af det 14. årh. hører man tale om fortræffelige skoler som biskop Audun den rødes på Holar; biskop Laurentius uddannede mange dygtige elever. Uvidende præster omtales, men de hører til undtagelserne. I det hele synes den islandske gejstlighed at have stået betydelig over den samtidige norske således som denne skildres5). Den åndelige synskres er dog i tidens løb — på grund af afsondretheden og det ringe personlige samkvem med omverdenen — stadig bleven mere og mere indsnævret og almueagtig. Der findes ikke alene en udbredt tro på helgener og jærtegn den var jo gammel og var begyndt allerede i det 12. årh. — , men denne tro er nu langt mere usund i sin fremtræden. Ved siden af Olaf d. hellige og biskop Torlak d. hellige er biskop Gudmund hovedhelgenen. Hans ben opdages og optages af biskop Audun 1315; på ny fremdrages og vaskes de 1344, hvilken begivenhed »inspirerede« både digter og sagaforfatter; 1329 var der blevet bragt til Island et billede af ham i legemsstørrelse. Torlak gjorde stadig nye jærtegn, f. ex. 1388. I forbindelse med denne helgendyrkelse fik al mulig overtro Indpas; man trode overhovedel alt, hvad man hørte om mærkværdige begivenheder i ind- og udland; de førtes til bogs; således læser man ved år 1338 om en 15 alen høj rise (jætte), der skal være bleven dræbt i Finmarken. 1329 iagttoges en »margyge« (et kvindelignende søuhyre) udenfor kysten; en stor vandslange viste sig i Lagarfljot 1345. En mærkelig fortælling om en fornem frue i Rom og to sorte katte, der mishandlede hende, så hun døde deraf, optegnes efter biskop Jons og præsten Sigurd Loptssons fortælling«. Ved år 1383 anføres, at en »hane har lagt æg i Vestmannøerne«, både hanen og ægget blev brændt, men da ægget rævnede i bålet, syntes man, at ungen i ægget havde en orms skikkelse; det er den gamle historie om basilisken. At man også trode på »den sorte kunst« og samkvem med djævlen viser den omstændighed, al endogså en nonne i Kirkjubær havde skriftlig givet sig til fanden: hun blev brændt 13436). Endelig bemærkes, at ved år 1405 havde »broder Arne Olafsson« etsteds i udlandet set hjaltet af Sigurd Fafnisbanes sværd, der alene var 10 fod langt – »der var også en tand, der sagdes at være af Starkad den gamle; den var ligeså lang og så bred som en hånd, da det, der havde siddet i kæben, ikke var iberegnet«. Det er klart, hvad alt dette vil sige. Det viser, at folket var lettroende og overtroisk som næppe nogensinde før. Der mærkes da heller ikke nogensinde i litteraturen en så stor kritikløshed, en så vidtdreven optagelse af de utroligste legender og umuligste begivenheder som i det 14.—15. årh. De opdigtede sagaer fra omkr. 1400 og derefter er da også den bedste belysning af den almueagtige folkeånd og lettroenhed, der nu har sat sig i højsædet. Således var og blev forholdene i lange tider, ikke alene til reformationen, men længe efter denne også, uagtet helgentroen da forsvandt; da kom heksetroen isteden. Disse tilstande var ganske vist ikke særlig islandske; de genfindes også i andre lande, ja her maske i en endnu højere grad.

Tiltrods for overtro og omsiggribende almueagtighed holdt man de gamle folkeforlystelser i ære. Især morede man sig med sagaoplæsning og fremsigelse af rimer og digte. Der var høvdinger, der ligefrem underholdt digtere. Der har været kvadfremsigere og oplæsere, der drog fra gård til gård, ganske som i senere tider og levede deraf. 1424 hedder det i en annal (Isl. ann. 294) at »20 år efter at Kvæða-Anna var »mærket«, kom der et så stærkt uår på Island, at hun lånte Tingøre kloster 6 vætter smør«; hvad der sigtes til med ordet »mærket« vides ikke; men navnet tyder på, at denne Kvæde-Anna har kunnet en mængde digte, og det er let at slutte, at hendes rigdom på smør var frugten af hendes underholdning.

Til oplysning om de litterære forhold skal endelig anføres, at der i den Arnamagn. samling, ifølge katalogen II, 757, findes o. 200 håndskrifter og brudstykker fra »15. årh.s 1. halvdel« og »15. årh.« foruden dem, der henføres til »15. årh.s 2. halvdel« og »o. 1500«. Det er, efter et løseligt skøn, mest de uhistoriske, de romantiske og de yngre helt opdigtede sagaer, samt helgensagaer, rimer og religiøse digte, foruden Jonsbogen og retterbøder, der er bleven afskrevne med størst forkærlighed; de yngste Islændersagaer som Grettiss. og Svarfadælas. og lign. forekommer også, ligeledes sagaerne om Olaferne og Sverre; andre ældre sagaer kun spredt.

På grund af de her antydede historiske forhold og tilstande, og da ny fremmed påvirkning så at sige var udelukket, var det en selvfølge, at litteraturen måtte blive ensformig og selvgentagende. Ser man på tidsrummets prosaværker, er der kun lidt af originale frembringelser. I begyndelsen af dette forfattes der et par ny bispesagaer. Senere opstår en ny art af sagaer, nemlig de delvis eller helt opdigtede sagaer, der især slutter sig til de franske romaner, nogle til de gamle slægtsagaer, men i formen er de i hovedsagen som de gamle. Så skrives der annaler. Endelig foregår en overordenlig frodig afskrivning og derved tillige bearbejdelse af de ældre sagaer, optagelse af legender og andet af den slags stof. I betragtning heraf kan tidsrummet opkaldes efter denne virksomhed; denne benævnelse er dog noget for snæver eller ensidig. Hvad digtningen angår, slutter den sig meget nær til sagaen og er meget lidet original; de religiøse digte er i reglen — med undtagelse af et enkelt digt — kun uddrag af helgensagaer, og rimerne — tidsrummets hovedfrembringelse — er kun rimede sagaer. Hvad andre litteraturgrene angår, står det ret kummerligt til. Det er kun de ældre skrifter, der afskrives; der kommer intet nyt til.

Tidsrummets udseende er således temmelig ensformigt og udtryksløst. gennemgående alvorligt; kun undtagelsesvis fremglimter der et smil.

Tidsrummets utrættelige samlings- og afskrivningsvirksomhed er i det hele særdeles fortjænstfuld og for os og vort kendskab til oldtiden af uvurderlig betydning. Tiltrods tor den originale frembringelses fattigdom kan den utrættelige flid, den aldrig svigtende litterære interesse ikke undlade at afvinde os agtelse, ja ligefrem beundring.


Noter:


1) I Isl. ann. s. 189 hedder det, at der i året 1304 oprettedes herredsting i Nordlands- og Vestlandsfjærdingen, to i hver, men der vides intet om dem eller deres betydning.
2) Se herom Jón Halldórssons afhandling i Safn til sögu Isl. II.
3 ) Isl. ann. s. 289.
4) Isl. ann. 213. 403.
5) Jfr. A. C. Bang: Udsigt osv. 184 f.
6) Isl. ann. 210. jfr. 274, hvor det hedder, at hun blev »degraderet tor blasfemi mod paven og siden brændt«.