FJ-Litteraturhist.Bd.3a-Gejstlig digtning-Navngivne digtere

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Tredje Bind


af Finnur Jónsson
G. E. C. Gads Forlag
København 1924


Tredje Tidsrum
Første Afsnit: Digtning
A. Gejstlig digtning


I. Navngivne digtere


Digtningen er dels gejstlig, dels verdslig. Den første består så godt som udelukkende af helgendigte, d. v. s. digte om inden- og udenlandske helgener, mest de sidste. Disse digte er historisk-opbyggelige og for det meste byggede over helgensagaer og legender: deres fornemste indhold er derfor jærtegn. De er draper i den gamle stil, i de gamle versemål, især drotkvædet eller hrynhent, og overhovedet affattede efter alle kunstens regler. Sproget er i det hele ret godt. Der anvendes naturligvis de fra fremmed (latinsk) digtning og prosaiske skrifter kendte benævnelser på gud og Kristus, jomfru Maria, englene osv.; se herom B. Kahle: Das christentum in der altwestnordischen dichtung i Arkiv f. nord. fil. XVII. I digterisk henseende er disse kvad af ringe betydning. Bortset fra Lilja, der indtager en plads for sig, er de ret tørre og tarvelige, uagtet man ikke kan frakende deres forfattere religiøse følelser og virkelig tro på helgenen og hans evner. Men det er yderst sjælden, at de hæver sig til en højere lidenskab eller veltalenhed eller fremkalder en betagende stemning. Derimod er digterne i reglen dygtige versemagere, der undertiden viser deres lærdom ved at indblande latinske ord.


1. Arngrimr Brandsson

Arngrimr Brands(?)son, abbed på Tingøre (1350-61), forfatteren til en saga om biskop Gudmund (se nedenfor), digtede om samme biskop en drape i hrynhent på 66 vers med dobbelt omkvæd1). Digtet tilkendegiver sig selv som forfattet 1345 (str. 49). Der er ingen tvivl om, at anledningen til digtets tilblivelse er at søge i optagelsen af Gudmunds ben 1244, foretagen ved biskop Ormr (Isl. ann.), og det er vistnok på dennes opfordring at digtet er blevet til. Digtets indhold slutter sig nær til sagaen og handler om forskellige begivenheder i bispens liv og om hans jærtegn. Når der i sagaen findes hrynhende vers, der ikke genfindes i drapen, som den er optegnet for sig, kommer dette uden tvivl deraf, at drapen er ufuldstændig optegnet, og ikke, som Maurer vilde, deraf, at Arngrimr skulde have omarbejdet sit digt. Det er ret godt og flydende digtet.

Når sagaen anfører (s. 43. 49. 172) tre drotkvædede vers af Arngrimr om Gudmund, beror dette vistnok på en fejl; versene er snarest at henføre til Einar Gilsson, hvoraf sagaen anfører en mængde vers.


2. Eysteinn Ásgrímsson

Om denne så berømte digters herkomst vides intet. Det første, der høres om ham, er lidet fordelagtigt. Ved år 1343 nævnes han som munk i Þykkvabærkloster2); da skal han sammen med en eller to andre munke have vist opsætsighed mod abbeden, ja endogså pryglet denne. Eysteinn siges da at være bleven sat i halsjærn og straffet. Hertil knyttes et uhistorisk sagn om tilblivelsen af hans digt. Hvorledes sagen er endt, vides ikke. Tiltrods for denne begivenhed har Eysteinn vidst at skaffe sig anseelse, ti 1349 findes han som officialis på Helgafell3) Dernæst findes han i årene 1353—54 nøje knyttet til biskop Gyrd i Skalholt som dennes ledsager på visitatser4); 1355 rejste de bægge til Norge5) Da er Eysteinn bleven optagen som munk i Elgesæterkloster6), men han kom tilbage til Island 1357 sammen med en anden; de to var bleven gjort til visitatorer over Island7) Som visitator skal Eysteinn have opført sig strængt og overmodigt og pålagt lærd og læg store skatter. Derfor skal der være opstået uenighed mellem ham og biskop Gyrd, der gik så vidt, at biskoppen bandlyste ham (1359), medens Eysteinn til gengæld stævnede bispen til at møde for ærkebiskoppen i Nidaros. Imidlertid forligtes de dog, og Eysteinn blev officialis over vestlandet8). Efteråret 1360 rejste Eysteinn til Norge, men fik en meget hård overfart og landede ved Hálogaland. Endelig ved kyndelmisse (2. febr.) nåede han Elgesæter, men de strabadser, han havde måttet udstå, synes at have fremskyndet hans død, der indtraf i begyndelsen af april 13619).

Broder Eysteinn, som han altid kaldes, synes at have været en stridbar og lidenskabelig personlighed, en dygtig og kraftig natur. Hans digt vidner i alle tilfælde foruden om en brændende tro og lidenskabeligt sprog om en sjælden digterisk kraft. Det er da også som digter, at han har opnået udødeligt ry. Bortset fra en ganske livlig replik (i et rimemetrum) til biskop Gyrd med en obskøn hentydning (biskoppen selv digtede to linjer og Eysteinn tilføjede andre to), der anføres af Jón Egilsson10), kendes kun ét digt:

Lilja, navnet findes i digtets 3. sidste vers. Ifølge en sen annal11) skulde Eysteinn have digtet det som et angerdigt efter striden med Gyrd, men dette er åbenbart en gisning; digtet må være betydelig ældre. Det findes i en mængde håndskrifter12), og består af 100 vers; det er affattet i hrynhent versemål med dobbelt stef (indgang og slutning hver på 25 vers. hver stefbalk består af 6 vers). I det hele kan digtet betegnes som et religiøst oversigtskvad, uden at man dog derved må forbinde den sædvanlige forestilling om tørhed og remsemæssighed. Det indledes med en påkaldelse af gud og jomfru Maria, hvorpå digteren meddeler de grunde, han har haft til at forfatte sit digt (1-5). Herpå følger en fremstilling af verdens og menneskets skabelse, fristelsen, syndefaldet og dets følger (6 — 21), frelsen og hjælpen. Jesu fødsel og dåb (22 — 38); så kommer Jesu fristelse, hans lære og mirakler, korsfæstelse, død og nedfart til dødens rige (39 — 63), opstandelsen og himmelfarten, hans tilbagekomst og den yderste dom (64 — 75; slutn. af stefbalkerne). Hvad der herefter følger er betragtninger over synd og fortabelse, samt en inderlig anråbelse særlig af jomfru Maria, der prises i meget høje toner. Digtets sidste vers er enslydende med det første; dermed betegnes det helstøbte afrundede hele, digtet er.

Det egenlige indhold er ikke det, der giver digtet dets værd. Indholdet er velkendt og hentet fra kirkelige lærebøger, og det er ikke behandlet på nogen ejendommelig måde af digteren. Ikke engang den lignelse, han anvender for at forklare jomfru Marias ubesmittede undfangelse og Jesu fødsel (der lignes ved stråler, der går gennem et glas uden at efterlade sig plet eller mærke) er hans egen; den genfindes f. ex. i Stockh. Homiliebogen s. 6-7, og var en bestanddel af den kirkelige undervisning. Det må da være noget andet og mere, der har gjort dette digt så berømt, at »alle digtere ønskede at have forfattet det«, som det almindelig hed, og at så mange anså det for deres religiøse pligt, at fremsige det højt én gang daglig, i hvert fald ugenlig. Det er ikke vanskeligt at finde de egenskaber, der har bevirket digtets ry.

Der er da for det første den brændende lidenskab, hvormed digteren ytrer sin tro, i forbindelse med denne tros overordenlig tiltalende, barnlige form; digteren henfalder aldrig til ubehagelig svulst eller unaturlig sødladenhed. Der fremtræder deri en kraftig sjæls tillid til gud, djærv anråbelse i naiv form (f. ex. når digteren til jomfru Maria siger, at hun for at formilde sin søn skal stå frem for ham og trykke mælken ud af sine bryster, som han har diet v. 87), samt en åben og ærlig syndsbekendelse; digteren ønsker at måtte blive pint i denne verden for ikke at pines i den anden. Hertil kommer så en lysende anskuelighed i skildringen af de enkelte optrin, der har gjort og måttet gøre et mægtigt indtryk på læser og tilhører. Digteren forstår at sætte sig ind i hver situation, han fremfører, og indretter sin stilistiske fremstilling derefter. Snart er han alvorlig-højtidelig, snart lægger han et naivt lune over sin skildring som f. ex. i beskrivelsen af satan overfor Adam og Eva. Han giver djævlens misundelighed på de første mennesker et så pudsigt og rammende udtryk, at man uvilkårligt kommer til at smile ad den stakkels djævel; denne siger: »ikke vil I dø, du og Adam, I med de hvide ansigter« osv. (v. 17); selv var han sort som en neger naturligvis, og han har længe følt en indeklemt ærgrelse over Adams og Evas lyse fortrin. Beskrivelsen af jomfru Maria under bebudelsen er fin og nydelig osv.

Dernæst er der digterens veltalenhed, hans vidunderlige herredømme over sprog og versform. Der er næppe en eneste virkelig omskrivning i alle digtets 100 vers; det er klart, at Eysteinn med flid har undgået sådanne. Ordene er stillede meget jævnt og ligefrem, så at forståelsen af digtet er overordenlig let. Kun undtagelsesvis findes en noget indviklet sætningsbygning og ordfølge. Derfor kan digteren med rette kalde det for tal óbreytiligt. (98). Ingensinde har nogen skjald nået højere indenfor versets snævre skranker end Eysteinn i Lilja; at det er den længste linie (hrynhent), han har nyttet, har selvfølgelig bidraget sit til det så glimrende resultat. Hvad digteren formår i retning af en flydende utvungen fremstilling viser mange steder, først og fremmest et vers som 49 (Kristi behandling), 55 (hvor hver linie begynder med det ord, den foregående ender med). 62 (hvor hver linje indeholder et spørsmål med svar), 91 (hvor hver linje begynder med ordet Maria); særlig kan man dog gøre opmærksom på v. 46, hvor l. 5-6 kun indeholder adjektiver (blinde, spedalske, stumme, døve osv.) og l. 7-8 de dertil svarende substantiver eller disses jævnord (»at gå« for »gang« f. ex.) i nøjagtig samme rækkefølge. Ingensteds virker digterens veltalende sprog så kraftigt som i henvendelsen til jomfru Maria.

Til trods for alle digtets fortrin mener digteren, at han må bede om undskyldning; han er åbenbart bange for, at man vil savne deri den gamle kunstfærdighed, finde digtet for ligefremt, for simpelt. Men netop den måde, han har digtet på og villet digte på, er hans store fortjæneste; det var netop særdeles fortjænstfuldt at løsrive sig for de gamle bånd og vise, hvortil man kunde nå uden dem.

Det er let at forstå, at Lilja af alle disse grunde, ved alle sine egenskaber, gjorde en mægtig virkning og blevet højt anset forbillede, som mange stræbte efter at efterligne, men som ingen på langt nær nåede. Og dog må det siges, at virkningerne af digtets omvæltende frigøren sig for det gamle skjaldesprog; egenlig først mærkes i det 15. årh.s digtning, men ikke synderlig i de andre religiøse digte fra den nærmeste eftertid.

Eysteinn rager som digter højt over hele sin samtid, ja, der er i hele den følgende tid lige ned til vore dage kun ét navn, som kan stilles ved siden af hans: Hallgrímur Pjetursson.

Det er meget vanskeligt at bestemme, når digtet er forfattet. Man har kun sagnet, der knytter dets tilblivelse til Eysteins ophold i Þykkvabær og striden med abbeden, at holde sig til. Der kan heri ligge det fingerpeg og den sandhed, at Lilja er forfattet endnu medens Eysteinn var munk i nævnte kloster. Det synes også at kunne stemme bedst med hans senere livsforhold. Omkr. 1340 er digtet formentlig snarest blevet til.


3. Einar Gilsson

Einar Gilsson, lagmand over Islands nordlige og vestlige del 1367— 6913). Einar synes at have hørt til den gamle, berømte Gilsbakkaslægt14). Det vides ikke, når han er født eller død. Hans navn findes allerede i et brev fra 1339, og i et andet fra 1340 kaldes han bonde. Han er således samtidig med Eysteinn, men har levet betydelig længere. Han synes at have bot i Skagafjorden; det er til denne egn og til Húnavatnssyssel, hans navn særlig er knyttet. Som digter kendes Einar fornemmelig fra Arngrims Guðmundarsaga og som forfatter til ÓláfsrÍma. Der er da for det første to helgendraper om biskop Gudmund, i drotkvædet og hrynhent versemål15). Hertil må alle de under hans navn i nævnte saga anførte vers henføres med undtagelse af versene om spøgelset Selkolla. Det drotkvædede digt, hvoraf der haves 40 vers og mulig 3 til (de, som tillægges Arngrímr se ovf.), er et biografisk digt, tørt fortællende og uden nogen poetisk flugt; det dvæler især ved bispens jærtegn og vidundergærninger. Af det hrynhende digt findes 17 vers anførte; de handler om Gudmunds og ærkebispen Tores samtale. Det er mulig et helt digt og er da en flok. Endelig indeholder sagaen en flok på 21 vers om et gengangeragtigt væsen Selkolla, hvis ufærd Gudmund gjorde en ende på, Selkolluvisur16), der har de samme egenskaber som de andre digte.

I en vis henseende er Einars Óláfsríma det vigtigste af hans digte; denne rime, der er affattet i det sædvanligste rimeversemål på 4 linjer og savner den sædvanlige lyriske indledning, anses i reglen for at være den ældste eksisterende frembringelse i sin art og er af den grund af en særlig interesse. Rimen består af 65 vers og findes i Flatøbogen (udg. I. 8-11)17). Den handler især om Stiklestadslaget, Olafs fald og jærtegn. Til grund ligger Snorres fremstilling. I og for sig er rimen tør nok og ligner Einars øvrige digte.

Det er af alt dette klart, at Einar har været en religiøs natur, der særlig valgte sig tielgenæmner at digte om. Som digter står han i det hele ikke højt.


4. Árni Jónsson

Om denne mand vides kun, at han blev abbed i Munketværåkloster 137018) og at han rejste udenlands 137919); om han dengang endnu var abbed, er ikke helt sikkert, ti det hedder om ham ved den lejlighed: »som havde været abbed«: dog kan ordene også forstås som »som indtil da havde været (og endnu var)«. Af Árni haves en drape om biskop Gudmund, Guðmundardrápa på 79 vers i hrynhent versemål med dobbelt omkvæd. Efter en kort personlig indledning anfører digteren, at der på den nordlige holm (Island) fødtes en tredje styrer på troens skib, som han vil besynge (de to andre er Torlak d. hellige og Jón d. hellige). Så kommer der en lang skildring og højtravende lovprisning af Gudmund, hans egenskaber og gode gærninger; endelig opregnes mange ting, hvormed Gudmund sammenlignes. Digtets positive indhold kendes fra Arngrims saga, men denne ligger dog ikke til grund, ti jærtegnene fortælles i en noget forskellig rækkefølge; forfatteren har vel meddelt dem efter sin egen hukommelse eller læsning i særlige jærtegnsopskrifter. Digtet er langt livligere end Einars, sprog og fremstilling let og flydende og ordstillingen ret ligefrem. Overfor omskrivninger har Árni ikke været så afholdende som Eysteinn, men de, han bruger, er meget simple. Alt i alt er digtet ret tiltalende.

Til denne Árni må et drotkvædet vers henføres, der synes at være en lausavísa, om munkenes hårklipning samt to linjer af et digt, som det synes, om en helgeninde20). Forfatteren kaldes bægge steder »broder Árni«. Det er blevet antaget, at forfatteren var Arni Laurentíusson (se nedenf.), men han omtales ellers aldrig som digter, kun som versificator, d. v. s. latinsk versemager, ligesom hans fader. Den omstændighed, at versene findes i cod. Worm.21), er ikke til hinder for, at det er abbed Árni, versene hidrører fra.


5. Jon Pálsson

Jon Pálsson, kaldt Máriuskáld, var en af det 15. årh.s mest fremragende præster og efter overleveringen frugtbareste digtere. Han nedstammede i lige linje fra Haukr Erlendsson og må være født omkring 1380 eller lidt senere, da han allerede ved år 1405 nævnes som økonom på Holar, hvor han senere synes at have været præst. Navnlig er han knyttet til Grenjaðarstaðir i Tingøsyssel, hvor han var præst først 1427—30 og atter 1440—71. I øvrigt vides ikke meget om hans levned ; han forekommer i en mængde breve og dokumenter, men disse kaster dog ikke noget særligt lys over ham som personlighed eller digter22). Der var stridigheder mellem ham og biskop Jón Vilhjálmsson (1425—35), der endogså satte Jón i ban og fratog ham kaldet 1430. Han havde også en strid med biskop Olaf Rögnvaldsson (1459—95), hvilket tyder på, at Jón har været en kraftig og stridbar natur. Han var gentagne gange officialis på Holar og har sikkert været en af stiftets anseteste præster23). Jóns tilnavn betyder, at han har forfattet flere digte om jomfru Maria, som han altså fortrinsvis har dyrket, men man kan ikke gøre sig nogen klar forestilling om ham som digter, da der kun haves meget lidt, der med sikkerhed kan tillægges ham. Af de 3 i Digtn. på Isl.24) anførte digte er der intet, der sikkert kan siges at være af ham. Både stilen og sproget — indblanding af latinske ord i mængde — og ikke mindst versemålet tyder på en yngre oprindelse. Især er det indlysende, at det første af disse digte umulig kan være af ham. De sene håndskrifters vidnesbyrd er her, ligesom i et utal af andre tilfælde, alt andet end pålideligt. Tilbage står den såkaldte Máriulykill25), der findes i to forskellige bearbejdelser. Det er et digt om jomfru Maria i forskellige versemål (etslags háttalykill, jfr. v. 36), der ikke synes ordnede efter noget som helst system. I »en første bearbejdelse (37 vers) kan fra sprogets og formens side godt være af Jón. og den tillægges ham enstemmig. Alle de her nyttede versemål er gamle kendinger. Digtet indeholder kun en lovprisning og en påkaldelse af jomfru Maria; versene er ret gode og flydende uden nogen synderlig brug af omskrivninger. Nogen tankeflugt eller sjæleglød mærkes ikke. Som digter kan Jón Ikke sættes højt på grundlag af dette digt. Den anden bearbejdelse viser, bortset fra de første 12 vers. der er de samme, hurtig, at den umulig kan hidrøre fra Jón, hvad der uomstødelig fremgår både af dens sprog og metriske form.


Noter:
1) Udg. i Skj digtn. II, 371 ff.; jfr. Bisk.s. II; særskilt udg. af A. Isberg 1877.
2) Isl. ann. 274. 402; jfr. Hist. eccl. Isl. IV, 60.
3) Isl. ann. 354.
4) Sst. 355; jfr. Dipl. Isl. III, 77. 90.
5) Sst. 356.
6) Jfr. Dipl. Isl. III, 116.
7) Jfr. sst., hvoraf det fremgår, at det ikke var 1358, at Eysteinn vendte hjem, som angivet i Isl. ann. 225. 277. 406.
8) Isl. ann. 357, jfr. Safn I, 33.
9) Sst. 358; ikke 1366 som i Flat. ann. og Isl. ann. 410, hvis det er samme person, der menes.
10) Safn I, 33.
11) Isl. ann. 489.
12) Udg. i Skj. digtn. II. 390 ff.; tidligere i Hist. eccl. II med to lat. oversættelser og af Eir. Magnússon 1870 med en engelsk oversættelse; jfr. F. Magnússons danske overs. 1820. Fr. Paasches overs. 1915, Åkerbloms svenske 1916 og Meissners tyske.
13) Jfr. Safn II, 67 og breve fra 1368, 1369 i Dipl. Isl. III.
14) Jfr. G. Þorláksson: Udsigt s. 168.
15) Skj. digtn. II, 418—34.
16) Sst. II, 434—40.
17) Rimnasafn I. 1-8
17) Isl. ann. 228. 280
18) Sst. 364.
19) Skj. digtn. II, 410 ff., jfr Bisk. II.
20) Sst. II. 461.
21) Sn E II, 500. 632.
22) Jfr. Digtningen på Island 249—73 og Kvæðasafn I, 112—46.
23) Jfr. Hist. eccl. II, Isl. árbækur II, Digtn. på Isl., l. c. Kvæðasafn I, Dipl. Isl. III.
24) S. 269—73, jfr. Kvæðasafn I, 134—46.
25) Digtn. 255—69, Kvæðasafn I, 121—34.