FJ-Litteraturhist.Bd.3a-Gejstlig digtning-Navnløse digte

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Tredje Bind


af Finnur Jónsson
G. E. C. Gads Forlag
København 1924


Tredje Tidsrum
Første Afsnit: Digtning
A. Gejstlig digtning


II. Navnløse digte


Alle andre digte end de anførte er navnløse. I sit skrift, Digtn. på Isl. i det 15. og 16. årh. har Jón Þorkelsson opregnet så godt som alle religiøse digte, der haves i det nævnte tidsrum og fra tiden omkr. 1400. Af hele den der anførte mængde er det imidlertid de færreste, der med sikkerhed kan siges at hidrøre fra det tidsrum, der her behandles. Med fuld bestemthed hører dertil kun nogle digte, der er affattede i drotkvædet, hrynhent eller et afstumpet versemål, hvis sprogform også henviser til forholdsvis gammel tid. De fleste af disse er udgivne af B. Kahle i Geistliche dichtungen 1898, 8 i alt, hvor dog teksten lader en del tilbage at ønske1). Om disse digtes affattelsestid kan kun siges, at de må hidrøre fra tiden omkr. 1400, enkelte noget før, andre er noget yngre. De fleste af de øvrige må henføres til katolicismens sidste århundrede (o. 1450—1550) både på grund af sprog og form.

De digte, der her kommer i betragtning, handler for det første om jomfru Maria, trende Máríuvísur (drotkv. afstumpet versemål). udg. i Geistl. dicht., Máríugrátr (hrynh.). udg. sst., Máríudrápa (drotkv.). Yngre er vistnok de i Digtn. (s. 41 og 44) omtalte digte Máríudiktr og Máríukvæði. Indholdet af alle disse digte er hovedsagelig kun en stærk lovprisning af Maria som guds moder, som den, der er villig til at hjælpe i nøden. Og som den, der gør jærtegn; af disse anføres der flere. Også hendes modersmærte ved at se sin søn på korset er et yndet æmne. Her fremtræder der ofte en køn og menneskelig følelse. Dernæst er disse digte opfyldte af de mange forskellige navne og betegnelser for jomfru Maria, der alle er hæntede fra den latinske litteratur; sådanne er f. ex. himmelstige, havets stjærne, himlens ædelsten osv. Den slags betegnelser var noget, den islandske skjald forstod; det var jo ikke andet end hans gode gamle kenninger og i fuld overensstemmelse med en klasse af dem.

Det første af de nævnte digte handler om, hvorledes jomfru Maria hjælper en enke, der var beskyldt for at stå i forhold til sin svigersøn, hvem hun på grund af denne uretfærdige beskyldning lod dræbe (jfr. Máríusaga 277 f.). Det andet handler om, hvorledes hun hjælper et par forældre, der ikke kunde få barn (jfr. Máríusaga 977 f.), og det tredje om en usædelig munk, der blev reddet fra evig fortabelse, fordi han troede så varmt på Maria (jfr. Máríusaga 75 ff.)2). Máríugrátr3) handler om Maria og Kristus og hendes sorg over den pinte og korsfæstede søn; dette digt låner stærkt fra Lilja uden at kunne måle sig dermed; æmnet er hæntet fra Máríusaga 1003 ff. At det er den islandske oversættelse af sagaen, der allevegne ligger til grund, er utvivlsomt (se i øvrigt Kahles indledning til Geistl. dicht.). Den sidstnævnte Máríudrápa4) indeholder en almindelig lovprisning. — Til disse digte slutter sig så de såkaldte Vitnisvísur (udg. i Geistl. dicht.)5), der handler om et ungt par, der foran et billede af Maria i kirken har lovet hinanden troskab. Senere vil han bryde sit løfte og ægte en anden meget rig kvinde. Den unge pige sætter sin lid til den hellige jomfru; dennes billede taler og vidner om, hvad der er foregået; den unge mand fortryder og gifter sig med den unge pige6).

Andre digte er: Pétrsdrápa (drotkv.), udg. hos Kahle7). Digtet er et oversigtskvad efter sagaen om Petrus og uden nogen individuel karakter. Alle hovedbegivenhederne i apostelens liv anføres og digtet ender med to jærtegn (Joppe og Lidda). Digtet hører vistnok til de yngste.

Andréásdrápa (drotkv.), kun et brudstykke på 4 vers8). Det hører også til de yngre.

Heilagra manna drápa (hrynhent), udg. hos Kahle9); det er ikke fuldstændig bevaret; digtet handler om forskellige helgener (Thomas af Canterbury, kong Edmund d. hellige, Dionysius, Blasius, Knud og Benedikt, Halvard, Mauricius ofl.). Indholdet beror næppe på nogen enkelt original, men forudsætter kendskab til de enkelte helgensagaer. Mærkelig er omtalen af de nordiske helgener.

Kátrínardrápa (hrynhent), udg. hos Kahle10). Digtet følger sagaen om den hellige Katharina fra først til sidst. Digteren nævner sig selv i v. 49 Kálfr, jfr.v. 51, hvor han på latin kalder sig vilulus vates, og ytrer, at han »nu er frater«. Der er næppe tvivl om, at det er den samme mand, som også forfattede Völsungarímur (se nedenfor). I formel henseende er at mærke, at digteren bryder med den gamle fordring, at sk, sp, st kun skal rime på sig selv. idet han rimer sk osv. ganske som enkelt s. I øvrigt er digtet ret godt, men uden noget særkende.

Heilagra meyja drápa11) handler i 70 vers (hrynhent) om forskellige kvindelige helgener, først og fremmest jomfru Maria selv, Agnes, Skolastika osv. Også her anråbes St. Andreas sammen med gud, Kristus og Maria. I øvrigt er digtet som de øvrige, uden nogen særlig digterisk glød eller farve.

Hvad der ellers kan anføres er et ubetydeligt brudstykke af et digt om en mand i Miklagård og en jøde, der findes på den sidste side i AM 757, 4°. og altså er ældre end o. 140012), samt et digt i AM 721, 4°, som man har kaldt Brúðkaupsvisur (afstumpet versemal)13); det handler om en ung mand, der har lagt sig efter gode studier og særlig tilbedt Maria; da han vil gifte sig, har han et drømmesyn, hvori jomfru Maria bebrejder ham hans utroskab mod sig; derpå erklærer han, at han ikke vil gifte sig, og brylluppet går overstyr. Vistnok hører til dette tidsrum et digt, der kaldes Postola minnavísur indeholdende en lovprisning af apostlene14) i et ejendommeligt versemål. Fremdeles kan hertil regnes alle de vers i den 4. grammatiske afhandling, der er eller formodes at være forfattede i begyndelsen af det 14. årh., hvad enten de er af afhandlingens forfatter eller ej15). Men der er ingen grund til at dvæle videre ved dem her.

Som antydet, er der lidet ejendommeligt eller særpersonligt ved disse digte. Forfatterne, der naturlig på deres vis var religiøse, har i reglen taget en saga eller en jærtegnsberetning og sat den temmelig ligefrem på vers. Det er historie så godt som alt sammen; det er alt sagadigte og slutter sig på den ene side nøje til den ældre skjaldedigtning (fyrstedigtene), på den anden side lige så nøje til den samtidige rimedigtning; det er alt en og samme side, et og samme udslag af den sagaånd, der i en alt overvejende grad besjælede enhver Islænder, høj og lav. Disse religiøse digtere ligner også deri de gamle fyrsteskjalde og ældre religiøse digtere, at de betragter deres digte som en gave, der vænter gengæld. Når de omtaler sig selv som særlig trængende til hjælp og støtte, fordi de har syndet svarligen og sølet sig i alle verdens laster, er dette ikke at tage bogstaveligt. Det er kun fraser og atter fraser, som er velkendte fra alle tider. Omskrivninger skyr disse digtere ikke, hvad listen hos Kahle udviser (hvor dog flere ting er misforståede), men de synes dog i det hele at undgå de egenlig hedenske kenninger. Nogen sjælens glød eller selvstændig digterisk opfattelse er der i det hele ikke tale om, og disse digte er ikke af den betydning, man kunde have væntet. De yngre digte fra tiden omkr. 1500 er hyppig — også på grund af den friere og lettere metriske form langt mere poetisk-selvstændige og tiltalende.


Noter:
1) Seks af disse blev optrykte i en bedre form i Sechs isl. gedichte ved H. Sperber 1911.
2) Alle i Skj. digtn. II, 526—45.
3) Sst. II, 505—19.
4) Skj. digtn. II, 496—505.
5) Sst. II, 520—26.
6) Ejendommeligt for dette digt og de 3 første er, at forfatterne påkalder Andreas. At slutte deraf, at de alle er digtede af en og samme mand, er overilet.
7) Skj. digtn. II, 545—58.
8). Skj. digtn. II, 558-59
9) Sst. II, 562-69.
10) Sst. II, 569-87.
11) Sst. II, 582-97.
12) Skj. digtn. II, 597-99.
13) Jfr. Digtn. 98
14) Skj. digtn. II, 559—62. Efter hvert vers følger to linjer med indhold: »N. Ns. minde glæder os alle« el. lign.
15) Skj. digtn. II, 180—85.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.