FJ-Litteraturhist.Bd.3a-Verdslig digtning-Rimedigtning Indledning

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Tredje Bind


af Finnur Jónsson
G. E. C. Gads Forlag
København 1924


Tredje Tidsrum
Første Afsnit: Digtning
B. Verdslig digtning


III. Rimedigtning


Denne for Island så ejendommelige digtning er opstået i det 14. årh. Der findes ikke den svageste antydning af, at den kendtes i det 13., uagtet det vel er muligt, at det simpleste og mest nyttede versemål kan have været brugt så tidlig.

Ordet ríma er afledet af rím = rimstavelse (r). Dette ord findes dog ikke i klassisk norsk-islandsk, hvor »rimstavelse« hedder hending; det norsk-isl. rim betyder »tidsregning, kalender«. Fritzner anfører kun ét eksempel på ordet i betydningen »rim, rimdigt« fra Barlaamssaga, hvor det findes to gange — og ellers ikke. Der kan ikke være nogen tvivl om, at ordet er et tysk låneord; det er oht. og mht. rim masc.; i norsk-isl. forandredes kønnet, idet ordet formelt sluttede sig nærmest til ord som flím. Ordet fik betydningen slutningsrim i to eller flere linjer, især krydsvis. Efter at man var begyndt at digte vers med sådanne rim, blev en samling denslags vers, d. v. s. et digt, kaldt med et af rím afledet ord ríma, i lighed med det gamle drápa, som nu får sin formelle afløsning. Når flere sådanne digte udgjorde et hele, hvor hver enkelt ríma svarede til et afsnit (kapitel) af en saga, måtte det samlede hele komme til at hedde rímur (plur.). Senere bruges også rímnaflokkur om et sådant hele.

Det versemål, som her først og fremmest kommer i betragtning og som uden tvivl er det ældste rimemetrum, er det som almindeligvis kaldes ferskeytt, hvor verset består af 4 linjer, der parvis og krydsvis (1. og 3., 2. og 4.) rimer med hinanden; dette er uden tvivl det oprindeligste; sammenligningen med det gamle runhent, hvormed versemålet gærne sammenstilles, er derfor kun delvis rigtig. Anden og fjærde linje består af 3 rene trokæer, i første og tredje kommer en betonet stavelse til. Forlydsrimet følger ganske de gamle regler. Et ferskeytt vers ser altså således ud:

Óláfr kongur örr og fríðr
átti Nóregi að ráða,
gramr var æ við bragna bliðr
borinn til sigrs og náða. [Óláfsr.]

I den ældre digtning findes Intet ganske tilsvarende, ti i det nævnte runhent følger de på hinanden rimende linier altid umiddelbart på hinanden. Dette kan således næppe være det nærmeste forbillede, men vel kan bevidstheden om runhent have bidraget til versemålets fremkomst og brug, samt til at det ikke føltes som noget helt fremmed. Heller ikke kendes 4-liniede vers overhovedet i ældre tider. En anden forklaring ligger ret nær. I den middelalderlige latinske hymnedigtning (kirkesange, helgensange osv.) findes der versemål, som på det nøjeste svarer til det anførte rimemetrum; således f. ex. (se Klemmings l.at. sånger 1886).

Dies est leticie
dies gloriosa,
qua datur Westgocie
spina gloriosa,

og følgende fra Island (af Þorlákstíðir):

Docent digna merita
insignis Thorlaci
se nos vite semita
duxisse veraci.

Her lægge man også mærke til de to bistave i 1. og 3. linje. Der er Ingen tvivl om, at det er dette versemål, gjort almindelig kendt ved kirkesangen, som man har fundet på at tage og bruge til rimerne1). Først har man vistnok anvendt det til improviserede enkeltvers, men derigennem lært at se, hvor let det var at bruge, lettere end drotkvædet og hrynhent. Et lille bevis derfor er det ældste nu kendte vers i et rimemetrum (i et slags ferskeytt), forudsat at det er ægte, nemlig det ovenfor omtalte vers af Eysteinn og Gyrd, der lyder således:

[Gyrðr]

[Eysteinn]

Gyrður kembir nú gula reik
med gyltum kambi.
Kominn ertu úr krókasteik2)
þinn kúluvambi.

Efter at isen var brudt og begyndelsen sket i 14. årh., blev denne versform overalt almindelig. Rimedigtningen blev fra den sidste halvdel af det 14. årh. af ligeså frodig som skjaldedigtningen og ligeså sejlivet. Endnu i vore dage er den ikke forstummet. Versemålet er endnu ganske almindeligt.

Så store metrikere og teknikere som Islænderne altid tilforn havde været (jfr. Snorres Háttatal osv.), viste de sig også nu. At de ikke lod sig nøje med det oprindelige ferskeytt, siger næsten sig selv; det vilde have været altfor ensformigt. Også den latinske kirkesang anviste her vejen; også der forekom der afændringer; således fandtes der et versemål som det følgende:

Bella placent aulicis,
protervire rusticis,
usura politicis,
simonia clericis. [Lat. sånger 1887.]

eller andre, hvor rimet kun gik gennem et linjepar. Sådanne versemål var det så meget mindre vanskeligt at bruge, som de virkelig ganske faldt sammen med det gamle runhent. Herefter dannede man så nye versemål selvstændig, f. ex. ved at forkorte 2. og 4. linje, hvorved netop det versemål fremkom, hvori Gyrds-Eysteins anførte vers er digtet. Fremdeles kunde der, på gammel vis, indsættes indrim, hvorved linjen ligesom deltes i to dele; dette skete særlig i 1. og 3. linje, hvor da hver linje havde sit rim eller fælles rim, som

(1) Báleygs vín fyr bauga lín
býð eg fjórða sinni,
síð og ár gefr sárligt fár
sætan hyggju minni. [Konr. IV, 1.]
(2) Hef eg þar óð að ferðin fróð
fór i Hamdis serki,
essið stóð med örva rjóð
alt hjá kóngsins merki. [Filpór. IV, 1.]

Der kan også anbringes ekstrarim i begyndelsen af linjen, enten i 1. og 3., eller alle 4. og da enten det samme eller forskelligt, f. ex.

(1) Sögð af brögðum Svölnis skeið
sökk í kaf með öllu,
knörrinn örr er kominn á leið,
kappar sátu á höllu. [Filpór. VIII, 1.]
(2) Sindra hrind eg siglumar
úr svinnu minnis láði,
líti hvítr á Leiknar far
lýður þýðr með ráði. [Konr. VI, 1.]

og så videre. Jo mere der var af den slags ekstraprydelser og altså også af vanskeligheder, blev verset såmegel dýrara. som det hedder i (að kveða dýrt), og mere skattet; det kan ikke nægtes, at det på denne måde bliver meget vellydende. Men man kan gå endnu langt videre: man kan f. ex. trække et par linjer, og da altid de to første, sammen til én linje, der da bliver længere end de andre (jfr. den 3. og 6. linje i ljóðaháttsverset); i reglen består den af 6 trokæer; hvad rimet angår, kan den stå for sig eller rime med de to andre, der består at 4 trokæer, f. ex.

(1 ) Ansar siðan aura meiður auðar gefni:
getr það enginn, gullas freyja,
gefa þeim líf, ef hann skal deyja. [Bósar. V, 6.]
(2) Túngu jurtur tók jeg millum tveggja vatna,
græðari minn sá geymir skatna,
gefi árið mætti batna. [Krók. VI. 1.]

Også her kan der indsættes ekstrarim på mange måder som f. ex.:

Kvinnur svinnar kann eg mín i kvæðum prísa.
enn skal henni önnur rísa
orðum skorðuð lystar-vísa. [Gripl. II. 1.]

Dette er de vigtigste ældre rimeversemål. Senere går man overmåde vidt i afændringer og nydannelser3); vers på kun to linjer dannes; i de ældste rímur er forholdet endnu ret simpelt. I flere forekommer kun ét versemal (ferskeytt). Efter en nøjagtig undersøgelse kan det siges, at afvekslingen i versemål indenfor et hele er et sikkert kendemærke på rimernes alder. Jo større afvekslingen er, desto yngre er de.

Fra den gamle digtning optog man forlydsrimet. Det blev som før en ufravigelig regel, at to linjer skulde forbindes med hinanden med de tre sædvanlige rimbogstaver. I de trelinjede vers stod første linje for sig, men den fik 3 bistave: jfr. de anførte eksempler.

Ligeledes gik det gamle skjaldesprog i det hele i arv til denne yngre digtning. De samme enkeltbenævnelser, de selvsamme omskrivninger som tidligere genfindes: der mærkes ingen sky for de strængt mytiske kenninger, for Odin eller Tor osv. Men det er klart, at digterne har lært disse navne og kenninger af de ældre skjaldekvad, af lærebøger og lign. I håndskrifterne var flere navne dengang allerede forvanskede af afskrivere, og hos rimedigterne findes disse forvanskninger igen. Rimedigterne tager det ikke så nøje med deres sammenstillinger af kenningernes enkelte led, som når et sværd kaldes hjalta-kólfr; intet er mere uligt hinanden end et sværd og en »kolf« (en rund stok); d. v. s. sammenstillingen bliver udvortes og mekanisk. Heller ikke tager man det så nøje, hvorvidt omskrivningen netop passer på den omskrevne person eller ikke, som når Tor kaldes »pilenes Odin« og lignende. Sagen er den, at »pilenes Odin« er »mand« i almindelighed, følgelig kan kenningen bruges om enhver mand eller mandlig person (her guden Tor), selv om vedkommende aldrig har haft noget særligt med pile at gøre. Atter her er der således i reglen kun tale om en ren mekanisk brug af kenningerne. Hvad brugen af kenninger i de ældre rimer overhovedet angår, må det siges, at den i det hele er ret indskrænket i sammenligning med hvad der senere (i det 17. og 18. årh.) bliver tilfældet. Om rimernes poetiske sprog kan der henvises dels til de forskellige udgaver som Wiséns Riddararímur, P. Pálssons Krókarefsrímur, Jiriczeks Bósarimur, Fernir fornísl. rímnaflokkar, hvor der i indledninger og anmærkninger gives forskellige bidrag, dels og navnlig til afhandlingen Ældste rímur i K. Gíslasons Efterladte skrifter II, særlig s. 173 ff., 184 ff. og 198 ff. Her vil man bl. a. finde endel morsomme misforståelser af ord og kenninger, hvoraf dog endel uden tvivl beror på afskriverforvanskninger. Rimernes tekst er hyppig meget forvansket.

Sproget er mærkelig godt og rent, på sin vis klassisk. Men man mærker, at rimerne betegner et overgangstidsrum i sproget, både m. h. t. ord og ordformer. Der findes endel fremmede ord, der ikke alle kan være kommet fra Danmark; der er lavtyske ord, der snarest hidrører fra tyske købmænd i Norge, ord som klénn, fínn, kvintr, klót, pláta, frómr, frygð, frukta osv. Endel eller de fleste af disse ord går igen ud af sproget. Sprogtonen nærmer sig nu endel til nyere islandsk. I det hele har disse rimer en overordenlig stor sproglig betydning, der bliver endnu større derved, at det gamle vokal- og stavelsemål endnu fremtræder deri med fuld styrke, så at man ved hjælp af det står på en langt sikrere grund overfor de enkelte former. Ved hjælp af disse — det er et andet vigtigt kendemærke — kan man ret sikkert skælne mellem de ældste rimer. d. v. s. dem. der er digtede før 1450, og dem, der hidrører fra tiden o. 1450—1550. Det er de første, der her vil blive behandlede. En aldeles nøjagtig skelnen er dog undertiden vanskelig. Som et hovedkendemærke for de sidste rimers sprog er, at de ikke blander y og i, ey og ei sammen; d. v. s. de, der hyppig et eller to eksempler afgiver ingen vished: der kan foreligge et unøjagtigt rim — blander disse lyd sammen, er afgjort yngre; ligeledes er det et bevis for rimernes yngre oprindelse, når -r udtales som -ur i linjens slutning; i de ældre rímur (og digte som Lilja) findes dette aldrig, uagtet digteren ellers ofte bruger -ur inde i linjen. Endelig kan bemærkes, at i de ældre rimur forkortes -rr i slutningen af ord etter en lang vokal (stór), derimod ikke efter en kort (herr); é udtales som (ikke je); hvor der hyppig foreligger rim som ber: mjer eller lign., er rimerne yngre end o. 1450. Ord som svoddan, strax, reisa (=ferð) osv. er i så henseende, også afgørende.

Hvad indholdet af disse rimer angår, er dette kun en versificeret gengivelse af en som oftest forhen eksisterende skreven saga, þáttr, et æventyr eller andre fortællinger. Der findes næsten ikke eksempler på, at digteren selv har foretaget nogen bearbejdelse af det givne stof eller viser nogen selvstændig opfattelse deraf. Sjælden findes subjektive bemærkninger undtagen af den allersimpleste art (som »således som bogen siger«, en kort beskrivelse af noget osv.); det er egenlig kun i valget af adjektiver, at digteren viser sin opfattelse af, sympati med eller antipati mod personerne osv. Kun i én rimeflok, Trymsrimerne — Skiðaríma er noget for sig har digteren tilføjet noget af sit eget; han har lagt til grund for sin behandling det korte Trymskvad og udmalet begivenhederne på sin humoristisk-drastiske måde og tilføjet enkelte morsomheder, samt givet en selvstændig indledning efter Snorra Edda. Sjælden forekommer det, at rimedigteren kun har taget en del eller afsnit af en saga. Medens den egenlige rime således kun er en objektiv gengivelse af den givne tekst, får digteren som oftest lejlighed til at gøre nogle personlige bemærkninger i den såkaldte mansöngr4). Ordet betyder »kvindesang«, d. v. s. en sang (digt) om eller til en kvinde og da af erotisk art og indhold. Rimedigterne opfandt den skik, der uden tvivl hænger sammen med rimernes tilblivelse, idet de blev digtede som dansedigte eller for eller på opfordring af en kvinde, for at hun derved skulde underholdes eller vindes — , at indlede en rime — den første — , senere enhver rime, med en lyrisk indledning, der intet havde med det øvrige indhold at gøre, og hvori digteren kun udtaler sine følelser og stemninger. Med hensyn til disse indledninger findes der en betydelig forskel — og her kommer det tredje kendemærke for aldersbestemmelsen. I nogle rimer, f. ex. den ældste der nu haves, Óláfsríma, findes ingen sådanne indledninger; der findes kun ganske korte bemærkninger — i slutningen af en rime, om at »nu er rimen ude«; i tilslutning dertil begynder så den næste nøgternt og kort med »nu begynder vi den og den rime«, »nu vil jeg bringe mændene en sang«, eller med at opfordre folk til at høre efter. Dette er tilfældet i Filpórímur, Lokrur, Þrymlur, Völsungsrímur, Friðþjófsrímur ofl. I andre findes et eller to indledningsvers, hvor der da kan være hentydet til kvinder i al korthed. Så gives der rimer, hvor der findes en længere indledning til kun den første rime, ingen eller en meget kort til de øvrige, og endelig rimer med længere indledninger til enhver rime. Heri ligger der uden tvivl billedet af en historisk udvikling. Mansangen er noget, der ikke fra først af har hørt til, men efterhånden er kommet til. Som bemærket, antydes det i de meget korte indledninger, at rimerne sættes i forhold til kvinder; dels hedder det, at de er digtede på en kvindes bøn eller opfordring5), dels tilegner digteren sine rimer en kvinde6) og da med en hentydning til digterens elskovsfølelse (smærte)7), jfr. om alt dette Kölbings afhdl. s. 147 ff. I andre rimer som f. ex. Griplur, Skáldhelgarímur, Krókarefsrímur, Bósarímur, Herburtsrímur, Konráðsrímur, Skikkjurímur findes længere mansange, uagtet længden kan være meget forskellig. Her er næsten tale om hele digte.

Indholdet består i reglen af vemodige udtalelser om elskovens ustadighed, alderdommens tryk, der bevirker tilsidesættelse, kvindens ligegyldighed og foretrækken af yngre. Digteren er derfor ofte ked af at skulle rime, men han gør det alligevel. I forbindelse hermed opregner digteren flere eller færre af ulykkelig elskende personer fra sagaerne, mest de romantiske, for ligesom at trøste sig selv ved det »fælles skibbrud«. Det er noget af en »sangers klage« heri. Men disse klager findes mindst i de ældste rimer, de bliver hyppigere og bredere udmalede, jo yngre rimerne er. Og med det samme bliver de også mere uvederhæftige og rent skablonmæssige. Enkelte af disse mansange kan være ret følte og kønne, men de bliver hurtig blot ensformige gentagelser. Som eksempler på de bedre skal her anføres følgende af lidt forskelligt indhold.


Griplur VI: »Den stærke sorg bor i mit sind, ti den unge kvinde vil ikke se mig mere. Jeg gik ud på sorgens kyst i smertens usle time; der lå et skib ved elskovsland, fuldt med al slags ulykker. Dér stod Pine i stavnen fra kvinders stærke had; hun bød mig komme ombord på denne sorgens båd og tage plads. Derfor er jeg ved dag og nat nedslået af min kummer. Jeg kom dér ind i sjælens snæverrum (krapparúm). Så dreves jeg bort fra ømheds havn af sorgens barske vinde; derfor kan jeg ej møens navn i mine sange binde«8). Så sluttes der med overgangsverset: »Sent ved jeg sorgen vil holde op, som kvinden har voldt mig. Nu har jeg sunget 3 og 2 rimer; denne bliver den sjætte«.


Skáldhelgarímur I, 1-5; »Mig fordum kundskabs kilde sin klare stråle gav; af kummers kulde størknet til bunds den frossen er. Af tårer isen næredes, den nød udholdes må, ej sol, ej varme smæltet den sorgens jøkel har. Før sang jeg glad i sindet af alskens pine fri; nu ingen sorgløs time et smil fralokker mig. De hulde møer opmuntrer ung skjald til lystigt kvad; jeg vil fortælle om en kvindes svare trængsler. Til alle tider elsktes ej lidet møer af mænd; de folk her fordum boede, ej slap for hjærtekval«9).


Skikkjurímur I.1-7: »Lystige er de fleste sange, som vedrører unge mænd. Folk holder nu mest af at lovprise den unge kvinde. Ikke får alle lige tak derfor. Digteren trues af to slags vinde Enhver som opnår bliden bør ved kvindens gode vilje, han kan både årle og silde skilles fra sorg. Men blæser nordvestvinden, som den var rasende, mod dværgeskibet — hvor skal man så søge havn? Så er sagen vanskeligere. Når børen ikke blæser hen i mod elskovs-landets havn, er det, som skibet vakler snart op snart ned med stavnene. Ikke desto mindre vil skibet stadig vinde fremad; men han, som vænter, plejer at få bedre bør; bedre er det at nå i havn. Og selv om elskovsbøren blæste op og førte til kærlighedens havn, bliver kvinderne ofte ulige tro. Derpå er der mange eksempler«. Her er tonen lettere og lystigere, som det var at vænte af forfatteren til de løsslupne rimer om den forheksede kappe.«


Et almindeligt tungsind udtales i Skáldhelgarímur II, 1-3: »Hvi skal min harpe klinge om oldtids sørgesagn; om andet kvad (den 2. rime) der end digtes, det ingen lære vil. Vist ingen er så munter, om glæden end blev lang, han anden man jo vorder, når alt imod ham går. Til højhed hoffolk stunder, til verdens pragt og bram, men ung og munter pige vil følge elskovs råd.«


Bósarímur III, 1-4: »Digterne er forpligtede til, til gengæld for den glæde, kvinderne yder dem, at bringe dem mansangs spil. Jeg bevæger mig ret som fisk i sø10) eller fugl med brudte vinger; mig vil ingen kvinde have — dermed er den sag ude. Hvad kan det nytte den, som ikke kender afmors (ɔ: amors) spil og ej viser ømhed for kvinder, at håbe på rene elskovstærner. Ingen længsel ved jeg værre for mænd end den at elske en kvinde og ikke få lov til at nyde hendes elskov«. — I 3. Bæringsríma optræder der 10 diser, der erklærer digteren for at være umulig, men disse rimer er yngre end o. 1450.


I al denne elskovstale tages der, det kan ikke nægtes, uagtet ordene er pæne og ofte passer bedre i en ridders eller en hofmands end i den islandske almuesmands mund, mere eller mindre tydelig sigte på den realistiske elskovsnydelse, hvilket jo ikke er noget påfaldende. I de franske romaner, hvoraf digterne var stærkt påvirkede, er dette netop tilfældet. Obskøniteter findes der ikke i disse ældre rimer; de hentydninger, som dr. L. Larsson f. ex. har ment at finde i Friðþjófsrímur, beror alle uden undtagelse på misforståelse af teksten.

Endelig bemærkes, at der gives indledninger, der intet indeholder af erotik; ikke desto mindre kaldes de også mansange; ordet bliver en teknisk benævnelse.

I forbindelse hermed skal digternes hensigt med deres rimer omtales. Af det foranstående er det klart, at rimerne er forfattede for at underholde, for at fremsiges for en lyttende skare, mænd og kvinder, i reglen da dem, der var forsamlede på en enkelt gård, næppe for større forsamlinger. Denne hensigt bliver også uomtvistelig omtalt flere steder. Digteren af Skiðaríma kalder sit æmne for »en morsom skæmt« (v. 6), og han ytrer, i slutningen, »at dværgedrikken nu skal vænte til på søndag«, hvorved der kun kan menes, at der da skulde underholdes med rimen. I Griplur II, 6 opfordres »kvinden til at høre på digtet«; »folk tie stille«, hedder det i Filpór. III, 1 og sst. I, 2 tydelig nok: »folk sætte sig ned og lytte til«; jfr. Skáldh. r. IV, 4, hvor det siges, at mægtige folk skal underholdes, osv. Rimerne er da fra først af bleven fremsagte for en større eller mindre lyttende, siddende skare, hvilket ganske svarer til de senere kendte forhold; en enkelt kvæðamaðr fremsagde om aftenen med et vist rytmefald rime efter rime for de arbejdende mænd og kvinder. Således har det været århundrede efter århundrede. Ikke desto mindre har man villet gøre gældende, at rimerne oprindelig er dansedigte, digtede for at benyttes, kvædes, under dansen, til at danse efter11). I så henseende anføres, at rimerne Selv undertiden kaldes »danse«; men da dette sidestilles med sagaer og lign., er det klart, at ordet »dans« her ikke betyder eller behøver at betyde andet end et digt i almindelighed; således hedder det f. ex. i Griplur I, 8 (jfr. IV. 1. Bosar. I, 2 osv.): »lad os hellere bringe mændene en dans om (handlende om) kyndige sagafortællinger«; det er klart, at der her ikke tænkes på en virkelig dans, men at ordet blot betyder digt. Man kunde imidlertid sige, at denne betegnelse næppe kunde være opstået, medmindre rimerne havde været dansedigte, og dette synes da også udtrykkelig at fremgå af et sted i Sörlarímur I,5 (ifr. Kölbing), hvor det hedder: »mændene kommer hurtig op at danse, når min vise lyder.« Hertil kommer også den omstændighed, at pa Færøerne brugte man lignende digte til at danse etter (ruimur). Den rigtige opfattelse er vist den, at man i et vist tidsrum har fundet på at bruge rimerne således, uden at det fra f¡rst af var hensigten med dem. Mulig hænger de lange mansange fra senere tid sammen med denne skik.

Det er allerede påvist, at digterne ofte forfattede deres rimer for andre og da særlig kvinder. Dette sidste fremgår tillige af følgende ejendommelighed. I eller mod slutningen tilegnes rimerne ofte en kvinde (eller sjældnere mand), hvis navn antydes i forblommedede udtryk eller dunkle omskrivninger. Således hedder det i Griplur: »Disse rimer modtage nu »stor tyngde« (þungi mikill) Og »tretten gårde« (þrettán bú)«; ved disse for os uforståelige udtryk betegnes navnet på en kvinde: ligeledes ved »för á Rögnis festarmey« (rejse pa Odins fæstemø = jorden) i Sigurðarr. fóts; ved runenavnene áss, nauð, úr sigter digteren i Hjálmtérsr. til sin elskede, osv. Digteren antyder selv på en lignende måde sit navn og da særlig ved at benytte runenavnene12) i men i de ældre rimer findes dette forholdsvis sjældent: senere bliver det så meget almindeligere, og her har vi da et fjærde kendemærke. Det er dette, der kaldes »at binde navne«. At antyde kvindens navn på denne måde hænger måske sammen med det gamle forbud mod elskovskvad om navngivne kvinder.

Rimernes æmner kan inddeles hovedsagelig efter de forskellige slags sagaer og prosafortællinger (myter, sagn), der ligger til grund for dem; kun i et par tilfælde beror de på ældre digte. Der er da for det første

A. rimer af mytisk-sagnhistorisk indhold, ialt 4.
B. rimer om Islændere og over islandske sagaer, samt norske historiske personer, ialt ret få.
C. rimer over et par yngre opdigtede sagaer om foregivne islandske personer.
D. rimer over flere af Fornaldarsagaerne og dermed beslægtede sagaer.
E. rimer over de romantiske og andre dermed beslægtede sagaer, — og endelig er der
F. nogle æventyrrimer.


De, der tilhører D og E, er de talrigste. I det hele taget afgiver en oversigt over æmnerne et godt begreb om smagen på Island omkr. 1400. De her pågældende rimer er nu udgivne hovedsagelig i Rimnasafn I — II.

Af håndskrifter er der særlig nogle samlingshåndskrifter at nævne, hvori de fleste af de ældre rimer findes; de er fra 15. og 16. årh.; de vigtigste er AM 603, 4°, 604—5, 4°, 110, 4° (pap., Jón Gissursson), 146, 8° (papir, Jón Finnsson), en mbr. i Wolfenbüttel, afskr. i AM 387, fol., Stockh. 22—23 mbr., 4° osv. Enkelte rimer findes kun i senere papirsafskrifter som Skíðaríma ofl. Alle de bevarede skindhåndskrifter er mer eller mindre fuldstændige. Teksten er i reglen mere eller mindre forvansket, så at en stræng, men besindig kritik allevegne er fornøden. Rimene og indsigt i rimernes sprog vil yde fortrinlig hjælp.

Det er en stor og flersidig betydning, de ældste rímur har; foruden den sproglige og litterærhistoriske har de også en betydelig kulturhistorisk betydning, der ikke må undervurderes. Det er ikke for meget sagt, at rimerne ved siden af sagaerne, som endnu stadig læstes, har bevirket, at Islændernes historiske sans aldrig er bleven sløvet; det er dem, der ikke mindst har bidraget til at vedligeholde den hellige ild på Sagas alter på Island og bevirket, at Islænderne blev deres omend noget ensidige opgave tro. Deres hovedbetydning vil dog den sproglige og litterærhistoriske altid være. I den sidste henseende har rimerne ikke alene en stor betydning for de til grund liggende sagaer og deres form, men også en almindeligere, når de beror på fremmede romaner og æventyr, især når den til grund liggende tekst er gået tabt.

Til slutning skal bemærkes, at digterne, som antydet, i de allerfleste tilfælde er ukendte. Hvad rimernes tilblivelsessted i det hele angår, føres man, som så ofte ellers, ved flere omstændigheder til det vestlige og nordvestlige Island.

Det eneste virkelige forfatternavn er knyttet dertil. En hentydning til de skarpe nordvestvinde i Skikkjurímur (se ovf. s. 32) tyder på de nævnte egne; forfatteren til Bósarímur må have levet i Borgarfjorden (jfr. VI, 71, hvor Höfði i Þverárhlið) nævnes som digterens elskedes hjem). Endelig hidrører alle de håndskrifter, der haves og hvorom noget vides, fra disse vestlige egne. Men der kan ikke være tvivl om, at rimer også er digtede andre steder. Især på Nordlandet; jfr. Óláfsrimas forfatters hjemstavn (ovf. s. 13). At forfatterne i nogle tilfælde har været gejstlige, er utvivlsomt; jfr. hvad der ovf. s. 18 er bemærket om Kálfr. I Friðþjófsrímur III. 48 findes det latinske ord grex ɔ: hjord - om hvis virkelige betydning der ikke kan være tvivl - , hvilket klart nok viser forfatterens stand.


Noter:
1) E. Noreen har udtalt (Studier i fornvästn. diktn., 3. sml. 1923), at rimeformen hidrører fra den fremmede balladedigtnings. Det er muligt, at den har været medvirkende.
2) Det er dette ord, der har en obskøn betydning.
3) Ang. alle disse rimeversemål kan der henvises til den udførlige samling, der foreligger i Helgi Sigurðsson: Safn til bragfræði ísl. rímna Rvík 1891. Jfr. min Bragfræði 1892.
4) Jfr. Möbius' bemærkninger i hans udg. af Mansöngskvæði. E. Kölbing i hans Beitrage s. 143-158.
5) Lokr. III, 1; Konr. III, 1.
6) Lokr. IV, 1; Gripl IV, 1—2; Völs. III, 1; Friðþj. IV, 1, V, 1; Herb. I, 4: Konr. V, I.
7) Lokr. I, 1 ; Gripl. III, 1.
8) Jfr. nedenfor om dette udtryk.
9) Oversættelsen hovedsagelig fra Grøni. hist. mind.
10) Meningen må være: »en fisk, hvis finner er beskadigede og mindre dygtige til at svømme«.
11) Digtn. pa Island 119 ff.; Kölbing Beitr. 137-38
12) I Hjálmtérsr. kalder forfatteren sig selv for Þorsteinn ved udtrykket: hinn sterki áss (= Þór) og storðar bein (= steinn).