FJ-Litteraturhist.Bd.3a Historiske sagaer 1300-1450
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Tredje Bind
af Finnur Jónsson
G. E. C. Gads Forlag
København 1924
Tredje Tidsrum
Andet Afsnit: Prosaisk litteratur
§1. Historiske sagaer
Der er her kun tale om 3 bispesagaer, der således danner en ligefrem fortsættelse af de ældre bispesagaer og Hungrvaka (se II. bind, 2. afsnit, § 9 B III, 17 A II).
Árna saga byskups Þorlákssonar
Árna saga byskups Þorlákssonar, udg. i Biskupasögur I efter papirsafskrifter af en membran, hvoraf der nu kun findes et par blade i AM 122, b fol. (Sturl.-hdskr.) : desuden findes i AM 220, fol. et par blade af en anden membran, hvoraf der ikke kendes nogen afskrifter. Sagaen fortæller ganske kort om Arne, før han blev biskop, men forfatteren er opfyldt af beundring for ham fra først af. Hans strænghed m. h. t. overholdelsen af kirkens love overfor lægfolk fremhæves straks med styrke; herved antydes rigtig, hvad der var kærnen i hans væsen og senere virksomhed. Arne blev viet til biskop til Skalholt 1269 og døde 1298; sagaen stanser ganske brat ved vinteren 1290-91, da Arne opholdt sig i Norge, Grunden til denne stansning er næppe den, at forfatteren ikke er nået til at skrive mere; den må snarest søges i håndskrifts-forhold; et håndskrift er blevet mangelfuldt i slutningen eller en afskriver har måttet stanse pludselig; herfor taler et udtryk i k. 71, hvor der henvises til noget senere, der dog aldrig kommer.
Sagaen er for tiden efter 1269 særdeles udførlig og fortæller nøjagtig år for år om Arnes virksomhed. Især er de såkaldte »staðamál«, d. v. s. Arnes bitre strid med lægmænd angående patronatsretten over kirkerne, udførlig skildrede; det samme gælder bispens forhold til den nye islandske lovgivning under Magnus lagabøter (biskop Arnes Kristenret, se II, 908). Denne udførlige skildring er så meget mere værdifuld, som den ved sit omfattende indhold bliver i virkeligheden hele landets historie og det for en tid, hvorom man ellers ingen sagaer har, kun knappe annaler, en tid, som for Islands hele fremtid var af en så overordenlig betydning, — og den er så meget mere værdifuld, som den er bygget på det mest indgående kendskab til bispens liv og hans arkiv. De enkelte begivenheder dateres nøje. Der anføres breve, samt private skrivelser, og alt er åbenbart afhjemlet på det bedste. Fra først til sidst er sagaen præget af den solideste grundighed og pålidelighed. G. Vigfússon har udtalt (Bisk. I, s. LXXX—I), at forfatteren rimeligvis ikke var nogen anden end Arnes egen søstersøn, den senere biskop Arne Helgason, der var hans kapellan og stod ham i det hele overordenlig nær. Jeg finder dette højst sandsynligt, også fordi sagaens forfatter netop særlig interesserer sig for Arnes søsters børn. Arne Helgason var biskop 1304—20. I disse år måtte så sagaen være skreven. Alt taler for, at den tilhører denne tid. Således nævnes »herr Ivar Holm«, der i annaler omtales ved år 1307, 1312; han blev kansler 1314, men som sådan nævnes han ikke i sagaen. At sagaen under alle omstændigheder er forfattet i Skalholt fremgår af kendskabet til bispearkivet, samt af et udtryk som »ude på Ørebak« (jfr. G. Vigfússon l. c).
Sagaen danner et virkelig værdifuldt led i den hendøende selvstændige historiske sagaskrivning. Sproget er gennemgående godt, men bærer dog præg af den efterklassiske tid; især findes der en stærk brug af adjektiver på latinsk vis, samt enkelte fremmedord. I sagaen er der indskudt for årene 1268—88 annalstykker, der, oftest ganske ordret, stemmer med annales regii og uden tvivl er hæntede fra et søsterhåndskrift; jfr. Isl. ann. s. LXX—I.
Laurenzíús saga byskups
Laurenzíús (Láfranz) saga byskups; trykt i Bisk. I efter AM 406a, 4° og 180b, fol. (dette hdskr. er delvis forkortet, hvorfor det i udg. er trykt som tillæg, s. 878ff.). Desuden haves to mbr.blade i AM 406a. Slutningen af sagaen mangler på grund af det til grund liggende hdskr.s mangelfulde tilstand1). Sagaen handler om biskop Laurentius Kálfsson til Holar (1323-30). Denne mand var en begavet mand og meget lærd; særlig berømmes han for sin ævne til at digte på latin og sin indsigt i kirkeretten. Han var tillige en uforfærdet mand, hvorfor han blev indviklet i forskellige stridigheder, særlig i Norge, idet han her sluttede sig til ærkebispen Jörund under hans hæftige strid med korbrødrene i Nidaros. Efter mange omskiftelser blev han valgt til biskop efter Nordmanden Audun rødes død: som sådan optrådte han med kraft og myndighed. Sagaen er for de 14. årh.s første tredjedel omtrent. hvad Arnes saga er for den sidste del af det 13.; den giver os et rigtigt levende billede af landets historie, såvidt den går. Sagaen er meget rig på enkeltheder og fortæller meget interessant om Laurentius og hans forskellige oplevelser. Overordenlig morsom er episoden om Flamlænderen Joannes. Sagaen er meget udførlig, undtagen i begyndelsen, hvor den er annalmæssig, ja, tildels i en ren annalform. Helt igennem anføres også annalbrudstykker (synkronistiske oversigter) ved hvert år. G. Vigfússon har udtalt, at den benyttede annal er den såkaldte Lögmannsannáll. eller præsten
Einar Hafliðasons annal2). Da denne Einar (om hvem se nærmere nedenfor) var biskoppens allerintimeste ven og fortroligste mand (forelæser), har G. Vigfússon formodet, at han også var sagaens forfatter (fortalen s. LXXXVII ff.). Dette er utvivlsomt rigtigt. Undersøger man imidlertid annalværket, vil man se, at sagaens annalstykker ikke er en ligefrem af- eller udskrift af annalen, men forholdet er det, at denne sidste er forfattet senere end sagaen, men efter samme kilder, herfor er sagaens annalstykker ofte vidtløftigere og annalen ligesom uddrag deraf. Som forfatter er Einar meget ligefrem Og upartisk, der fortælles både godt og ondt om bispen, (jfr. s. 870 om de to bisper). Hans sprog er let og flydende, men bærer et yngre præg end Arnes saga. Der er også uden tvivl lang tid imellem dem. Før end ved eller efter midten af det 14. årh. er sagaen ikke skreven. Der hentydes (s. 843) til ærkebispen Arne 1346-49. Da Einar er født 1307, er det heller ikke rimeligt, at han har givet sig i lag med et så stort arbejde, før end i sin fuldmodne alder. Hans kilder har hovedsagelig været Laurentius' egne meddelelser — hvortil der i k. 1 ligefrem sigtes — og så bispearkivet på Holar. Forfatteren kender flere ældre skrifter såsom — foruden annalværker — biskop Gudmunds saga, der anføres (s. 829) og Torlakssaga; fra en sådan er jærtegnet i England (s. 810—11) hæntet (jfr. Bisk. I, 357). Den urigtighed har man påvist i sagaen, at forfatteren lader Hakon Magnusson blive kronet i Trondhjem istedenfor i Oslo3).
Det skal til slutning bemærkes, at begyndelsen til de to nævnte bispesagaer er meget uklassisk i sammenligning med de gode gamle sagaer.
Guðmundar saga byskups
Guðmundar saga byskups af abbed Arngrímr; jfr. ovf. s. 8—9. Arngrímr var først munk i Tingørekloster, men blev viet til abbed her 13514); 1357 blev han officialis ved at bispestolen var ledig, men atter på et præstemøde afsat, fordi han blev »beskyldt for de hæsligste ting«5); hvori disse bestod, siges ikke. Samtidig måtte han også opgive sin stilling som abbed. Året efter blev han af Eysteinn Ásgrimsson og dennes medvisitator genindsat, og han synes nu at have været abbed til sin død, 13. oktober 13616). I øvrigt vides intet nærmere om hans liv eller herkomst. Han er mulig den síra Arngrimr, der ifølge Isl. ann. (s. 397) blev af biskop Jon sendt til Norge i anledning af en strid angående noget jordegods (jfr. Laurentiussaga) og som 1334 fik Odde præstekald7), men 1341 »gik i kloster«8). K. Maurers betænkelighed ved identificeringen, jfr. hans afhandling: Der Elisabeth v. Schönau Visionen er næppe begrundet. Skulde ikke Arngrimr være den »anden«, der sammen med Eysteinn viste sig opsætsig mod abbeden? Alt synes at passe dertil. Abbed Arngrim har, efter sagaen om Gudmund at dømme, været meget lærd og belæst, navnlig i kirkelig litteratur, helgensagaer og deslige. Han anfører jævnlig paralleler til sagaens begivenheder, først og fremmest fra Thomas a Beckets saga, så fra Dunstanus saga, Speculum historiale, bibelen osv. Også i den hjemlige litteratur er han bevandret, således kender han og benytter Hrafnssaga; han citerer islandske bøger (nærmest vedrørende Gudmund) og annaler, samt Sturlas skrifter; rigtignok tillægger han Sturla noget om Selkollahistorien (s. 78), som slet ikke findes i hans skrifter. Han kender fremdeles Barlaamsaga, men henfører den til en urigtig Hakon (se II. 972); det er hvad man ellers kan påvise angående det 14. årh.s — mangelfulde — kendskab til de ældre litterære forhold. Endelig har han benyttet martyrologier og kalendarier. Arngrímr har således været en af sin tids lærdeste mænd og vistnok interesseret for mange idrætter, hvis han er identisk med den ovennævnte præst, der siges at have forsømt sit egenlige ærinde i Norge for at kere orgelspil, men hans moralske vandel har ikke holdt mål med hans lærdom.
Hvad hans saga om Gudmund d. hellige angår — den findes i Sth. 5, fol., AM 396, 398, 219-20, fol., udg. i Bisk. II — , er den upåtvivlelig, som B. M. Ólsen rigtig har fremhævet9), oprindelig: forfattet på latin og bestemt til at læses i fjærne lande: dette forudsættes ligefrem (s. 6) og ikke ligefrem ved de indskudte beskrivelser af Island og islandske forhold; for Islændere er den slags ikke bestemt; fremdeles findes latinske former af islandske egennavne, ja oversættelser af disse foruden flere andre enkeltheder, der tydelig viser den latinske original. Anledningen til skriftet var sikkert den, at man på Island vilde få Gudmund helligdømt af paven; for denne skulde der altså forelægges en fremstilling af hans historie og jærtegn; man har så fået Arngrim til at skrive den; jfr. B. M. Ólsen l. c. Hermed stemmer hele fremgangsmåden; forfatteren giver en sammentrængt og knap oversigt over det faktiske indhold af Gudmunds levned, navnlig for han blev biskop; alt dette beror på den ældre saga om ham; derimod dvæles der ved hans mange undergærninger og hellighed; det er dette, der overalt stilles i første række tilligemed en panegyrisk lovprisning af Gudmund som menneske og personlighed; herved fremkommer naturligvis et billede af bispen, der ikke helt er rigtigt. Forfatterens kilder er den ældre saga, dog næppe den, der findes i Sturl.-sml., men den, der ligger til grund for denne; dennes tilværelse hvorom der II, 729 er udtalt en formodning — bestyrkes i høj grad ved Arngrims saga; desuden legendesamlinger og mundtlig fortalte jærtegnshistorier. I sin fremstilling af Gudmund, i sine betragtninger og sammenligninger af ham med andre helgener er forf. overordenlig bred og snakkesalig. Han skyr ikke at indflette helt uvedkommende ting, f. ex. et lille afsnit om pave Innocens (k. 23), altinget (s. 65—66), Elisabeth af Schönau (k. 71), for ikke at tale om begyndelsen, der handler om tilstandene i paveriget efter midten af det 12. årh. osv. Som saga betragtet må den da snarest sammenstilles med de lærde, vidtløftige, lidet læselige apostel- og helgensagaer, som før er omtalte. Morsom er sagaen heller ikke, skønt enkelte partier deraf ingenlunde er uden interesse.
Når sagaen er forfattet kan tilnærmelsesvis afgøres. S. 173 nævnes et jærtegn fra 1343; efter dette år må den være skreven, længe efter er den vistnok ikke forfattet. Arngrims digt om Gudmund er fra 1345 (se ovf. s. 9), og det er rimeligst at antage, at sagaen er fra samme tid; det bestyrkes ved udtrykket: »jeg broder Arngrim«, (s. 169), ikke »jeg abbed A.«
Hvad nu oversættelsen angår, er den ret flydende, men meget efterklassisk i sprogform; de latinske udtryk gengives ofte ordret, så at der fremkommer ganske uislandske vendinger; således et udtryk som i fyrsta prologo (for í upphafi osv.), der åbenbart gengiver in primo prologo. Oversætteren anvender forlydsrimende forbindelser i en afskrækkende mængde; det er også sikkert ham, der har indsat både vers af Arngrim selv og Einar Gilsson og ligeledes andre vers fra den ældre saga og Hrafnssaga, der umulig kan have stået i den latinske original. At oversætteren, tiltrods for afvigelserne, også har brugt den gamle saga, fremgår af de enkelte overensstemmelser med denne; det er dog muligt, at disse beror på læsning i sagaen. Når oversættelsen er foretagen, er usikkert. B. M. Ólsen har udtalt, at Arngrim selv var oversætteren; dette er muligt. Et bevis for det modsatte er måske den titel, som Arngrim får foran flere af versene: »således siger herr A.«
Endelig bemærkes, at sagaen egenlig er sluttet i k. 77 (således hdskr. 398); resten hidrører dog åbenbart fra Arngrim selv, med undtagelse af det sidste kapitel.
Jóns Þáttr Halldórsson
Til de foran behandlede sagaer slutter sig et lille afsnit, Þáttr, om biskop Jón Halldórsson til Skalholt (1322—39), trykt i Bisk. II, samt i Isl. æventyri I, 84 ff., efter AM 624, 764 B og fl. Det er ikke nogen sammenhængende levnedsskildring, men þáttren dvæler - foruden ved bispens død - ved hans studeringer i udlandet (i Paris og Bologna); den rigdom af æventyr, han kunde og hvormed han morede sin samtid, fremhæves, og der fortælles to sådanne, som han selv skal have oplevet. Hvis dette ikke beror på en misforståelse, ser man, at bispen ikke har været bange for at binde sine tilhørere noget på ærmet, her gives også et eksempel på hvorledes Jón i sin prædiken indflettede æventyr. Þáttren, der i øvrigt er af ringe betydning, må være skreven ikke længe efter Jons død.
Noter:
1) Landsbibl. i Reykjavik 36, fol. findes en papirsafskrift, der går noget længere end de af udgiveren benyttede.
2) I udg. s. 804 anføres »alle annaler.«
3) Se G. Storm i (Norsk) Hist. tidsskrift 3 R. IV.
4) Isl. ann. 224, 276, 355.
5) Sst. 225, 277, 405.
6) Sst. 226, 359.
7) Isl. ann. 207, 349.
8) Sst. 352.
9) Safn III. 297-301
