FJ-Litteraturhist.Bd.3a Prosaisk litt. 1300-1450, Indledning

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Tredje Bind


af Finnur Jónsson
G. E. C. Gads Forlag
København 1924


Tredje Tidsrum
Andet Afsnit: Prosaisk litteratur


Indledning


Som bemærket kunde tidsrummet betegnes ved den storartede afskriverflid, der udfoldes. Ved siden af denne hovedvirksomhed fremtræder der dog noget nyt også på den prosaiske litteraturs område. Først og fremmest fortsættes den originale sagaskrivning angående indenlandske personer, men kun på kirkehistoriens område (3 bispesagaer), hvilket er forståeligt nok. Hertil slutter sig annal værker, sagabearbejdelser og sammenstøbninger. Vi har allerede tidligere haft med sådanne at gøre, og det er klart påvist, at de er begyndt allerede i det 13. årh.; det er fortsættelsen af denne virksomhed, der foregår i det 14. årh. og bliver nu dreven til det yderste. Tager man f. ex. de forskellige håndskrifter, hvori Olaf Tryggvasons saga (i Fms.) foreligger, vil man kunne se, hvorledes der efterhånden tilføjes, indsættes afsnit efter afsnit, der mer eller mindre løst står i forbindelse med sagaens hovedperson. Disse afsnit er dog kun afskrifter af ældre originaler; i de færreste tilfælde er de forfattede i det 14. årh. Denne samlervirksomhed når sit højdepunkt i Flatøbogens Olafssagaer, hvor ikke alene mindre afsnit, men hele store sagaværker findes optagne, såsom Færeyinga saga, Orkneyingasaga, Jómsvíkingasaga, Hallfreðarsaga, Haralds þáttr hárfagra, Hálfdanar þ. svarta, afsnit om Islands bebyggelse, Kristnisaga osv. osv. Her foreligger der i virkeligheden en karrikatur af sagabearbejdelse; hovedpersonen og hans sammenhængende saga, således som den f. ex. fremtræder hos Snorre på en så mesterlig måde, drukner ganske i al denne brogede mangfoldighed og uoverskuelige vidtløftighed. Der bliver intet sagahele mere. For så vidt er denne virksomhed det stik modsatte af de egenlige og oprindelige forfatteres virksomhed, der netop og ikke mindst bestod i efter Ares eksempel at holde alt uvedkommende strængt ude. Følelsen af, hvor lidet det oprindelige ægte sagaprincip nu betyder, males bedst ved den svulmende stolthed, der kommer til orde i Flatøbogens fortale, hvor det hedder, at præsten Jón Thordsson har skrevet »kong Olaf Tryggvasons saga med alle dens afsnit (Þættir) og Olaf den hellige Haraldssons saga med alle dens afsnit«.

Hermed hænger på en måde sammen lysten til at samle mange sagaer, uagtet de ikke sådan kunde kiles ind i hinanden, i store, kostbare håndskrifter.

Nærmest til disse sagaer slutter sig sagaer om opdigtede sagatidsIslændere. Her er den gamle sagaform som ellers bevaret, og de historiske sagaer er i alle henseender deres forbillede; heltene er af samme eller lignende art, tildels krigerske mænd, der indvikler sig i manddrab og blodsudgydelser af en eller anden grund. I én henseende bærer de tidens præg, nemlig ved forkærlighed for sentimental erotik; i flere af dem spiller kvinden en ganske anderledes fremragende rolle end i de historiske sagaer, hvor de dog har deres indgribende betydning; dette er en påvirkning af de romantiske sagaer. Mer kan peges på den fremstilling, der findes i Tord hredas saga, Bårdssaga, fremfor alt i kærlighedsromanen i særlig forstand. Viglundarsaga; ja, i den ellers noget forskellige Krókarefssaga spiller elskoven eller rettere kvindekærheden en ikke uvigtig rolle. De personer eller hovedtyper, der findes, er i øvrigt den dybsindige, kløgtige smed, der fjærnt minder om Völund (Krókarefr); der findes kraftkarlen Orm Storolfssons nære frænde, der i udlandet udfører bedrifter og aflægger kraftprøver (kampe med blåmænd i Norge, f. ex. Finnboge stærke). Endelig findes en halvjætte som hovedperson (en landvættesaga i Bárðr snæfellsás) med forskellige sagntræk. Fælles for alle disse sagaer er deres overordenlig simple og kunstløse indretning, fremstilling og persontegning. Sagaens begivenheder følger ovenpå hinanden undertiden noget løst sammenhængende indbyrdes, men en sådan ophobning som i de opdigtede roman-agtige sagaer er der ikke. Både personer og begivenheder er ret almindelige og uden de virkelig historiske sagaers skarptskårne særegenskaber; dog er enkelte, som den nævnte Krókarefr, meget godt trufne og tegnede. I det hele må disse sagaer dog betegnes som tarvelige, uden egenlig farve; man føler altfor stærkt forbillederne og forskellen på disse og efterligningen. Hvad der endvidere trykker disse sagaer ned er den omstændighed, at forfatterne viser megen ukendskab til de tider, de vil skildre. De begår slemme tidsstridigheder (de omtalte blåmænd i det 10. årh. i Norge osv.). En vis underholdningsævne er disse sagaer i besiddelse af; det har da også været forfatterens mål at få lidt afveksling ind i den rent underholdende sagalitteratur.

I disse sagaer holder man sig til den hjemlige jordbund og man mærker den hjemlige duft også derved, at der indlægges vers, tildels affattede i friere drotkvædet (jfr. ovf. s. 23).

Til gengæld er der så endnu en række sagaer, der intet har tilbage af den hjemlige saga undtagen formen, dog altid uden vers1). Det er de helt opdigtede sagaer med fremmede ikke-nordiske personer, der foregår i al verdens fremmede lande, især i Saksland, Frankrig og Konstantinopel. De slutter sig i det hele nærmest til de franske romaner, men er også stærkt påvirkede af fornaldarsagaer og andre. Kampe mod Muhamedanere spiller en betydelig rolle. Personerne er ganske opdigtede, undertiden satte i slægtsforbindelse indbyrdes, begivenhederne er helt fantastiske. I øvrigt henvises til indledningen til den særlige behandling af disse produkter. Disse sagaer er ren underholdningslitteratur, opståede af trangen til noget nyt, til ikke stadig at høre de gamle sagaer atter og atter; således har de gjort en vis nytte, men smagen har de ikke forædlet. Forfatterne har uden tvivl i de fleste tilfælde været bønder. Sprog og fremstilling og hele den åndelige horisont er overmåde lav og almueagtig; man skyr ikke lave og uædle udtryk. Disse sagaer har ingen ringe kulturhistorisk betydning, ja, denne er måske lige så stor som den litteraturhistoriske. I bægge tilfælde danner de et vigtigt bindeled mellem den hendøende oldtid og den gryende nytid. Disse sagaer og de dertil knyttede rimer har århundreder igennem været læste og afskrevne. Derimod er de i ringe grad bleven udgivne. En fuldstændig udgave af dem er næppe anbefalelsesværdig; derimod kunde det være ønskeligt at have fyldige uddrag af dem så ordrette som muligt, hvor man kun tog det vigtigste med og hvad der i særlig grad var ejendommeligt for enhver saga, men udelod hele den store masse af de betydningsløse og uhyrlige og så at sige identiske kampskildringer, som de er opfyldte af. Fremstillingen af begivenhedernes gang er i reglen ingenlunde ilde, men logisk og i det hele vel begrundet, ganske bortset fra deres indre usandsynligheder og umuligheder. Sproget er i reglen reglen godt og ret fyndigt og kunde trænge til en nærmere undersøgelse og belysning. Der findes ofte gode ordsprog, der, så vidt vides, ikke er fundne andre steder. Enkelte gange har træk fra folkeæventyr og overtro forvildet sig ind i dem, og de kan da få betydning for folkemindeforskeren, men i det hele er dette i en meget indskrænket grad tilfældet. Af forfatternavne kendes ingen; men det er rimeligst, at sagaerne tilhører de gamle sagaegne, særlig vestlandet.


Noter:
1) Der findes kun 3 spottevers i den udvidede Mágúss. og en trolderemse i Vilhjálms saga sjóðs; se ovf.