FJ-Litteraturhist.Bd.3a Rimedigtning: C

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Tredje Bind


af Finnur Jónsson
G. E. C. Gads Forlag
København 1924


Tredje Tidsrum
Første Afsnit: Digtning
B. Verdslig digtning
III. Rimedigtning


C. Rimer over senere opdigtede sagaer om hjemlige personer


Her er der egenlig kun om en eneste rimeflok at gøre, nemlig:


1. Krókarefsrímur

Krókarefsrímur, 8 i tal, i forskellige versemål, udg. sammen med sagaen af P. Pálsson 1883. Hvad indholdet angår, henvises til sagaen (nedenfor). Rimerne er i det hele en tro gengivelse af sagaen og slutter sig nærmest til hdskr. A, AM 471, 4°. Udgiveren har bemærket, at forfatteren — til tider, især i slutningen — har løst berørt ting af vigtighed og »spækket fortællingen med subjektive udgydelser, skældsord om de personer, han ikke syntes videre om, men ualmindelig ros over sine yndlinge, hvorpå der næppe findes i så høj grad eksempler i andre rimer« (s. XXV). De her anførte egenskaber er dog vist for stærkt fremhævede; lignende ting findes også i andre rimer. Rimerne har lange mansange. Hvad deres affattelsestid angår, har udgiveren ment at kunne bestemme den meget nøjagtig, nemlig til 1388 (s. XX—XXII), hvilket skal støttes ved, at der i mansangen til VI rime (s. 92) omtales den nød og elendighed, folk må leve under, hvorpå det hedder i v. 5—6: »Vi har mistet den herlige konge — mangen en fik sorg og angest — hovedet gik af kroppen. Kong Olaf blev begrædt af kæmper og folket, han hvis død bedrøver os længe«. Udgiveren opfatter dette som en hentydning til Olaf, dronning Margretes søn, død 1387, og mener, at det er den rædselsfulde efterretning om hans pludselige død, der skulde have gjort et så stærkt indtryk på digteren og hans landsmænd. Selv om det var så, vilde det være forhastet at slutte, at rimerne er digtede straks året efter. Men hele denne opfattelse må betragtes som ganske usikker; i virkeligheden er det Olaf den hellige, der sigtes til, tiltrods for udgiverens forsøg på at bevise det urimelige deri. For det første passer udtrykket: »hovedet gik af kroppen« aldeles ikke om Olaf Margretes søn; det er vilkårligt at antage, at digteren selv skulde have trot på den dødsmåde. Om Olaf d. hellige passer det derimod i henhold til sagaens fortælling om det svære hug, han fik i hovedet eller i venstre side af halsen. Olaf var den mest populære helgen overhovedet, og hans saga var i alles hænder. Dernæst kan man meget vanskelig tro på, at det overhovedet har gjort noget videre indtryk på Island at høre, at Olaf Margretes søn var død eller forsvunden. Man skulde da vænte, at f. ex. de Isl. annaler havde indeholdt udtryk for sorgen, men det er ikke tilfældet. I en eneste annal (Gottskalks) nævnes begivenheden og det på følgende korte måde: »kong Olaf Hakonssons forsvinden«. Olafs »forsvinden« omtales også i Flat. I, 28—29, men uden at der udtales nogen sorg over den. Udtrykkene om elendigheden i landet er kun almindelige fraser. Overhovedet må det hævdes, at rimerne, ganske bortset herfra, er langt yngre og ikke ældre end fra slutningen af det tidsrum, der her behandles, ja måske endnu yngre, for det første fordi den til grund liggende saga selv er meget ung, dernæst fordi afvekslingen i versemål er så stor, fordi mansangene er så lange, og endelig fordi der i dem findes en hel del yngre sprogformer og rim. som óhæfr f. -ur: gæfr og lign., ei: ey, ord som alla vegna, reisa (= ferð), ske (!, 4) osv.


2. Þorsteins rímur á Stokkseyri

Þorsteins rímur á Stokkseyri; heraf findes kun begyndelsen, aftrykt i Digtn. på Isl. 137-39. De er vistnok yngre end o. 1450. Hovedpersonen er en kulbider ligesom Krókarefr, men den til grund liggende saga er, så vidt vides. tabt.