FJ-Litteraturhist.Bd.3a Rimedigtning: D

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Tredje Bind


af Finnur Jónsson
G. E. C. Gads Forlag
København 1924


Tredje Tidsrum
Første Afsnit: Digtning
B. Verdslig digtning
III. Rimedigtning


D. Rimer, digtede over Fornaldarsagaer og dermed beslægtede sagaer


1. Friðþjófsrímur

Friðþjófsrímur, i alt 5. udg. af L. Larsson sammen med sagaen 1893 og i Rímnasafn I; jfr. Kölbing: Beiträge 207—17. Rimerne følger sagaen, som den nu kendes, ret nøje. De slutter sig nærmest til sagaens A-form (det i udg. først trykte hdskr.). Imidlertid er der nogle afvigelser, hvorved de nærmer sig B-formen. Sagen er den, at rimerne er gjorte efter et særligt håndskrift af sagaen, der har været et af disse velkendte blandingshåndskrifter. Afvigelserne er også ret ubetydelige. Udgiverens antagelse (i udg. i Sagabibliothek), at B-formen er påvirket af rimerne, er unødvendig og sikkert ikke holdbar. Rimerne stammer fra tiden omkr. 1400; de hører næppe til de allerældste. At de er så gamle er derimod klart af den ret ensartede form (4 i samme versemål, ferskeytt) og manglen af mansange; kun en kort indledning til rime I findes og den handler ikke om kvinder. Når Kölbing antager, at Tegnér har kendt rimerne, da han forfattede sit berømte digt, anser jeg dette, med Larsson, for ubevist og i sig selv højst usandsynligt. De i så henseende fremførte enkeltheder er altfor ubetydelige. Forfatteren har været latinlærd (se foran s. 36)1).


2. Sturlaugsrimur starfsama

Sturlaugsrimur starfsama. De er 7 i tallet, og trykte i Rimnasafn I. De svarer til sagaen om Sturlaug (se II, 816-17) k. 1 (indlednings-bemærkningen om Tyrker og Aser mangler i rimerne) til k. 20 med enkelte mindre omstillinger og forkortelser, tildels med lidt andre navne end i sagaen, d. v. s. den til grund liggende saga har uden tvivl frembudt en ældre og mere ægte tekst end den, der nu haves. Således hedder det udtrykkelig, at Hringr var konge i Hamarkaupangr, Åsa kaldes væna (f. fagra), Solarheimr f. Tunglaheimr osv. Slutningen af k. 6 har intet tilsvarende i rimerne, og k. 7 er her langt kortere. I øvrigt stemmer rimerne ret godt med sagaen. De hidrører fra den første halvdel af 15. årh. De er affattede i forskellige versemål og uden mansange.


3. Bósarímur

Bósarímur, 10 i alt (slutningen mangler), udg. af O. Jiriczek 1894 i Germ. abhandl. X. Der findes allevegne korte mansange, undt. i VII og X, hvor de bliver til længere digte (se foran)2). Rimerne slutter nu i begyndelsen af sagaens k. 13 (Jiriczeks udg.), hvilket vistnok beror på en mangelfuld overlevering, jfr. udgiverens bemærkning s. XIX.

Rimerne beror på den nu eksisterende saga, der følges meget nøje; intet af de forhåndenværende håndskrifter er nyttet; angående de afvigelser, der findes, kan der henvises til Jiriczeks udførlige redegørelse s. XXVIII ff. Boses natlige færd hos bondedøtrene skildres delvis noget udvidet, delvis forkortet og sammenfattende; i alfald må det siges, at digteren, uagtet der her var anledning dertil, ikke på nogen måde svælger i obskøniteter. Af sig selv har digteren indsat en bersærkerkamp, hæntet fra sagaen om Viktor og Blávus3); han synes i det hele at have yndet at låne motiver. Digteren har haft hjemme snarest i Tværåhlid i Borgefjorden (se ovf. s. 36). Rimerne er yngre end Lokrur, ti III, 13 er ligefrem lånt fra disse II, 44; de hører overhovedet ikke den ældste gruppe til; mansangene er lange, den metriske afveksling ringe, og der findes yngre sproglige rim, der dog kan bero på, at digteren ikke var nogen dygtig versemager4). Til de ældre rimer må de henføres, fordi digteren »binder« flere steder navne på den ældste vis, og fordi de nyttede versemål tilhører den ældste.


4. Hjálmters rímur og Ölvis

Hjálmters rímur og Ölvis. 11 i alt. udg. i Rímnasafn II og behandlede af Kölbing, Beitr. 200-07. Det er bemærket b. II, 821, at rimerne står på et ældre standpunkt end den nu eksisterende saga, og at deres fremstilling helt igennem er fornuftigere og simplere end sagaens. Endel navne er forskellige og enkelte stykker anderledes ordnede, bortset fra alle sagaens senere tilføjelser, se herom Kölbings bemærkninger, hvor der dog foreligger et par misforståelser. Rimerne er således af betydelig interesse, men synderlig godt digtede er de ikke; der anvendes en rig afveksling af versemål. Imidlertid er deres sprog af en sådan art, at de ikke kan sættes senere end til den første halvdel af 15. årh. Hertil svarer de korte mansange (kun i rime X bliver den noget længere). Når Jón Þorkelsson i Digtn. på Isl. s. 145-47 opstiller man sangen i 1. rime. på 35 (!) vers, som den »bedste prøve på de gamle (!) mansöngar«, beror dette på en besynderlig mangel på det rette kritiske syn på sagen i det hele. Vel findes disse 35 vers i hdskr., men det er ikke desto mindre sikkert, at de er en yngre tilsætning. I og for sig er den enestående længde i modsætning både til rimernes øvrige, og de ældre tiders mansange overhovedet — mistænkelig nok. Men afgørende er, at disse 35 vers er affattede i et andet versemål end den øvrige rime. Man sammenligne f. ex. v. 35

Nú mun ek öllum Bölverks bjór
i burtu hrinda
askinn gims vil ek ekki binda,

med v. 36, der lyder således:

Þar skal fríðust frosta skeiðin
fljóta enn,
ýta framm á orða leið
um afreksmenn.

Her foreligger afgjort en 4-linjet strofe, der er vidt forskellig fra versemålet i v. 1-35. Hertil kommer, at efter de 35 vers kommer en hel ny, kort mansang, hvis begyndelse er klart nok betegnet ved þar skal . . . fljóta enn - og dette er rimernes oprindelige begyndelse. De første 35 er tilsatte og hører andetsteds hjemme.


5. Bjarkarímur

Bjarkarímur findes kun defekt, de ender i VIII. rime; der mangler sikkert noget. Rimerne svarer til þættir'ne i Rolf krakes saga om Bødvar og Hjalte, ɔ: kap. 24-37, men indeholder hentydninger også til andre steder i sagaen, således 1. kap. (beg.), k. 12 (i rime VII og VIII), 18, 21-22 (i rime V og VI) osv. De er ret værdifulde i flere henseender. De begynder med at omtale Vögg og går så over til Bjarkes forfædre; her kaldes stamfaderen Bjórr jarl; han har 3 sønner, Bødvar, Tore og Frode. Kongens anden — onde — hustru forvandler Bødvar til en bjørn, Frode til en elg og Tore til en hund; de to sidste river hinanden ihjæl. Hildr, Hroes datter, går ude og vogter får; hun forvilder sig og træffer Bødvar og får med ham 3 sønner: Tore, Frode og Bødvar-Bjarke. Som man ser, er fremstillingen her allerede betydelig afvigende fra sagaens (jfr. II, 824), og det samme er tilfældet i det følgende, skønt hovedtrækkene er de samme. Rimerne slutter med en kamp mellem Bjarke og Agnar og bersærkernes sendelse til Adils og deres tilbagekomst. Der findes korte mansange. Rimerne er ikke yngre end fra omkr. 1400. De er udgivne sammen med Hrolfss. 1904; jfr. indl. s. XXIX.


6. Sörlarímur

Sörlarímur. Er behandlede af Kölbing i Beitr. 197—200 og udg. i Rimnasafn II; de er ufuldstændig overleverede og slutter i VI. rime (Sorles sidste kamp). Den oprindelige saga er tabt, men rimernes indhold svarer til Sörlaþáttr kap. 3—4 (÷ slutn.), men er tildels anderledes og vidtløftigere. Sörles broder Erlend nævnes ikke. Forfatteren omtaler udførlig Sörles vikingelove. I det hele ynder han længere udmalinger og beskrivelser, både af sejladsen, personer, skibe og kampe, der uden tvivl delvis er selvstændige; for så vidt er disse rimer afvigende fra de fleste andre. I øvrigt er kampene i kap. 4 med Halfdan og hans sønner i hovedsagen ens. Disse rimer er åbenbart nogle af de ældste, der haves; der findes kun en kort mansang i r. I, i hvilken digteren omtaler sig som gammel; i de andre rimer findes ingen mansange og ingen navneantydninger. Versemålet er helt igennem firlinjet, men dog med nogle indbyrdes afvigelser; indenfor de enkelte rimer findes metriske afvigelser, der viser, at versemålet endnu ikke har fået sin formelle, normale fasthed, hvad der peger mod rimedigtningens første tidsrum. Også sproget er gennemgående mere gammeldags end ellers.

Til de her behandlede rimer kan nogle føjes, der handler om nordiske eller tildels nordiske personer, hvor den til grund liggende sagahelt er tabt.


7. Hrings rímur og Tryggva

Hrings rímur og Tryggva eller Geðraunir (»Sjælsprøvelser«). Rimerne, der er udgivne i Rimnasafn II. er i alt 12; i et par hdskr. haves 13, men den 13. er af yngre oprindelse; rimerne mangler slutningen. Hertrygg er konge i Garderige og har datteren Brynhild. Hos ham opfostres kong Dags son Hringr; denne og Brynhild lover hinanden tro og elskov, men hun nærer bange anelser om fremtiden. Hringr går på vikingetog og bliver konge i Grækenland. Imidlertid kommer en viking og bejler til Brynhild og tilbyder kamp, ifald han får afslag. Under kampen, i hvilken det går Hertrygg ilde, kommer den saksiske konge Tryggve til og tilbyder sin hjælp på det viikar, at han får Brynhild til ægte. Dette går kongen, modstræbende og nødig, ind på; vikingen fældes. Tryggve ægter Brynhild og rejser hjem. Da Hringr får dette at vide, sejler han til Saksland og kæmper med Tryggve; de såres farlig, men forliges, og Hringr ægter Tryggves søster Brynveig. En ond rådgiver, Erik, jages bort af Tryggve, kommer nogen tid efter og overfalder ham og fælder ham. Ved budskabet herom brast hans søsters, Hrings hustrus hjærte af sorg. Hringr hævner Tryggve, og nu kan han og Brynhild endelig forenes. Det er en ret kønt fortalt roman, uagtet der er meget kunstlet deri. Alle navnene er nordiske, og der er næppe nogen tvivl om, at det hele er islandsk digtning. Rimerne er alle, med undtagelse af VIII., digtede i firlinjede versemål. De er godt digtede og næppe yngre end fra o. 1400. Der findes deri ligheder med Skíðaríma. Mansange findes kun i 1. og sidste rime af sædvanlig art.


8. Rímur af Grím og Hjálmar

Rímur af Grím og Hjálmar, i alt 4. forfattede i forskellige versemål, vistnok i den første halvdel af 15. årh.; der er ingen mansange undtagen en kort i rime I. Deres æmne er temmelig spinkelt. Kong Karl i Sverrig har datteren Ingigerd og jarlen Erik sønnen Grim; denne frir til Ingigerd, men får afslag, medmindre han fælder Hjalmar, en søn af kong Hárekr i Bjarmeland. Kongedatteren giver Grim sværdet Trauste. Han fælder naturligvis Hjalmar og ægter Ingigerd. Så kommer den gamle Hárekr for at hævne sin søn; han skænder og brænder i Sverrig, indtil det kommer til et hovedslag, hvori kong Karl falder, men Hárekr overvindes; han og Grim forliges. Rimerne er udgivne i Rímnasafn II. Æmnets første del genfindes i den gamle folkevise om Liden Grimmer og Hjelmer Kamp (DgF I. 352 ff.).


9. Úlfhamsrímur

Úlfhamsrímur eller Vargstökkur, 6 i alt, alle i samme versemål og uden mansange, udg. i Rimnasafn II. Æmnet er simpelt nok, men ikke uden interesse. Kong Halfdan i Gotland er i ulveskikkelse om vinteren og kaldes derfor vargstakkr (han er en varulv, »bisclaret«); han er gift med Hilde og har to børn, Ulfham og Dagbjört. Hilde dræber sin mand og vil ægte sin søn; denne vil ikke opfylde hendes ønske og forfølges derfor. Endelig får hun ham lokket til hallen og forgjort således, at han skal leve i en skjoldmøs gravhøj, medmindre en kvinde vil lade sig indsætte i hans sted, som han så helt skal glemme. Det sker alt sammen, men han bringes til at huske den opofrende kvinde ved en trylledrik, frelser hende fra gravhøjen og ægter hende. Moderen får sin straf. Fremstillingen er ret ligefrem og simpel. Rimerne er vistnok fra o. 1400.

Hertil skal til slutning føjes en rimeflok af nærbeslægtet art, men hvor sagaen endnu haves, nemlig:


10. Sigurðar rímur fóts og Ásmundar Húnakóngs

Sigurðar rímur fóts og Ásmundar Húnakóngs. De er 6 i alt, så godt som uden mansange og i forskellige versemål, udg. i Rimnasafn II. Æmnet er en køn kærlighedsroman. Den til grund liggende saga haves og følges ret nøje. Hunekongen Asmund kommer og fæster sig Signý, en datter af kong Knud i Sjólönd, medens hendes fader er borte. Samtidig bortlover denne hende til Sigurd fot, konge i Valland. Følgen er en kamp mellem disse to, hvori Sigurd kommer til kort, men Asmund er alligevel så ædel at overlade ham Signý. Asmund bejler nu til en irsk konges datter, men får afslag. Det kommer til kamp, Asmund fanges og kastes i fængsel nede i jorden. Signý drømmer, at han er i fare og Sigurd sejler ud for at hjælpe ham, og det ender godt. Der er her velkendte motiver nyttede. Kong Knud i Sjólönd beror åbenbart på læsning i Knytlingasaga. Rimerne er fra den første halvdel af 15. årh.



Noter:
1) Þorsteins rímur Víkingssonar. Heraf findes kun et lille brudstykke (af 16. og 17. ríma) og nogle mansange, i Sth. 22, 4° mbr. og , 4° pap., der uden tvivl er betydelig yngre end det her behandlede tidsrum. Det skal bemærkes, at hvad der i Gödels katalog (s. 65) sammenfattes under et (nr. 10) i virkeligheden er 4 forskellige slags mansange (fra forskellige rimer), hvad også skriverens egne tal (1, 2, 3, 4,) betegner.
2) Den optælling af elskovshelte i r. VIII, der findes i det ene hdskr., beror næppe på indskud.
3 ) Om forholdet mellem rimerne og den yngre Bósasaga henvises til Jiriczeks indl. til udg.
4 ) Han bruger ofte det samme ord; særlig må ordet grér holde for.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.