FJ-Litteraturhist.Bd.3a Rimedigtning: F

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Tredje Bind


af Finnur Jónsson
G. E. C. Gads Forlag
København 1924


Tredje Tidsrum
Første Afsnit: Digtning
B. Verdslig digtning
III. Rimedigtning


F. Æventyrrimer


Hertil kan følgende regnes, hvoraf den første også slutter sig til den sidst behandlede art.


1. Dámusta rímur

Dámusta rímur, 4 i antal, alle i firlinjede versemål, tildels dog af en noget uregelmæssig art, der tyder på en tidlig affattelse; der findes næsten heller ingen mansange, men forfatteren udtaler, at de er digtede på opfordring af en kvinde. De er udg. i Rímnasafn II. Æmnet er nærmest et stærkt religiøst farvet æventyr. Kong Katalastus i Konstantinopel har en dejlig datter Gratiana, 12 vismænd og en ridder Dámusti (således er navnets rigtige form). En gang kommer der 5 drageskibe; det er kong Jon fra Smáland, der vil bejle til Gratiana; han vinder hendes kærlighed og de troloves. Dette er Dámusti misfornøjet med, da han selv er forelsket i Gratiana; han rider derfor efter den bortdragne Jon og fælder ham; han får kongens tilgivelse, men datteren dør (tilsyneladende) og lægges i en stenkiste. Dámusti angrer sin gærning og sørger. Da kommer jomfru Maria til ham, trøster ham og giver ham råd. Han går til kirken, kæmper der med et jættelignende væsen, der kalder sig Alheimr (hans onde ånd), og sejrer. Gratiana lever op igen; hun er villig til at ægte ham, og alt ender godt. Digteren anvender flere beskrivelser, f. ex. af Gratiana og andre, end det ellers er tilfældet. Rimerne er ikke dårlige i det hele; forfatteren var uden tvivl en gejstlig. Endelig bemærkes, at i Islandske folkesagn og æventyr (Isl. Þjoðsögur) I, 284—85 findes et, åbenbart meget forvansket, uddrag af dette æventyr under titlen: om Jon Oplandskonge.


2. Dínús rímur drambláta

Dínús rímur drambláta, 4 i alt, i forskellige versemål uden mansange, udg. i Rímnasafn II. Kong Tholomeus i Ægypten har en søn Dínús »den hovmodige«; kong Maximinianus har datteren Filotemia. Denne sender mænd med trylledrik til Dínús, så at han besøger hende med 40 riddere og vil straks sove hos hende. Da kommer der pludselig riser med ufred, som Dínús og hans riddere må kæmpe med. Men den følgende morgen opdagede de, at de havde kæmpet med trær. De rider skamfulde bort. Kort efter sker det mærkelige, at Filotemia, hendes fader og ærkebispen farer nøgne omkring i gaderne med gøglere, danser og synger, indtil en eneboer får uvæsenet stanset. Det var Dínús' hævn. Således bliver de to ved med at spille hinanden slemme puds; tilsidst forvandles kongedatteren og hendes tærner til krager, og hermed ender rimerne. Men sagaen, der haves, er endnn længere. Det ender til sidst i fryd og herlighed med giftermål mellem de to hovedpersoner. Rimerne hidrører fra den første halvdel af del 15. årh.


3. Rímur af Jóni leiksveini

Rímur af Jóni leiksveini, 3 i tal, findes i et eneste hdskr. i landsbiblioteket i Reykjavik (en afskrift deraf i AM. Access. 20). De er uden tvivl fra tiden omkr. 1400, forfattede i et og samme versemål (ferskeytt). De går tilbage til en saga, der er ældre end den, der nu haves (jfr. nedenfor, hvor indholdet er kort gengivet). De er udgivne i Rímnasafn II.


4. Virgiles rímur

Virgiles (Virgílius) rímur, eller, ifølge det sidste vers, Glettudiktar. De er to i ferskeytt uden egenlige mansange. De er trykte i Kölbings Beiträge og i Rímnasafn II. Æmnet er noget beslægtet med de foregående rimers. Den ene hovedperson er vismanden og troldmanden Virgilius. Denne bliver indbudt af en konge, der har en smuk og klog datter. Troldmanden vil nyde hendes elskov, men hun, der er lige så klog som han, beskæmmer ham og driver frygtelig spot med ham. Han hævner sig på hende på en ikke mindre beskæmmende måde, som ikke lader sig genfortælle. Moralen er, at kvinder ikke skal modsætte sig elskovshandel, og er for så vidt af en letfærdig art. Digteren udtaler, at han har digtet rimerne for en mand, Snorre. Det her behandlede æmne er velkendt fra den middelalderlige litteratur, jfr. Comparetti: Vergilio nel medio evo 1872 og Kölbing s. 220—23 og dr. Moths bog: men den islandske form for fortællingen er ikke genfunden i nogen fremmed original; omskabelsen af Virgil til en hest, hvorpå kongedatteren rider, er måske islandsk påfund (jfr. dog fortællingen om, at den skønne kongedatter rider på vismanden Aristoteles’ ryg rundt i haven i det franske digt Lai d'Aristote).


5. Klerkaspil

Klerkaspil eller Kierkarímur, i alt 5, digtede i forskellige versemål og med korte mansange, og på en kvindes opfordring. Æmnet er meddelt i Kölbings Beiträge 229—30. Udg. i Rímnasafn II. Hovedpersonerne er to Parisklærke, hvoraf den ene. Primas, er troldkyndig, en rigtig middelalderlig folketroens Sæmund Frode. De for engang vild i en skov og kom til en greves rige; efter anvendelsen af forskellige øjenforblændelser får Primas grevens datter til ægte; rimerne ender med, at han også med trolddomskunster ødelægger en angribende hedensk hær. Rimerne, der åbenbart er nærbeslægtede med Lokrur, er morsomme og godt digtede; fra den første halvdel af 15. årh. Det til grund liggende æventyr er, så vidt vides, ukendt. Men det er sikkert ikke blevet til på Island.

Foruden alle de her behandlede rimer er der endnu nogle, som åbenbart står midt imellem den ældste række og dem, der er fra omtr. 1500 og derefter. Det er naturligvis vanskeligt, for ikke at sige umuligt, at drage en aldeles bestemt grænse. Det er muligt, at der her burde være medtagne et par rimer til, f. ex. Hektorsrímur. Haralds rímur Hríngsbana (der af digteren betegnes som hans første arbejde, hvad de også selv bærer præg af) osv.