Fadervor
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
Oratio dominica
oversat af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
© 2024
1. Vi synger Pater noster, qui es in caelis. På vores sprog er det: Vor Fader! — du, som er i himlene! Fordi Gud Fader er i himlene, og han er hvor som helst, han bliver påkaldt, således som han selv sagde: Himlene og jorden er fulde af mig selv[2]. Og i denne hellige skrift siges det, at i himlen findes Kristi herlige sæde, mens jorden er hans fodskammel[3]. Vi vender os mod øst, for dér står alle himmellegemer op, men ikke fordi Gud er mere i himlen østpå end vestpå, for du kan ikke vende dig i nogen retning uden at stå over for Guds barmhjertighed. Men når vi vender os mod øst for at bede til Gud, da skal vi rette vores tanker mod Gud, som sidder i himlen. Vi skal også vide, at det syndige menneske kaldes [jorden, mens det retfærdige kaldes][4] himlen, fordi Vorherre Kristus ønsker at være omgivet af retfærdige mennesker og vil tage godt vare på dem. Og det gode menneske er Guds kirke, mens et ondt menneske er Djævelens kraft. Fadervor indeholder syv bønner. Disse første ord er ikke en bøn, de er en lovprisning af Vorherre, som er i himlene.
2. Sanctificetur nomen tuum. Det betyder: Måtte dit navn blive helligholdt. Men vi skal ikke forstå dette udtryk sådan — gode brødre! — at Kristi navn ikke er fuldkommen helligt, selv om vi ikke beder om det, for hans navn var altid helligt og vil altid være det. Nu skal vi snarere forstå dette udtryk sådan — og bede om — at hans navn bliver helligt for os, og at han skænker os en sådan nåde, at vi med vores mund er i stand til at nævne og hædre dette hans hellige navn, og at han giver os forstand til i sandhed at vide, at intet er lige så helligt som hans navn og ham selv.
3. Dette er den anden bøn: Adveniat regnum tuum. Det betyder: Måtte dit rige komme. Nu er det vores skyldighed at bede om, at hans rige omfatter os og beskytter os, så vi kan komme til det rige, som Kristus har lovet alle de mennesker, der retter sig efter hans bud — og det er himmerige og det evige liv. Som han selv siger til alle de mennesker, der har overholdt hans bud og står ved hans højre side på dommedag: Kom I nu velsignede til min faders rige, som har stået klar til jer lige siden verdens skabelse[5]. Det er vores rige, som Kristus lovede os, såfremt vi vil gøre os fortjent til det med gode gerninger og den rette tro, således som det siges i den hellige skrift, at han overdrager riget til sin fader[6]. Hvad er det for et rige, som han overdrager til sin fader, hvis ikke de hellige mennesker, både mænd og kvinder, som han frikøbte fra helvede med sit blod? Alle dem overgiver han til sin fader ved denne verdens ende. Alle disse mennesker er Guds rige, og de er med sjæl og legeme for evigt med Gud i den glæde, der ingen ende er på, og de er som englene.
4. Disse ord er den tredje bøn: Fiat voluntas tua sicut in caelo et in terra. Det betyder: Måtte din vilje ske således på jorden som i himlene. Det er på denne måde, han sørger for os, der er skabt på jorden, på samme vis, som han sørger for sine engle i himlen. Han tager vare på os på den måde, at vi er i stand til at gøre det, som er Guds vilje, for når mennesker følger Guds vilje, elsker Kristus dem i denne verden og skænker dem hæder og ære, når de farer herfra. Med disse ord beder vi også om, at Vorherre Kristus skærmer os — både vores sjæl og vores legeme — mod Djævelens svig og kraft.
5. Dette er den fjerde bøn: Panem nostrum quotidianum da nobis hodie. Giv os i dag — og hver dag — vores hellige brød. Disse ord skal vi forstå på tre måder. Den første er at give os legemlig føde. Den anden er, at han giver vores sjæl en sådan føde, som er passende for den, og det er at overholde Guds ord, fordi vi dag og nat skal tænke på at leve op til Guds bud med gode gerninger og det rette sind. For således som legemet holdes i live af mad, skal sjælen det samme af Guds lære og af gode tanker. For legemet går hurtigt til, hvis ikke det får mad, og på samme vis går sjælen til, hvis ikke den giver agt på Guds bestemmelser. Dette vores hellige brød, som vi omtalte før, er den hellige nadver og Guds legeme og blod, og hermed styrker vi vores tro. Men det gælder for ethvert menneske, som på denne måde har afholdt sig godt og dydigt fra de otte hovedsynder[7], at han er værdig til at modtage den hellige nadver, og han bliver tilgivet mange synder. Hvis vi tilsvarende ofte går til nadver, så styrker vi vores sind mod Djævelens svig. Derfor skal vi — brødre! — være standhaftige og rene, således at vi med Guds vilje kan modtage den hellige nadver til gavn for os og for vores sjæl. Og den mand, der véd, at han har begået store synder, han skal ikke modtage nadveren, førend han går til skrifte og soner sine synder. Men den mand, der modtager nadveren før dette, han gør bare sine synder endnu større. Brødet skal som sagt opfattes på tre måder: For det første vedrørende legemlige behov, for det andet vedrørende sjælelige behov og for det tredje den hellige nadver. Disse tre ting skal vi bede Vorherre om at skænke os hver dag og den næste.
6. Dette er den femte bøn: Et dimitte nobis debita nostra, sicut et nos dimittimus debitoribus nostris. Tilgiv os vores skyld, sådan som vi tilgiver vores skyldnere. Vi bør gøre, som vi siger med disse ord; det vil sige at være barmhjertige mod hinanden og tilgive de mennesker, som gør uret imod os, og da tilgiver Vorherre os de mange og store misgerninger, som vi begår både nat og dag. Men hvis vi ikke vil tilgive de små forseelser, som folk begår imod os, da vil Gud ikke tilgive os de mange og store misgerninger, som vi begår imod hans vilje, således som han selv sagde i den hellige skrift: Når I beder jeres bønner, så skal I overveje, om I har onde tanker om jeres kristne brødre[8]. Tilgiv dem — gode brødre! — og da vil jeres Fader tilgive jeres fejlgreb og synder. Men hvis I ikke vil tilgive dem, så vil jeres Fader, som sidder i himlen, ikke tilgive jeres misgerninger, men snarere binder han os på både hænder og fødder og sætter os i fængsel — og det er helvede, og dér skal djævlene plage jer, indtil I er blevet straffet for jeres synder. Og selv om Guds love sætter den forstandige mand til at bestemme over den uforstandige, for at denne skal ophøre med sin uforstand, skal denne mand dog elske den anden som sin egen broder.
7. Dette er den sjette bøn: Et ne nos inducas in tentationem. Herre Gud! Lad ikke den lede Djævel føre os til sine pinsler, og lad ham ikke friste os. Gud Herren frister intet menneske, og alligevel kommer ingen til himmeriget uden at være blevet prøvet. Vi skal ikke bede Gud om, at vi ikke bliver prøvet, men snarere skal vi bede den hellige Kristus om, at han passer på os, så vi ikke fordærves af de ting, Djævelen frister os med. Men Djævelen vil friste enhvert menneske for at prøve, om han er i stand til at vende os bort fra troen på Gud eller ej, og om vi elsker Gud lige så meget i vores sind, som vi siger med vores ord, eller om vi dækker os bag falskhed. For på samme vis, som man prøver guld med ild, prøver den hellige Gud ethvert kristent menneske for at finde ud af, om han er standhaftig i troen på Gud eller ej. Gud selv véd ganske nøje, hvordan ethvert menneske vil begå sig i mødet med de fristelser, som Djævelen udsætter menneskeheden for. Men kristne mennesker modtager ingen stor løn af Gud, medmindre de er blevet fristet. Og hvis de modstår fristelserne godt og ikke lader sig bedrage af Djævelen, da finder Gud behag i dem og anser dem for værdige. Men hvis et menneske falder i synder, skal han straks rejse sig fra dem og gøre bod for sine misgerninger og ydmygt bede Gud om tilgivelse for sine synder og siden være opmærksom på ikke at begå dem igen. For den, som ofte begår synder, og som ofte går til skrifte, men alligevel gentager de samme misgerninger, han påkalder sig Guds vrede og er lig den hund, der kaster op og derpå æder sit eget opkast, og desuden vil Djævelen forsøge at bedrage den mand, der gør sådan, for Gud vier ham ingen opmærksomhed, og han vil siden gøre, som Djævelen siger. Men jo mere det gode menneske, som er fast i troen på Gud, bliver fristet, des bedre bliver han, og des nærmere Gud kommer han. Han kommer lige til himmerige og det evige liv. Men jo mindre det onde menneske evner, når han bliver fristet, des værre vil det gå ham, og des længere væk fra Gud og des nærmere Djævelen kommer han, og han må drage fra denne verden lige til helvede, fordi han ikke ville råde bod på sine synder, mens han kunne. Gud tilstår det uretfærdige menneske en frist, fordi han ønsker, at vedkommende skal ophøre med sine synder og gøre bod — hvis han selv ønsker det — før han dør fra denne verden. Men hvis han ikke vil ophøre med synderne, så har han dømt sig selv til helvede og bort fra enhver frelse. Nu er det bydende nødvendigt — gode brødre! — at vi i vores gerninger og ved at give almisser søger mod det evige liv, således at vi kan komme til Gud og være sammen med alle hans helgener i det lys og den glæde, der ingen ende er på, snarere end at vi her ved lediggang og skadelig legemlig lyst gør os fortjent til så store pinsler, at ingen kan berette om, hvor meget ondt de mennesker må døje, som ikke tager sig i agt her.
8. Dette er den syvende bøn: Sed libera nos a malo. Men fri os fra det onde, og led os bort fra Djævelens magt og fra alle hans bedrag. Gud elsker os højt, mens Djævelen hader os. Gud, Vor Fader, glæder os med sine gaver, og han låner os denne verdens rigdom, mens Djævelen ønsker at dræbe os, hvis han kan. Men Herren Kristus nægter ham at tilintetgøre os, såfremt vi selv vil tage os i agt for onde gerninger. Vi skal vende os bort fra Djævelens svig, så han ikke begynder at kalde på os, og vi skal hellere prise Vorherre Kristus helhjertet og følge ham til himmerige.
9. De tre bønner, der kommer først i Pater noster, vedrører os i denne verden. De er endeløse i den næste verden. De helliger Vorherres navn, da den hellige Kristus kom til denne verden og antog menneskeskikkelse. Men denne helliggørelse er for evigt uden ende, og derfor skal vi evigt og altid glæde os over Vorherre og hædre hans hellige navn, for Guds rige er med os her og nu, og hans rige består i al evighed uden ende i himmerige.
10. De sidste fire bønner i Pater noster vedrører os i denne verden, men her får de ende. Her behøver vi brød og Guds ord og hans lære, og her har vi brug for at modtage den hellige nadver for god helse i denne verden og for at komme til himmerige. Men dér behøver vi ikke den slags mad, som vi lever af her, for dér i himmerige lever vi af Vorherres herlighed og hæder. Og her har vi brug for gode gerninger og for at få visdom og forstand fra kloge, boglærde mennesker. Men hos Gud i himmerige findes alle de fuldkloge mennesker, som her gav god agt på Guds bud. Og her har vi brug for at modtage den hellige nadver for at styrke vores sind til at tjene Gud og til det evige liv. Men når vi kommer dertil, så har vi Kristus selv og hans legeme hos os i al evighed. Her beder vi om tilgivelse for vores synder, men det behøver vi ikke i himmerige, hvis vi her og nu gør sådan, at vi kan komme dertil. Men den mand, som ikke oprigtigt vil angre sine misgerninger her, han får ingen barmhjertighed af Gud. Vi beder i denne verden om, at Gud beskytter os godt imod Djævelens svig og fristelser og frelser os fra alt det onde, men i det evige liv findes der ingen djævel og ingen onde mennesker, som kan påføre os skade dér. Dér er alle sjæle og legemer, som nu strides, forsonede. Dér skal ingen frygte sult eller tørst eller hårdt slid. Dér mangler vi ikke noget af det gode, som vi behøver. Og Kristus er dér sammen med os alle, og alt dette giver han uden bebrejdelser og med glæde til os, som hører til dér. Amen.
Noter:
- ↑ Teksten findes overleveret i den ældste bevarede norske bog, Gammelnorsk homiliebog, AM 619 4to., fra omkr. 1200-1225. Selve indholdet i håndskriftet er noget ældre.
- ↑ Se Es 6, 3
- ↑ Se Es 66, 1
- ↑ Noget mangler i håndskriftet. Ordene i kantede parenteser er tilføjet efter Astrid Salvesens norske oversættelse
- ↑ Se Matt 25, 34
- ↑ Se 1 Kor 15, 24
- ↑ De otte fristelser ifølge Evagrius Ponticus (345-399): Fråseri, grådighed, dovenskab, sorg, begær, vrede, hovmod og stolthed. Siden formulerede Gregor den Store (pave 590-604) De syv dødssynder: Hovmod, grådighed, begær, misundelse, fråseri, vrede og dovenskab.
- ↑ Se Matt 5, 23
