Fafner (V.B.Hjort)
Hopp til navigering
Hopp til søk
Den gamle Edda
- eller Oldemo'r
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► | ||||||
- eller Oldemo'r
Overført på nudansk af
Vilhelm B. Hjort
1865
- Sigurd og Regin droge op til Gnitahede, og fandt der det Spor, i hvilket Fafner krøb til Vands. Sigurd gjorde en stor Grav der paa den Vej, og steg ned i den. Da nu Fafner skred af Guldet, sprudede han Edder; men den fløj hen over Sigurds Hoved Da Fafner skred over Graven stak Sigurd ham med Sværdet lige til Hjærtet. Fafner sprællede og slog om sig med Hoved og Hale, Sigurd sprang op af Graven, og da saae de hinanden.
- Fafner.
- 1.
- Svend dog, Svend!
- Hvis Søn er Du?
- Hvor stammer Du fra?
- Da Sværdet nu
- Det blanke Du farved
- I Fafners Blod,
- Klingen mig lige
- Til Hjærtet stod.
- Sigurd dulgte sit Navn, fordi det var deres Tro i Oldtiden, at en døende Mands Ord havde en stor Magt, naar han forbandede sin Fjende ved Navns Nævnelse.
- Han kvad:
- 2.
- Krondyr jeg hedder,
- Og vandrer i Livet
- Som den, hvem ingen
- Moder er givet;
- Ej har jeg Fader
- Som andre Mænd,
- Jeg drager omkring
- En eensom Svend.
- Fafner.
- 3.
- Hør, hvis Du ej Fader
- Som Andre har,
- Hvad Moder mon da
- Til Verden Dig bar?
- Sigurd.
- 4.
- Jeg siger Dig, Intet
- Du veed om min Stamme,
- Og om mig selv
- Er din Viden den samme;
- Sigurd, Sigmunds
- Søn, Man kalder
- Den Mand, for hvis Vaaben
- Her Du falder.
- Fafner.
- 5.
- Hvo hidsed Dig, Svend,
- Med det lynende Blik!
- Hvor kom det, at mig
- Tillivs Du gik?
- Din Fader var vist
- En grusom Mand,
- Du styrer den samme
- Vej, som han.
- Sigurd.
- 6.
- Ene mig hidsed
- Mit eget Mod,
- Haand og Klinge
- Er Bistand god;
- Den, hvis Barndom
- Blødagtig falder,
- Næppe bli'er hvas
- Paa sin gamle Alder.
- Fafner.
- 7.
- Hvis op Du voxed
- I Venskabs Skjød,
- Da voldte din Vrede
- Manges Død;
- Nu est Du en Fange,
- Tagen i Krig,
- Og fangen Mand bæver
- Evindelig.
- Sigurd.
- 8.
- Ej Fafner med Grund
- Mig foreholder,
- At Faderrige
- Jeg ikke volder;
- Skjøndt tagen i Krig,
- Er jeg ikke i Baand,
- Du følte, at frit
- Jeg rører min Haand.
- Fafner.
- 9.
- Hadskhed at ligge
- I Alt, Du troer,
- Skjøndt kun jeg siger
- Dig sande Ord;
- Det glimrende Guld,
- Den luende Skat,
- Den Rigdom bringer
- Dig Døden brat.
- Sigurd.
- 10.
- I Ejendom finder
- Enhver Behag
- Bestandig indtil
- Hiin ene Dag;
- Thi eengang kommer
- For hver en Sjæl
- Den Stund, da heden
- Den farer til Hel.
- Fafner.
- 11.
- Nornens Dom
- Fra hver en Krog
- Skal lure paa Dig
- Som et Letsindsdrog;
- Du drukner, naar blot
- I Blæst Du roer,
- For Dødviet Fare
- I Alting boer.
- Sigurd.
- 12.
- Fafner, Man kalder
- Dig viis med Rette
- Og meget vidende!
- Siig mig dette:
- Hvo ere de Norner,
- Som gange til Nød,
- Og Barnet kaare
- Fra Moders Skjød?
- Fafner.
- 13.
- Af sondrede Arter
- Er Norners Stand,
- Som ikke i Slægt
- Sig regne kan;
- Asamøer
- Og Alfepiger,
- Men nogle ere
- Fra Dvalins Riger.
- Sigurd.
- 14.
- Fafner, Man kalder Dig
- Viis med Rette,
- Og meget vidende!
- Siig mig dette:
- Hvad hedder den Holm,
- Hvor Kampen raser
- Blodig imellem
- Surt og Aser?
- Fafner.
- 15.
- Oskopner den hedder.
- Samles der
- Skal til Sværdleg
- Gudernes Hær;
- Bævrast brister,
- Naar bort de gaae,
- I Tykningen Gangerne
- Svømme maa.
- 16.
- Øgershjelmen
- Mod Folk jeg bar,
- Saalænge paa Skatten
- Jeg ruget har;
- I Styrke jeg troede
- Mig overgaae
- Alle, jeg traf
- Af Mænd kun faa.
- Sigurd.
- 17.
- Øgershjelmen
- Alene kan
- Ej skjærme i Striden
- Mand mod Mand;
- Hvo Flere træffer
- Tilsidst vil finde,
- At Ingen kan Alle
- Overvinde.
- Fafner.
- 18.
- Edder jeg fnyste,
- Mens paa Leje
- Jeg havde min Faders
- Arv i Eje.
- Sigurd.
- 19.
- Paa Kraft Du hvæste,
- Glindsende Snog!
- Og Haardhed hele
- Dit Sind betog;
- Des større Had
- Den Hjelm vil tænde
- Blandt Mænd, hvem nu
- Den gaaer ihænde.
- Fafner.
- 20.
- Jeg raader Dig, Sigurd!
- Mit Raad Du høre:
- Lad Hesten Dig lige
- Til Hjemmet føre!
- Det glimrende Guld,
- Den luende Skat,
- Den Rigdom bringer
- Dig Døden brat.
- Sigurd.
- 21.
- Med Dig fik vi raadet:
- Jeg rider forvist
- Til Guldet, som gjemmes
- I Lyngen hist,
- Mens, Fafner! her
- Du ligger og venter
- I Dødskamp paa,
- At Hel Dig henter.
- Fafner.
- 22.
- Mig Regin forraadte,
- Dig vil han forraade,
- Han vorder til Bane
- For os baade;
- Nu troer jeg, at Fafner
- Snart sit Liv
- Forliser, din Magt
- Var mig for stiv.
- Regin var gaaet bort, medens Sigurd vog Fafner, og kom tilbage, da han vidskede Blodet af Sværdet.
- Regin sagde:
- 23.
- Hil Dig, Sigurd!
- Du sejrende øved
- Drabet, og Fafner
- Sit Liv berøved;
- Af alle Mænd,
- Paa Jorden ere,
- Den haardeste Hals
- Jeg siger Dig være.
- Sigurd.
- 24.
- Naar Sejrguders Sønner
- Samles alle,
- Man veed ej, hvo
- Der er haardest at kalde,
- Mangen er skrap,
- Uagtet ej
- Hans Klinge til Andres
- Bryst fandt Vej.
- Regin.
- 25.
- Glad er Du, Sigurd!
- Og sejerkjær,
- Mens Gram Du tørrer
- I Græsset der;
- Min Broder dog
- Den Dræbte var,
- Skjøndt selv i Noget
- Skyld jeg har.
- Sigurd.
- 26.
- Dit eget Raad
- Det saa monne føje,
- At hid jeg red
- Over hellige Høje;
- End ejed den Glindsorm
- Gods og Liv,
- Om Du ej havde
- Mig egget til Kiv.
- Da gik Regin hen til Fafner og skar Hjærtet ud af ham med Sværdet Ridil, og drak Blod af Saaret.
- Regin kvad:
- 27.
- Sid ned og Hjærtet
- Ved Ilden vend,
- Imens til at sove
- Jeg lægger mig hen;
- Først jeg Drikken
- Af Blodet nød,
- Saa æder jeg Livets
- Kolde Glød.
- Sigurd.
- 28.
- Borte Du var,
- Da Fafners Blod
- Min skarpe Klinge
- Jeg farve lod;
- Styrke jeg prøved
- Med Ormens Magt,
- Mens Du Dig havde
- I Græsset lagt.
- Regin.
- 29.
- Længe kunde
- Hin gamle Trold
- Ligget paa Lyngen
- For Dig i Behold,
- Om ikke jeg selv
- Havde gjort Dig et Sværd,
- Den skarpe Klinge,
- Du brugte her.
- Sigurd.
- 30.
- Mod er bedre
- End mægtigt Sværd
- For vrede Mænd
- I Stridens Færd,
- Med Klinge sløv
- En tapper Mand
- Tidt store Sejre
- Vinde kan.
- 31.
- Bedre den Skrappe
- End den Slappe
- Kan i Hildes
- Leg sig rappe,
- Bedre den Frejdige
- End den Flade
- Vogte sig vil
- I Alt for Skade.
- Sigurd tog Fafners Hjærte og stegte det. Da han troede, at det var fuldstegt, og Saften af Hjærtet satte Skum, følte han paa det med sin Finger for at skjønne, om det var færdigt. Han brændte Fingren og stak den i Munden; men da Fafners Hjærteblod kom ham paa Tungen, forstod han Fuglenes Røst. Han hørte Egderne kviddre i Krattet.
- Første Egde.
- 32.
- Der sidder Sigurd,
- Sveden brister,
- Fafners Hjerte
- Ved Ild han rister;
- Klogere Ringenes
- Bryder sig viste,
- Hvis selv han den glindsende
- Livsseje[1] spiste.
- Anden.
- 33.
- Der ligger Regin,
- Pønser paa List,
- Svenden, som troer ham,
- Sviger han vist;
- Vrangt i Vrede
- Han sammenlænker,
- Smeder til Hævn
- For Broderen Rænker.
- Tredje.
- 34.
- Lod han den Graaskjælm
- Fare til Hel
- Et Hoved kortere,
- Gjorde han vel;
- Ene han skulde da
- Guldet eje,
- Som ligger i Mængde
- Paa Fafners Leje.
- Fjerde.
- 35.
- Flinkere var han,
- Hvis nytte han kunde
- Det Venskabsraad,
- Som I Søstre ham unde,
- Ravnen han glæded,
- Sig selv han tjente:
- Hvor Ørene rage,
- Er Ulv ivente.
- Femte.
- 36.
- Saa flink den Kriger
- Er ingenlunde,
- Som det af en Høvding
- Ventes kunde,
- Hvis bort han lader
- En Broder drage,
- Naar først han den anden
- Har bragt af Dage.
- Sjette.
- 37.
- Taabelig er han,
- Hvis dennesinde
- Skaane han vil
- Sin lumske Fjende
- Regin, som ligger
- Og vil ham forraade,
- Ej han sig vogter
- For slig en Vaade.
- Syvende.
- 38.
- Kort ham Hov'det,
- Den garstige Trold,
- Saa tager han ej
- Dine Ringe ivold!
- Som eneraadig
- Du da skal eje
- Den ganske Skat
- Fra Fafners Leje.
- Sigurd.
- 39.
- Saamægtig Skjæbnen
- Ej vorde kan,
- At Regin fik Ord
- For min Banemand;
- Begge Brødrene
- Skulle snart
- Heden sig give
- Til Hel paa Fart.
- Sigurd huggede Hovedet af Regin og aad da Fafhers Hjerte, samt drak baade Regins og Fafners Blod; da hørte Sigurd, hvor Egderne sagde:
- 40.
- Bind Du kun sammen
- De røde Ringe,
- En Konge ej lader
- Af Frygt sig tvinge;
- Jeg veed, hvor den fagreste
- Mø monne gange
- Prydet med Guld,
- Søg hende at fange!
- 41.
- Grøn er Vejen
- Til Gjukes Hjem,
- Skjæbnen viser
- Vandreren frem;
- En Datter den herlige
- Konge mon have,
- Hende Du vinder
- Med Fæstensgave.
- 42.
- En Sal paa højen
- Hindfjæld staaer,
- En Ild foruden
- Rundt om gaaer,
- Den lavede dygtige
- Mænd til at true
- I Kraft af sin lysende
- Rædselslue.
- 43.
- En Stridsmø veed jeg
- Paa Fjældet sover,
- Lindens Fortærer
- Leger henover,
- Søvntorn stak
- I Møens Skrud
- Ygger, da Mænd
- Hun kaarede ud.
- 44.
- Møen Du skuer
- Med Hjælm, som did
- Paa Stækvinge lige
- Hun red fra Strid,
- Ej Sigdrivas
- Søvn Du bryde,
- Skjoldung! Norner
- Sligt forbyde.
- Sigurd red langs Fafners Spor til hans Kule, og fandt den aaben. Døren og Stolperne og alle Stokkene i den Bolig vare af Jern, men Skatten var nedgravet i Jorden. Der fandt Sigurd overmaade meget Guld, saa at han fyldte to Kister. Han tog der Øgershjelmen, en Guldbrynje og Sværdet Hrotte, og mange Klenodier, og dermed belæssede han Grane, men Hesten vilde ikke gaae frem, førend Sigurd steg op paa dens Ryg.
Noter:
- ↑ d. e. Hjærtet.