Festens gave - Høvdingens datter med jernarmbaandet og den gamle mand der hævnede sig paa hende

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Inuitmaske

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Knud Rasmussen
Festens gave
Eskimoiske Alaska-Eventyr
1929


Høvdingens datter med jernarmbaandet
og den gamle mand der hævnede sig paa hende

Der var engang ved mundingen af en flod en boplads, hvor der levede to høvdinge. Begge havde de døtre. Den ene af høvdingedøtrene var storagtig, ond og haard; og saa forfængelig var hun, og saa fin ønskede hun at være, at hun havde et armbaand, der var lavet af smaa, kostbare jernstykker. Og det var i de tider, da jern var sjældent og kun brugtes til vaaben. Den anden høvdings datter havde et venligt sind og var god imod gamle og fattige. Hun brød sig ikke om kostbart stads, men nøjedes med et armbaand af simpelt renhorn. Begge de unge kvinder var ugifte.

Ved bopladsen var der et stort festhus, hvor mændene, saaledes som det var skik og brug i gamle dage, opholdt sig dagen lang, naar de ikke var ude paa fangst. Her fik de deres mad, og her lavede de alle deres fangstgrejer. Men om natten sov de i deres huse. De eneste, der altid var i festhuset dag og nat, var en gammel, fattig mand og hans sønnesøn. Thi det var ogsaa skik i de tider, at gamle, fattige mænd, der var uden slægt, fik husly, varme og mad ved bopladsens festhus. Hver morgen plejede de to høvdinge-døtre at komme ind og tænde lamperne, inden mændene stod op; og de slog potterne ud med alt det, der var i dem. Thi det var ogsaa skik og brug, at man i festhuset havde store potter, hvori mændene besørgede alle deres ærinder, saaledes at de ikke behøvede at gaa ud.

Men nu var det saaledes, at den gamle mand med sin lille sønnesøn regnedes for saa ubetydelig, at pigen med jernarmbaandet fandt det morsomt at haane ham, og det gjorde hun paa den maade, at hver gang, hun skulle slaa sin faders urinspand ud, hældte hun baade vand og skam ned over den gamle mand; hans tøj blev urent og kom til at stinke, og han havde ingen andre klæder at tage paa. Men naar pigen med armbaandet af renhorn kom ind, talte hun altid venligt til ham og gav ham mad. Der var mange andre kvinder ved bopladsen, og da de saa, hvorledes høvdingens onde datter behandlede den gamle mand, blev de ogsaa onde og grusomme. Manden var jo til ingenting mere. Det blev derfor tilsidst en skik, at naar de unge mødre kom ind med deres børn og børnene blev trængende, lod de dem lade deres vand ud over den gamle mand, og de forrettede deres nødtørft over hans klæder.

Den gamle mand, der ingen slægt havde, turde aldrig beklage sig, han maatte finde sig i alt. Men tilsidst kunne han ikke holde det ud mere. Hans tøj raadnede op paa kroppen af ham, og saa besluttede han sig en dag til at flygte. En morgen ganske tidligt, medens alle endnu sov, satte han over floden og flygtede ind i landet, idet han bar sit lille barnebarn paa ryggen. Han flygtede ud til skovene, og her fandt han et skjul, hvor han gemte sig. Han havde taget sin økse med, og han fældede træer og byggede sig et lille hus, som han dækkede til med tørv. Rundt omkring hans hus var der mange spor af ryper og harer. Han lavede sig en lille snare af borten paa sin inderpels – andet havde han ikke – og med denne snare fangede han ryper, som de levede af; han flaaede dem og samlede deres sener, bandt dem sammen og lavede nye snarer af dem; disse snarer var større og stærkere, og nu kunne han ogsaa fange harer. Saaledes fik de baade mad og nye klæder af de bløde, varme hareskind; men de gamle klæder, der var fulde af urin og skarn, kastede han ikke bort, dem gemte han omhyggeligt.

Barnebarnet voksede hurtigt op og kunne snart hjælpe til. Han bragte ved ind i huset, holdt baalet brændende og passede snarerne; ofte strejfede han om ude i skovene og øvede sine kræfter med al slags idræt, og det varede ikke længe, før han kunne nedlægge vildt uden vaaben, blot med stenkast. Det første, han kom ind med, var en rype.

"Men den er jo knust," sagde den gamle mand forundret,"hvordan har du baaret dig ad med det?"

"Jeg ramte den med en sten," svarede sønnesønnen.

En anden dag kom han ind med en hare, som han havde fanget paa samme maade, og saadan gik det, indtil han en dag kom løbende, fuld af angst og rædsel. Han havde set noget, han var blevet bange for, dyr, der var meget større end harer og ryper, store dyr med horn i hovedet. Den gamle bedstefader lo hjerteligt, da han hørte det, og sagde: "Det er rensdyr, du har set. De er ikke farlige, de er menneskenes kæreste vildt."

Dagen efter kom sønnesønnen hjem med en stor rentyr paa ryggen. Han havde ramt den i hovedet, saa stenen var trængt helt ind i hjernen. Og fra den dag begyndte han at fange rener. Den gamle bedstefader behøvede slet ikke at lave ham nogen bue og pil, det gik godt nok blot med stenkast, og saa stærk, saa behændig og saa hurtig var sønnesønnen, at de snart kunne bygge sig en vildtgalge foran deres hus og fylde den med kød og skind.

En dag kom sønnesønnen, der var blevet en ung mand, hjem med en ulv; dagen efter med en jærv. Begge dyr havde smukke, blanke skind, og den gamle mand blev glad og sagde:

"Nu er du en ung mand, og det er paa tide, at du ser dig om efter en kone. Her har jeg din faders læbesmykker, som jeg har gemt til dig. Dem skal du have som tegn paa, at du er voksen."

Og den gamle bedstefader skar huller i sin sønnesøns underlæbe og satte læbesmykkerne ind; et i hver side af munden, store, smukke læbesmykker af grønne sten; og han hjalp sin sønnesøn med at sy nye klæder, baade til ham og til sig selv; og de pyntede halslinningerne med brede kanter af ulv og jærv.

Da alt var færdigt, brød de op for at besøge den boplads, de var flygtet bort fra. Det var saa mange aar siden, de havde været der, at sønnesønnen helt havde glemt den tid, de levede der. Han spurgte sin bedstefader:

"Kender du virkelig et sted, hvor der lever andre mennesker, siden du nu bryder op sammen med mig?"

"Ja," svarede bedstefaderen, jeg ved et sted, hvor man ikke var god imod os, dengang vi var der."

Derpaa lavede de en slæde af træstammer, en vældig slæde, der kunne rumme mange dyr, meget kød og meget renfedt; og saa stærk var den unge sønnesøn, at da de skulle lave slæden, kunne han rykke træerne op med rode. Slæden var saa stor, at de rejste et lille telt midt oppe paa den, og inde i dette telt sad bedstefaderen, beskyttet imod vejr og kulde, medens sønnesønnen selv trak slæden fremover. En gang imellem kiggede den gamle bedstefader ud og glædede sig over at gense floder og sletter og alle de fjælde, hvor han selv havde jaget, dengang han var ung.

Men da de nærmede sig bopladsen, kastede den gamle sine fine klæder bort og trak sit gamle tøj paa, det tøj, der endnu lugtede af skarn og urin, og den unge mand stod og saa til og vidste ikke, hvorfor bedstefaderen gjorde det.

"Ingen skal vide, at vi kommer," sagde bedstefaderen,"og derfor skal vi komme midt om natten," og medens folk sov, ankom de til bopladsen og lagde sig i festhuset og ventede paa, at mændene skulle vaagne og komme ind.

Tidligt om morgenen kom kvinderne først, de skulle tænde lamperne og rense ud efter mændene; og de saa den gamle mand, der engang havde boet der, og kendte ham igen. Men de saa ogsaa en ung mand med dejlige læbesmykker og pelse af de fineste renskind, kantet med ulv og jærv. Ham var der ingen, der kendte.

Pigen med armbaandet af jern var en af de første, der kom, og da hun saa den gamle, raabte hun ondskabsfuldt:

"Nej, er du kommet tilbage? Hvor er dit barnebarn?"

"Ak, det frøs ihjel for mig," svarede den gamle, og pigen med jernarmbaandet greb sin faders urinspand og hældte den ud over den gamle, og det samme gjorde de andre; kun høvdingens datter, der bar et armbaand af renhorn, bragte ham mad. Den unge mand saa, hvorledes alle mishandlede hans bedstefader, og han kom til at ryste over hele kroppen af vrede, men turde endnu ikke gøre noget; for hans bedstefader havde sagt, at han skulle vente.

Den unge pige med jernbaandet kom ind igen og bragte den unge mand dejlige lækkerier, men han rørte dem ikke, men greb et lille barn, hun havde i sin amaut, og knuste det imod gulvet, idet han sagde:

"Ikke skal du, som mishandler min bedstefader og som tilsølede mig med urin og skarn, da jeg var lille, komme til mig med lækkerier!"

"Det er mit barnebarn," sagde den gamle."Lad alle dem, der var gode imod mig, komme og faa, hvad de har lyst til." Men der var ingen andre, der turde komme, end den ene høvding og hans datter, der altid havde været gode mod den gamle mand. De kom og fik lov til at tage alt, hvad de ønskede af skind og kød fra slæden, og den unge mand tog straks pigen med hornarmbaandet til kone. Men den unge pige med jernarmbaandet havde fattet en saadan kærlighed til den unge mand, at hun ikke kunne lade være med at komme igen, og saa ofte forsøgte hun paa at besøge ham, at han tilsidst en dag i raseri greb et hvalribben og slog hende i hovedet af al magt. Man hørte et sus, man mærkede, at der var noget, der hvirvlede rundt, saa lød der et brag, og saa var der ikke mere. Da den unge mand omsider kom til sig selv, sad han ganske alene ude paa jorden, et stykke fra bopladsen. Alt omkring ham var forsvundet; thi i sin vrede havde han med sit vældige slag jævnet huset med jorden. Borte var hans gamle bedstefader, og høvdingen, og hans kone, og pigen med jernarmbaandet; alting var forsvundet, alting var jævnet med jorden.

Længe sørgede den unge mand over, hvad han havde gjort, men da sorgen ikke gav ham det tilbage, som han havde mistet, skabte han sig om til en ulv og travede ud i verden.

Og hermed ender denne historie.

Fortalt af
Apákak

Kilde

Knud Rasmussen: Festens gave – Eskimoiske Alaska-Eventyr, København, 1929.