Pigens kærlighed der først dræbte en mand og siden vækkede ham til live igen
Man fortæller, at alle beundrede Imogê. Han var en høvdingesøn og en stor jæger. Altid paa farten. Der var kun én ting i vejen med ham: han ville ikke giftes.
Ved samme boplads boede der en gammel kone og hendes barnebarn, en lille pige. Hver aften samledes alle unge mænd og kvinder til boldspil, og den lille pige plejede altid at gaa ned og se paa boldspillerne. Tiden gik, og det varede ikke længe, før hun var en ung pige, der selv kunne være med i legene. Og saa hændte det, at hun blev forelsket i Imogê.
En aften, hun havde været med til boldspillet, kom hun grædende hjem; hendes bedstemoder klappede hende paa kinden og sagde:
"Hvad er der i vejen? Hvem har været ond imod dig?"
"Det har Imogê. Han skubbede til mig."
"Det skal du ikke bryde dig om," sagde den gamle bedstemoder.
Men det samme gentog sig. Den unge pige kom ofte grædende hjem fra boldspillet, og altid sagde hun, at det var Imogê, der havde været ond imod hende.
Men en aften, da hun igen kom grædende hjem, var det rent galt. Hendes tøj var helt revet i laser.
"Hvem har gjort det?" spurgte bedstemoderen.
"Det har Imogê," svarede pigen. Den gamle bedstemoder anede ikke, at pigen løj; thi hun vidste ikke, at hun var blevet forelsket, og at det var af lutter fortvivlelse over Imogês ligegyldighed, at hun fortalte alle disse løgne. Men nu var bedstemoderen blevet vred og ville hævne sit barnebarn. Hun var en troldkyndig kvinde, og det var hende en let sag at sætte en trylleformular sammen, der voldte sygdom. En aften, pigen som sædvanlig kom grædende hjem og beklagede sig over Imogê, sagde den gamle bedstemoder:
"I aften, naar det bliver saa sent, at folk lægger sig til at sove, skal du gemme dig i en krog af vindfanget ude ved Imogês faders hus. Du skal stille dig helt ind under snemuren, saa ingen kan se dig. Imogê plejer hver aften at gaa ud og lade sit vand, inden han skal sove. Saa snart han har været ude og gaar ind for at lægge sig, skal du tage et stykke sne med noget af Imogês frosne vand og bringe mig det."
Det blev aften, og pigen gjorde, som bedstemoderen havde sagt. En for en kom mænd og kvinder ud, allersidst Imogê, og da han var færdig og gik ind, skar hun et stykke sne ud paa det sted, hvor han havde staaet og bragte det til sin bedstemoder.
Bedstemoderen fremsagde straks trylleord over sneklumpen og kom den i en lille pose, der var lavet af den fine, tynde hinde, der er yderst omkring en rens hjerte; denne pose hængte hun over ilden, saa at sneen med den frosne urin smeltede, og saa sagde hun hen over posen og blev længe ved med at gentage de samme ord.
"Lad Imogê faa smerter i sit underliv, lad Imogê faa ondt i sin blære!"
Dagen efter var den urin, den gamle bedstemoder havde i renens hjertehinde, blevet helt sort, og saa blev Imogê syg. Han fik ondt i sin blære, og saa voldsomme var smerterne, at ingen kunne hjælpe ham; samme aften døde han.
Alle sørgede over den unge, raske mand, der var død saa pludseligt, den store renjæger, som alle holdt saa meget af. Allerede samme dag blev Imogês lig lagt hen i festhuset, og alle folk forlod deres boplads. Ingen ville blive der, hvor Imogê var død, ingen turde drive jagt fra den boplads, hvor Imogê laa lig. De eneste, som blev tilbage, var dem, som ingen tog hensyn til, og det var den gamle bedstemoder og hendes barnebarn.
Det var midt om vinteren, og de to kvinder levede nu ganske alene sammen, uden nogen mand til at jage for sig. Og det varede ikke længe, før de begyndte at lide nød.
Men den unge pige kunne ikke glemme Imogê. Hun blev ved med at tænke paa ham. Og en nat, hun ikke kunne sove, stod hun op og gik ind i festhuset, hvor han laa lig. Men først samlede hun brænde og lagde det udenfor. Saa famlede hun sig frem i mørket, ind i det mørke festhus, idet hun følte sig for med hænderne for at finde vej.
Man havde hængt Imogê helt op under loftet, for at rovdyr skulle lade ham i fred. Her hang det frosne lig, svøbt i smukke renskind. Den unge pige famlede sig frem, og da hun havde fundet ud af, hvor liget hang, skar hun det ned. Saa hentede hun det brænde, hun havde samlet, og tændte baal paa ildstedet. Ilden begyndte snart at flamme op og varme, og idet hun nu løftede liget op paa sin ryg, begyndte hun at gaa omkring baalet med den frosne mand i sine arme. Men det varede ikke længe, før Imogê begyndte at tø op, og da sang pigen en vise:
Ja – ijai – ja
ja – ijai – ja
kærlighedens stærke tanker
løfter død mands frosne legem
op til jordens varme liv.
Ja – ijai – ja
ja – ijai – ja
Lad igen hans aande blæse,
lad ham atter frejdigt færdes
mellem andre dyr, der lever.
Ja – ijai – ja
ja – ijai – ja
Denne sang blev hun ved med at synge, og saa raabte hun en gang imellem med høj stemme: "Imogê, Imogê, Imogê!"
Snart var liget ikke stift mere, og endnu ivrigere raabte pigen:
"Imogê, Imogê!"
Langsomt vendte livet tilbage, og hun hørte ham hviske ganske stille:
"Ja, ja, hvad er der?"
Da raabte pigen af alle kræfter:
"Du skal vaagne, du skal vaagne, Imogê! Alle dine bopladsfæller har forladt dig!"
Og pigen blev ved med at gaa rundt om den varme ild, raabende og paakaldende, indtil Imogê var blevet helt levende igen. Ingen kunne se paa ham, at han nogen sinde havde været død. Nu fulgtes de glade sammen til den gamle bedstemoder, og saa giftede de sig med hinanden. Saaledes gik det til, at Imogê, der ikke ville giftes, fik sig en kone, og de levede lykkeligt sammen til deres dages ende.
Nu bleges deres bene, og denne historie er ude!
Fortalt af Apákak
Kilde
Knud Rasmussen: Festens gave – Eskimoiske Alaska-Eventyr, København, 1929.
