Finna den Fremsynede
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Finna den Fremsynede
i dansk oversættelse ved
Carl Andersen
1864
Thrond hed en Mand; han var Lagmand. Hans Hustru var død paa denne Fortællings Tid, og han var da bleven en gammel Mand, men en saare kløgtig Mand var han. Han havde to Børn, en Søn ved Navn Sigurd og en Datter ved Navn Finna. Hun var en klog Kvinde, om hvem Folk sagde, at hun kunde Mere end sit Fadervor.
Da hendes Fader engang red til Thinge, sagde hun: »Det aner mig, min Fader, at paa denne Reise vil der melde sig en Beiler til min Haand, men jeg beder Dig om ikke at gifte mig bort, medmindre det skulde gjælde dit Liv.« Faderen lovede dette, og red siden til Thinget. Mange gjæve Mænd beilede der til Finnas Haand, men han gav dem Alle Afslag. Efter Thingets Slutning red Thrond Lagmand hjem, og en Kveld, som han red alene foran alle sine Svende, mødte ham en Mand af et saare vildt Udseende, der red paa en bruun Hest. Manden steg af Hesten, greb Thronds Hest i Tømmen og sagde: »Guds Fred, Thrond Lagmand !« Thrond besvarede hans Hilsen og spurgte ham om Navn. Han hed Geir, sagde han, og det var hans Ærinde, at beile til hans Datter Finna. Thrond svarede: »Ikke bortgifter jeg hende til Dig, thi hun skal selv raade for sin Skjæbne.« Da drog Geir sit Sværd og satte Thrond Spidsen for Brystet, idet han gav ham Valget imellem at give ham Kvinden eller strax falde for dette Sværd. Thrond saae nu ingen anden Udvei end at love ham Datteren, og det blev bestemt, at han skulde komme efter en halv Maaneds Forløb og hente hende. Siden skiltes de og Hver red til Sit.
Da Thrond kom hjem, stod Finna udenfor Huset; hun hilser paa sin Fader og siger: »Er det, som min Hu siger mig, at Du har giftet mig bort?« Han svarer, at saa er det, men det var for at frelse sit Liv, siger han. Det faaer nu saa være, meente hun; dog siger hendes Tanke hende, at hun ikke vil høste megen Glæde heraf.
Paa den bestemte Dag kom Geir for at hente hende; han blev vel modtagen, men han sagde, at han ikke kunde vente længe, og han bad Finna om at gjøre sig snart færdig, thi han vilde bort igjen den næste Morgen. Det gjorde hun. Ingen tog hun med sig hjemme fra sin Faders Huus, uden sin Broder Sigurd. Saa toge de Afsked med Thrond, og rede nu alle Tre deres Vei, til de kom til en Fjeldgræsgang, hvor der græssede mange Stude. Finna spurgte Geir, hvo der eiede dem, men han svarede, at det gjorde ingen Anden end han og hun. Den næste Dag kom de til en anden Græsgang, hvor der kun græssede golde Faar. Finna spurgte Geir, hvo der eiede dem, men han svarede, at det gjorde Ingen uden han og hun. Den tredie Dag kom de til en tredie Græsgang, hvor der alene gik Heste og græssede. Finna spurgte Geir, hvo der eiede dem, men han svarede, at det gjorde heller Ingen uden han og hun. Saa rede de videre den hele Dag. Om Kvelden kom de til en stor Gaard, hvor Geir steg af Hesten, idet han bad Finna at følge med, thi dette var hans Hjem.
Her fik Finna en god Modtagelse, og strax overtog hun hele Huusførelsen. Geir viste hende liden Venlighed, men hun tog sig det ikke videre nær. Hendes Broder Sigurd blev ogsaa godt behandlet der. Juleaften vilde Finna lade toe Hovedet paa Geir, og man søgte længe efter ham, men forgjæves. Finna spurgte Geirs Fostermoder, som var der, om dette var hans Vane; hun svarede, at i lang Tid havde han aldrig været hjemme nogen Juul, og idet hun sagde dette, faldt hun i en heftig Graad. Finna bad Folkene om ikke at lede; naar hans Tid var kommen, vilde han nok af sig selv komme tilbage, sagde hun. Som hun pleiede, lavede hun til Høitidsgilde, og lod sig slet ikke anfægte af Geirs Fraværelse. Da Høitidsgildet var forbi og alle Folkene vare gaaede tilsengs, stod Finna op og tog sin Broder Sigurd med sig. De gik ned til Søen, skjøde en Baad ud paa Vandet og roede ud til en Ø, som var ikke langt derfra. Finna bad Sigurd at passe paa Baaden, medens hun gik iland, og saa blev han tilbage i Baaden. Finna gik op paa Land, og gik, indtil hun kom til et lidet velbygget Huus. Døren stod halvt paa Klem, der brændte Lys i Stuen og der stod en smukt opredt Seng, hvori hun saae sin Husbond Geir med en Kvinde i Favnen. Finna satte sig paa Gulvet nedenfor Sengen og sang en Vise. Siden gik hun ned til sin Broder, bad ham at roe ind til Land, men ikke sige Nogen, hvor de havde været. Det lovede han, og nu roede de hjem og lode som Ingenting. Da Julen var forbi, stod Finna en Morgen tidlig op og gik ind i det Kammer, hvor Geir og hun pleiede at sove, naar han var hjemme. Da var Geir derinde og gik op og ned af Gulvet, men der laa et Barn i Sengen. Geir spurgte, hvo der eiede det Barn. Hun svarede, at Ingen uden hun og han eiede det, hvorpaa hun tog det og bragte det til Geirs Fostermoder, for at hun kunde opfostre det. Saa randt det Aar tilende, uden at noget Videre skete. Den næste Juul gik det ganske paa samme Viis, som første Gang, kun med den Forskjel, at denne Gang satte hun sig paa Sengebrædtet og sang der en Vise.
Den tredie Juul blev der atter lavet til Gilde, og man søgte atter efter Geir, men han fandtes ikke. Finna bad hans Folk om ikke at søge. Da Gildet var forbi og Folkene vare gaaede tilsengs, roede Sigurd og Finna atter ud til Øen. Sigurd bad Finna, om han maatte gaae iland med hende. Hun tilstod ham hans Begjæring, men bad ham ikke at tale et eneste Ord. Saa kom de til Huset, hvor Finna bad Sigurd at vente udenfor, medens hun gik ind. Han blev da udenfor, men Finna gik ind, satte sig paa Sengekanten og kvad denne Vise:
- »Forladt nu her paa Sengens Kant
- Jeg sidde maa; min Glæde svandt.
- Den kloge Mand forødte den,
- Alt medens Sommeren gik hen.
- En Anden, ak, min Elskte tog —
- Som Skum, os Lykken tidt bedrog.«
Geir reiste sig da op og sagde: »Det skal nu ikke skee længere«, men Kvinden, der laa hos ham i Sengen, faldt i Afmagt. Finna hentede Viin og dryppede den paa hendes Læber. Da vaagnede hun til Besindelse igjen og var den fagreste Mø. Geir sagde da til Finna: »Nu har Du forløst mig af en svær Nød, thi dette var det sidste Aar, i hvilket jeg kunde blive befriet. Min Fader var Konge og herskede over Garderige. Da min Moder var død, ægtede min Fader en ukjendt Kvinde. Efterat de havde levet sammen en kort Tid, dræbte hun min Fader ved Gift, men efterdi jeg og denne min Søster, som hedder Ingeborg, ikke vilde lyde hendes Villie, lagde hun paa mig, at jeg skulde faae tre Børn med min Søster, og hvis jeg ikke fik den Hustru, som vidste af Alt dette, men dog taug dermed, skulde jeg blive til en Orm, men min Søster skulde forvandles til en utæmmet Fole og gaae paa Græsgangen blandt vilde Heste. Men nu har Du befriet mig af denne Nød, og nu vil jeg gifte denne min Søster med din Broder Sigurd og lade følge i Medgift hele det Rige, som min Fader eiede.«
Nu roede de Alle bort fra Øen og kom til Geirs Gaard. Der blev paany braset og bagt til et stort Gilde, og der blev skikket Bud efter Finnas Fader Thrond, hvorpaa Sigurds og Ingeborgs Fæstensøl blev drukket. Saa drog han til Garderige og underkastede sig det ganske. Geirs Stedmoder blev greben og bunden imellem to Heste, som slede hende i Stykker; hver tog sin Halvdeel. I mange Aar herskede Sigurd og Ingeborg over Garderige, men Geir blev Lagmand efter Thrond. Fra ham og hans Hustru stammer en stor Æt.
