Finsk Folkesangsforskning; Metode og Resultater (Ohrt)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Ferdinand Ohrt (1873-1938)

Kalevala som Folkedigtning
og National-Epos

Ferdinand Ohrt
1907

B. Sangenes liv i Almuen

II.
Finsk Folkesangsforskning
Metode og Resultater

Fra det trykte Værk gør vi Skridtet tilbage til Almuens Sange. I dobbelt Forstand har Kalevala sin Historie. Fortællingen om hvorledes Samleriveren opstod og øgedes blandt Finlands studerede Mænd, til een tog Luven fra alle andre og tilvejebragte de Samlinger hvoraf det trykte Epos gik frem, giver os Værkets »ydre« Historie. Men desforuden har jo Folkesangen som saadan sin Saga, om denne blot kan drages frem; den har Slægt efter Slægt levet sit Liv i den finske Almue, den har haft sin Fødsels- og sin Glanstid, og fra de fleste Egne kan der meldes om dens Nedgang eller Død. Derhos har de enkelte Kvad hvert for sig deres ofte forunderlige, vildsomt bugtede Livshistorie. For saa vidt som Lönnrot selv var en Folkesanger, hører Fremstillingen af hvorledes Værket endelig dannedes i hans Hænder gennem flere Tilløb, med til denne indre Historie som dens sidste Led; men forud for hans Gærning ligger de lange Tidsrum af Sangens Liv, og Spørgsmaalet er om der kan bringes Klarhed over dem.

Blandt de Foreteelser i moderne finsk Kultur som Lönnrots Samlerflid danner Forudsætningen for, maa ikke glemmes Nutidens finske Folkemindeforskning. Videnskabsmand i stræng Forstand var Lönnrot selv aldeles ikke — heldigvis: Granskere er der fremstaaet før og efter ham i Finland; kun han, paa een Gang boglærd og Almueskjald, kunde skabe et Værk der fik hans Landsmænd i Tale saa mægtigt som lærde Variantudgaver aldrig havde evnet det. Men hans Jærnflid som Samler og hans Troskab med at bevare Kilderne til sit Værk for Eftertiden, giver ham en direkte Fortjeneste, ogsaa naar Talen er om Sangenes videnskabelige Forskning.

Det var en Mængde Spørgsmaal her tidligt trængte sig frem: Om Sangenes første Hjemsted, om deres Ælde og om deres Æmner, hvorvidt disse var opstaaet indenfor finsk Sprogomraade eller skyldtes Laan fra andre Folk; og om Sangene var at forstaa historisk, mytisk eller paa anden Vis.

Castrén mente at finde en bred Baggrund for flere af Kalevalas Kvad i den finske Stammes fjærne Oldtid. Han nøjedes ikke med at tænke sig Indholdet som Fællesarv i den finsk-ugriske Æt (S. 6), men søgte Paralleler endog i Tatarers, Samojeders og en Del sibiriske Folks Sagn eller Sange; og ud fra disse Ligheder sluttede han at flere finske Kvad var ældgammelt Arvegods fra hele den »ural-altaiske Folkeæts« Fælleshjem i det nordlige Asien; i al Fald Skabelsessangen og Frierikvadene maatte forklares paa denne Maade. Krigene mellem Kalevala og Pohjola var derimod Minder fra senere Tid om Kampe mellem Finner og Lapper. Sangenes tre Hovedhelte var oprindelig Gudeskikkelser.

Den Formodning, Lönnrot selv dannede sig om Kvadenes Ælde, var knap saa dristig som Castréns. Han fandt det sandsynligt at de var opstaaede i Bjarmervældets Tid i Egnene Syd for Hvidehavet; de sangrige russiske Kareler var vel netop Bjarmernes Ætlinge; deres livlige Aand og store Handelstalent kunde pege i samme Retning. Nordkarelerne, hos hvilke Sangene var særlig rigt til Stede i Nutiden, tilkom saaledes Æren ogsaa for deres Tilblivelse et Tusendaar tilbage; dog var deres Form dengang formentlig kortere og knappere end i Nutiden.

I den første Tid efter Kalevalas Fremkomst gik Granskningerne af Sangenes Ælde og Hjemsted nærmest ud fra det trykte Epos som Grundlag. At selve Opskrifterne kunde faa videnskabelig Betydning, vilde dengang være mørk Tale; ældre Samlere kunde vise suveræn Ringeagt for hvad de ikke fandt smukt eller aparte; Polén, der 1847 færdedes i Suistamo, tilføjer under en Opskrift herfra: »Saa mangelfuldt husker Folk (her) Kalevalas Sange, hvorfor jeg ikke gad skrive dem op hos nogen; denne tog jeg til Prøve.« Selv Castrén regner det (1839) »ikke for Umagen værd« at optegne en Kvindes Bryllupskvad, »da de stemte nøje overens med (gamle) Kalevalas 14de og 15de Sang«. — Allerede i de Aar da Lönnrot sammensatte sin ny Udgave, havde jo hos os Sv. Grundtvig slaaet til Lyd for sin store Tanke. Men i Finland prækede den utrættelige Europæus lang Tid mest for døve Øren om en omfattende Indsamling, hvorved endda de enkelte Sangegnes Kvadform nøje skulde undersøges. Ved Aar 1860 gæstede nok en Del Samlere Ingermanland; men først omkring 1870 vaagnede ret en ny Interesse for selve Folkesangene; Litteraturselskabet iværksatte nu metodiske Indsamlinger, som siden er fortsatte til Nutiden. En fremragende Samler Aksel Borenius hævdede (1873) af historiske og sproglige Grunde at de russisk-karelske Kvad var indvandrede fra Finland. Og Julius Krohn fremsatte senere, efter Studium af alle de ham tilgængelige Opskrifter, den Hypotese, at Sangenes ældre, kortere Former var at søge længer mod Syd; de russisk-karelske, rigt udformede Kvad var det sidste Trin i en Udvikling. — Men denne Synsmaade var Mænd af den ældre Skole imod; og efter at J. Krohns banebrydende Værk om Kalevala var udkommet, søgte Aug. Ahlqvist i et Modskrift (1887) endnu en Gang at hævde de gamle Tanker: Kalevalas Kvad blev til hos Karelerne langs Hvidehavskysten (»Bjarmerne«); Naturforhold, Dyre- og Planteverden, Sæd og Skik, alt passer ypperligt hertil; de kortere Kvad hos de andre Finner er Udstraalinger fra den nordkarelske Rigdom; Sangen holdt sig frodigst paa de Steder hvor den var født, thi den fik stadig nyt Liv af »de samme Kilder fra hvilke ogsaa dens første Spire var bleven vædet« (ɔ: fra Minderne, Sæderne, Naturen). Pohjolafolket er Lapperne, som dengang naaede adskilligt sydligere end nu. Nogle af Æmnerne er laant fra Skandinaverne, med hvilke man formentlig stod i livlig Forbindelse i Egnene Nord for den bottniske Bugt. — Det er Kalevala (væsentlig den gamle Udgave) Ahlqvist gaar ud fra; Studiet af Varianterne (de enkelte Opskrifter af Kvadene) omtaler han med stor Overlegenhed: »Hvad kan man ikke alt finde i »Sangene«, d. v. s. disse Kister fulde af Samlinger, og hvad kan man ikke alt bevise ud af dem, særlig naar endog de usleste »Stumper« holdes for fuldgyldige »Bevisdokumenter«!« Krohns Paavisning af at Navnet Aino er dannet af Lönnrot og ikke som Egennavn findes i nogensomhelst Variant, afholder ikke Ahlqvist fra med Tilfredshed at notere Indsønavnet Ain-ózero i Nordrusland som ett af Beviserne for Kalevalas karelske Oprindelse. — Siden paaviste iøvrigt Neovius at de fremdragne Træk fra Natur- og Folkeliv ligesaa vel kunde passe paa Egnene ved Ladogasøen. — Men det var dog ikke ved Undersøgelser af slige Forhold at Vejen skulde banes for en sikrere Løsning af Spørgsmaalet; den rette Vej havde Krohn peget paa.

Julius Krohns Værk »Kalevala« udkom 1885 som første Del af en finsk Litteraturhistorie, hvilken Forfatteren ikke naaede selv at faa fuldført. En Del af dette Værk maa nu kaldes forældet; i mange Tilfælde er hans Forsøg paa at paavise de ældste Sangformer ikke lykkedes; og han er meget dristig i at statuere Laan fra højst forskellige Folk: Skandinaver (fra ældgammel Tid og ned igennem Vikingetiden), Litauere og Russere. Saare meget af Indholdet er efter hans Mening naturmytisk — vel at mærke i dets første Skikkelse, der som Regel skal være dannet udenfor den finske Stamme; (Himmellysenes Indespærring i Klippen betød saaledes, at Sol eller Maane skjultes bag en Uvejrssky; Väinös Frieri til Himmelbuens Mø er oprindelig Aftenrødens og Morgengryets Møde ved St. Hanstid.) — Men selv om mange af hans Resultater maa falde, saa har Julius Krohn skænket finsk Folkemindeforskning en blivende og værdifuld Gave ved sin ejendommelige Metode; den topografisk-historiske nævner han den selv; om den skal straks tales nøjere. Efter hans bratte Død i 1888 traadte Sønnen Kaarle Krohn frem som Faderens Arvtager og har i Spidsen for den yngre Forskergeneration gennemført og fuldkommengjort hvad hin fik indledet. Med stigende Omhu er samtidig Indsamlingen af Stof fortsat; fra Bygd til Bygd er Sangegnene gennemsøgt. Kun temmelig lidt af alt dette Materiale er endnu bleven trykt; det henligger i Haandskrift i Helsingfors og Dorpat.

Det som kommer den finske Folkesangforskning særlig til Gode, er den næsten overvældende Rigdom paa Varianter og den Omstændighed, at disse efter deres Slægtskab lader sig ordne topografisk. To Ting af vidtrækkende Betydning er her traadt for Dagen: 1. En Sang synges af Folk indenfor samme Egn gennemgaaende i samme Form; i Hovedtræk bevares Overensstemmelsen endog indenfor ret vidtstrakte Omraader. 2. Ulighederne i en Sangs Former er paa følgende Maade geografisk betingede: Ordner man en fyldig repræsenteret Sangs Varianter i Grupper efter Slægtskabet, saaledes altsaa at de to hinanden mest ulige Former danner Ydergrupperne, vil den fremkomne Rækkefølge af Grupper gennemgaaende svare til den rumlige Rækkefølge af Landsbyer (Sogne) indenfor Sangens Omraade. Sangen har med andre Ord paa sin Vandring ændret sig gradvis, Træk for Træk fra Sted til Sted.

Af dette Forhold fremgaar tillige at Tiden har virket langt mindre paa de finske Sange end Stedforandringen (Vandringen); allerede Lönnrot var opmærksom herpaa. Naturligvis er der Tilfælde hvor Tiden indenfor den enkelte Bygds Sange har gjort sig kendeligt gældende, ændrende eller udviskende, saa at denne Bygd bryder den Rækkefølge en Sangs Former ellers udviser, eller slet intet Bidrag giver; men saadant ophæver ikke Hovedreglen.

Staar nu alt dette fast, saa har vi her, som Julius Krohn har set, et Middel til at udfinde i hvilken Retning en Sang har vandret, og vi maa kunne naa tilbage til dens relativt ældste Form. Sangenes Geografi giver os tillige deres Historie. Havde saa Ahlqvist Ret i sin Paastand, at de rige, sammensatte Sangformer i Nordkarelen danner Udgangspunktet, de enklere Syd paa er afledede — eller er Strømmen gaaet i stik modsat Retning? Julius Krohn hævder energisk det sidste, og den stadig fortsatte Granskning af Varianterne har tilfulde givet ham Ret i hans Grundsyn. De enklere sydlige Former — især Estlands Sange — er paa ingen Maade lutter ufuldkomne Stumper, forvirrede Brudstykker (saadanne kan findes indenfor hele Sangomraadet, ogsaa Nord paa), men gennemgaaende afsluttede Helheder med klar Pointe; det vilde staa ganske uforklarligt om de var Digtningens yderste Udløbere. De Nord paa opstaaede større Sammensætninger er langtfra alle synderlig naturlige og rimelige; de viser at den stedfundne Proces i disse Tilfælde har været en Komposition, ikke en Isolation. Atter og atter kan det endvidere paavises, hvilke Vers eller Udtryk der under en Sangs Vandring har foranlediget Ændring eller Tilføjelse af ny Træk; af Vigtighed er det ogsaa at estiske Ord, uret forstaaede, kan findes i Kvad udenfor Estland; estiske Navne som Tanikan linna, Danskerborg (ɔ: Reval) forekommer helt oppe i russisk Karelen; og hvorfra har vel de græsk-katolske Russokareler faaet det romerskkatolske Ord Santti (Sankte) forved Sangenes Helgennavne, uden fra vestlige eller sydlige Egne? Flere Sange hvis Indhold er stedfæstet til en sydlig Egn, forekommer ogsaa langt oppe mod Nord, som Visen om Jakob Pontus de la Gardie, der fra Keksholm Vest for Ladoga er naaet helt op til Laplands Grænse, Syd paa kort og enkel, i Norden meget udførlig. — Af alt dette slutter de moderne Forskere dog ikke rask væk at alle Sange er gaaede fra Syd og Sydvest mod Nord, men undersøger nøje hvert enkelt Tilfælde og har ogsaa for en kortere Stræknings Vedkommende konstateret en modgaaende Strøm, der dog er svagere end Hovedstrømmen.

Hvorledes skal det forklares at Sangene er kommen til at vandre fra ett Sted til et andet? Ofte har man peget paa at Rejsende, Købmænd og maaske Soldater kan have ført dem med sig. Det kan dog ikke paavises at saadan Overføring har faaet Indflydelse paa et Omraades faste Sangformer. I flere Tilfælde har derimod en hel Befolkning ved Udvandring bragt Sange med sig til en ny Egn (f. Eks. Vermlandsfinnerne; finske Indvandrere i Ingermanland). Men den afgørende Faktor er utvivlsomt det fredelige, selskabelige Samkvem mellem Nabobygder. Ved Gilder har man af Hjærtens Lyst sunget Sange og lært sig ny af de udenbys Gæster; hertil kommer Ægteskaber mellem Folk fra forskellige Sogne. Og Sangerne er jo ikke adelige Personer, der ret hyppig kan rejse eller gifte sig langt bort, men Almuesfolk, som sjældnere kommer ud over Nabobyerne; det giver Sangenes Udvikling Præget af det gradvise, jævne. — Indenfor den enkelte By kan Sangene Slægtled igennem gaa i Arv fra Forældre til Børn — som vi veed, i væsentlig uforandret Skikkelse, ofte helt ud i smaa Enkeltheder.

Det ejendommelige Forhold mellem Tidens og Stedets Betydning yder os et Korrektiv til den foreløbige Skildring der i forrige Afsnit blev givet af Fænomenet »en Folkesanger«. Det er slet ikke Reglen at denne frit udsmykker de Kvad han har lært; paa det fra Fædrene nedarvede holder han oftest trolig fast. Men kommer et Kvad udenbysfra til hans Kundskab kan han stille sig noget friere; han kan afstemme det efter sin tilvante Syngemaade, kæde det sammen med en gammelkendt Sang o. s. fr. Og en særlig begavet Skjald tillader sig endda lidt friere Ændring og Udsmykning; det er da nærmest saadanne fremragende Sangere, Folk som lærte sig meget nyt Stof, med hvilke man maa sammenligne Elias Lönnrot. — Endelig maa vi naturligvis forudsætte en tredje Slags Skjald, den egentlige Digter, som undfanger en helt ny Sang; her, som ved al Digtning, gælder at til syvende og sidst maa den enkelte Sang føres tilbage til en enkelt bestemt Forfatter, selv om hans Navn og Tid maaske aldrig kan udfindes; vor Tanke finder ikke længer Hvile i Romantikens Forestilling om at Viserne fra først af digtedes af »Folket« i al Almindelighed, ud af den i Mængden boende poetiske Skaberkraft. — I de nordligere Sangegne gælder dog at de der digter en ny Sang, væsentlig holder sig til det overleverede Versestof (Eksemp.: Den store Bejlerfærd; Samporovet hos Sissonen; Sampos Smedning hos Russokarelerne). —

Det Billede af Kvadenes Vandringer og Ændringer som den moderne Forskning tegner, er i grove Hovedtræk følgende: I Estland er Sangene aldeles overvejende episk-lyriske Ballader eller rent lyriske Digte (kun c. 3% er Tryllekvad, og de fleste og bedste af dem er endda Laan fra Finland). Sangene optræder her helt usammensatte eller i simple og løse Forbindelser; allerede i Nordøsthjørnet af Landet begynder der dog at fremkomme nogle ret faste Sammenkædninger; men endnu i Ingermanland er Fastheden dog Undtagelse. Strømmen følger nu Syd- og derefter Østkysten af Finske Bugt, kommer dernæst indenfor nuværende finsk Statsomraade og gaar videre mod Nord, langs Ladogas Vestkyst, op i det egentlige Finsk-Karelen. Gangen gennem sidstnævnte Landskab bliver af stor Betydning; her optages nemlig et Tilløb, der fra det vestlige Finland bryder sig mod Øst. I Vestfinland er der fordum opstaaet episke Sange, men især en stor Mængde Tryllekvad; denne Strøm støder nu i finsk Karelen til den episk-lyriske, mange Forbindelser indgaas, saa Kvadene faar et nyt Præg, samtidig med at den egentlige gamle Lyrik svækkes noget. Sammenkædningerne bliver nu længere og fastere; og om Navnene Väinämöinen, Ilmarinen, Lemminkäinen samler der sig en Mængde Kvad hvis handlende Personer sydligere havde helt andre (eller slet ingen) Navne. Endnu nordligere holder Sangene sig mest Øst for Grænsen, i russisk Karelen; og her fortsættes mægtigt den Udvikling, der havde taget Fart paa det foregaaende Omraade, hele Sangcyclus'er fremstaar, og Sampo, Kværnen, bliver som en Hvirvel, der maler alt til sig hvad der kommer den nær. — Fra Vestfinland er en Del Sange der gik frem langs Finske Bugt, siden bøjet Syd og endelig et Stykke Vest paa i Ingermanland, imod Hovedstrømmen; kun nogle af dem er dog naaet helt frem til Estland; de samme Kvad kan fra Vestfinland desuden være gaaet til finsk Nordkarelen samt til russisk Karelen. — Der findes naturligvis en Mængde (især estiske) Sange, som ikke kom med paa den lange Vandring. Og der dukker undervejs Sange op — i Ingermanland eller i Karelen —, der ikke er komne udefra, men maa være digtede dær paa Stedet. — I Hovedsagen bliver dog Forholdet dette: Esterne digtede Lyrik og Ballader, Vestfinnerne var stærkest i Legender og Tryllekvad, finske Kareler sammenarbejdede de to Sanggrupper, og deres russiske Frænder dannede de store Cyclus'er, hvilke Lönnrot — den sidste i Rækken — knyttede sammen til Kalevala. Havde han ikke fundet Vej til Vuokkiniemi Sogn, var det samlede Værk aldrig blevet til; og han kom der netop paa en Tid, da Udviklingen hos Folket selv havde kulmineret; Nedgangen begyndte snart derefter. —

Alle Gisninger om Folkesangens Ælde og dens ind- eller udlændiske Oprindelse blev ret ørkesløse, saa længe man ikke var fuldt klar over dens første Hjemsteder inden for finsk Stamme og dens ældste Former her. Den større Sikkerhed der nu er naaet, hviler fremfor alt paa Granskningen af de i nyere Tid optegnede Sangformer. De ydre Vidnesbyrd fører os ikke meget langt tilbage i Tiden: Agricola (ved Aar 1550) er jo den første der overhovedet omtaler Sangenes Tilværelse; af Opskrifter haves kun faa fra Tiden før Porthan, og kun een eneste er fra før 1600 (S. 16). Omtrent til Aar 1600 kan vi paa anden Maade naa tilbage. Ved den Tid, fra Karl IX's Dage, drog savolaksiske Familier til Sverig; omtrent samtidig (efter Stolbovafreden 1617) flyttede en Del græsk-katolske Kareler fra Kexholms Len, der var vundet af Sverig, mod Øst til Egnen omkring Tver; og i samme Hundredaar skilte en Skare Estere sig ud mod Sydøst og slog sig ned i Guvernementet Vitebsk. Hos alle disse Folk er der fundet Sange som ogsaa kendes i det finske (resp. estiske) Moderland og altsaa blev bragt med hjemmefra af Udvandrerne; men hvor langt et Liv Sangene har levet inden den Tid, derom tier Overleveringen. — Saa bliver det da Spørgsmaalet, hvor langt Visernes eget Indhold tillader os at gaa tilbage. Det stærkt hedenske Præg maa dog vel føre os endnu adskillige Hundredaar paa den anden Side Agricolas Tid? Denne Tillid — en selvfølgelig Sag for tidligere Forskere — kan ikke længer opretholdes. Det har vist sig at de ældste Sangformer, de sydlige og vestlige altsaa, gennemgaaende viser Fortrolighed med kristeligt farvede Forestillinger. Jesus, Maria og Middelalderens Helgener, katolske Legender og Fester møder os her og spiller en saadan Rolle at de umuligt kan holdes for senere paaklistrede; de egentlige »Kalevalasange« gaar her ingenlunde Ram forbi; (hvorledes det i denne Henseende har sig med Tryllekvadene skal siden omtales). — Det maa nu ikke forstaas som om Sangene hviler paa rent kristeligt Grundlag; hedenske Minder og hedensk Overtro giver sig fuldt vel tilkende. Og — vel at mærke — jo længer Kvadene vandrede Øst og Nord paa, des stærkere kom det hedenske Præg til at træde frem; mytologiske Navne sættes i Steden for kristne o. s. fr.; baade Ingermanland og Karelen var endnu saa sent som i 16de Hundredaar væsentlig hedensk Land. Selve den trykte Kalevala, endda bortset fra Slutningssangen, bærer jo et halvkristeligt Præg; ingen finsk Hedning har vel nogen Tid bedt til sine Guder som den gamle Väinö kan bede til Ukko.

Den Tid vi føres tilbage til, vil da nogenlunde falde sammen med den til hvilken i Evropa den middelalderlige episke Folkedigtnings Fremstaaen maaske kan sættes; længer tilbage end til omtrent 1300 viser de bevarede finske Kvad kun undtagelsesvis.

Det højmytiske Skær over de nordligere Kvad, som før blændede Granskerne, lyser altsaa kun svagt og sjældent mod Syd. De episke Sanges oprindelige Indhold er kun for en meget ringe Del naturmytisk, endnu mindre naturligvis moralsk- eller social-allegorisk, hvad fordum somme har hævdet; heller ikke er det »historisk«, sagnagtigt; det vilde være ørkesløst at spørge om hvilke Folk der boede i Kalevala og Pohjola. Gennemgaaende er Indholdet blot fri Udslag af digtersk Følelse og Fantasi; det lyriske Element ligger den finske Folkesang i Blodet.

Vi har hørt om een Laangiver til de gamle Sange: Den middelalderlige Katolicisme, der Vest fra naaede Finland og Estland; i Legender (og Tryllekvad) ligger saaledes en Del fremmed Stof gæmt; desuden genfindes en Del svenske Folkeviser i finsk Form i Vestfinland, og i et Par Tilfælde har de østlige og de sydlige Naboer (Russere og Lettere) givet Laan. Men iøvrigt falder Formodningerne om Laan fra Nabofolkenes Sang- og Sagnverden som oftest bort, idet det viser sig at de fælles Træk forsvinder, naar man gaar tilbage til de finske Kvads ældste Form. Dermed nægtes ikke at Fremtiden kan bringe flere Vidnesbyrd; men som Forskningen nu staar, er der ingen Grund til at frakende Finnerne og Esterne selv Faderretten til de fleste af Sangenes Æmner.

Hvad her er fremstillet i Omrids, vil søge sin Stadfæstelse, naar vi tager de enkelte Kalevalakvad for os og prøver at tegne Hovedtrækkene af disses Historie, indtil de naaer deres endelige Form i den ny Kalevala. Men først vil vi gøre en Vandring, ad samme Veje som Kvadene selv har traadt, til de Egne og Folk hvor den rige Arv blev grundlagt eller dog skærmet og øget gennem Tiderne. Det Overblik vi herved vinder, skulde give lidt mere Forstaaelse af Sangernes og Sangenes ejendommelige Kaar.